Martin Breum

Frankrigs præsident, Kinas viceudenrigsminister og 1900 andre politikere, diplomater, erhvervsledere, forskningschefer og topfolk fra en række miljøorganisationer har i weekenden været samlet til klodens hidtil største forum om den arktiske udvikling – alle på invitation af den islandske præsident Grimsson og hans kapitalstærke, private sponsorer.

Men hvorfor kommer  alle disse beslutningstagere til en konference, hvor ingen beslutninger skal tages? Hvorfor sender Tysklands regering en delegation på mere end 50 mand? Hvad er det, der  trækker en stor kinesisk delegation til et uformelt debatmøde uden synderlig konkret dagsorden? Hvorfor kommer koreanerne i stort antal? Singaporeanerne? Og 50 mand fra den amerikanske stat Maine? Hvorfor møder de russiske diplomater og de international investeringsselskaber så talstærkt op?

Det banale, men korrekte svar er, at de kommer, fordi der er noget at komme efter: Store forretninger, afgørende viden om klimaet, politisk indflydelse. Arktis bliver i disse år med høj fart integreret i den globale politiske og økonomiske mainstream. Chefen for investeringsselskabet Guggenheim Partners fortalte eksempelvis det store publikum med et vildtflyvende postulat, at der forestår investeringer i Arktis for én billion (1000 mia.) dollars, og at han selv og en række andre erhvervs- og finansinstitutioner er ved at oprette The Arctic Permanent Investment Vehicle, en pengetank, der vil være i stand til at administrere kapital f.eks. fra de danske pensionskasser, internationale kapitalfonde m.v. og dirigere dem ind i de talrige nye arktiske havne, lufthavne, vejanlæg, vandkraftanlæg, jernbaner o.s.v., som Guggenheim Partners ser for sig.

De har også med opbakning bl.a. fra Verdensnaturfonden forfattet en Arctic Investment Protocol , der skal sikre socialt og miljømæssigt forsvarlige investeringer i Arktis. Dynamikken er forskellig fra land til land i Arktis, det er svært at gennemskue, hvad der er hype og hvad der er realiteter – men tendensen umiskendelig: Da The Arctic Human Development Report forleden blev offentliggjort i København af et international forskerhold, blev det klart, at den økonomiske vækst i de arktiske dele af Canada, Norge, Rusland og de øvrige arktiske stater i snit ligger væsentligt over væksten i de arktiske stater som et hele – også selvom mange af de bebudede mineprojekter og olie-fund i Arktis endnu ikke er blevet til noget.

Viceudenrigsminister  Zhang Ming betegnede fra talerstolen i Harpa, Reykjaviks store musikhus,, Kina som en ’near-Arctic state’. Det er en særlig kategori, Kina har opfundet til sig selv for at understrege, at Kina har betydelige og legitime interesser i Arktis. Først og fremmest fordi klimaforandringerne i Arktis påvirker vejret i Kina, landbruget og dermed Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Men tilhørerne fik også et  indblik i Kinas samarbejde med Rusland om et vældigt naturgasprojekt på Yamal-halvøen helt mod nord i Rusland, og en direktør fra COSCO, Kinas og et af verdens største rederier, viste billeder af et kinesisk fragtskib, der to gange har gennemsejlet og afprøvet søvejen fra Kina nord om Rusland til Europa – en rute som Kina, Korea, Rusland og mange andre venter sig meget af, når havisen på ruten gradvist reduceres.

Den kinesiske delegations egen vurdering lød, at Det Arktiske Ocean vil være helt  isfrit om sommeren omkring 2050; en spådom andre her bekræftede Og som chefen for det norske polarinstitut, der selv er klimaforsker, udtrykte det fra scenen: ’Vi forskere har konsekvent undervurderet, hvor hastigt isen forsvinder – og det gør vi fortsat’.

Det er første gang i menneskets historie, at et helt verdenshav åbner sig. Arctic Circle-konferencen blev endnu en illustration af, hvordan denne voldsomme forandringsproces får stadig dybere globale implikationer.

Alene forskningen i de fysiske forandringer til havs, i atmosfæren, i permafrosten i Arktis har forandringens kraft. Forskningen var  øverst på alle de mange delegationers dagsordner: Både Kina og Tyskland – Asiens og Europas største økonomier – lovede mere, tungere, mere avanceret og mere vedholdende klimaforskning i Arktis. England har bestilt sit eget mægtige  polarforksningsskib. Især selvfølgelig fordi alle optaget af at forstå, hvorfor klimaforandringerne sker med dobbelt hast i Arktis. Indsigt i den proces giver allerede ny og fuldstændig afgørende viden om, hvad resten af kloden kan forvente. Men også fordi de store, tunge og dyre forskningsprogrammer er en vigtig faktor i det voksende science-diplomacy i Arktis.

Et velfinansieret forskningsprogram med dyre isbrydere, helikoptere, avanceret teknologi og langsigtede investeringer legitimerer en større tilstedeværelse i Arktis for dem, der betaler regningerne: De får nye kontakter, indgår i nye partnerskaber med universiteter og forksninginstitutioner på Svalbard, i Grønland, i Norge, Canada, Rusland og derigennem med de lokale politiske beslutningstagere. De, der engagerer sig i den arktiske forskning, bliver hørt også uden for forskningens regi og får således ét skridt ad gangen øget indsigt og indflydelse i regionen.

Frankrigs præsident Francois Hollande kom til Reykjavik, og holdt en tale som festens højdepunkt. Han var i byen for at samle opbakning til FNs klimatopmøde COP21 i Paris til december og glemte i sin iver at sige noget sammenhængende om de indfødte folk i Arktis; grønlændere, inuitter i Canada, Alaska og de øvrige arktiske folkeslag i Rusland og Skandinavien.

Hollande fik dermed ufrivilligt illustreret en risiko ved det øgede globale engagement i Arktis, som de oprindelige folks repræsentanter er stadig mere opmærksomme på: Mens stadig flere regeringer, virksomheder og internationale organisationer krabber sig ind på den arktiske arena, frygter de godt fire millioner mennesker, der bor i Arktis, at blive klemt, overset og reelt sat uden for indflydelse i den fortsatte udvikling i deres egne samfund. Hvem bestemmer i det nye The Permanent Arctic Investment Vehicle? Hvem designer udviklingen af infrastruktur og nye miner i det russiske Arktis, i Canada eller Nordnorge?

I det danske kongerige har Grønland særstatus med egen Selvstyreregering og udstrakt indflydelse på egen affærer, men så langt er de oprindelige folk ikke i de øvrige arktiske stater, og det er endnu uklart hvilken effekt, det øgede, globale engagement i Arktis vil have på netop de lokale  folkeslags indflydelse på egne forhold fremover.

Ikke at de mindre folkeslag blev overhørt i Reykjavik. Færøernes nyvalgte politiske leder, lagmand Aksel Johannesen og hans landsmænd, markedsførte med stor energi Færøerne som centralt placeret fremtidig tankstation, pit-stop og havnefacilitet for skibstrafikken i Arktis, og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, netværkede flittigt i korridorerne, mens udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq fra scenen fortalte om Grønlands fremtidsvisioner, herunder håbet om snarlig udvikling af flere miner i Grønland.

DAnmark var som nation stort set usynlig på denne vældige arktiske messe i Reykjavik. De arktiske landes regeringer – inklusive den islandske – ser med skepsis på den islandske præsident Grimssons årlige Arctic-Circle-konference, hvor alle der ønsker det, og i øvrigt har råd, kan komme til orde og føre sig frem. De arktiske stater er langt mere optagede af at fastholde det etablerede magthieraki i Arktis, hvor de arktiske stater har en præcist defineret forrang til at træffe beslutninger, regulere og udstikke retningslinjer for den arktiske fremtid, og Grimssons vidt åbne arrangement understøtter ikke nødvendigvis den dagsorden.

Dette blogindlæg optrådte også som nyhedsanalyse i Information 20.10 2015

Igennem de ni år, der er gået siden 2007, har antropologen Kirsten Hastrup hvert år besøgt fangersamfundet i Thule. Her har hun tilladt sig god tid, og vi har andre har derfor nu fået en rig og perspektivbærende beretning om Thule-samfundet, der både rækker langt tilbage i historien og direkte ind i debatten om Grønlands fremtid. Hendes nye bog, ‘Thule på tidens rand’, er netop udkommet fra Lindhardt og Ringhof – 500 sider til 500 kroner.

Kirsten Hastrup er ikke et sekund i tvivl om, at det lille samfund på knap 800 mennesker i Thule-området, eller Avanersuaq, som det nordligste beboede Grønland hedder på grønlandsk, har væsentlig betydning for os alle. Her forstår man, hvordan menneskene i dette lille samfund, der også i den grønlandske kontekst opfattes som langt væk, har vægt som bærere af en ganske særlig arktisk historie, som overbringere af fangernes særegne levevis til fremtidige generationer, som aktører i de topaktuelle klimaforandringer, som udviklere af sofistikeret fangstteknologi og som vidner til fremmedes indmarch fra de første hvide rejsende i 1800-tallet og til 1940’erne og 1950’erne, hvor en flod af danske svigt og knæfald ledsagede etableringen af amerikanernes Thule-base og tvangsflytningen af Thuleboerne til Qaanaaq, den nuværende hovedby i Avanersuaq.

Det er ikke et hovedsigte med Kirsten Hastrups beretning, men omkring side 400 fælder hun med cirka 20 siders nådesløs afklædning en hård moralsk dom over de danske embedsmænd og politikere, der agerede fødselshjælpere for Thule-basen: ”Den danske administration dækkede over tvangsflytningen ved at fastholde, at det var fangernes og Fangerrådets eget ønske (…) Det er næsten ubærligt at tænke på omfanget af den undren og den krænkelse, som Thulebefolkningen må have følt ved på den måde at være dobbelt forstødte – fysisk ved at skulle flytte, menneskeligt ved ikke at blive anset for ligeværdige – eller overhovedet set .” Løgn føjedes til svig, mens danskerne, grønlænderne og FN blev holdt hen med tåge og fordrejninger, forstår man – og et samfund blev mærket for altid: ”Sammenbruddet i Thulesamfundet, som det havde fungeret siden 1910, var til at tage og føle på”. Kirsten Hastrup er professor i antropologi ved Københavns Universitet, prisbelønnet forfatter til en stribe fagbøger og præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hendes analyse er ikke bare læsværdig, den er om muligt endnu mere solidt funderet end Højesterets rent juridiske dom fra 2003, der klarlagde, at flytningen af Thuleboerne var i strid med folkeretten.

Kirsten Hastrups beretning er langt bredere end historien om tvangsflytningen. Som fortæller er hun gennem alle otte af bogens tematiske kapitler levende optaget af at videregive sine observationer af det nære – af familiemønstre, af tætheden mellem menneskene i så lille et samfund, af beklædningens udvikling gennem generationer, redskaberne, vanerne og den adrætte beslutsomhed, som et liv i nærkontakt med en farefuld natur har fostret hos Thulefolket. Hun skriver om fangsten, hvalrosserne, søkongerne, menneskenes liv med landskabet, isens inderste, om kvindekamikkerne, der før i tiden også fungerede som lommer, om stilfærdigheden, om fangstblæren af afhåret sælskind og ikke mindst om det at høre til et sted uanset, at det for andre måtte synes fjernt. Et tema, der har optaget Kirsten Hastrup en rum tid: Tre bøger, inklusive en doktordisputats har hun skrevet om Islands historie og folk.

I ’Thule på tidens rand’ rapporterer hun med fintmærkende respekt for detaljens betydning, og får indgående beskrevet, hvordan fangersamfundet i Avanersuaq har udviklet sig over tid: Fra de første grønlændere, der kom fra Asien netop til Nordvestgrønland, til i dag, hvor Thulesamfundet ikke længere er så homogent som før flyvemaskinen, og hvor det gamle i den grad må tage bestik af det nye. Klodens opvarmning bringer fundamentale rystelser; Kirsten Hastrup dyrker ikke overdrivelsen, men så meget desto mere forstår man perspektivet.

Hun kunne dårligt have valgt et mere væsentligt tema end netop fangersamfundets skæbne: I Grønland har den klassiske fangerkultur, sådan som den ikke mindst har foldet sig ud i Thule-distriktet, i de seneste år fået umådelig status i Grønland. Aleqa Hammond, der i dag er medlem af Folketinget, havde i sin tid som stærkt nationalt orienteret leder af Naalakkersuisut, den grønlandsk Selvstyreregering, fra 2013 til 2014, f.eks. et stort romantisk oliemaleri af en grønlandsk fanger med hævet fuglespyd og bukser af isbjørneskind hængende bag sit skrivebord i Nuuk. På gavlene på de store boligblokke i Nuuk er i dag malet vældige grønlandske ansigter af klassisk tilsnit, så hovedstadens beboere konstant mindes om den del af kulturarven, fangerlivet repræsenterer.

Som Kirsten Hastrup nu er med til at dokumentere, lever kun ganske få grønlændere i dag af traditionel fangst. Også i Thuledistriktet må fangertraditionerne vige for klimaforandringerne, isens tiltagende svigefuldhed, internettet, ungdommens voksende mobilitet og den almindelige urbanisering, der tynder hastigt ud i Grønlands yderdistrikter. Traditionens og fangerkulturens betydning for mange moderne grønlænderes selvopfattelse er til gengæld intakt eller måske ligefrem voksende, og beretningen om de nuværende, og måske sidste Thule-fangeres historie, traditioner, redskaber, tænkning og nutidige levevilkår ramler derfor ganske præcist ind i den aktuelle debat om identitet og fremtid i Grønland. Ikke at Kirsten Hastrup blander sig i denne grønlandske debat; dertil er hun alt for bevidst om sit mandats begrænsning, men hun bringer med høj energi ny viden og indsigt. Kirsten Hastrup har ingen respekt for ’hurtig viden’, som hun kalder det; de talrige hold af forskere, journalister og kommercielle lykkeriddere, der torpederer fangersamfundet i Thule et par dage på jagt efter en eksotisk overskrift eller salgbare mineraler. Til gengæld gør hun sig også en del tanker om sin egen rolle: ”Det kan somme tider opleves som ganske tungt at ville skrive om andres liv. Det er også en måde at udstille dem på”, skriver hun sent i bogen.

Fra start til slut trækker hun flittigt på sine forgængere. Vi får gerne lange afsnit fra Knud Rasmussen, Lauge Koch og talrige andre, hvis mange og ikke altid lige festlige værker, Kirsten Hastrup har trawlet omhyggeligt igennem. Teknikken med sådan at invitere læserne med i sin egen læsning, trak Kirsten Hastrup også på i 2010 i moppedrengen: ”Vinterens Hjerte – Knud Rasmussen og hans tid”, og den virker: Man oplever ved selvsyn, hvordan historien spiller en afgørende rolle, hvis man vil kende det aktuelle i Arktis. Vores forestillinger om Grønland har altid været afhængige af netop de opdagelsesrejsendes, forskernes, hvalfangernes og præsternes nedskrevne beretninger – inklusive de mange fordomme og fejlfortolkninger – så de er uhyre væsentlige. Kirsten Hastrup færdes med glæde og respekt i forgængernes selskab; i hendes biografi på kvinfo.dk kan man læse, at hun som barn selv drømte om at blive opdagelsesrejsende.

Til sidst blev det den stadige interesse for Thulefolkets vekselvirkning med resten af verden, der for alvor fastholdt denne læser. Kirsten Hastrup insisterer på perspektivet i alle Thulefolkets møder: De nye folk, der tilførte nyt blod fra Canada, de opdagelsesrejsende, forskerne, Knud Rasmussen (der gav regionen Thule-navnet), missionærerne, lægerne, danskerne, amerikanerne, de nye grønlandske ledere – og vore dages nye fremmede, der søger mulighederne i klimaforandringernes opblødning af naturen. Vi er med til alle møderne; det er en dejlig bog, skrevet så også den forudsætningsløse kan være med. Midtvejs får læseren f.eks. et komplet rids af Grønlands historie, hvis nu hun lige står og mangler et sådant.

Ordet milepæl er på sin plads om ’Thule på tidens rand’. Men det bør straks tilføjes, at Kirsten Hastrup selv omhyggeligt undgår den sværm af floskler, der ellers ofte trænger sig på, når det gælder Thule. Sagligheden går hånd i hånd med den fortælleglæde, der gjorde bogen om Knud Rasmussen så forunderlig.

En enkel undren står tilbage: Hvorfor har forlaget ikke sikret en bedre dialog mellem tekst og billede? Carsten Egevang, ph.d. med speciale i grønlandske havfugle, har udgivet flere fotobøger om Grønland og har tydeligvis arbejdet seriøst i Thuledistriktet, men i Kirsten Hastrups forord takkes han blot for ’at stille sine fotografier til rådighed for bogen’. De får fin plads og flere dobbeltopslag i bogen, men lever af og til deres eget liv uden nærhed til teksten. Menneskene på fotografierne har ingen navne; det virker pudsigt, når nu tekstens møde med Thulesamfundet så fint ofte grænser til det intime.

Denne anmeldelse optrådte også i dagbladet Information 3. oktober 2015