blog

Valgkamp i Grønland: Aleqa Hammonds værdipolitiske eksplosiver afløst af økonomiske bekymringer

november 27, 2014 • Af

I den seneste meningsmåling fra Grønland, offentliggjort onsdag, står det gamle Siumut-parti, der med undtagelse af fire år har siddet på magten siden 1979, til igen at blive det største parti i Grønland.

Man skal vare sig for meningsmålinger, men denne seneste gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at Siumuts nye formand og fungerende regeringschef i Nuuk, den politiuddannede Kim Kielsen, midt under valgkampen indrykkede en tankevækkende kronik i Grønlands førende avis, Sermitsiaq: “Råstof skal fortsat være en bærende erhvervssøjle, men vi må erkende, at det er en langvarig proces…fiskeriet er stadig vores vigtigste ressource til beskæftigelse og indtægter til landskassen. Dette erhverv vil fortsat skulle være et bærende erhverv”, skrev han bl.a.

Det kunne lyde banalt, men her var tale om opsigtsvækkende pragmatisme og en mærkbar distance til det stærke håb om hurtige penge fra miner og olieboringer, der prægede valgkampen forud valget af Kielsens forgænger, Aleqa Hammond, i marts 2013.

Forestillingerne om hurtig cash fra undergrunden var den helt nødvendige forudsætning for Aleqa Hammonds kraftfulde vision om ‘uafhængighed i min levetid’. Den potente kombination af store tal og stærke visioner blev hendes varemærke, understøttet af en (kortlivet) regerings-alliance bl.a. med de grønlandske nationalister i Partii Inuit. I denne ideologiske malstrøm genopstod også ideen om en forsoningskommission til granskning af overgreb i kolonitiden og en indædt sprogdebat blussede op. Det implicitte spørgsmål lød, hvorvidt man kan være fuldgyldig medlem af det grønlandske samfund, selvom man ikke taler flydende grønlandsk. Mange grønlændere, især i hovedstaden Nuuk, taler i dag kun lidt eller intet grønlandsk (inklusive medlemmer af den politiske elite), og de stadige antydningerne af, at de ikke er fuldbyrdede medlemmer af fællesskabet, satte voldsomme følelser i kog.

Sprogstriden afspejles også i den aktuelle valgkamp. Det fremstormende nye parti Naleraq har genoplivet tanken om et forbud mod dansk tale i Inatsisartut, det grønlandske parlament, og et ønske om at udfase dansk til fordel for engelsk. Grønlandsk er det officielle sprog i Grønland, men den halvdel af grønlænderne, der kun taler et rudimentært dansk, støder ofte på vanskeligheder; her er sprængstof til masser af valgkamp, men det er værd at bemærke, at Kim Kielsens valgkamp har været som støvsuget for disse identitetspolitiske eksplosiver. Forsvaret for sproget, de grønlandske værdier og traditioner står Kim Kielsens hjerte nær; han afbryder gerne møder med udenlandske honoratiores for at gå på jagt, han har en vældig kummefryser med rensdyr, fisk, moskus og bær få meter fra sit ministerkontor, så han aldrig skal mangle grønlandske fødevarer selv på lange arbejdsdage. Besøgende forstår hurtigt, at han opfatter sin egen tætte forbundenhed med naturen som en vigtig kvalitet, men han har i valgkampen ikke forsøgt at høste hurtige stemmer på de mest kontroversielle værdipolitiske temaer. Tværtimod har han i de grønlandsksprogede tv-debatter optrådt med en dåse grønlandsk stenbiderrogn, der sælges dyrt i Danmark, mens han taler varmt om, hvordan fiskerne og landskassen burde tjene mere på fiskeeksporten.

Fisk, fiskekvoter, selvforsyning, fiskernes vilkår i de små bygder; børn og unges uddannelse, underskuddet i landskassen – her ligger tyngden i valgdebatten.

På Christiansborg vil Kim Kielsens og de øvrige politikeres fornyede fokus på de akutte økonomiske udfordringer skabe håb om en dialog med det næste styre i Nuuk mere fokuseret på alt det, den danske regering og partierne på Christiansborg finder så presserende: Beskæringer af Grønlands offentlige sektor og af overførselsindkomsterne, privatisering af de offentligt ejede selskaber, private jobs, folkeskolen mv. Halvdelen af en ungdomsårgang i Grønland får stadig ingen uddannelse efter folkeskolen, og som Informations læsere vil vide, er udsigterne for den grønlandske økonomi grufulde. Hvis ikke den næste regering hurtigt iværksætter en bølge af omstillinger og nedskæringer, der mindst matcher Helle Thornings ‘reformamok’, truer et lammende underskud Grønlands fortsatte udvikling. Som Torben M. Andersen, formand for Grønlands Økonomiske Råd, i disse dage advarer om, er der bestemt realistisk håb om, at den gryende mineindustri i Grønland vil stabilisere Grønlands økonomi på længere sigt – men lige nu gælder det om at afværge en akut truende økonomisk deroute. Præcis som Kim Kielsens kronik afspejlede, og som lederen af Grønlands andet store parti, Inuit Ataqatigiit, tidligere folketingsmedlem Sara Olsvig, længe har sagt. Hendes parti førte indtil for få dage siden pænt i meningsmålingerne.

Sara Olsvig markerede sig allerede tidligt i år som varm og veltalende tilhænger af en række forslag fra den kontroversielle rapport, Til Gavn for Grønland, hvor 14 forskere med geologen Minik Rosing i spidsen kritisk granskede råstoffernes potentiale og abrupt punkterede de mere optimistiske prognoser fra Aleqa Hammonds værksted i Nuuk.

Sara Olsvig argumenterer ligesom Minik Rosing og forskerne for en fokuseret udvikling af fiskeriet, turismen og skolerne – alt sammen i tråd med de anbefalinger, hun også ville få fra Christianborg, hvis hun rådførte sig der. Ligesom Kim Kielsen, Torben M. Andersen, Minik Rosing og mange andre hæfter Sara Olsvig sig selvsagt ved, at mineralerne i Grønlands undergrund stadig vækker global interesse. Det australsk selskab Ironbark har netop søgt om tilladelse til at udvinde zink i tæt på Grønlands nordspids; kinesisk kapital og ekspertise står angiveligt klar i skyggen. Grønlands miner er langt fra aflyst, men politikerne er lige nu mere optaget af at få afstemt forventningerne til virkeligheden. Sara Olsvig har tabt lidt terræn i de seneste dage, fordi der efter et interview i Politiken opstod uklarhed om hendes holdning til uran og planerne om en vejledende folkeafstemning, men hendes valgkampsbudskaber om, hvad der er ‘den nødvendige’ økonomiske politik i Grønland adskiller sig ikke fundamentalt fra Kim Kielsens. Og ingen af dem har altså opsøgt de værdipolitiske platforme, som ellers skaffede Aleqa Hammond det højeste stemmetal i Grønlands historie.

For de danske politikere, der er optaget af at forhindre et økonomisk kollaps i Grønland og de problemer, kollapset ville skabe for Danmark og dem selv, virker det formentligt betryggende. Uanset om den næste formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering, hedder Sara Olsvig eller Kim Kielsen kan de danske ministre og politikere se frem til at mødes med det næste styre i Nuuk om genkendelige dagsordner og prioriteringer, der afspejler en mere fælles erkendelse af de skarpe økonomiske realiteter.

Og Aleqa Hammond? Hun stiller ikke op til valget i dag. Men om få måneder er der folketingsvalg. Hvis den igangværende revisionsundersøgelse af hendes bilagsrod, der førte til hendes regerings opløsning, konkluderer, at hun ikke har begået noget strafbart, er der for så vidt intet, der forhindrer hende i at stille op til en af Grønlands to pladser i Folketinget i 2015. Hun er fortsat medlem af Siumut, og partiet har altid siddet på mindst én af de to grønlandske pladser.

Dette blogindlæg optrådte også i let revideret form som nyhedsanalyse i Information 28.11 2014.