Martin Breum

USA’s præsident, Barack Obama aflægger i starten af næste uge sit første formelle besøg i staten Alaska, og dermed også sit første besøg i det moderne Arktis.

Mandag den 31. august vil han mødes med bl.a. vores egen udenrigsminister, Kristian Jensen, og medlem af Naalakkersuisut, den grønlandske regering, Vittus Qujaukitsoq, plus en stribe andre arktiske ministre og i det næste døgns tid besøger han bl.a. tre mindre samfund på Alaskas kyst, herunder de cirka 3000 mennesker i Kotzebue ud mod Beringsstrædet knap 100 km nord for polarcirklen.

Det Hvide Hus har netop offentliggjort en video, hvor præsidenten begrunder besøget. Her fremgår det, hvordan Alaska og Arktis af den nuværende ledelse i Washington primært tænkes og fremstilles som epicenter for de klimaforandringer, der plager kloden.

Arktis betyder med andre ord noget helt andet for USA’s aktuelle politiske styring, end Arktis f.eks. betyder for Rusland, der primært ser den arktiske region som hjemsted for ubegrænsede potentialer for olie, gas og mineraler; eller for Norge, der tænker i olie, gas, fisk og det vanskelige naboskab med Rusland, eller for skiftende danske regeringer, der særligt funderer over, hvordan man skal forholde sig til Grønland.

Men videoen viser især, hvordan Arktis af præsident Obama nu inkorporeres i en bredere politisk proces. Hans besøg i Alaska er et led i en nøje tilrettelagt indsats, der skal gøre klimaspørgsmålet til et af de centrale temaer i de amerikanske demokraters forsøg på at fastholde magten i USA, når Obama i 2016 træder tilbage, og partifællen Hillary Clinton skal forsøge at overtage hans plads. I videoen taler Obama ikke primært om de mennesker, der bor i Arktis, men om ’most Americans’. Det amerikanske folkehav mærker ifølge Obama allerede i dag effekterne af klimaforandringerne: Mere alvorlige tørkeperioder, løbske skovbrande, oversvømmelser. De, der bor i Alaska, står ganske vist på ’the front line’, men det er hele USA’s befolkning, der nu beskrives som ofre for klimaforandringerne.

Obamas offensiv startede for nogle uger siden med et stort indenrigspolitisk klimaudspil, der bl.a. sigter på at begrænse de kulfyrede kraftværker i USA. Obamas klima-stab i Det Hvide Hus er ifølge den amerikanske presse nu på størrelse med det hold, der sikrede en atom-aftale med Iran fornylig, og hele kampagnen påvirker også USA’s formandskab for Arktisk Råd, der indledtes i foråret.

Klimaoffensiven får derfor også konsekvenser for resten af de arktiske nationer, herunder Danmark og Grønland, fordi den sætter en ny kurs for det arktiske samarbejde. Danske og andre arktiske diplomater har længe fornemmet, hvordan USA gerne vil have Arktisk Råd til at fokusere mere direkte på klimaforandringerne, og hvordan USA bruger Arktisk Råd i en indsats, der i høj grad har den amerikanske befolkning som målgruppe. Det kan føre til en neddrosling af andre indsatser, der på andre tidspunkter har stået centralt i det fællesarktiske arbejde: Det økonomiske samarbejde, de arktiske folks sundhed og velfærd, redningsarbejde til søs, havmiljøet mv. Disse indsatser fortsætter, men amerikanerne prioriterer klimaet – herunder med en stort anlagte konference i Anchorage, Alaskas hovedstad, den 31. august. Kristian Jensen, der var på sit første ministerbesøg i Grønland tidligere på ugen, er i færd med at sikre fælles fodslag med Nuuk forud for konferencen. Konferencen afholdes formelt ikke i regi af Arktisk Råd, og der skal ikke opnås noget konkret, men de fleste lande i Arktisk Råd vil sende deres udenrigsministre, ikke mindst fordi det reelt er Obama, der inviterer: Ingen ønsker at lave en ’Lene Espersen’. (Som udenrigsminister i 2010 udeblev Espersen fra et arktisk møde i Canada, hvor bl.a. Hillary Clinton, der var udenrigsminister i USA, deltog. Det kostede Espersen måneders hård kritik og formandsposten hos de konservative).

Arktis overskygges ikke helt af Obamas indenrigspolitiske fokus. Lige som da Connie Hedegaard i sin tid som dansk klima- og energiminister gerne inviterede udenlandske toppolitikere til den klimaramte gletsjer i Ilulissat i Grønland, så de ved selvsyn kunne opleve klimaforandringerne, opstår nu en dobbelthed: Det arktiske fremstilles på én gang som hårdt ramt i sig selv og som budbringer for de vanskeligheder, resten af kloden står over for.

På den billedtætte video taler Obama om de mennesker i Alaska, der får vendt op og ned på deres liv pga. klimaets forandring. Han taler om hjem, der synker i jorden, fordi den jord ikke længere er hård af permafrost, og om gletsjere, der skrumper. Han lover, at han vil mødes med repræsentanter for  klima-ofrene, og med ’other nations’, sådan at alle gode kræfter kan forenes i den klimakamp, han lover, at stå i spidsen for, så længe han regerer i Det Hvide Hus: ”The alarm bells are ringing. As long as I am president, America will lead this world to meet this threat, before it is too late.” USA har inviteret udenrigsministrene fra alle arktiske nationer plus Kina, Japan m.v. til Alaska, hvor klimaforandringerne bliver det måske eneste tema: Konferencen skal også styrke den amerikanske præsidents udgangsposition, når han til december i Paris på COP21 skal forhandle en global klimaaftale med bl.a. Kina og EU. Hvis Obama i Alaska kan illustrere, at han bruger seriøse kræfter på Arktis, hvor klimaet ændrer sig langt hurtigere end i resten af verden, kan det stille ham bedre i Paris.

Indvendinger vil der være nok af: De amerikanske miljøorganisationer har i de seneste dage udstillet det paradoksale i, at præsidenten med den ene hånd vil kæmpe mod klimaforandringerne i Arktis, mens han med den anden skriver under på en tilladelse til Shell, der i disse dage indleder prøveboringer efter olie i de sårbare farvand ud for Alaskas kyster. Andre vil spørge, hvorfor præsidenten først for øjnene op for de dybe problemer, klimaforandringerne skaber især for de oprindelige folk i Alaska, når det passer på hans egen politiske dagsorden.

Se Obamas video her: https://www.youtube.com/watch?v=igaz_hm7zKM

Dette blogindlæg optrådte i let revideret udgave også i Sermitsiaq / Grønland 21.8 og i dagbladet Information 23.8

Rusland forelagde tirsdag langt om længe sine krav til havbunden i Det Arktiske Ocean for FN.

Danmarks og Grønlands mest markante interessekonflikt med Rusland er dermed endeligt skåret ud i pap, og det står desuden klart, at Ruslands ledelse under præsident Putin viser fornyet interesse for Nordpolens symbolpolitiske værdi.

De russiske krav illustrerer tre centrale pointer: For det første har vi nu sort på hvidt omfanget af og dokumentationen for sammenstødet mellem Danmarks og Grønlands ønsker på den ene side og Ruslands på den anden. Kortet over det nye russiske krav til havbunden viser et betydeligt overlap med det krav, som Grønland og Danmark indsendte til FN i 2014.

Den danske stat, der fører forhandlingerne, skal med andre ord i en lang årrække fremover bruge betydelige kræfter på en uforudsigelig proces med Rusland, som i sidste ende ikke mindst handler om Grønlands interesser: Hele dette forhandlingsspil drejer sig formelt set alene om retten til ressourcerne under havbunden – som i kraft af Grønlands Selvstyreordning i sidste ende tilhører Grønland.

Den danske stat er altså her i et betydeligt krydspres: Fra Rusland, der naturligt vil holde hårdt på de krav, vi nu kender, på den ene side – og fra Grønland, der her vil øjne en potentielt betydelig mulighed for at tjene penge, der kan mindske afhængigheden af Danmark, på den anden.

Rusland har ikke, som en del havde ventet, udvidet sit krav fra Nordpolen og langt ned mod Grønland; eksperter som Michael Byers fra Canada roser Rusland for uventet tilbageholdenhed og pragmatisme.

Hertil kan så lægges, at Rusland  – for det andet – nu signalerer et tydeligt ønske om retten til hele havbunden ved selve Nordpolen. Rusland argumenterer med sit nye krav for, at hele Nordpolspunktet bør være russisk. Rusland udvider dermed sit oprindelige krav fra 2001. Dengang krævede Rusland kun havbund i en spids op til Nordpolen, der efterlod mulighed for at andre kunne gøre det samme. Denne gang rækker kravet hele vejen op forbi Nordpolen og et pænt stykke ned mod Grønland.

Et blik på kortet over det russiske krav viser, hvordan Rusland netop her ved Nordpolen fraviger den sædvanlige russiske praksis med at tegne snorlige linjer, hvor nye grænser til havs skal trække – efter det såkaldte sektorlinjeprincip, der har været den foretrukne russiske fremgangsmåde i hvert fald siden Lenins Sovjetstyre i 1920’erne erklærede en gigantisk trekant nord for Rusland ud i Det Arktiske Ocean og hele vejen til Nordpolen for russisk ejendom.

Denne fravigelse af sektorlinjeprincippet netop ved Nordpolen må tolkes sådan, at Rusland nu også på øverste regeringsniveau lægger vægt på selve det symbolpolitiske ved Nordpolen. Det handler ikke længere kun om olie, gas og andre potentialer på havbunden i Arktis, men også om den kulturhistoriske, symbolske og nationalpolitiske gevinst ved et ejerskab til selve Nordpolen. Denne politisering af Nordpolen fik eftertryk allrede i 2007, da to russiske ubåde, Mir-1 og Mir-2, plantede det russiske flag på 4300 meter vand netop ved Nordpolen. Ruslands regering hævdede, at det spektakulære dyk blot var et teknisk stunt ligesom amerikanernes flag på månen, men da var skaden sket og freden brudt. Siden har russiske isbrydere bragt bl.a. en ortodoks præst; den olympiske flamme forud for Vinter-OL i Sochi og mange andre tegn på russisk ønske om dominans til selve polpunktet.

Canada fortsatte politiseringen af polpunktet i 2014, da premierminister Stephen Harper uventet og i strid med en aftale med Danmark annoncerede, at selve Nordpolen bør være canadisk: Canadiske isbrydere er i skrivende stund igen på vej ud i Det Arktiske Ocean for at indsamle data, der kan understøtte kravet. Ruslands markante krav ved selve Nordpolen kan udmærket være en direkte reaktion på denne canadiske demonstration.

Danmark og Grønland har ikke på samme måde illustreret et udtalt ønske om ejerskab til selve Nordpolen. Per Stig Møller fik i sin tid som udenrigsminister sagt, at han mente, at Nordpolen rettelig var dansk, men siden har det danske diplomati helt bevidst undladt at tale om selve polpunktet som et punkt at nogen betydning.  Nordpolen er dog i dag en integreret del af det overraskende store krav, som Danmark og Grønland indgav til FN i december 2014 på 985.000 kvadratkilometer havbund i Det Arktiske Ocean – dette krav rækker hele vejen tværs over Nordpolen og videre til den russiske sømilegrænse.

Den tredje pointe handler om timing. Vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen fra GEUS sagde tirsdag, at ”det russiske krav cementerer det faktum, at der eksisterer et væsentligt overlap mellem det danske kongeriges krav på den ene side og Ruslands på den anden.” Og så forklarede han, at Ruslands krav er en genfremstilling af et gammel krav fra 2001, og Rusland derfor formentlig kan regne med at komme foran i køen i FN, hvor landenes tekniske data skal vurderes.

Rusland kan derfor formentlig vente en vurdering af sine tekniske data allerede inden for cirka et år eller halvandet. FN’s eksperter vurderer i øvrigt kun landenes tekniske data; ikke hvor grænserne skal gå: De endelige forhandlinger om grænsedragningen foregår direkte landene imellem. De danske diplomater må derfor kalkulere med den ubehagelige mulighed, at Rusland hurtigt får FN’s ord for, at havbunden ved Nordpolen ganske rigtigt hænger sammen med Rusland, mens der udmærket kan gå otte-ti år, før Danmark får FN’s vurdering siden data; der er lang kø i New York. Og selvom FN til den tid skulle vurdere, at havbunden ved Nordpolen også hænger sammen med Grønland (lige som havbunden i Øresund hænger sammen med både Danmark og Sverige), vil russerne for længst have vænnet sig til, at Nordpolen er russisk. Det kan give et rigtigt kedeligt udgangspunkt for de forhandlinger mellem Danmark og Rusland og måske Canada, der i sidste ende skal afgøre, hvor grænserne skal trækkes.

De færreste analytikere forudser en egentlig konflikt om grænserne ved Nordpolen. Overlappene mellem de russiske, danske og de forventede canadiske krav er relativt små i forhold til de vældige stykker havbund, som alle tre nationer vil vinde ved en fredelig forhandlingsproces. En af de førende eksperter i arktisk storpolitik, den canadiske jurist Michael Byers, vurderede oven i købet onsdag på BBC, at Ruslands krav var ganske moderat, Rusland historik og enorme arktiske kystlinje taget i betragtning.

Alligevel vogter de involverede nøje på hvert eneste træk i denne sag. Ruslands flagplantning i 2007 og især krisen i Ukraine og Krim har skabt ny tvivl om Ruslands intentioner i Arktis, og tirsdagens russiske krav til havbunden ved Nordolen viser som nævnt nu, at også Nordpolens symbolpolitiske betydning tilsyneladende i dag spiller en voksende rolle i Moskva. Denne symbolpolitiske kerne vil kunne pustes op og misbruges f.eks. af de stærke nationalt orienterede kræfter, der for tiden vinder indpas i de russiske magtcirkler – også når det gælder Arktis.

Greenpeace har i anledning af det nye russiske krav genopfrisket sit ønske om en fredning af hele den centrale del af Det Arktiske Ocean; en tanke som fhv. formand for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, Kuupik Kleist også forfægtede. Den danske regering puslede i Anders Fogh Rasmussens regeringstid lidt med støtte til Kuupik Kleists forslag, men det var vist mest for at sikre fred i forholdet til Grønland: Efter Kuupik Kleists exit fra grønlandsk politik har den danske regering ikke opfrisket synspunktet – og der er ingen refleksion om fredning eller lignende i det nye russiske krav.

Denne analyse blev i forkortet version også bragt i Information 6. august 2015.