”Danmark og Grønland udgør tilsammen en arktisk stormagt, og det er på tide, at Danmark tager det ansvar på sig, der følger med.”
Statsminister Lars Løkke Rasmussens ”udenrigsgransker” Peter Taksøe-Jensen gentog denne udlægning af kongerigets position i Arktis mange gange i dagene efter, at han offentliggjorde sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik. Onsdag den 4. maj talte jeg med ham om de arktiske vinkler i hans anbefalinger:
”Det er en god måde at skabe en overskrift på, men jeg mener det faktisk også”, siger han. ”Vi ER en regional stormagt i Arktis. Der bor relativt få mennesker i Arktis, og sammen med Grønland fylder vi rigtigt meget. Det er jo ikke noget, vi tænker meget over i hverdagen, men det giver et større medansvar for udviklingen i hele regionen og større muligheder for at påvirke situationen, end vi har så mange andre steder – f.eks. i Østersøen”.
I sin rapport til Lars Løkkes regering fremhævede Peter Taksøe-Jensen, hvordan Danmark, Færøerne og Grønland tilsammen er det 12. største land i verden og det tredjestørste i NATO. Direkte adspurgt har han svært ved at forklare, hvorfor størrelsen i sig selv er så afgørende, men han vender hele tiden tilbage til den. Vores position i Arktis er med til at sikre Danmarks ”internationale gennemslagskraft,” siger han. Størrelsen forpligter også, og derfor er det vigtigt at understrege den: ”Det er med til at illustrere, hvor stor en opgave, forsvaret har i Arktis. Der er et markant gab mellem det, vi gerne vil i Arktis, og det forsvaret er i stand til i øjeblikket,” siger han.
I sin rapport anbefaler han bl.a., at de danske fregatter får en besætning mere, så flådens mulighederne for at operere i de grønlandske farvande udvides, og at Arktisk Kommando får udstyr til selv at hente satellitdata ned fra rummet og dermed skabe et klarere billede af, hvad der rører sig i Grønland til lands, til vands og i luften: ”Jeg argumenterer ikke for, at vi skal militarisere det arktiske. Der er ingen alvorlige tegn på, at russerne truer vores suverænitet,” siger Peter Taksøe-Jensen, men han anbefaler alligevel, at Arktisk Kommando får øgede kræfter. Han peger på de civile opgaver, som forsvaret løser i Grønland – især fiskerikontrol og søredningstjeneste – og på, hvordan isens forsvinder gør det nødvendigt med patruljering i stadig større farvande langs Grønlands kyster. Endelig spiller NATO’s forringede forhold til Rusland en rolle: ”Det kan ikke udelukkes, at Rusland vil være villig til at forfølge snævre nationale mål i Arktis”, som det hedder i Peter Taksøe-Jensens rapport. Hermed lægger hans arktiske anbefalinger sig i forlængelse af hans anbefalinger til den samlede, danske udenrigspolitik: Rusland har i de seneste år i Krim, Ukraine og Syrien i Peter Taksøe-Jensen øjne fundamentalt ændret det sikkerhedspolitiske scenarie, som dansk udenrigspolitik bør forme sig efter.
Selv er han stærkt optaget af de gevinster for Grønland, en øget dansk indsats i Arktis kan føre med sig, og som kan være med til at bevare rigsfællesskabet: ”Den største trussel mod vores interesser i Arktis er ikke russerne, men udsigten til at rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket. Vi skal fortsætte af den vej, hvor vi siger, at hvis nogen vil være uafhængige, så skal de have lov til det, men jeg mener, at det vil være rigtigt skadeligt både for Danmark og for Grønland, hvis det skulle ske,” siger han.
Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til den danske regerings udenrigspolitik førte til kritik bl.a. fra den ansvarlige for Grønlands udenrigspolitik, Vittus Qujaukitsoq, og folketingsmedlem Aleqa Hammond fra Siumut, der begge hæfter sig ved, at Taksøe-Jensen tager udgangspunkt i ”danske interesser”. I sin rapport nævner Peter Taksøe-Jensen ikke Itilleq-erklæringen fra 2003, hvor den danske udenrigsminister Per Stig Møller skrev under på, at Grønland principielt bør inddrages på ligeværdig basis i udenrigspolitiske overvejelser, når det er relevant. Peter Taksøe-Jensen er til gengæld fuldt opmærksom på, at det dansk-grønlandske samarbejde om udenrigspolitikken endnu ikke er optimalt:
”Hvis du læser mellem linjerne i min rapport, så vil du se, hvor meget jeg går op i at sikre de positive effekter, vi kan skabe for Grønland ved en stærkere indsats i Arktis,” siger han. Her peger han bl.a. på, hvordan nye satellitter til det danske forsvar i Arktis også kan betyde bredbåndsforbindelse til de grønlandske bygder, og hvordan en stærkere diplomatisk indsats i Arktis kan være med til at sikre, at grønlandske fiskere også i fremtiden får lov at fiske i de arktiske farvande, hvis Danmark kan moderere de kræfter, der hellere ser fredning og naturreservater end økonomisk udvikling i Arktis.
Peter Taksøe-Jensen har selv som ambassadør i Washington frem til 2015 skulle håndtere det dilemma, der i en årrække har skilt Danmark og Grønland: Hvor stor indflydelse skal Grønlands Selvstyre have på kongerigets udenrigspolitik?
”En overgang var jeg persona non grata hos den grønlandske udenrigsminister, fordi jeg holdt et møde med Pentagon om servicekontrakten på Thule Air Base – på Pentagons opfordring”, siger han. ”Hvis jeg skulle have fulgt logikken i Nuuk, skulle jeg have sagt nej tak, men jeg mener ikke, at det ville have været rigtig varetagelse af Danmarks interesser – og heller ikke af Grønlands.”
Peter Taksøe-Jensen er varm fortaler for, at Grønland inddrages i alle sager, hvor Grønlands interesser er på spil, og han kan udmærket forestille sig, at en grønlænder en dag får jobbet som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det kan jeg sagtens se for mig, hvis man kan finde en person med de rette kvalifikationer”.
Samarbejdet skal foregå ”på ligeværdig basis”, men ligeværdigheden har også en grænse: Grønland skal kun involveres, når grønlandske interesser er på spil: ”Jeg husker engang, da Villy Søvndal som udenrigsminister skulle mødes med Hillary Clinton, og Nuuk forlangte at komme med til mødet, fordi der var ét arktisk spørgsmål på dagsordenen. Så går det jo for vidt,” siger han.
Han anbefaler, at Udenrigsministeriet sætter langt flere folk på det daglige arbejde med at passe de arktiske sager, og især kontakten til Grønland: ”Vi skal tale mere sammen, holde flere møder. Vi skal kende hinanden bedre. Der er sket mange fremskridt i de seneste år, men vi er stadig ikke gode nok til at koordinere med Grønland. Udenrigsministeriet har kun fem mand, der håndterer alle de arktiske sager i dag – men 50 mand på Mellemøsten,” siger han.
I sin rapport anbefaler han også oprettelsen af en arktisk investeringsfond, hvor danske pensionskasser, regeringens Vækstfond og private fonde kan finde sammen om investeringer i Grønland. Både til gavn for Grønland og for at holde sammen på rigsfællesskabet. En sådan fonds-konstruktion har været på tale længe – også med grønlandske fortalere – og nu får den altså ekstra rygvind i Taksøe-Jensens anbefalinger.
Tanken om en mere aktiv diplomatisk indsats i Arktis opfylder alle de tre hovedkrav, Taksøe mener, at en sag skal opfylde, før den bør prioriteres højt i udenrigspolitikken. Der er vigtige, nationale interesser på spil: Alene bevarelsen af freden i Arktis er af vital interesse for både Grønland og Danmark, forklarer han. Der er også gode chancer for at løse vigtige opgaver i partnerskab med andre: Danmark arbejder i Arktisk Råd allerede sammen med USA, Canada, Rusland og alle de nordiske lande. Endelig kan Danmark i Peter Taksøe-Jensens optik gøre en reel forskel i Arktis. Selv var han sammen med daværende udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008. Det var i denne erklæring, underskrevet i Ilulissat på Grønlands vestkyst, at ministre fra Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland forpligtede sig til at følge FN’s regler for fredelig grænsedragningen ved Nordpolen i Det Arktiske Ocean, og hvor de i øvrigt overfor resten af verden fastslog deres egen forrang til ressourcerne og til at den fremtidige regulering i Arktis.
Interviewet med Peter Taksøe-Jensen er også bragt i Information og Sermitsiaq.