>
Søg efter dato

marts 2016

blog

Hvad kan vi lære af Norge i Arktis?

marts 30, 2016 • Af

Hvad kan vi lære af Norge, nu hvor Danmark skal til at være en arktisk stormagt? Danmark skal sammen med Grønland tage sin rolle som arktisk stormagt på sig. Sådan lyder det hidtil klareste signal fra regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, der senest i maj skal levere sit bud på en ny dansk udenrigspolitik.

”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han i januar til Politiken.

Mens vi venter på de mere detaljerede anbefalinger, kan vi undersøge, om der er noget at lære i Norge. Den norske regering gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk politik. Daværende statsminister Jens Stoltenberg, der nu er generalsekretær i NATO, og hans udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der nu er leder af Arbejderpartiet, forklarede, at et stabilt og fredeligt Arktis ikke bare vil være i Norges interesse, men af central betydning for hele Europa. De argumenterede, at bevarelsen af freden i Arktis, samarbejdet med Rusland, sikring af stabile forsyninger af olie, gas og mineraler, hensynet til det arktiske miljø og klimaet, bæredygtig udviklingen af verdens rigeste fiskevande alt sammen var af vital betydning for hele kontinentet, og at Norge nu måtte stå klar til at bære sin del af ansvaret.

Hvad kan vi i Grønland og Danmark så lære af det? Hvordan skal man forstå dette klingende, norske rationale, der stadig er gældende, og som har gjort Norge til en helt uomgængelig aktør i den arktiske dynamik og derfor også en væsentlig partner for alle andre i Arktis? Det har den norske politolog og Arktis-ekspert Jens Christian Jensen (JCJ) heldigvis nu skrevet en tankevækkende bog om.

Norges naboskab med Rusland hører til de vigtigste drivkræfter bag dette dybtgående, norske skifte mod nord. Usikkerheden fra den kolde krigs våbenkapløb og konstante militære trussel fra Øst sidder fortsat i Norges nervesystem, selvom truslen i dag på mange måder er afløst af intenst og ofte vellykket samarbejde om alt fra fiskerikontrol i Barentshavet til erhvervsudvikling og studenterudveksling over den fælles norsk-russiske grænse. Hertil skal lægges norsk frygt for et socialt og økonomisk sammenbrud på Kola-halvøen med medfølgende usikkerhed om de store mængder radioaktivt materiale i efterladte atomubåde, nukleare energianlæg, fyrtårne m.v. Norge har investeret milliarder i oprydning og sikring af disse efterladenskaber fra Sovjettiden.

Samarbejdet med Rusland fungerer ofte godt fra dag til dag; især har den fælles forvaltning af et bæredygtigt fiskeri i Barentshavet ud for det nordlige Norge og ud for Nordvestrusland været langvarigt og forbløffende succesrigt. Hele spektret af samarbejde om fisk, miljø, forretning m.v. er dog ifølge JCJ til stadighed plaget af, at Rusland grundlæggende betragter enhver relation til andre stater som et nulsumsspil: Hvis noget er godt for naboen, må det være skidt for én selv.

For norsk Arktis-politik har olien dog været endnu mere afgørende end naboskabet til Rusland. Skiftende regeringer i Oslo har konstant haft fokus på den fortsatte udvikling af olie og gas både ud for Norges egne kyster, men også på oliefelterne ud for den russiske kyst. De russiske felter blev længe set som Norges næste chance, når nu Norges egne kilder langsomt løber tør. Rusland råder ikke selv over tilstrækkelig teknologisk knowhow, og det smerter nu i Norge, at udviklingen af de russiske felter slet ikke har fået det momentum og medført den efterspørgsel på norsk teknologi og kapital, man regnede med for 10 år siden.

Norge har til gengæld konstant fastholdt et højt tempo i udviklingen af stadig flere olie- og gaskilder i norsk farvand. Verdens førende anlæg til produktion af flydende naturgas ligger ved Hammerfest; et vældigt og teknologisk banebrydende anlæg tæt på Norges allernordligste spids, langt højere end Polarcirklen. Endnu længere nordpå blev en af verdens hidtil største olieplatforme fornylig bakset på plads i havet af det italienske selskab ENI: Grænsen for, hvad der er lovligt og teknisk muligt i den norske oliesektor skubbes konstant længere mod nord.

JCJ viser, hvordan den norske stat med stor succes endda har formået ganske at tage pusten ud af miljøbevægelsernes protester. I dag har de fleste nordmænd accepteret en logik, hvor den hurtige udvikling af stadig flere olie- og gasfelter ligefrem er til gavn for miljøet. ”Drilling for the environment”, som JCJ kalder paradokset.

Påstanden, som de fleste nordmænd altså ifølge JCJ har taget til sig, lyder, at Norge udvikler olien og gassen så fint, rent og miljøforsvarligt, at det automatisk vil smitte af på den russiske olieindustri og dermed sikre, at de sjuskede, udygtige russere ikke sviner så meget. JCJ påviser, hvordan der endnu kun er begrænsede tegn på, at denne afsmitning rent faktisk finder sted, eller at russerne er så ringe udrustede, som myten siger, men det er lykkedes Statoil, de norske politikere og andre tilhængere af olien at sælge denne fremstilling til den norske offentlighed – og til resten af verden, kunne man tilføje. De norske fortalere for en stærk Arktis-politik understøtter løbende Norges image som engageret forkæmper for det arktiske miljø med nye forskningsinitiativer, investeringer og politiske tiltag til gavn for klimaet og miljøet, samtidig med at man henter millioner af tønder olie op af havet med alt, hvad det medfører af risiko for olieudslip, skader på fiskebestande og øgede udledninger af CO2.

Forestillingen om Norge som arktisk stormagt passer i kulturel forstand fint til en række aspekter af den norske selvforståelse, forklarer JCJ. Allerede i vikingetiden opbyggedes Norgesvældet: Et imperium, der omfattede Shetlands- og Orkneyøerne og andre øer i det nuværende Storbritannien plus Færøerne, Island, Grønland og det såkaldte Vinland i Nordamerika. JCJ påpeger, hvordan forestillingen om nordmændene som stærke, maskuline betvingere af det arktiske har fundet næring i og besjælet centrale norske folkehelte og polarforskere som Roald Ammundsen, Fritdjof Nansen m.fl. Så sent som i 1931 stillede Norge krav om et vældigt stykke af Nordøstgrønland, der først blev afblæst efter dom fra Den Internationale Domstol i Haag, og naturgasanlægget ved Hammerfest, noterer JCJ, har ikke for ingenting fået navnet Snehvide: Det arktiske fremstilles stadig gerne som jomfrueligt, ubesmittet og klar til erobring.

Nordmændenes billede af dem selv som dynamiske friluftsmennesker matcher også fint med ”Nordområdepolitikken”, og det samme gør selvforståelsen som en lille, fredsbevarende, altruistisk stat, der til dels agerer uden for resten af verdens fasttømrede systemer – EU især. JCJ påpeger polemisk, hvordan man i Norge efterhånden har konstrueret en fortælling om sin egen indsats i Arktis, hvor alt, hvad der er godt for Norge, også er godt for alle andre.

Særligt relevant for den kommende danske og grønlandske debat om Peter Taksøe-Jensens udspil er det måske at notere, hvordan stadig flere forhold i Arktis i den norske debat er blevet kædet sammen med spørgsmålet om nationens sikkerhed. Olie, miljø, klimaforskning, søredning, fisk og mange andre væsentlige aspekter af den arktiske udvikling har i første omgang intet med krudt og kugler og klassisk sikkerhedspolitik at gøre, men JCJ beskriver, hvordan det i dag kan være vanskeligt at trænge igennem i den norske debat om det arktiske, hvis ikke man iklæder sine holdninger til disse dele af den Arktiske indsats en sikkerhedspolitisk dimension og pisker stemningen yderligere op – og dermed bidrager til retfærdiggørelse af den norske stats stadig mere intense fokus på Arktis.

Leif Christian Jensen: “International Relations in the Arctic – Norway and the struggle for power in the New North”  

Denne tekst har også fungeret som nyhedsanalyse i Information (29. marts 2016) og i Sermitsiaq.

blog

Arktisk olympiade brander et moderne Grønland

marts 19, 2016 • Af

Fredag den 11 marts afsluttedes Arctic Winter Games 2016, Grønlands hidtil største event, i Nuuk. Det store afslutningsshow satte punktum for et sportsstævne, der illustrerede flere tankevækkende træk ved det aktuelle Grønland.

For det første anedes en grad af indre styrke og evne til mobilisering, der ikke tidligere har været synlig i samme grad. Her er træk, som er værd at tænke over i den aktuelle diskussion om Grønlands og Danmark indbyrdes forhold.

Mere end 2000 atleter, trænere, VIPs, dommere, musikere, journalister og andre medrejsende fra Grønland og alle de øvrige arktiske samfund dyrkede sport og kulturmødet i en uge i Grønlands hovedstad. Det svarer til, at 75.000 sportsfolk pludselig landede i det indre København for at dyrke sport i ganske lang tid. Alene logistikken overgår alt, hvad der før er klaret i Grønland: Air Greenlands luftbro hentede mere end 1100 mennesker fra Kangerlussuaq til Nuuk. Gæsterne fik tre fine måltider om dagen og til tiden; brusebade, førstehjælp, internet, sporten, kulturmøder, transport, skiltning, pressemøder, beredskab, sengepladser – alt klappede uden nævneværdige problemer. Jeg så en enkelt frustreret træner råbe grove ord efter en første-hjælper ved ski-liften; andre mislyde opfangede jeg ikke ude i felten.

Under overfladen mærkedes et sæt interessante alliancer. Det private erhvervsliv – Brugseni (som Brugsen hedder i Grønland), Grønlandsbanken m.fl. ydede sammen med Selvstyrets virksomheder, Air Greenland, Royal Greenland m.fl. afgørende bidrag til økonomi, logistik og afvikling, og mere end 1500 privatpersoner, eller knap hver 10. borger i Nuuk, stillede gratis arbejdskraft til rådighed. De grønne volunteer-jakker sås overalt i byen. Det var også tydeligt at mange i Grønland nu håber, at denne mobilisering om et fælles mål har skabt varige, nye indre styrker i Grønland; sådanne styrker har med andre ord været savnet. Eller som direktøren for Brugseni, Susanne Christensen udtrykte det: ”Vi er et lillebitte folk, og vi bor spredt for alle vinde, så det er ikke nemt at få et fællesskab op at stå. Grønland har mange udfordringer. Vi skal finde ud af hvilken vej, vi vil i fremtiden, og så er det afgørende, at det offentlige og erhvervslivet står sammen. Det har vi afprøvet her.”

Nyt image, tak

Legene har også afdækket, hvor trætte mange i Grønland er af Grønlands image i udlandet. Arrangørerne af AWG – herunder Nuuks borgmester, Asii Chemnitz, og AWG-direktør Maliina Abelsen –  har under den lange forberedelsestid ofte udtrykt håb om, at legene vil bidrage til et mere positivt og fremadrettet billede af Grønland ude i verden, hvor Grønlands sociale problemer, klima-forandringer og kriseramte isbjørne ellers ofte dominerer overskrifterne.

Grønlands turistråd, Visit Greenland, fik fra begyndelsen til opgave at drive AWG’s presse-center for at sikre, at de mere end 100 tilrejsende mediefolk kunne få det rette indtryk af Grønlands som pioneering nation, sådan som Grønlands eget slogan lyder. De grønlandske beslutningstagere arbejder hårdt på at tiltrække udenlandske investorer, turister, forskere og andre nye partnere, der kan understøtte udviklingen i Grønland, men de slås mod stærke, indgroede forestillinger om det arktiske som koldt, farligt og utilgængeligt og om grønlændere og andre arktiske folk som irrationelle naturmennesker uden dybere kontakt med det moderne.

 

For en iagttager udefra afspejlede det store sportsstævne også, at en del grønlændere stadig mærker et kulturelt fællesskab med de øvrige arktiske folk. De første Arctic Winter Games blev afholdt tilbage i 1970 i Yellowknife i Canadas Northwest Territories, så legene hører til de ældste, fungerende pan-arktiske institutioner. Deltagerne er stort set alle fra de arktiske folkeslag: Indianere fra Alaska og Canada, inuit fra Grønland og Canada, samer fra Sverige, Finland og Norge og folk fra de oprindelige folkeslag i det nordlige Rusland.

De grønlandske politikeres interesse for de etniske og kulturelle sammenhænge, som AWG repræsenterer, er på den anden side skrumpet markant i de seneste år. Det er sket i takt med, at politikerne i Nuuk selv har overtaget mere af magten i Grønland fra Danmark. Rollen som etnisk mindretal i det danske kongerige gav før i tiden adgang til et vist mål af rettigheder og en nyttig identitet, der samlede befolkningen, men i dag forfølger de grønlandske politikere i højere grad en vision om Grønland som stat og grønlænderne som den oplagte majoritet i staten. Derfor er rollen som etnisk mindretal hurtigt ved at blive irrelevant – for politikerne i hvert fald. Selvstyres økonomiske tilskud til den grønlandske afdeling af ICC, Inuit Circumpolar Conference, er skåret drastisk ned, og ICC omtales stadig mindre i medierne og den offentlige debat. Efter AWG er det dog en tanke værd, om den politiske nedprioritering af det pan-arktiske er helt i tråd med befolkningens fornemmelser.

Arctic Winter Games 2016 viste, at den kulturelle forbindelse på tværs af Arktis stadig har en vis appel. De arktiske sportsdiscipliner som ”kneel-jump” og ”two-foot-high-kick” afspejler det gamle fangersamfunds lege og overlevelsesteknikker, og de dyrkes stadig i sportsklubberne i Grønland og af markante sportsfolk som Tonny Fisker, Bent Jakobsen m.fl. Selveste Kim Kielsen blev angiveligt set på strømpefødder helt nede på gulvet i Nuussuaq-hallen, stærkt optaget af de gamle discipliner. Denne folkelige interesse kulminerer hvert andet år ved Arctic Winter Games, hvor de arktiske discipliner udgør kernen. Eller som Tuuparnaq Kreutzmann, leder af Elitesport Grønland og selv tidligere medaljevinder ved AWG forklarede mig: ”Under AWG møder vi en slags landsmænd fra den anden side af havet. De tilhører samme folkefærd som os, og de har været koloniserede ligesom os. Vi har vores egen humor, og så har vi måske været lidt tabt i den moderne verden, hvor det hele handler om job og om at tjene penge. Vores sprog er også blevet klemt og glemt, så vi har rigtigt meget tilfælles. Vores spirit bliver holdt i live.”

Politisk come-back?

I politisk forstand efterlader legene et interessant spørgsmål: Vender legenes direktør, Maliina Abelsen, nu tilbage til politik? Hun var Naalakkersuisoq – medlem af Landsstyret – for finanser frem til 2013 og et markant medlem af partiet IA, der i øjeblikket er i opposition. Efter AWG vil hun sandsynligvis kunne trække endnu flere stemmer. Selv fastholder hun, at hun har forladt politik for altid. Hendes gamle parti må dog forventes at lægge et vist pres på hende – især hvis der sker større ændringer hos Siumut. De har for tiden placeret deres kontroversielle stemmesluger Aleqa Hammond som folketingsmedlem i København, men det er bestemt ikke udelukket, at Hammond søger tilbage til Grønland for at genvinde en plads i centrum af det politiske liv. Får hun held til det, vil Maliina Abelsens telefon givetvis give sig til at ringe for alvor. Spørgsmålet vil så være, om hun stadig i den situation vil være i stand til at tøjle det samfundsengagement, hun fik demonstreret for vælgerne ved Arctic Winter Games.

Denne tekst har i lidt andre forklædninger også været trykt i Sermitsiaq i Grønland og i dagbladet Information. 

blog

Arktis er mere end smeltende is

marts 6, 2016 • Af

”Er det pressen, der ikke lever op til sit ansvar?” Det var en dansk journalistelev, som studerer klimaforandringer ved universitetet i Helsinki, der spurgte. Jeg måtte skuffe hende. Når de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis har sværere og sværere ved at afspejle virkeligheden, så er det ikke medierne skyld.

Jeg var i Helsinki hos KulturkontaktNord for at holde et foredrag over den store, prisvindende amerikanske dokumentarfilm Chasing Ice. I filmen dokumenterer fotografen James Balog, hvordan gletsjere i Island, Grønland, Alaska og Montana bliver mindre i hårrejsende tempo. Et visuelt kolossalt stærkt værk med et utrolig vigtigt budskab, men i mine øjne også en film, der viser, hvordan de store medie-skrald om klimaforandringerne i Arktis ofte giver et utilstrækkeligt billede af klimaforandringernes påvirkning af hele den arktiske del af verden.

Klimaforandringerne kobler sig til globaliseringen i en cocktail, der påvirker alle de arktiske nationer i voldsom grad: Nye sejlruter fra Europa til Asien åbner sig; sejlruter, der også gør det langt hurtigere at flytte krigsskibe og tropper fra Atlanterhavet til Stillehavet og omvendt. Olie- og gasefterforskning i Arktis bliver gradvist nemmere. Store mineralforekomster bliver mere tilgængelige. Verdens rigeste fiskefarvande forandres og bliver mere tilgængelige. Nye geopolitiske alliancer støbes; politiske organisationer som Arktisk Råd får vældig betydning, og selv nationer som Indien og Singapore – langt fra Arktis – er nu permanente observatører i Arktisk Råd, fordi isens forsvinden og klimaets udsving i Arktis har indlysende globale implikationer. Forskningen i det arktiske klima bliver stadig vigtigere – også Kina har nu en forskningsstation på Svalbard, og det kinesiske forskningsskib Snow Dragon ses stadig oftere i de arktiske farvande. Danmark og Grønland har gjort krav på 895.000 kvadratkilometer af havbunden under Det Arktiske Ocean; Rusland har overlappende interesser. Hele den arktiske verden har fået helt ny global betydning, og i alle de arktiske nationer reagerer de politiske ledere, erhvervslivets beslutningstagere, forsvarets chefer og andre med indflydelse på disse forandringer.

Det var derfor, jeg måtte svare afkræftende på spørgsmålet, om medierne har skylden. Der er ikke nogen simpel forklaring på, at alverdens filmmagere, kronikskrivere og klimaaktivister tegner et billede af klimaforandringerne i Arktis, der ikke får det hele med. Forandringerne i Arktis finder sted i så kolossalt et tempo og over så bredt et spektrum af samfundets facetter, at det ikke lader sig gøre at formidle i enkle trompetskrald.

Fortalerne for en skarpere indsats mod klimaforandringerne forsøger helt legitimt at sende så klare og rentonede budskaber ud i samfundet som muligt. Derfor er en film som Chasing Ice eksempelvis støvsuget for ethvert tegn på liv i de samfund, som de sårede gletsjere ligger i. Klimaforandringerne fotograferes, som om de finder sted i en mennesketom verdensdel. Arktis fremstilles, så det matcher vores vante forestillinger om det arktiske: vildt, barskt, ufremkommeligt, farligt, uendeligt smukt, dødeligt koldt og uden for almindelige menneskers rækkevidde. Det er et billede, der på den ene side hjælper med at skære alvoren i klimaforandringerne ud i pap, men som i stadig større grad fjerner sig fra den virkelighed, vi lever i.

Det er ikke sket tidligere i menneskets historie, at et helt ocean, der før var utilgængeligt, pludselig åbner sig for almindelig menneskelig aktivitet. Sammen med den tiltagende globalisering – især efterspørgslen på mineraler, fødevarer og energi – gør isens forsvinden Arktis stadig mere central for verdenssamfundet. Derfor ser vi nu, hvordan de involverede stater alle øger deres indsats for at opnå indflydelse i Arktis – samtidig med, at de forsøger at holde fokus på det vigtigste af det hele: Klimaforandringerne og kampen for at bremse dem.

De arktiske nationer har for længst erkendt, at udviklingen kræver et intensiveret samarbejde, hvis alt skal gå vel: Regionens egentlige stormagt og den stærkeste militære magt i Arktis er Rusland, der andre steder på kloden p.t. forfølger sine interesser på uforudsigelig vis, og som føler en særlig historisk og geografisk adkomst til Arktis. De sidste grænser i Det Arktiske Ocean er endnu ikke på plads; ingen ved præcis, hvem retten til de sidste stykker havbund omkring Nordpolen tilhører. Klimaforandringerne ændrer løbende regionens geografi og gør Arktis til genstand for nervøs, global interesse.

Arktis er alt andet end mennesketomt og kan ikke længere reduceres til at civilisationstomt vacuum; tværtimod er regionen i stigende grad genstand for menneskelige handlinger, politik og nye kulturprodukter – tænk f.eks. på Disneys seneste superhit, animationsfilmen Frozen, der er den mest indbringende af sin art i filmens historie. Eller LEGOs nye arktiske forskningsstation, der ligesom alle andre LEGO-kasser sælges over hele verden. Disney og LEGO afkoder, hvad der pirrer det moderne menneskes nysgerrighed – og i disse år står Arktis højt på listen.

Simple budskaber om isens forsvinden dækker med andre ord for en uendelig kompleks virkelighed – også i Danmark. Her er det udenrigspolitiske fokus i færd med et støt skifte mod nord – og ikke kun på grund af klimaforandringerne og isens forsvinden.

I januar slog regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, fast, at et stærkt engagement i Arktis er afgørende for nationens interesser: ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han til Politiken. Få dage senere bekræftede udenrigsminister Kristian Jensen, at staben omkring den arktiske ambassadør i Udenrigsministeriet nu udvides.

Skiftet har været på vej i nogen tid. Norge gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk udenrigspolitik, og da udenrigsminister Per Stig Møller i 2008 inviterede de øvrige arktiske kyststater, USA, Canada, Rusland og Norge til topmøde i Ilulissat i Grønland, høstede dansk diplomati både hæder og nyttig erfaring. Peter Taksøe-Jensen var chef for den task force i Per Stig Møllers ministerium, der forberedte mødet i Ilulissat. Et par måneder senere anbefalede Erling Bjøl i Politiken et øget fokus mod ”Nordkalotten” som afløsning for jagt på ”guerillakæmpere i et ukendt asiatisk bjergland”. Han havde forinden indhentet råd fra bl.a. flådens daværende chef, kontreadmiral Nils Wang (Forsvarsakademiets nuværende chef), der i en årrække har argumenteret aktivt for det skifte mod nord, vi nu ser.

Når det nye fokus på Arktis måske alligevel virker overraskende for nogle, skyldes det formentlig, at det siden 2. verdenskrig har været kutyme blandt landets ledere at nedtone Grønlands betydning for Danmark. Statsminister H.C. Hansen indgik allerede i 1957 en hemmelig aftale, der tillod USA at opmagasinere atomvåben i Thule, og der har i det hele taget været et geopolitisk element i Danmarks interesser i Grønland, som skiftende regeringer har valgt pleje i det dulgte.

Denne berøringsangst er under opløsning. Da SR-regeringens udenrigsminister Martin Lidegaard i 2014 blev spurgt, hvilken betydning, rigsfællesskabet med Grønland har for Danmark, lød svaret: ”Den indflydelse, vi har på de internationale regler og den politik, der skal føres i Arktis i fremtiden, er rigtig meget værd i geopolitisk forstand. Det betyder, at vi bedre kan forfølge Danmarks overordnede udenrigspolitiske interesser og mål. Vi kan arbejde for trygge rammer for Danmark, arbejde på at den danske befolkning kan leve i sikkerhed; vi kan sikre multilaterale rammer, der skaber så store muligheder for små landes indflydelse som muligt, fredelig konfliktløsning, godt miljø og en socialt afbalanceret udvikling. Alle disse helt vitale interesser får vi en mulighed for at varetage aktivt, fordi vi er forbundet med Grønland. Uden Grønland kunne vi ikke tillade os nær samme styrke i stemmeføringen, og det gælder også ud over den arktiske region – bare i lidt mere overført betydning.” Synspunktet blev gentaget på tv.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde det samme – bare kortere – på et pressemøde med Grønlands og Færøernes politiske ledere kort efter nytår: ”Det giver en rolle i verdenssamfundet, der er klart større end den rolle, Danmark kunne opnå alene, Grønland kunne opnå alene, Færøerne kunne opnå alene”.

Mens BBC, Al Jazeera, Fox, nyhedsbureauerne og alle mulige andre medier gerne og med god grund fokuserer på, at isen forsvinder – og dermed på udsigten til skæbnesvangre stigninger af vandstanden i havene, ny ørkendannelse, flere orkaner og oversvømmelser – fører regeringerne i Arktis politik om helt andre facetter af de samme klimaforandringer.

Danmarks nye interesser i Arktis blev defineret bredt i kongerigets arktiske strategi fra 2011: Danmark skal først og fremmest bidrage til at fastholde Arktis som en fredelig region, hvor udnyttelsen af de naturlige ressourcer og nye muligheder – mineraler, olie, gas, fisk, nye handelsruter m.v. – forfølges i stringent balance med hensynet til klimaet og det arktiske miljø og til stadig gavn for de arktiske folkeslag (der bor cirka fire millioner mennesker nord for Polarcirklen, heraf ca. 500.000 medlemmer af de arktiske folk).

Det er en dagsorden, der kommer til at kræve rigtig mange politiske kræfter, skarpe prioriteringer i udenrigstjenesten, i forholdet til Grønland, Færøerne og til andre nationer. Det er ikke en dagsorden, der strider mod hensynet til klimaet. Men det er en dagsorden og en politisk virkelighed, der ikke afspejles i de gængse budskaber om klimaforandringerne i Arktis.

Budskabet om klimaets forandring og den fart, hvormed forandringerne finder sted i Arktis, er af afgørende betydning for mobilisering af verdensopinionen og af de beslutningstagere, der stadig har magt til at begrænse skaderne. Men det er også budskaber, der i tiltagende grad skæres til på en måde, så de andre, omfattende forandringer i Arktis udelukkes. Det indebærer en indlysende fare for, at klimabudskabernes troværdighed i længden undergraves.

Denne tekst optræder i lidt anden klædedragt også på klimadebat.dk