Martin Breum

Freden i Arktis skal nu fastholdes af en mand, der anklages for medvirken til destabilisering i Ukraine. Det er i sig selv jo tankevækkende – og så kommer præsident Vladimir Putins udnævnelse af Ruslands tidligere NATO-ambassadør, vicepremierminister Dmitrij Rogozin, til chef for den nye russiske Arktis-kommission i øvrigt på et ganske prekært tidspunkt set fra København.

Dmitrij Rogozin er personligt omfattet af de vestlige sanktioner efter Ukraine; han anses for medvirkende til Ruslands destabilisering af det østlige Ukraine, og det er altså ham, der nu skal overvåge Ruslands indsats i Arktis og rådgive præsidenten og de øvrige ledere i Kreml om udviklingen i regionen.

Her i landet står Forsvarsministeriet netop overfor at skulle aflevere en omfattende analyse af det danske behov for krigsskibe, fly, droner, satellitter og mandskab i Arktis i årene fremover til politikerne på Christiansborg. Analysen ventes i april, hvorefter den skal danne grundlag for politikernes tænkning; regeringens videre Arktis-politik og for de milliard-investeringer, der skal geare det danske forsvar til fremtiden i Arktis: Isen forsvinder; flåden skal patruljere i stadig større havområder rundt om Grønland; russiske og andre fly i luftrummet skal følges mere effektivt, brud på suveræniteten skal kunne afværges, kontrollen af fremmede fiskere skal opgraderes; olieberedskabet skal udbygges, søredningstjenesten skal udbygges osv.

Hele dette billede af fremtiden i Arktis skal nu inkludere Dmitrij Rogozins udnævnelse. Han hører til den militante fløj af Putin-rådgivere; fjernt fra de blødere typer, der har udenrigsminister Lavrov i spidsen, og som hidtil har fået lov at dirigere Ruslands politik i Arktis.

Hvis ikke forsvaret formår at levere et analytisk begavet svar på udnævnelsen, vil Danmarks fremtidige indsats i Arktis vil blive omgærdet af ny forvirring og usikkerhed. Hvis Forsvaret overdriver og fremmaner et for heftigt billede af nye russiske trusler i Arktis, kan Folketinget blive fristet til at investere milliarder i krudt og kugler, som riget ikke har behov for. Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i Berlingske allerede anbefalet nedsættelsen af en ny forsvarskommission på baggrund af den russiske ambassadør Mikhail Vanins bemærkninger forleden om potentielle atomangreb på danske skibe; udnævnelsen af Dmitrij Rogozin lægger sig i samme slipstrøm.

Omvendt, hvis Forsvarets analytikere undervurderer de potentielle nye spændinger i Arktis, risikerer Danmark at stå uden det fornødne materiel, mandskab og intellektuelle beredskab, der skal guide os sikkert igennem eventuelle nedbrud i det samarbejde med russerne og de øvrige arktiske nationer, der hersker i Arktis i dag.

Hvad vil Rusland?

Ruslands-kenderen på Forsvarsakademiet, Jørgen Staun, bidrog i en ny analyse for få siden til vores forståelse af Ruslands interesser i Arktis: Han forklarede bl.a., hvorfor Putin hidtil har ladet den Lavrov-blide fløj i Kreml styre Arktis-politikken. Putin og hans inderkreds har satset hårdt på at udvikle olie, gas, mineraler og nye handelsruter i Arktis. Indtægterne fra Arktis er afgørende for Putins plan for den russiske stormagts genrejsning. I denne strategi er Rusland bedst tjent med fred, samarbejde og økonomisk udvikling i Arktis – uanset, at Rusland i Ukraine, på Krim, i Syrien eller andre steder måtte ligge i voldsom konflikt med Vesten. Jørgen Staun og andre vestlige diplomater og analytikerne har derfor i de seneste måneder fastholdt, at det nok skal lykkes at holde det udmærkede samarbejde i Arktis isoleret fra det igangværende nedbrud i vestens øvrige relationer til Rusland. Udnævnelsen af Dmitrij Rogozin synes nu at udfordre denne analyse.

Samtidig har de vestlige regeringer med USA og EU i spidsen selv ladet de økonomiske sanktioner efter Ukraine ramme Ruslands udvikling i Arktis ganske hårdt. Især er de russiske olie- og gasselskabers samarbejde med vestlige olieselskaber som Shell, Total, ExxonMobile og vestlige finansinstitutioner blevet forstyrret. Adskillige af de store olie- og gasprojekter i det russiske Arktis lider nu betydeligt, og lægger man dertil EU’s seneste bestræbelser på at afvikle afhængigheden af fremtidige gasleverancer fra Rusland, står det klart, at Putins store planer for den arktiske olie og gas i øjeblikket tager sig ret vakkelvorne ud. Aktieanalytikerne advarer i øjeblikket mod enhver investering i Gazprom både på den korte og på den noget længere bane; olien og gassen i det russiske Arktis ligner ikke længere det guldæg, der blev talt så meget om for blot få år siden. Hvilket måske giver en mand som Dmitrij Rogozin helt nye kort på hånden.

Og Nordpolen?

Og er det hele så ikke lidt ligegyldigt? Arktis er jo langt væk? Jo, men Danmark og Grønland har indlysende interesser i at freden i Arktis bevares: Uden regeringernes samarbejde i Arktis Råd, uden de bilaterale samarbejder og de mange uformelle kontakter bliver det i første omgang langt vanskeligere at udvikle f.eks. katastrofeberedskabet til olieulykker, overvågning af luftrummet, fiskerikontrollen, redningstjenester til turister. Det lyder måske banalt, men her er tale om helt essentielle samfundsfunktioner i det moderne Arktis.

Stiger spændingsniveauet i Arktis, får Thulebasen og dens centrale rolle for det vestlige missilskjold pludselig igen forøget politisk betydning, lige som Danmarks og Grønlands værtsskab for basen. Som man kunne læse i Information tirsdag, hører Danmark allerede i den russiske optik til hardlinerne i den vestlige front mod Rusland.

Grønland har hårdt brug for udenlandske investeringer i fiskeriet, mineindustrien, turismen. Uden nye investeringer i Grønland, risikerer grønlænderne en alvorlig udfordring for hele velfærdskonstruktionen ideers land, og politikerne på Christiansborg risikerer at stå med et ubehageligt nedbrud i den grønlandske økonomi, der om få år vil kræve helt nye initiativer fra dansk side. Og de udenlandske investorer, der i forvejen lader vente på sig, vil tøve endnu mere, før de investerer i Grønland, hvis det større politiske samarbejde i regionen smuldrer.

Danmark og Grønland har netop i december 2014 rejst et ambitiøst krav om ejerskab til havbunden ved Nordpolen, der i sidste øjeblik blev udvidet, så det nu rækker hele vejen til den russiske havgrænse. Det officielle Rusland var briefet på forhånd og udsendte en venlig pressemeddelelse om at Rusland ingen indvendinger havde, men i hænderne på en Dmitrij Rogozin eller andre, der i en næste fase af konflikten med vesten måtte ønske en retorisk optrapning i Arktis, kan dette dansk-grønlandske rykind udmærket bruges i en generel optrapning af de verbale udfald mod vesten. Russiske nationalister har i årtier anset store dele af det område, som Danmark-og Grønland kræver i Arktis, for ærke-russisk.

Dette blog indlæg er også optrykt som nyhedsanalyse i  Information 25.3 2015. 

Spillefilmen ’Idealisten’, der har verdenspremiere i Nuuk 19. marts og Danmarkspremiere den 9. april, fortæller historien om en af de mest sigende politiske løgne i nyere dansk historie – og i rigsfællesskabets. Den sparker sig derfor direkte ind i den aktuelle strid om Thule Air Base mellem Danmark, Grønland og USA.

Filmen understreger, hvor væsentlig Grønland og Thule Air Base har været for det dansk-amerikanske militære samarbejde siden 2. verdenskrig – og hvordan flere danske ministre, ikke mindst statsminister H.C. Hansen, i tidens løb har valgt at lyve lige op i ansigtet på offentligheden i både Danmark og Grønland for ikke at forpurre det transatlantiske samarbejde.

USA’s adgang til Grønland var fra første færd et væsentligt dansk bidrag til USA’s og senere NATO’s militære kapacitet – og sådan er det stadigvæk. Det var i Grønland, at USA udstationerede store dele af de atomvåben, der skulle holde Sovjetunionen i skak; de atombevæbnede fly cirklede konstant over Thule Air Base; de fløj rutinemæssigt gennem grønlandsk luftrum, de brugte basen til opbevaring af det fornødne – og H.C. Hansen gav sit tilsagn, selvom han sagde det modsatte til offentligheden. Ingen – eller måske blot den snævreste inderkreds i Danmark – fik noget at vide; officielt tillod Danmark ikke atomvåben på dansk territorium – ej heller i Grønland, hvor der efter alt dømme heller ikke var nogen, der fik kendskab til sandheden, selvom det netop var i Grønland, at løgnens genstand i særhed kunne iagttages. Først efter at et fly med fire brintbomber styrtede ned i Thule i 1968, gik der langsomt hul på bylden.

’Idealisten’, der er instruktøren Christina Rosendahls anden spillefilm, dramatiserer DR-journalisten Poul Brinks årelange arbejde med at afsløre de danske myndigheders hemmelighedskræmmeri og det amerikanske forsvars medvirken til illusionsmageriet under den kolde krigs dybe alvor. Filmen, der har Peter Plauborg og Søren Malling i hovedrollerne, handler i sidste ende om, i hvilket omfang vi i offentligheden – og i hvilket omfang Grønland – kan have tillid til meldinger fra de danske myndigheder, når det drejer sig om Thule Air Base og samarbejdet med USA.

Grønlandsk mistillid

Her kan man for tiden iagttage en ganske markant mistillid mellem København og Nuuk. Sagens substans er simpel: Grønland har netop mistet store årlige indtægter, fordi det amerikanske luftvåben i de næste syv år vil benytte et amerikansk selskab i stedet for det dansk-grønlandske Greenland Contractors til at levere vand, strøm, computere, biler og anden ikke-militær service på Thule Air Base. Basen indgår i dag i USA’s missilskjold og som vigtigt anlæg for den satellitkommunikation, der bl.a. benyttes i jagten på terrorister, og servicekontrakten er mange milliarder værd.

Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard har beklaget sig til sin kollega i USA, John Kerry; Danmarks arktiske ambassadør har ledsaget Vittus Qujaukitsoq, Grønlands udenrigsansvarlige, under klage-møder med Pentagon og State Department i Washington, og Danmark har gjort det klart for den amerikanske ambassadør i København, at Danmark mener, at USA er i færd med at bryde flere klokkerene aftaler om, at Thule Air Base også skal komme Grønland til gode rent økonomisk.

Men lige lidt hjælper det: Den grønlandske mistillid til Danmarks håndtering af denne sag fortsætter. Naalakkersuisut, den grønlandske regering, har følt sig så underforsynet med informationer om Danmarks kontakter med USA, at vrede pressemeddelelser er flydt fra Nuuk; udenrigsministeriet har måtte udarbejde et tre sider langt, pinagtigt detaljeret notat om alle de samtaler og møder, der nogensinde er holdt i sagen:  http://www.ft.dk/samling/20141/almdel/gru/bilag/23/1505080.pdf – og senest blev det grønlandske Folketingsmedlem Johan Lund Olsen stiktosset over, at Martin Lidegaard inviterede Folketingets grønlandsordførere til orientering om sagen uden at invitere grønlænderne. Beskyldningen ligger lige under overfladen: Danmark plejer stadig primært sine egne interesser i forholdet til USA – og Danmarks pres på USA i den aktuelle sag må derfor i højere grad anses for luftfrikadeller end alvor.

Mistilliden har, som ’Idealisten’ fint understreger, rod i et langvarigt og veldokumenteret dansk atomart dobbeltspil i Thule – som i øvrigt lå i forlængelse af den historiske tvangsflytning af de grønlandske Thuleboere i 1953. Men mistilliden finder også næring i den moderne indretning af rigsfællesskabet: Grønland har siden 2005 haft ganske vide, formelle muligheder for at føre udenrigspolitik på alle de områder, Grønland selv administrerer – f.eks. fiskeri, miljø og råstoffer – men når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken, herunder det militære samarbejde med USA, sidder Danmark stadig på magten og derfor også på alle de potentielt afgørende informationer.

Det grønlandske embedsværk og politikerne i Nuuk er ikke sikkerheds-clearede til at håndtere samme informationer om kontakten til USA, som deres danske kolleger. Det er muligt, at de danske efterretningstjenester, forsvaret og udenrigsministeriet deler alt af væsentlighed for den aktuelle Thule-sag med Grønland, men Nuuk har ingen garanti for, at det sker – og mistilliden har derfor frugtbar jord at gro i.

Helle Thorning-Schmidt lovede i 2012 den daværende formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, et tættere, praktisk samarbejde i det udenrigspolitiske værksted, inklusive en højere grad af sikkerheds-clearing i Nuuk, men sagen gik død, da Kuupik Kleist tabte et valg i Grønland i marts 2013.

Da Poul Brink i 1998 fik Cavlingprisen for sine afsløring af Thule-løgnen, gjorde han det klart, at han ikke anså H. C. Hansen for at være ond; tværtimod fremgår det af ’Idealisten’, at Brink så mange fælles træk mellem ham selv og den afdøde statsminister – men han beskyldte H.C. Hansen for at lade ’bekvemmelighed’ råde, når det gjaldt forholdet til USA: Hellere gøre, hvad USA beder om, end at gøre livet surt ved at holde på principperne. På samme måde hersker der i Nuuk i dag tilsyneladende en hvis tiltro til Danmarks vilje til at slås for Grønlands interesser – men det kniber, når sagen involverer forholdet til USA.

Dette blogindlæg var også optrykt som nyhedsanalyse i Information 16.3 2015. 

Hvad ville man selv synes om at bo syv kilometer fra en af verdens største forekomster af uran, som måske / måske ikke bliver til en stor uranmine? Hvad tænker de 1700 borgere i Narsaq i Sydgrønland, som faktisk står midt i sådan en virkelighed?
Hidtil har vi kun vidst ganske lidt om, hvad Narsaq-borgerne mener, men nu ved vi mere. Hele to danske universitetsstudier er nu gennemført efter feltstudier i Narsaq. Konklusionen er, at befolkningen i Narsaq er splittet. De lokale er splittet mellem dem, der siger ja til minen, og dem, der siger nej; og så er mange splittet indvendig: Det er nemt at blive angst og vred over udsigten til de miljømæssige risici, men det er samtidig svært at sige nej til den udvikling, uranminen måske kan føre med sig til det lille, fattige bysamfund. Eksempelvis lyder det om en ældre (anonymiseret) kvindelig Narsaq-borger: ’Karen har egentlig to holdninger til mineprojektet. På den ene side er hun imod på grund af de eventuelle risici, men på den anden side vil hun ikke stå i vejen for at andre kan få et arbejde, og vil derfor stemme ja, hvis der var en afstemning. ”

Radioaktiv nabo

Kirken, børnehaven, Brugsen og husene i Narsaq ligger netop syv kilometer fra Kvanefjeldet i Sydgrønland, der huser en af verdens største forekomster af uran og sjældne jordarter. Op ad skråningen ligger Sofus Frederiksens berømte fåre- og kvæghold; vigen for foden af fjeldet er kendt for sine ørred, sortebærrene på skråningerne har altid været en skattet del af kosten i Narsaq. Det er her, det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy (GME) gerne vil etablere en mine til udvinding af sjældne jordarter og uran. Et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, ophævede i 2013 forbuddet mod uranudvinding i Grønland; formanden for det grønlandske parlament, Lars-Emil Johansen er tidligere bestyrelsesformand for GME’s grønlandske selskab, og GME er nu i færd med en række undersøgelser, der skal overbevise Naalakkersuisut, den grønlandske regering, til at sige ja til minen. Projektet skal ifølge grønlandsk lov kunne gennemføres uden uacceptable skader på miljøet og det lokale samfund, og de kontante gevinster – nye jobs, ordrer til lokale underleverandører, skatter og afgifter – skal selvsagt være de medfølgende risici værd. GME arbejder hårdt med PR for at overbevise Narsaq-borgerne om minens værdi, både fordi de lokales holdninger vil spille en afgørende rolle for Nuuk-politikernes ja eller nej, og fordi GME i sidste ende ikke kan operere i stiv, lokal modvind.

Adjunkt, ph.d. Lill Rastad Bjørst fra Aalborg Universitet og antropolog Helene Ahrens Johansen fra Københavns Universitet opholdt sig hver for sig i Narsaq i længere tid i 2013 for at undersøge de lokales holdninger til mineprojektet. De havde forskelligt fokus, men man forstår af begge studier, at borgerne i Narsaq tænker langt længere end til de miljømæssige risici. Som Lill Bjørst skriver: ”Spørgsmålet om udvinding af uran I Grønland bevæger sig hurtigt fra at være et spørgsmål om miljøpåvirkning og sikkerhed til at handle om repræsentation, respekt og Grønlands ret til udvikling”. Helene Johansen støder i Narsaq på de lokales frustration over, at GME nu er ved at få en slags ejerskab til Kvanefjeldet. I Grønland har der altid været kollektivt ejerskab til jorden. Tanken om at grønlandske politikere nu selv uddeler en slags ejerskab til jorden til udenlandske mineselskaber anfægter mange – også i Narsaq. Helene Johansen beskriver, hvordan en arbejdsløs minearbejder, der ellers drømmer om et job i den nye mine og på ingen måde frygter for miljøet, bliver voldsomt irriteret, da han under indsamling af pæne sten til turistsmukker på fjeldet bliver gennet væk af GME’s folk. Han forstår udmærket, at minefolkene blot vil beskytte ham mod de store maskiner, men han bliver alligevel vred: ”De burde vel egentlig bare stoppe med at arbejde, når jeg og andre kommer derop, hvis det er så farligt. Vi har alle ret til at være der”. En anden informant frygter, at det bliver ”ligesom med den danske kolonisering af landet, at vi kommer til at stå på sidelinjen, mens nogle andre bestemmer, hvordan vi skal leve i vores eget land. Den gang kom der firmaer og ville have ressourcer, så kom den danske stat og så skulle vi pludselig leve på en hel anden måde. Så fik vi hjemmestyre og selvstyre og til sidst fik vi rettighederne til undergrunden tilbage, men nu sælger vi så ud af disse rettigheder igen. Historien kommer til at gentage sig selv, og det grønlandske folk bliver endnu engang tilskuere i deres eget land”.

Stærke tænder

De to studier viser, at udsigten til uranudvinding ikke i sig selv får borgerne i Narsaq til at skrige i protest. Helene Johansen siger det lige ud: ”Når jeg spurgte borgerne om deres mening om selve udvinding af uran, forklarede de fleste mig, at de ikke var særlig bekymrede for uran”. Lill Bjørst er helt på linje: ”På trods af de grønlandske mediers stærke retorik om ‘for eller imod uran’ var det ret svært at finde nogen i Narsaq som var totalt imod etableringen af minen. ” Mange i Narsaq var i 2013 til gengæld stærkt urolige over store ophobninger af giftige radon-dampe i den lokale skole og deres egne hjem, og udsigten til en uranmine skubbede derfor til en ophobning af eksisterende uro. De lokale var også angst for, at det høje indhold af fluor i det lokale drikkevand, der siges at give Narsaq-borgene ekstra stærke tænder, nu med minen vil vokse til langt over faregrænsen. Men den samlede uro overskyggede altså endnu i 2013 ikke helt drømmene om job, udvikling og nye indtægter til Narsaq. Mange i byen husker Narsaqs storhedstid i 1960’erne, hvor et pulserende fiskeri, en fiskefabrik og flere andre krafcentre skabte liv og glade dage, og GME’s planer har bragt nyt håb – som så igen modereres, når udenbys NGO’er truer med, at hele byen må flyttes.
Ingen af de to studier har karakter af egentlige meningsmålinger. Tværtimod giver de begge det klare indtryk, at et firkantet spørgsmål om ‘ja eller nej’ ikke ville give meget mening. Som Lill Bjørst skriver: “Jeg fik det generelle indtryk, at de lokale borgere i Narsaq, som ikke var tilknyttet NGO’er eller politiske partier, stadig i juni 2013 var i gang med den delikate proces at finde ud af, hvad de egentlig selv mente. ” Ingen nyere undersøgelser har sandsynliggjort, at situationen i Narsaq i dag skulle væsentlig forandret.

Antropolog Helene Ahrens Johansens kandidatspeciale: ”For foden af et radioaktivt fjeld’. https://www.martinbreum.dk/specialer-m-v
Ph.d., adjunkt Lill Rastad Bjørst: ‘Arctic Resource Dilemmas: Tolerance Talk and the Mining of Greenland’s Uranium’. Publiceres i 2015 via McGill-Queen’s University Press.

Dette blogindlæg er også trykt som nyhedsanalyse i Information 9. marts.