Martin Breum

Soldaterne i Siriuspatruljen kan i fremtiden foruden deres hundeslæder forvente satellittelefoner og IPads som en del af udrustningen. IPads har vist sig fint i stand til at overleve 30 graders frost: Man skal blot efter endt slædekørsel tø dem op i soveposen, hvorefter de sammen med en satellittelefon kan overføre situationsbilleder direkte fra det yderste Grønland til forsvarets kommandocentraler længere mod syd.

Sådanne enkle og økonomiske løsninger vil der komme flere af i slipstrømmen på den rapport om ”Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis”, som forsvarsminister Peter Christensen i går offentliggjorde på Nordatlantens Brygge i København sammen med bl.a. Grønlands udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq.

IPad-løsningen er sigende på to måder: For det første, fordi en række af de nyskabelser, regeringen lægger op til i Arktis, sigter på netop at øge forsvarets overblik over, hvad der foregår i det grønlandske luftrum, i de arktiske farvande og til lands.

Behovet har været kendt længe: Arktisk Kommando i Nuuk har i dag ikke kapacitet til at overvåge, hvad der reelt foregår i luftrummet over Grønland, og de danske inspektionsskibe mangler bl.a. udstyr til at overføre de komplekse situationsbilleder, der indgår som en selvfølge andre steder i kongeriget. Regeringen anbefaler derfor nu særligt investeringer i satellit-kapacitet og fly til indsamling af data i Arktis. Eller som Nils Wang, chef for forsvarsakademiet sagde til Politiken forleden: ”Den bedste måde at bruge militære styrker effektivt på er, hvis man ved, hvad der foregår. Så fly- og satellitovervågninger er fuldstændig essentielle, og det koster penge”.

IPad-løsningen er også sigende, fordi den hører til det, chefen for udredningsarbejdet, generalmajor Kim Jesper Jørgensen, har kaldt ’husmandsagtige løsninger’. Bag de 248 sider rapport ligger tre års analysearbejde og dyre forsøg bl.a. med jagerfly i Grønland, men forfatterne har søgt løsninger inden for de 120 mill. ekstra om året til Arktis fremover, som et flertal på Christiansborg allerede har sagt ja til. Indkøbet af 27 nye jagerfly har gjort dyre nyanskaffelser i Arktis ganske urealistiske. Eller som Peter Christensen sagde ved lanceringen: ”Vi har allerede mange kapaciteter i Arktis. Det gælder ikke mindst om at udnytte dem smartere.”

Med i rapporten er forsvarets egen analyse af, hvordan sikkerhedspolitikken i regionen vil udvikle sig; herunder også, hvordan Rusland vil gebærde sig.

Konklusionen lyder, at det mest sandsynlige er, at Rusland også fremover vil prioritere udviklingen af olie, gas og nye fragtruter i Arktis og derfor gøre sit til at fastholde freden i Arktis, men at annekteringen af Krim, ufreden i Ukraine og spændingen mellem NATO og Rusland i øvrigt skaber øget usikkerhed om, hvorvidt denne kurs er langtidsholdbar.

”Ruslands handlinger i Ukraine har således ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten, og russisk militær aktivitet i Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning. Samtidig har Rusland selv ønsket at markere sit militære fokus i området,” lyder det i rapporten. Peter Christensen lagde ved præsentationen megen vægt på det gode samarbejde med Rusland, men fik også sagt, at ”det er helt naturligt, at vi nu får den grundlæggende infrastruktur på plads. Det er jo svært at give lange prognoser som tingene udvikler sig for tiden”.

Denne analyse er nu fast forankret i det officielle Danmark: Forsvarets Efterretningstjeneste lancerede den allerede i 2015, og regeringens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, skrev i sine anbefalinger i maj, at ”de arktiske kyststater indtager generelt en konstruktiv holdning til det praktiske samarbejde…Men der er tegn på, at en ny og mere udfordrende linje i Ruslands arktispolitik kan være ved at tage form.”

De nye tiltag skal ses som led i regeringens relancering af det danske kongerige som ”en arktisk stormagt”. Strategien blev tydeligt beskrevet i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger i maj og forfølges nu aktivt. Grønlands kolossale landmasse og strategiske placering som buffer-zone mellem Nordamerika, Rusland og Asien skal udnyttes til at sikre kongeriget øget indflydelse, og så nytter det ikke at have et forsvar i regionen, der mangler helt basalt udstyr.

Især er det afgørende, at USA fortsat tror på, at Danmark håndterer sit ansvar for Grønland på troværdig vis. Grønland og Thulebasen har siden 2. verdenskrig været central for det amerikanske forsvar, og sådan vil det fortsætte: Der spekuleres i dag ikke bare over Ruslands overlegne militære kapacitet i Arktis, men også over, om Kinas atombevæbnede ubåde i fremtiden ligesom de russiske vil lægge sig i skjul under isen i Det Arktiske Ocean tæt på USA – og dermed yderligere øge Grønlands betydning.

Forsvarets nye forslag, der også gælder et frivilligt, grønlandsk ’meldekorps’ og et grønlandsk hjemmeværn, er derfor et forsøg på balance mellem mindst tre udfordringer – for få penge:

Danmark skal fremstå som kapabel vogter over Færøerne og Grønland, både ved at vise flaget ved de yderste grænser og ved en solid søredningstjeneste, overblik over luftrummet, opdaterede søkort osv. Isens forsvinden øger trafikken i Arktis og tvinger forsvaret til at patruljere, overflyve og overvåge stadig større havområder.

Samtidig må oprustningen ikke få aggressiv karakter, så Rusland får anledning til at beskylde NATO-landene for unødig militarisering i Arktis.

Og endelig skal forsvaret også fremover kunne løse de civile opgaver i Grønland, som allerede klares – herunder fiskeriinspektionen, miljøovervågning og redningstjeneste. Forsvaret er vigtigt kit i rigsfællesskabet. Politikerne er derfor allerede stort set enige om at opfylde de ønsker, der nu er fremlagt. Chefen for udredningsarbejdet, Kim Jesper Jørgensen, er for længst gjort til chef for Arktisk Kommando i Nuuk.

Naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq virkede stærkt fornøjet, da han sammen med Færøernes repræsentant i Danmark, Sigmundur Ísfeld, supplerede Peter Christensen ved præsentationen. Qujaukitsoq sagde, at han var ’utrolig positiv’ overfor det øgede fokus på Arktis, og særligt begejstret for forslagene om et nyt grønlandsk melde-korps, ”Grønlandsvogterne”, der f.eks. kan spotte olieudslip, og et nyt frivilligt beredskabskabskorps i stil med det danske hjemmeværn; begge drevet på frivillig, ubevæbnet basis. Han så store muligheder for nye uddannelser og beskæftigelse især til unge grønlændere. Endelig udtrykte han sin tilfredshed med den måde, hvorpå Naalakkersuisut er blevet taget med på råd i det tre år lange forløb op til offentliggørelsen.

Det danske diplomati har med andre ord haft held til at lande en potentielt kontroversiel sag til Selvstyrets store tilfredshed – kun få måneder efter, at en andet brandfarlig sag blev afviklet til Nuuks fornøjelse; nemlig sagen om magten over den grønlandske uran. Som læserne vil huske, blev flere års skænderi i januar i år afløst af fuld enighed: Danmark fastholdt retten til at stoppe eventuel fremtidig eksport af uran til lande, som Danmark finder uegnede, mens Selvstyret beholdt retten til selv at bestemme, om udvinding af uran skal finde sted i Grønland, hvor, hvornår og af hvem. Også dengang roste Vittus Qujaukitsoq det danske diplomati.

Denne tekst har også optrådt i Information og Sermitsiaq – begge steder i let omskrevet format.

Hvis man vil forstå John Kerrys lynvisit i Grønland fredag den 17. juni, må det nødvendigvis læses med tre forskellige sæt briller: Et dansk, et grønlandsk og endelig John Kerrys eget.

Den danske regering vil indadtil fortolke besøget som endnu et skridt til sikring af Danmarks position som en regional stormagt i det arktiske. John Kerrys Grønlands-besøg, hvor udenrigsminister Kristian Jensen deltager som ledsager, vil diskret minde verden om Danmarks fortsatte suverænitet over Grønland og dermed om kongerigets status som central aktør i den arktiske dynamik.

Verdensoffentligheden – herunder den amerikanske presse – vil følge med, og selvom John Kerry med præsident Obama er på vej ud af amerikansk storpolitik, vil besøget sætte spor. Danmarks og Grønlands vilje til samarbejde med USA vil igen være bekræftet og noteret med tilfredshed i Washington.

Besøget lægger sig dermd i slipstrømmen fra Taksøe-rapporten fra maj, hvor vi for første gang fra officielt hold fik at vide, at Danmark og Grønland udgør ”en arktisk stormagt”. Peter Taksøe-Jensen understregede i sin egenskab af særlig udenrigspolitisk rådgiver for Lars Løkke Rasmussens regering, at det danske kongerige udgør ”verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA”.

”Det kræver en styrket indsats og samarbejde internt i Kongeriget, men også internationalt for at udnytte de påvirkningsmuligheder, Kongeriget har som Arktisk stormagt”, skrev Taksøe bl.a. Han nævnte den ’arktiske stormagt’ fire gange i sin rapport, som han vel at mærke havde fået solid hjælp til fra både Udenrigs- og Forsvarsministeriet.

Taksøe-rapportens markante eftertryk på Grønlands betydning for Danmark var et nybrud i den politiske retorik i Danmark, og der lød ingen indvendinger fra regeringen eller embedsværket: Taksøe var helt på linje med både den nuværende og den forrige regerings holdning til Grønland og den arktiske storpolitik.

Som det fremgår af den fælles dansk-grønlandske pressemeddelelse var besøget i Grønland i første omgang da heller ikke John Kerrys egen ide. Udenrigsministeriet har arbejdet hårdt for at få besøget i stand. I Første skridt blev taget ved en amerikansk Arktis-konference i Alaska sidste år, hvor Kristian Jensen mødtes personligt med John Kerry, og hvor han i øvrigt også inviterede præsident Obama til Grønland. Næste skridt blev taget 10. marts i år, hvor Kristian Jensen besøgte John Kerry i Washington.

John Kerrys Grønlands-rejse er endnu et led i forsøget på at udnytte Grønlands enorme udstrækning og geopolitiske position til at påvirke udviklingen i Arktis, så det gavner Danmark og Grønland, men også i bredere forstand til at sikre, at Danmarks synspunkter og ønsker bliver hørt ude i verdenssamfundet.

Kerrys hul i isen

John Kerry selv er for længst blevet overbevist om det nyttige i en lille omvej via Grønland på vej hjem til Washington, nu hvor han alligevel var på besøg i Norge og Danmark. Han vil efter alt at dømme benytte sit besøg i Grønland til at lade sig fotografere med is i baggrunden og tale om klimaet. Kerry står i øjeblikket i spidsen for en større amerikansk indsats til beskyttelse af verdenshavene, der går hånd i hånd med hans eget og resten af de amerikanske demokraters voksende klima-engagement og med USA’s igangværende formandskab for Arktisk Råd.

Ved et besøg på en high school i staten Maryland tidligere på måneden refererede John Kerry direkte til et grønlandsk klima-fænomen, der i de seneste år er blevet fast element i klimadebatten: Smeltevand fra overfladen af Grønlands indlandsis fosser med voldsom kraft ned i store huller i isen, hvorefter det muligvis fungerer som smøremiddel under gletsjerne, der derfor får større fart på vejen mod havene:

”Man kan tage op til Grønland i dag, og der er et kæmpe hul, som man kan se om sommeren, og der er en vældig flod, som løber nedenunder den grønlandske indlandsis, og der er forskere som nu spørger, om store blokke af isen måske vil brække af oven på denne kaskade og glide ned i havet. Afsmeltningen foregår med forrygende fart,” sagde Kerry til de amerikanske skolebørn.

Grønlands klima-chance

I Grønland vil hans besøg igen illustrere, hvordan klimaforandringerne har givet Grønlands ledere en adgang til klodens toppolitikere, de ellers aldrig ville få.

Det startede med den strøm af toppolitikere, herunder Tysklands kansler Angela Merkel, som kom til Grønland i klima- og energiminister Connie Hedegaards tid. Siden har bl.a. Sydkoreas præsident, Frankrigs udenrigsminister, FN’s generalsekretær og senest formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, været i Grønland – sidstnævnte sammen med Lars Løkke Rasmussen. John Kerry rejser som de mange ledere før ham ikke til Nuuk, Grønlands hovedstad, for at tale med de grønlandske politikere, men direkte til den verdensberømte Isfjord og gletsjeren Sermeq Kujalleq ved byen Ilulissat længere oppe ad Grønlands vestkyst. Her får han lige som de ca. 25.000 turister, der kommer hvert år, unik mulighed for at se den tiltagende ophobning isbjerge inde fra gletsjeren, og hvordan selve gletsjerens front har trukket sig tilbage til bunden af Isfjorden i takt med klimaforandringerne.

Isfjorden er blevet et verdenskendt symbol på klimaforandringerne, og de grønlandske politikere rejser gerne til Ilulissat for at sige velkommen og tale med de besøgende toppolitikere. Et nyt besøgscenter til 100 millioner kroner, der også skal fungere som modtagepunkt for netop denne type VIP-besøg, vil i løbet af de næste tre-fire år skyde op ved Isfjorden, finansieret af Grønlands Selvstyre og det lokale kommunestyre med 23 mill. mens Realdania betaler resten. Eller som Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender, siger i pressemeddelelsen i anledning af Kerrys besøg: ”Et besøg i Grønland af John Kerry understreger det amerikanske fokus på den arktiske dagsorden (…) Besøget giver os samtidig anledning til at drøfte den bredere palet af spørgsmål, som har fælles interesse for Grønland, Danmark og USA, herunder også forsvarssamarbejdet med USA”.

Qujaukitsoq får her en glimrende anledning til at tage f.eks. spørgsmålet om Thule-basen op med John Kerry. Et dansk-grønlandsk selskab har i årtier tjent gode penge på at sikre vandforsyning, el og andre ikke-militære praktiske sager på basen, men kontrakten er i øjeblikket til genforhandling og havnet i det amerikanske retssystem. Indtægterne fra basen er central for Grønlands økonomi, og både det danske og det grønlandske diplomati forsøger at sikre Grønland en eller anden form for kompensation, hvis pengestrømmen ikke fortsætter. Chancen for at tale direkte med USA’s udenrigsminister vil givetvis være særdeles kærkommen.

Denne blogtekst optrådte i Information mandag 10.6 og i Sermitsiaq 18.6 – i begge tilfælde i let omskrevet format.