blog

Vil Rusland angribe Grønland?

oktober 29, 2014 • Af

Et stort analysearbejde om forsvarets indsats i Arktis bliver formentlig forsinket – bl.a. fordi, der er udskrevet valg i Grønland.

Analysen, der har et budget på ca. 100 millioner til test af udstyr og andre forsøg, har været på vej et år, men den bliver ifølge de seneste oplysninger næppe – som bestilt af regeringen – klar før nytår, fordi den først skal behandles af en ny politisk ledelse i Nuuk efter valget i Grønland den 28. november. Kilder i forsvaret siger nu, at analysen måske først bliver færdig hen mod april 2015.

Det er de ikke ubetinget kede af i forsvaret. Forsinkelsen giver ekstra tid til at vurdere, hvilken betydning krisen i Ukraine og det forværrede forhold til Rusland får i Arktis.

Rusland er Danmarks og Grønlands nabo i Arktis. Og Ruslands militære aktioner på Krim og i Ukraine har gjort det vanskeligere at vurdere, om forsvaret kan regne med et fredeligt samarbejde med Rusland i Arktis, eller om man skal vente øget militær spænding, ubådsbesøg i Grønland, russiske fly i luftrummet – eller noget helt trejde.

Som udgangspunkt er alt fredeligt i Arktis. Forsvarets analytikere vurderer, at Rusland vil prioritere udviklingen af olie, gas, rørledninger, søruter og havneanlæg i Arktis. Her skal pengene til Ruslands fremtidige udvikling hentes, og Kreml ønsker derfor fred i Arktis, siger analytikerne – også fordi Rusland har stærkt brug for vestlige investeringer og ekspertise.

Men efter Ukraine ved det danske forsvar også, at situationen hurtigt kan ændre sig. De vestlige sanktioner rammer nu direkte Ruslands olieefterforskning i Arktis, og som chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Niels Wang skriver i seneste udgave af tidskriftet ’Udenrigs’: ”Krisen er en påmindelse om, at Arktis ikke udvikler sig i isolation, men hænger sammen med resten af verden, og alle de gode hensigter kan blive spoleret af alvorlige hændelser og strategiske chok andre steder på kloden.”

Analysen kompliceres af, at Danmark og Grønland til december stiller krav til FN om et område af havbunden ved Nordpolen, som Rusland også ønsker. Her står rigsfællesskabet midt i en kontant interessekonflikt med russerne. FN har solide regler for, hvordan denne konflikt skal løses, men striden kan hurtigt få uventede politiske dimensioner. Russiske ubåde plantede i 2007 et flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen; polpunktet har vældig symbolkraft i Rusland, og grænsedragningen ved Nordpolen indeholder alt, hvad enhver nationalsindet demagog skal bruge for at piske en stemning op.

Samtidig ved forsvaret, at Danmark og Grønland har hårdt brug for Rusland i Arktis. Fremtidens olieefterforskning, minedrift, fiskeri, turisme og fragtsejlads i Arktis kræver langt mere overvågning til søs og i luften, redningstjeneste, satellitkapacitet, søopmåling, isbrydning og miljøberedskab over enorme afstande. Det er især på grund af disse praktiske opgavers hastige vækst, at regeringen i 2013 satte det store analysearbejde om fremtidens forsvar i Arktis i gang. Grønland har stort set ingen kapacitet til selv at klare ærterne; det hviler på det danske forsvar. Allerhelst skal opgaverne løses i samarbejde mellem alle de arktiske lande – inklusive Rusland. Hvis forsvaret fremover nu tværtimod skal bruge store summer på hardcore militært beredskab i forventning om spændinger med russerne, bliver der selvsagt færre penge til de civile opgaver – som samtidig bliver vanskeligere at udføre.

Derfor er analysen af, hvad Rusland kan finde på i Arktis helt afgørende.

Dilemmaets politiske tyngde blev understreget i august, da seniorforsker Hans Mouritzen fra Dansk Institut for Internationale Studier og den ruslandskyndige cand.scient.pol. Maria Mellander i Politiken sendte en kontroversiel advarsel til den danske regering. Her argumenterede de for, at Danmarks kritik af Ruslands indblanding i Ukraine bør være uhyre afdæmpet – fordi en provokation af Rusland kan skade Danmarks arktiske interesser: ”I Arktis har Danmark mere brug for russisk velvilje end amerikansk. Arktis er indlejret som en naturlig del af russisk historie, identitet og udenrigspolitisk tankegang, idet en tredjedel af det russiske territorium ligger nord for polarcirklen. Grønlands økonomi, kystovervågning og forskning kunne nyde godt af et samarbejde med Rusland”, skrev de: ”En dansk værdipolitik i forhold til Rusland vil meget let komme til at ske på Grønlands bekostning. Og hvis Grønland ikke ser sine udenrigspolitiske interesser varetaget på tilfredsstillende vis af København, truer det (sammen med andre forhold) rigsfællesskabets fortsatte beståen”. De to’s konklusionen lød bl.a.”…vi skal gøre det sværeste af alt: tie stille!”

Groft sagt: Hensynet til borgerne i Ukraine og Danmarks medvirken til at forebygge anden russisk aggression i Europa må vige til fordel for rigsfællesskabet og Grønlands interesser.

Om forsvarets analytikere mener det samme, eller hvordan de i øvrigt fortolker Rusland, må vi nu vente lidt længere på at få at vide, men det er indlysende, at der her er stof til adskillige politiske slagsmål på Christiansborg.

Forsvaret arbejder selvfølgelig ikke med den mulighed, at Rusland angriber Grønland. Den slags hører fortsat kun til i afdelingen for tossede overskrifter. Men i den tunge ende af analysen ligger alligevel spørgsmålet om, hvordan Danmark i fremtiden skal hævde Grønlands suverænitet, som det hedder – og her spiller Ukraine også en rolle.

For civilister kan det lyde fremmedartet, men for forsvarets strateger er hovedopgaven i sidste ende at sikre, at Danmark konstant og effektivt viser sin vilje og evne til at forsvare sine yderste grænser – herunder de yderste dønninger i de grønlandske farvande. I sidste ende er det USA’s militær, der i krisetid vil skulle forsvare Grønland, men i fredstid er det det danske forsvar, der skal illustrere Danmarks – og dermed NATO’s – villighed til at holde russere og andre på afstand.

Det foregår konkret ved, at danske krigsskibe patruljerer langt oppe i de øde, grønlandske farvande med Dannebrog høj hævet, eller ved at fly eller hundeslæder fra Siriuspatruljen viser flaget. Forsvaret mener, at også denne opgave bør løses mere håndfast fremover; et nyt inspektionsskib er allerede bestilt, og som led i det store analysearbejde var to F16-fly i august for første gang i Grønland for at teste, om jagerfly i fremtiden skal indgå i denne og de andre opgaver i Arktis.

Teknisk set var det ingen succes. Folkene i Arktisk Kommando i Nuuk vil hellere have mindre og mere praktiske fly til Grønland – og så er der spørgsmålet om russerne. Hvad vil de ikke tænke, hvis den næste hypermoderne generation af danske jagerfly, indkøbt i USA og velegnede til samarbejde med USA’s forsvar– fremover bliver en del af Danmarks faste inventar i Arktis? Amerikanerne er allerede markant til stede i Grønland i kraft af Thulebasen; og skeptikerne rejste straks spørgsmålet: Skal det danske forsvar – efter Ukraine – ikke hellere undgå at provokere russerne?

Forsvarets svar på de mange spørgsmål ventes nu først engang i 2015.

Teksten her er også bragt som nyhedsanalyse i Information 28.10 2014