blog

Uran-aftale viser magtforskydningen i rigsfællesskabet

februar 5, 2016 • Af

 

En ny uran-aftale mellem Danmark og Grønland illustrerer, hvor glimrende rigsfællesskabet fungerer, når det er bedst, men også hvordan magtfordelingen i riget forskydes.

Aftalen blev underskrevet for få dage siden af danske og grønlandske ministre efter mere end to års intense forhandlinger, der er forløbet først som skrig og skrål i offentligheden, siden i diskretion for nedrullede gardiner.

Dramaet rækker tilbage til 2013.

Den kontroversielle, grønlandske stemmesluger, Aleqa Hammond, var netop blevet formand for Naalakkersuisut, den grønlandske regering. Hun ønskede, at Grønland skulle blive selvstændigt i hendes egen levetid, og for at forcere udviklingen, satte hun turbo på alle olie- og mineralmuligheder. Hun varslede, at hun vil have ophævet forbuddet mod udvinding af uran i Grønland.

Helle Thorning-Schmidts regering brød sig ikke om planerne. Grønlænderne overtog med Selvstyreloven i 2009 alle rettigheder til rigdommene i undergrunden, men regeringen var helt uforberedt på uransagen og stærkt pikeret. I Danmark var atomkraft er bandlyst, og Danmark stod helt fremme i den internationale indsats for at forhindre spredning af atomvåben. Udenrigsministeren – Villy Søvndal – sattte sammen med statsministeren alt ind for at forpurre Aleqa Hammonds planer. De fik udarbejdet juridiske rapporter, der fastslog at udvinding og eksport af uran har sikkerhedspolitisk betydning: skidtet kunne jo falde i de forkerte hænder. Og da sikkerheds og udenrigspolitik fortsat er et anliggende for den danske regering, forlangte de at få det sidste ord i sagen.

Kort før den afgørende afstemning i Inatsisartut, det grønlandske parlament, rejste Villy Søvndal til Nuuk i et sidste forsøg på at inddæmme katastrofen, men Aleqa Hammond lod sig ikke bremse. Efter mindre end et år som formand samlede hun et snævert flertal for en ophævelse af uran-forbuddet, og pludselig var det ikke længere ulovligt at udvinde uran i Grønland.

Aleqa Hammond havde på sit formfuldendte engelsk i øvrigt på forhånd meddelt det internationale samfund, at Grønland snart ville være at finde blandt de 10 største uraneksportører i verden.

 

Højesteret

 

Den danske regering var i tovene. Helle Thorning-Schmidt holdt ubehagelige møder med Aleqa Hammond, og på et pressemøde kunne de kun sige, at de var enige om være uenige. Helle Thorning-Schmidt afprøvede flere pressionsmidler; Aleqa Hammond truede til gengæld med at indkalde dommerne i Højesteret som mellemmænd.

I begge lejre var vitale interesser på spil. I Grønland bredte mistanken sig, at danskerne ikke blot fokuserede på uranen, men reelt forsøgte at rulle grønlændernes ret til deres egen undergrund tilbage. Hvis Danmark først overtog kontrollen over uranen, hvad ville så det næste blive? Er olie ikke også sikkerhedspolitik? Eller sjældne jordarter, der både anvendes i vindmøller og i missilsystemer?

I Danmark ringede flere alarmklokker: Man frygtede for et udvindings- og eksportforløb helt ude af trit med den række af internationale konventioner om kontrol med nukleare materialer, som Danmark for længst havde undertegnet, men som Grønland ikke var omfattet af. Af årsager, som offentligheden ikke fik klarhed over, var Grønland i flere tilfælde undtaget disse aftaler, og rygterne gik, at amerikanerne og deres kernevåben på Thulebasen måske igen spillede en rolle, men det blev aldrig dokumenteret. Bundlinjen lød, at den danske regering har en række skarpe forpligtelser overfor det internationale samfund, som det ville være mere end vanskeligt at lade Nuuk overtage. Nationens omdømme var spil, og så var det også vigtigt at fastholde en klar kompetencefordeling mellem Grønland og Danmark: Danmark kunne ikke give køb på kontrollen over forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Endelig fandt diplomatiet så et låg til konflikten.

Man aftalte med Grønland, at sagen nu ville blive analyseret til bunds og brækket ned i sine mange, mange forskellige del-elementer. Herefter kunne man forhandle hvert enkelt element for sig, og forhåbentlig med tiden enes om en ordning for hvert enkelt punkt, som til sidst ville gøre det muligt at komme videre i fordragelighed.

Og det er præcis, sådan det hele nu er endt.

 

Blød landing

I dag roser medlemmer af den regerende koalition i Nuuk ikke bare den ny aftale, men også det diplomatiske arbejde, der er gået forud. Det er usædvanligt: Nuuk er ofte kritisk. (Den grønlandske opposition med IA-formand Sara Olsvig i spidsen er derimod skeptiske overfor uran-aftalen – og uranudvinding i det hele taget).

Med den nye uran-aftale kan den regerende koalition roligt fortsætte de undersøgelser, der skal vise, om det er muligt at finde kompetente mineselskaber, der kan og vil udvinde uran i Grønland. De grønlandske myndigheder må selv afgøre, om der er selskaber, der tilfredsstiller grønlændernes miljø- og sikkerhedskrav. Og de private selskaber kan nu få et brev om, at der ikke er flere forviklinger med Danmark.

Den grønlandske ledelse har desuden fået en række forsikringer om, at Danmark respekterer det grønlandske folks rettigheder til rigdommene i den grønlandske undergrund. Det rokker uran-aftalen ikke ved.

Til gengæld har det grønlandske styre skrevet under på, at den danske regering har det sidste ord, når det gælder eksport af uran fra Grønland. Grønlænderne har fra begyndelsen været enige i, at de internationale konventioner selvsagt skal overholdes, og de overlader det nu til den danske regering at sikre, at det også sker hvis/når der finder eksport af uran sted fra Grønland. Med den nye aftale er det op til den danske regering – og de danske efterretningstjenester – at vurdere ikke mindst om fremtidige eksportaftaler er indgået med legitime købere. Danmark har på det punkt, det sidste ord.

En del af involverede er undervejs i de langstrakte forløb nået til den fælles erkendelse, at der næppe nogensinde ville været opstået uenighed om, hvem man med rimelighed kan sælge uran til – uanset, hvem der havde det sidste ord.

Problemet har fra begyndelsen i manges øjne primært været et udtryk for mangel på gensidig tillid; en arv fra den vanskelige, fælles fortid.

Om aftalen så også vil løse alle problemer, hvis eller når uranudvinding i Grønland bliver til noget, det kan selvsagt kun tiden vise.

Uranaftalen består af flere del-aftaler. De er alle præsenteret her: http://www.diis.dk/node/6258