Martin Breum

Foto: TASS/ArcticForum

Udenrigsminister Anders Samuelsens besøg i det arktiske Rusland blev endnu et eksempel på, hvordan Danmarks arktiske status og sammenhængen med Grønland og Færøerne forærer den danske regering chancen for at føre forhandlinger med klodens vigtigste stater om Arktis, men så sandelig også om andre, globale dilemmaer som Krim, Ukraine og Syrien. Anders Samuelsen deltog onsdag-torsdag 29. – 30. marts på konferencen “Arctic Forum – Territory of Dialogue” i Arkhangelsk ved Hvidehavet i det nordvestlige Rusland.

En tilsvarende arktisk begivenhed blev udnyttet af Danmark i august 2015, hvor daværende udenrigsminister Kristian Jensen benyttede en amerikansk Arktis-konference i Anchorage, Alaska, til at invitere USA’s nu forhenværende præsident, Barack Obama, til Grønland. Året efter lykkedes det at få Obamas udenrigsminister John Kerry, til at besøge Grønland og undervejs bekræfte de fine relationer til kongeriget Danmark.

I Arkhangelsk blev den diplomatiske balancekunst illustreret allerede få minutter før det hele begyndte. Anders Samuelsen stod side om side med sin norske kollega, Børge Brende, og pludselig også over for dagens vært, Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin. Anders Samuelsen var den første danske minister i Rusland siden Krim, Norges udenrigsminister var i næsten tilsvarende situation, og de tre stod nu omgivet af en kødrand af andre politikere umiddelbart før startskuddet til den store russisk Arktis-konference: ”Arctic Forum – Territory of Dialogue”.

Her fik de tre sig en velkomst-passiar på cirka halvandet minut, som efter alt at dømme foregik i bedste, venskabelige stil – som det også fremgår af billedet ovenfor.

Pointen i denne lille scene var, at Dmitrij Rogozin ikke blot er vicepremierminister og formand for Ruslands Arktis-kommission, der påser udvikling i Ruslands Arktis. Rogozin er også skarptunget, russisk hard liner og siden 2014 omfattet af både EU’s og USA’s sanktionsliste over russiske officials med indrejseforbud til EU og USA og forbud mod at bruge vestlige banker på grund af sin stærke støtte til Ruslands annektering af Krim.

Rogozin indrammede pointen: Anders Samuelsen ville som de andre nordiske ministre, der var ankommet til Arkhangelsk, ved sin fysiske tilstedeværelse sende et signal til Rusland: Danmark prioriterer samtale og samarbejde med Rusland højt, selvom uenighederne om Krim, Ukraine og andre dilemmaer består. Som han sagde på flyet fra København: ”Vi har en tospors-strategi, hvor vi er hårde og kontante på sager som Krim, hvor Rusland tydeligvis bryder reglerne, mens vi på andre temaer fortsætter dialogen. Rusland vægter det arktiske højt, og vi er meget enige om at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde og noget, vi kan samarbejde om”.

Her foreligger en vanskelig diplomatisk øvelse. Faren for at den russiske regering bruger signalet til at underspille kritikken af Rusland og nu aner en svaghed i Danmarks og de øvrige nordiske landes position, ligger lige for. Anders Samuelsen brugte da også en del energi på at forklare den medfølgende presse, at han tydeligt understregede for sine russiske samtalepartnere, at Danmarks synspunkter på alle væsentlige områder er uforandrede.

Vigtigst blev middagen med Sergei Lavrov, Ruslands udenrigsminister, onsdag aften. Her havde en sluttet kreds – den danske, norske og islandske udenrigsminister – en helt usædvanlig mulighed for at diskutere med Sergei Lavrov i næsten tre timer. (Sveriges udenrigsminister Margot Walström var forhindret af personlige årsager). Anders Samuelsen forklarede kort efter middagen, at de fire talte om alt fra Trump til det russiske politis omgang med demonstranter, Ukraine, Krim og Danmarks og Norges deployering af tropper i Baltikum. Ingen luftede ifølge Samuelsen nye synspunkter, men middagen foregik i en fin og til tider munter atmosfære og gav mulighed for at komme et ”et spadestik dybere,” sagde han. Norges udenrigsminister Børge Brende bekræftede over for norsk TV2 torsdag udlægningen. Torsdag eftermiddag overværede Anders Samuelsen fra første række i Arkhangelsks store Lomonosov-teater Ruslands præsident Vladimir Putin diskutere Trump, Syrien, kampfly over Østersøen, arktisk klima og miljø med præsidenterne fra Island og Finland. Her sagde Putin f.eks.: ”No. Read my lips: No”, da han blev spurgt, om Rusland påvirkede USA’s valgkamp i 2016 – helt uden for den arktiske udenfor dagsordenen.

Anders Samuelsen fik også lejlighed til at lade sig interviewe af den amerikanske tv-station CNBC, der fungerede som konferencens mediepartner. De tre minutters interview, som nu er tilgængeligt globalt, kom hurtigt til at hande om alt muligt andet end Arktis, men profilerede altså igen Danmark som aktør i den arktiske – og dermed globale – arena. Videoen kan ses her:

http://video.cnbc.com/gallery/?video=3000605922&play=1

Anders Samuelsens besøg var nøje afstemt med de øvrige nordiske lande. Det blev tydeligt, at ingen af dem kan undvære en tættere dialog med Rusland, og hvordan Arktis nu forærer dem en særlig mulighed for at mødes med Rusland om sager, der har Putin og hans nærmeste kollegers stærke interesse. Ikke mindst Norge, der deler en arktisk grænse med Ruslands Kolahalvø – et af klodens mest militariserede områder – har oplevet en forværring af sit forhold til Rusland. Norge har for første gang siden 2. verdenskrig fremmede tropper udstationeret; godt 300 amerikanske marinesoldater. To medlemmer af det norske storting blev tidligere i år nægtet visum til Rusland. Vicepremierminister Dmitrij Rogozin – dagens vært – provokerede Norge i 2015, da han i strid med EU’s rejseforbud landede på den norske øgruppe Svalbard, men udenrigsminister Børge Brende understregede i sin tale her i Arkhangelsk i stedet, hvordan Norge og Rusland i årtier i fællesskab har administreret fiskebestandene i Barentshavet og i øvrigt deler et behov for miljøregulering, oprydning efter Sovjetunionens atomanlæg mv. i Arktis.

Danmark oplever ikke samme pres i forholdet til Rusland som Norge, men Ruslands oprustning i Østersøen, tryk på de baltiske lande og andre konkreter trænger sig på. Den danske eksport af fødevarer til Rusland lå før Krim på cirka 4,2 mia. kr. om året. Som svar på vestens sanktioner har Rusland siden bremset importen fra EU, og dansk eksport af fødevarer til Rusland er bl.a. derfor raslet ned på under 800 mill. om året. Danmark og Rusland gør begge krav på vældige stykker overlappende havbund i Det Arktiske Ocean, og Anders Samuelsen pointerede i sin tale, hvor vigtigt det er, at begge parter følger FN’s regler for fredelig grænsedragning. Skrækscenariet er, at Rusland dropper FN-sporet og blot erklærer Nordpolen og havbunden i området for russisk. Endelig en helt aktuel sag: Ruslands ønske om at føre gasledninger til Tyskland over dansk havbund i Østersøen til den såkaldte North Stream2-forbindelse. Sagen hører netop nu til den danske regerings primære russiske hovedpiner. Danmark har som Sverige mulighed for at forhindre denne ny kanal for russisk gas til Europa, men der er ikke enighed i EU, og Danmark frygter at stå alene i en ubehagelig konflikt med Rusland. Den sag er tilsyneladende stadig for hed: Den blev ifølge Anders Samuelsen ikke diskuteret under middagen med Lavrov.

Grønlands Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq deltog ikke i Arkhangelsk, men Anders Samuelsens tale ved konferencen var afstemt med Nuuk. Vittus Qujaukitsoq var optaget af Inuit Economic Summit i Anchorage i Alaska, hvor han deltog sammen med bl.a. Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken. På konferencen i Arkhangelsk deltog i stedet specialkonsulent i Udenrigsdirektoratet i Nuuk, Mira Kleist.

Dette indlæg er i redigeret format bragt som nyhedsanalyse i Information 31. marts. 

Hvor meget er Grønland værd, nu hvor USA igen kræver større, danske bidrag til NATO? Hvordan maximeres udbyttet af Grønlands strategiske placering med Donald Trump ved roret i USA, klimaforandringer og øget fokus på Arktis?

Dette afgørende spørgsmål er vi nu blevet meget klogere på i kraft af en ny analyse fra de to forskere, Jon Rahbeck-Clemmensen og Andersen Henriksen, netop udkommet fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Siden 2. verdenskrig har Grønland haft betydelig værdi for det amerikanske forsvar, og både Grønland og især Danmark har udnyttet dette fortrin i Washington. Danmark har ydet relativt mindre end andre lande til NATO-samarbejdet og i betydeligt omfang spillet ”Grønlandskortet”, når NATO og USA har stillet krav om større danske bidrag. USA’s adgang til baseområder i Grønland er blevet vekslet til delvis accept af Danmarks relativt beskedne bidrag til NATO i øvrigt.

Sådan konstaterer  de to forskere. De skriver altså ikke direkte, at Danmark har høstet kontant, økonomisk gevinst af ‘Grønlandskortet’. Denne kontante gevinst kan de ikke dokumentere, men de konstaterer, at Danmark har spillet kortet aktivt og ofte, og at Danmark i hvert fald har høstet politisk gevinst. Diskussionen om, hvorvidt denne politiske gevinst blev omsat i en kontant besparelse på Danmarks forsvarsbudgetter vil givet fortsætte.

Det egentligt nye i forskernes analyse er undersøgelsen af Grønlands aktuelle diplomatiske værdi i USA. De to har systematisk interviewet 35 centralt placerede (anonyme) danske, grønlandske og amerikanske politikere, diplomater og embedsmænd – herunder fire tidligere, danske udenrigsministre plus kongresmedlemmer og akademikere i USA. Resultatet er tankevækkende, både i kraft kildernes indsigt i Grønlandskortets historiske værdi under den kolde krig, men også for det helt aktuelle: Den strategiske værdi af Grønland er faldet betragteligt, men den er bestemt ikke forsvundet, lyder analysen. USA’s radar på Thule Air Base, der kan varsle missiler fra store dele af den nordlige halvkugle, spiller fortsat en væsentlig rolle i USA’s missilskjold. Basens betydning kan desuden vokse, hvis USA’s forhold til Rusland forværres, og/eller hvis Trump-administrationen i Washington gør alvor af at udvide missilskjoldet som varslet under præsidentens valgkamp. Forværres forholdet til Rusland, kan farvandet mellem Grønland og Island også få ny betydning for transport af krigsmateriel, ubåde m.v. – præcis som under 2. verdenskrig.

Grønland har slet ikke samme værdi for USA, som under den kolde krig, hvor Grønland lå midt på luftvejen fra USA til hovedfjenden i Sovjetunionen. Thule Air Base var fra 1950’erne essentiel for USA’s forsvar, antallet af atombevæbnede fly over Grønland voksede. Danmark høstede fordele af Grønland allerede under 2. verdenskrig, hvor tusinder af amerikanske kampfly mellemlandede i Grønland på vej til i Europa, men i dag er kursen faldet. ”Grønlandskortet” kan stadig spilles, men det kræver nye og bedre kalibrerede anstrengelser.

Danmark og Grønland bør derfor gøre en mere intens og især en mere fælles indsats i Washington, skriver forskerne – og her begynder vanskelighederne. Forfatterne konstaterer, at hverken Danmark eller Grønland forstår at fremme denne dagsorden på systematisk vis i det amerikanske system. De danske diplomater og politikere er angste for at irritere deres grønlandske kolleger, hvis de farer for hårdt frem i USA, og de grønlandske aktører har ikke tillid til, at Danmark altid varetager Grønlands interesser på bedste vis.

De to forfattere fortæller ikke, hvilke andre interesser end Grønlands, Danmark kunne tænkes at varetage, men samme dag som deres rapport udkom, blev netop det spørgsmål belyst i Jyllands-Posten af Hans Jakob Helms, der bl.a. er tidligere grønlandsk medlem af Joint Committee, fællesudvalget mellem USA, Danmark og Grønland. Han mener, at Danmark i forhandlinger med USA foruden Grønlands interesser også vil være optaget af at beskytte Danmarks eksport af våbenteknologi til USA: ”I dag er det amerikanske militær således en milliardforretning for dansk industri. Men ganske som med ”Grønlandskortet” og Nato er det næppe muligt at komme med beviselige tal for, præcis hvor meget af væksten i denne industri der skyldes den velvilje, inddragelsen af Grønland i missilskjoldet udgør. Til gengæld burde det være lige så umuligt at påstå, at de to ting ikke har med hinanden at gøre.”

Forfatterne bag ”Grønlandskortet” anbefaler, at det danske diplomati får flere hænder til at håndtere de arktiske dagsordner, præcis som foreslået af regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen i 2016. De to forfattere citerer en dansk embedsmand, der selv arbejder med Arktis til daglig: ”Her er et window of opportunity …men vi har ikke kræfter til at gøre noget ved det”.

Forfatterne anbefaler også, at Danmark gør langt mere ud af at inddrage Grønland, og at Danmark anerkender, at Grønlands interesser ikke altid er sammenfaldende med Danmarks. Forskerne foreslår, at den danske regering udpeger en Arktisminister for at fremme sagen, og at København og Nuuk lærer at tale åbent sammen om ”Grønlandskortet”. De konstaterer, at Grønlands værdi for USA og indsatsen for at høste fordele af denne stadig er tabubelagt i den dansk-grønlandske samtale. Postkolonial mistillid gennemsyrer forholdet til skade for den fælles indsats i USA. Denne mangel på koordination har endda akut betydning, fordi Grønlands tab af en milliard-kontrakt på servicering af Thule Air Base netop nu diskuteres i delikate forhandlinger med USA om Grønlands fremtidige udbytte af basen.

I mellemtiden løber Norge med opmærksomheden. De to forskere opdagede i USA, hvordan Norge i en årrække på systematisk vis har fået amerikanske kongresmedlemmer, tænketanke og regeringsinstitutioner til at fokusere på Arktis efter norske anvisninger. Store norske forskningsbevillinger har f.eks. fået indflydelsesrige amerikanske tænketanke til at samarbejde med norske Arktis-forskere, mens hold efter hold af amerikanske kongresmedlemmer siden 1990’erne er rejst til Svalbard på Norges regning for at høre om klimaet og Norges syn på Arktis. Norge har gjort Arktis til hovedprioritet i sit diplomati, mens Danmarks forhold til USA har været domineret af Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Afghanistan og Mellemøsten, så ”Grønlandskortet” har fået begrænset opmærksomhed.

 ”Grønlandskortet” (39 s.), Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Jon Rahbek-Clemmensen og Anders Henriksen. http://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/

Dette indlæg er også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 21.3 2017 og i Sermitsiaq uge 11 2017.