60 forskere har den 19. januar indstillet Arktisk Råd til Nobels fredspris, men priskomiteen vil finde en del hår i suppen – dem kommer vi tilbage til.
De 60 forskere er organiseret i et netværk med fokus på sikkerhedspolitik i Arktis, Thematic Network of Geopolitics and Security, som tæller et antal af de mest anerkendte forskere på feltet. Arktisk Råd har derfor allerede i kraft af nomineringen høstet betragtelig extra clout og gennemslagskraft. Nobelkomiteen har sammen med nomineringen modtaget stærke argumenter fra forskerne: Dialogen mellem Rusland og de øvrige syv nationers regeringer i Arktisk Råd fungerer langt bedre, end Ruslands dialog med omverdenen de fleste andre steder på kloden.
læs indstillingen her: https://www.scribd.com/document/369274017/Arctic-Council-Nomination-Letter-for-the-Nobel-Peace-Prize
Det er også veldokumenteret, at Arktisk Råd længe længe har været de arktiske regeringers — inklusive Ruslands — foretrukne arena for denne dialog. I Barack Obamas tid talte man ligefrem om, at samarbejdet med Rusland i Arktis kunne blive udgangspunkt for et reboot — en ny start på forholdet til Rusland på hele kloden. Arktisk Råd har desuden bidraget betragteligt til at få klimaforandringerne i Arktis på den globale dagsorden, og Rådets videnskabelige arbejdsgrupper leverer til stadighed nye input til denne debat.
De 60 forskeres argumenter er alle velkendte og veldokumenterede. Men Nobelkomiteen vil fra andre kilder få påpeget en række hår i suppen. Nuancer, som vi andre også kan huske på, når diplomater og politikere fremover henviser til den flotte nominering, hvis nogen formaster sig til at sige noget mindre flatterende om Arktisk Råd.
Her kommer et par nuancer, som de 60 forskere i sagens natur har udeladt af deres indstilling til priskomiteen:
Arktisk Råd repræsenterer en orden, hvor de arktiske stater har tildelt sig selv uantasteligt lederskab i den arktiske region. Det har de gjort, selvom Arktis i disse år skifter karakter på en facon, der har stor betydning også for resten af verden. I takt med polarisens forsvinden åbner et helt verdenshav — Det Arktiske Ocean — sig for menneskelig trafik. Det første gang i menneskets historie, at det sker. Kina, Japan, Sydkorea og en række europæiske nationer har fået adgang til Rådet, men kun som observatører uden taleret. Arktis Råd er stadig, på trods af villighed til samarbejde, en lukket klub. Observatørerne har set sig nødsaget til at mødes i Polen hver andet år bl.a. for at diskutere denne i deres øjne uheldige rangorden. EU har endnu ikke opnået blot status som fuld observatør, og Kina omtaler først Arktisk Råd langt nede i sin nye arktis-strategi.
Freden i Arktis skyldes først og fremmest, at de otte arktiske nationer og Rusland især, alle ønsker økonomisk udvikling i deres respektive dele af Arktis. Rusland er dybt afhængig af olie, gas, mineraler og de nye fragtruter i det russiske Arktis. Ufred vil forhindre Rusland i at udnytte de kolossale muligheder, klimaforandringerne skaber i Arktis. Som forskerne påpeger, fungerer Arktisk Råd som et velfungerende instrument til at fastholde dialog og samarbejde, men Rådet er ikke grundlaget for freden.
Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere sikkerhedspolitik. Det forhindrede USA ved Rådets oprettelse i 1996. USA havde ingen lyst til at lade sine militære dispositioner underlægge denne nye, primært miljøorienterede organisation. I dag vil mange hævde, at det netop er fraværet af sikkerhedspolitisk kævl i Arktis Råd, der gør Rådet i stand til at udvide dialogen mellem Rusland og de øvrige medlemmer, herunder USA og Canada. Andre vil mene, at de arktiske lande i sørgelig grad mangler et forum, hvor regeringerne i velkendte rammer kan diskutere netop sikkerhedspolitik, såfremt kriser opstår i Arktis.
Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere territoriale spørgsmål og derfor heller ikke de udestående spørgsmål om hvem, der har retten til havbunden i Det Arktiske Ocean og de olie-, gas- og mineralforekomster, der måtte findes dér. Ruslands og det danske kongeriges krav til havbunden overlapper med cirka 600.000 kvadratkilometer ved Nordpolen, og der er også overlap andre steder i Arktis. Alle Rådets medlemmer inklusive Rusland følger slavisk de faste FN-procedurer for løsning af disse interessekonflikter, men Forsvarets Efterretningstjeneste advarer om, at Rusland måske ikke vil fastholde denne disciplin på den lange bane. Går der ufred i grænsedragningerne, har Arktisk Råd ikke mandat til at træde til.
Her i Danmark hævder regeringen at være stor fan af Arktisk Råd, men i så fald er fornøjelsen af nyere dato. Da udenrigsminister Per Stig Møller i 2007 tog initiativ til den store Ilulissat-erklæring om fred og samarbejde i Arktis, sprang han helt bevidst Arktisk Råd over. Han inviterede i stedet Rusland, USA, Canada og Norge til Ilulissat for at skrive under uden om Rådet. Danmark anså altså for blot ti år siden Arktisk Råd for utåleligt langsomt og bureaukratisk.
De arktiske folkeslag har fra begyndelsen været fint repræsenteret i Rådet som “permanent participants”. I praksis bliver intet vigtigt besluttet uden dem. Men i de seneste år er bekymringen vokset: Vil de arktiske regeringer, Rusland, USA osv., give de små arktiske folkeslag samme plads, når Kina, Japan og andre store økonomier presser sig længere ind i Rådets maskinrum? Grønland boykottede et topmøde i Arktisk Råd i 2013, fordi man følte sig urimelig klemt.
Arktisk Råd er ikke testet i krisetid. Ingen ved, om Rådet vil fungere i tilfælde af øget spænding i Arktis, eller om det mister sin relevans, fordi Rusland og/eller USA finder det unyttigt i situationen. Tingene går hurtigt skævt: Siden Krim-krisen er flere møder i Arktisk Råds regi, der skulle have være holdt i Rusland, flyttet til andre lande. Canada og andres vrede over Krim betød, at diplomaterne fik forbud mod at rejse til Rusland, selvom der stod Arktisk Råd på invitationerne.
De otte medlemslande har i Rådets 22 årige eksistens underskrevet kun tre bindende aftaler. Én om oliespilds-beredskab, én om koordination mellem søredningstjenesterne og én, der skal nedbryde barrierer for den arktiske forskning. Aftalerne har på enkelte punkter vist sig uhyre nyttige, men de er generelt ikke særligt dybtgående, og implementering går langsomt.
Rådets daglige og helt grundlæggende fortjeneste består i at drive seks forskernetværk (PAME, AMAP, CAFF m.fl.), der har produceret banebrydende forskning om klima, biodiversitet, miljøbeskyttelse, sundhed, bæredygtighed m.v. Men meget af forskningssamarbejdet fungerede også før Rådets oprettelse, og det kunne muligvis fungere fint uden. Enkelte af forskerne klager af og til — helst udenfor referat — over politisk betinget censur fra Rådets politiske overbygning.
Arktisk Råd fungerer fint som et regionalt dialogforum; bedre end de fleste andre af slagsen. Men de sikkerhedspolitiske relationer, der i sidste ende afgør, om freden holder, er ikke arktiske. Balancen mellem Rusland og NATO-landene (og Kina) afgøres på andre skuepladser: Baltikum, Østersøen, Syrien, Ukraine, Mellemøsten, Nordkorea osv. Det er ikke udviklingen i Arktis, som afgør om freden i Arktis holder. Arktisk Råd spiller en vigtig rolle for tilliden i Arktis, men det bliver andre faktorer, der afgør om freden holder.
Endelig er Rådet håbløst dårligt til at kommunikere med offentligheden. Rådet er praktisk taget ukendt blandt borgerne i alle otte medlemslande. Diplomaterne anser det for en petitesse, men fraværet af folkelig legitimitet kan svække Rådets gennemslagskraft netop i krisetider.
Rådet blev oprettet i 1996 som afløser for de arktiske landes miljøsamarbejde under Arctic Environmental Protection Strategy fra 1991, som igen var inspireret af den russiske præsident Mikhail Gorbatjovs berømte tale i Murmansk i 1987, hvor han opfordrede til nedrustning i Nordatlanten og Arktis, nye tillidsskabende aktiviteter og oprettelsen af et arktisk forskningsråd. De 60 forskere opridser nu de mange grunde, man kan have til at glæde sig over Rådets succes og til måske at tildele det Nobels Fredspris. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen — især ikke i Arktis. Dværgbirken i Nordgrønland bliver f.eks. ofte blot nogle få centimeter høj.
https://www.scribd.com/document/369274017/Arctic-Council-Nomination-Letter-for-the-Nobel-Peace-Prize
Teksten er i forskellige varianter også trykt på arktisknyt.dk og i Sermitsiaq
