Søg efter Tag

Taksøe

blog

Taksøe: Vi er verdens 12. største nation

maj 13, 2016 • Af

”Danmark og Grønland udgør tilsammen en arktisk stormagt, og det er på tide, at Danmark tager det ansvar på sig, der følger med.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussens ”udenrigsgransker” Peter Taksøe-Jensen gentog denne udlægning af kongerigets position i Arktis mange gange i dagene efter, at han offentliggjorde sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik. Onsdag den 4. maj talte jeg med ham om de arktiske vinkler i hans anbefalinger:

”Det er en god måde at skabe en overskrift på, men jeg mener det faktisk også”, siger han. ”Vi ER en regional stormagt i Arktis. Der bor relativt få mennesker i Arktis, og sammen med Grønland fylder vi rigtigt meget. Det er jo ikke noget, vi tænker meget over i hverdagen, men det giver et større medansvar for udviklingen i hele regionen og større muligheder for at påvirke situationen, end vi har så mange andre steder – f.eks. i Østersøen”.

I sin rapport til Lars Løkkes regering fremhævede Peter Taksøe-Jensen, hvordan Danmark, Færøerne og Grønland tilsammen er det 12. største land i verden og det tredjestørste i NATO. Direkte adspurgt har han svært ved at forklare, hvorfor størrelsen i sig selv er så afgørende, men han vender hele tiden tilbage til den. Vores position i Arktis er med til at sikre Danmarks ”internationale gennemslagskraft,” siger han. Størrelsen forpligter også, og derfor er det vigtigt at understrege den: ”Det er med til at illustrere, hvor stor en opgave, forsvaret har i Arktis. Der er et markant gab mellem det, vi gerne vil i Arktis, og det forsvaret er i stand til i øjeblikket,” siger han.

I sin rapport anbefaler han bl.a., at de danske fregatter får en besætning mere, så flådens mulighederne for at operere i de grønlandske farvande udvides, og at Arktisk Kommando får udstyr til selv at hente satellitdata ned fra rummet og dermed skabe et klarere billede af, hvad der rører sig i Grønland til lands, til vands og i luften: ”Jeg argumenterer ikke for, at vi skal militarisere det arktiske. Der er ingen alvorlige tegn på, at russerne truer vores suverænitet,” siger Peter Taksøe-Jensen, men han anbefaler alligevel, at Arktisk Kommando får øgede kræfter. Han peger på de civile opgaver, som forsvaret løser i Grønland – især fiskerikontrol og søredningstjeneste – og på, hvordan isens forsvinder gør det nødvendigt med patruljering i stadig større farvande langs Grønlands kyster. Endelig spiller NATO’s forringede forhold til Rusland en rolle: ”Det kan ikke udelukkes, at Rusland vil være villig til at forfølge snævre nationale mål i Arktis”, som det hedder i Peter Taksøe-Jensens rapport. Hermed lægger hans arktiske anbefalinger sig i forlængelse af hans anbefalinger til den samlede, danske udenrigspolitik: Rusland har i de seneste år i Krim, Ukraine og Syrien i Peter Taksøe-Jensen øjne fundamentalt ændret det sikkerhedspolitiske scenarie, som dansk udenrigspolitik bør forme sig efter.

Selv er han stærkt optaget af de gevinster for Grønland, en øget dansk indsats i Arktis kan føre med sig, og som kan være med til at bevare rigsfællesskabet: ”Den største trussel mod vores interesser i Arktis er ikke russerne, men udsigten til at rigsfællesskabets sammenhængskraft bliver svækket. Vi skal fortsætte af den vej, hvor vi siger, at hvis nogen vil være uafhængige, så skal de have lov til det, men jeg mener, at det vil være rigtigt skadeligt både for Danmark og for Grønland, hvis det skulle ske,” siger han.

Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til den danske regerings udenrigspolitik førte til kritik bl.a. fra den ansvarlige for Grønlands udenrigspolitik, Vittus Qujaukitsoq, og folketingsmedlem Aleqa Hammond fra Siumut, der begge hæfter sig ved, at Taksøe-Jensen tager udgangspunkt i ”danske interesser”. I sin rapport nævner Peter Taksøe-Jensen ikke Itilleq-erklæringen fra 2003, hvor den danske udenrigsminister Per Stig Møller skrev under på, at Grønland principielt bør inddrages på ligeværdig basis i udenrigspolitiske overvejelser, når det er relevant. Peter Taksøe-Jensen er til gengæld fuldt opmærksom på, at det dansk-grønlandske samarbejde om udenrigspolitikken endnu ikke er optimalt:

”Hvis du læser mellem linjerne i min rapport, så vil du se, hvor meget jeg går op i at sikre de positive effekter, vi kan skabe for Grønland ved en stærkere indsats i Arktis,” siger han. Her peger han bl.a. på, hvordan nye satellitter til det danske forsvar i Arktis også kan betyde bredbåndsforbindelse til de grønlandske bygder, og hvordan en stærkere diplomatisk indsats i Arktis kan være med til at sikre, at grønlandske fiskere også i fremtiden får lov at fiske i de arktiske farvande, hvis Danmark kan moderere de kræfter, der hellere ser fredning og naturreservater end økonomisk udvikling i Arktis.

Peter Taksøe-Jensen har selv som ambassadør i Washington frem til 2015 skulle håndtere det dilemma, der i en årrække har skilt Danmark og Grønland: Hvor stor indflydelse skal Grønlands Selvstyre have på kongerigets udenrigspolitik?

”En overgang var jeg persona non grata hos den grønlandske udenrigsminister, fordi jeg holdt et møde med Pentagon om servicekontrakten på Thule Air Base – på Pentagons opfordring”, siger han. ”Hvis jeg skulle have fulgt logikken i Nuuk, skulle jeg have sagt nej tak, men jeg mener ikke, at det ville have været rigtig varetagelse af Danmarks interesser – og heller ikke af Grønlands.”

Peter Taksøe-Jensen er varm fortaler for, at Grønland inddrages i alle sager, hvor Grønlands interesser er på spil, og han kan udmærket forestille sig, at en grønlænder en dag får jobbet som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det kan jeg sagtens se for mig, hvis man kan finde en person med de rette kvalifikationer”.

Samarbejdet skal foregå ”på ligeværdig basis”, men ligeværdigheden har også en grænse: Grønland skal kun involveres, når grønlandske interesser er på spil: ”Jeg husker engang, da Villy Søvndal som udenrigsminister skulle mødes med Hillary Clinton, og Nuuk forlangte at komme med til mødet, fordi der var ét arktisk spørgsmål på dagsordenen. Så går det jo for vidt,” siger han.

Han anbefaler, at Udenrigsministeriet sætter langt flere folk på det daglige arbejde med at passe de arktiske sager, og især kontakten til Grønland: ”Vi skal tale mere sammen, holde flere møder. Vi skal kende hinanden bedre. Der er sket mange fremskridt i de seneste år, men vi er stadig ikke gode nok til at koordinere med Grønland. Udenrigsministeriet har kun fem mand, der håndterer alle de arktiske sager i dag – men 50 mand på Mellemøsten,” siger han.

I sin rapport anbefaler han også oprettelsen af en arktisk investeringsfond, hvor danske pensionskasser, regeringens Vækstfond og private fonde kan finde sammen om investeringer i Grønland. Både til gavn for Grønland og for at holde sammen på rigsfællesskabet. En sådan fonds-konstruktion har været på tale længe –  også med grønlandske fortalere – og nu får den altså ekstra rygvind i Taksøe-Jensens anbefalinger.

 

Tanken om en mere aktiv diplomatisk indsats i Arktis opfylder alle de tre hovedkrav, Taksøe mener, at en sag skal opfylde, før den bør prioriteres højt i udenrigspolitikken. Der er vigtige, nationale interesser på spil: Alene bevarelsen af freden i Arktis er af vital interesse for både Grønland og Danmark, forklarer han. Der er også gode chancer for at løse vigtige opgaver i partnerskab med andre: Danmark arbejder i Arktisk Råd allerede sammen med USA, Canada, Rusland og alle de nordiske lande. Endelig kan Danmark i Peter Taksøe-Jensens optik gøre en reel forskel i Arktis. Selv var han sammen med daværende udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008. Det var i denne erklæring, underskrevet i Ilulissat på Grønlands vestkyst, at ministre fra Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland forpligtede sig til at følge FN’s regler for fredelig grænsedragningen ved Nordpolen i Det Arktiske Ocean, og hvor de i øvrigt overfor resten af verden fastslog deres egen forrang til ressourcerne og til at den fremtidige regulering i Arktis.

 

Interviewet med Peter Taksøe-Jensen er også bragt i Information og Sermitsiaq.


blog

Fem (mindst) nyheder i Taksøe’s arktiske vision

maj 2, 2016 • Af

 

I klassisk, journalistisk forstand støder man på mindst fem gedigne nyheder i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til Danmarks fremtidige indsats i Arktis, der blev offentliggjort i dag.

For det første fastholder han, at Danmark, Grønland og Færøerne sammen udgør ’en arktisk stormagt’. Ingen dansk diplomat på Peter Taksøe-Jensens niveau har tidligere betjent sig af så bombastiske vendinger om nationens rolle i det arktiske. Man kan i hans rapport læse, at rigsfællesskabet udgør ’verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA’.  Peter Taksøe-Jensen (PTJ) anbefaler, at kongeriget skal ’bevare og udvikle sin position om en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med. Det fordrer et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og rigsfællesskabet.’

Dette markante fokus på betydningen af nationens geografiske udstrækning i Arktis er ny i dansk politik. Martin Lidegaard var som udenrigsminister af samme opfattelse, men gjorde ikke meget ud af denne pointe; statsminister Lars Løkke Rasmussen har også talt om betydningen af Grønland og Færøerne for Danmarks rolle i verden, men slet ikke med det eftertryk, PTJ benytter sig af.

Lige så overraskende og også i kontrast til hidtidig dansk politik anbefaler PTJ, at Danmark nu bør forsøge at afkorte en meget lang  FN-proces om grænserne ved Nordpolen og i stedet søge en hurtigere løsning sammen med andre af de arktiske stater – måske også Rusland.

Danmark lancerede i december 2014 overfor FN’s sokkelkommission et overraskende stort krav om 895.000 kvadratkilometer af havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean Det skete på et tidspunkt, hvor det stod klart, at kravet i meget høj grad ville overlappe med Ruslands ønsker. Et års tid efter lancerede Rusland helt som ventet sine ønsker, og Danmark og Rusland geråder derfor nu i en betydelig interessekonflikt om havbunden på klodens top.

Danmarks dilemma er ikke mindst, at Rusland ifølge FN’s regler vil få sine krav til havbunden behandlet i FN-systemet mange år, før Danmarks krav kommer til behandling. Det er ikke heldigt. Hvis Rusland først får at vide af FN’s eksperter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel og dernæst får otte-ti år til at vænne sig til tanken, kan det blive vanskeligt for Danmark at gøre sin ret gældende, uanset om FN’s eksperter til sin tid måtte bekræfte, at havbunden ved Nordpolen hænger lige så meget sammen med Grønland som med Sibirien.

Derfor foreslår PTJ nu, at Danmark sammen med andre af de arktiske stater søger at speede FN’s arbejde med at vurdere kravene op. Ingen dansk diplomat eller politiker har tidligere på samme måde gjort sig til talsmand for en sådan aktiv tilgang. Tværtimod har Danmark både under SR-regeringen og den nuværende været fortaler for en rolig og afventende tilgang til behandlingen i FN’s sokkelkommission.

I et tredje brud med hidtidig praksis anbefaler PTJ et nyt forum for sikkerhedspolitiske diskussioner i Arktis. Kontante diskussioner om den militære og sikkerhedspolitiske situation i Arktis har hidtil være forvist til korridorerne under sessioner i Arktisk Råd, fordi Rådet ifølge sit eget mandat ikke er bemyndiget til at lægge ramme til debat om den ’hårde’ del af sikkerhedspolitikken. Ideen om et sikkerhedspolitisk, arktisk forum har været vendt og drejet i de arktiske nationer i mange år, uden at nogen dog har forfulgt tanken. PTJ mener, at tiden er kommet, ikke mindst fordi ’Rusland andre steder har vist sig parat til at tilsidesætte internationale spilleregler’. PTJ mener, at et  nyt Arktisk sikkerhedspolitisk forum vil kunne få ’tillidsskabende effekt’, selvom tanken altså ikke hidtil har fundet næring andre steder i Arktis.

Som en fjerde konkret nyskabelse foreslår PTJ, at Danmark i 2018 indkalder til en konference mellem de fem arktiske kyststater til fejring af 10-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008, der blev til på dansk foranledning. Det var ved den lejlighed, at kyststaterne (Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland) alle skrev under på, at de ville følge FN’s regler for grænsedragningen i Det Arktiske Ocean og samtidig enedes om at afvise ideen om nye, internationale Arktis-traktater i stil med den internationale Antarctic Treaty eller andre instrumenter, der kunne udvande de arktiske staters folkeretlige forrang i Arktis. PTJ var som chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste sammen med udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag Ilulissat-erklæringen: PTJ har førstehåndskendskab til erklæringens banebrydende effekt i det arktiske samarbejde og dens medvirken til fastholdelse af Danmarks relativt store indflydelse i regionen.

Endelig – som en femte nyskabelse – foreslår PTJ en særlig arktisk fond, hvor igennem danske pensionskasser, Vækstfonden og private fonde i fællesskab kan øge deres investeringer i Arktis – herunder i Grønland. Det er værd i den sammenhæng at bemærke, at den administrerende direktør for PensionDanmark, der hører til de største af de danske pensionskasser, Torben Möger Petersen, har siddet som fast medlem af PTJ’s rådgivende følgegruppe.

PTJ leverer også konkrete forslag til, hvordan Arktisk Kommando i fremtiden bør udrustes, herunder hvordan øget brug af satellitter til overvågning i Grønland også kan udnyttes til at sikre bedre internetdækning til det grønlandske civilsamfund, men her er der i en hvis grad tale om forslag som forsvarets egne aktører tidligere har luftet.

Flere detaljer og nuancer følger. På onsdag – den 4. maj – vil PTJ uddybe sine tanker om rigsfællesskabet og indsatsen i Arktis. De hurtige, der sikrer sig billetter, kan overvære denne særligt arktiske præsentation ved et offentligt møde i Dansk Udenrigspolitisk Selskabs nye ungdomsafdelingen. 450 har allerede meldt sig til:

http://udenrigs.dk/danmarks-udenrigspolitiske-interesser-arktis/

 


blog

Om Kim Leine, Peter Taksøe og rigsfællesskabet

april 26, 2016 • Af

 

To forskellige fortællinger om det dansk-grønlandske forhold kæmper om vores opmærksomhed i disse dage. Den ene fremføres af centrale aktører i statsapparatet, herunder regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver Peter Taksøe-Jensen. Han vil senest 1. maj vil fremlægge sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik, og i januar sagde han til Politiken, at ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”. Denne tænkning om rigsfællesskabet flugter med meldinger fra både Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen, og regeringen vil givetvis straks forfølge anbefalingen. Danmarks indflydelse i verdenssamfundet skal øges via vores arktiske forbindelser.

Bagved ligger en forestilling om et rigsfællesskab, hvor Grønland og Danmark agerer dynamisk og fremadrettet i lydefri alliance. Grønland og Danmark er i denne fortælling tæt forbundne af den fælles historie, et fælles verdenssyn, demokratiske idealer og gensidig respekt.

Nuuk og København forfølger i denne fortælling samme politiske mål for samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA. Danmark og Grønland vil som en stærk enhed forfægte samme ideer om fiskeri og klima, forsvarets arktiske prioriteter, balancen mellem natur og olie- og mineraludvinding, hvalfangst, de oprindelige folks vilkår, nye fragtruter m.m.

Visionen indeholder ikke mange muligheder for, at Danmark træffer beslutninger hen over hovedet på Nuuk som i gamle dage; i stedet konsulterer parterne hinanden som fæller, der anerkender, at de deler skæbne og begge vinder ved det. Danske diplomater fører sig ikke frem på vegne af denne arktiske stormagt uden Grønlands tilslutning, og grønlandske politikere siger ikke det modsatte af de danske i Arktisk Råd, på udenlandske ambassader, i aviserne eller på internationale konferencer.

Flere markante resultater i den seneste tid – herunder den afklaring om magten over den grønlandske uran´, der blev opnået i januar –  støtter visionen, men den står ikke alene.

Den anden fortælling høres bl.a. fra de grønlandske politikere. De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra oppositionspartiet IA, bruger primært energi på at påpege fejl og mangler i rigsfællesskabet. Aaja Chemnitz kritiserer hårdt Danmarks forvaltning af retssystemet i Grønland, der har ført til årelange ventetider ved domstolene, og Aleqa Hammond var fornylig så harm over den i hendes øjne barokt underprioriterede søredningstjeneste i de grønlandske farvande, at hun forudså en opløsning af rigsfællesskabet.

”Rigsfællesskabet står ved en skillevej. For hvis ikke Danmark kan se ideen med at have et rigsfællesskab og leve op til sit ansvar overfor Grønland, er der andre lande der kan”, skrev hun i en kronik, der blev trykt både i Danmark og i udlandet på www.highnorthnews.com.

Fra Nuuk lyder både lovord og kritik af fællesskabet. Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Naalakkersuisuts, Selvstyreregeringens, udenrigspolitik, anbefaler i den kommende udgave af tidskriftet ’Udenrigs’, at ”danske politikere og diplomater får bedre indsigt og grundlæggende kompetencer om rigsfællesskabets opbygning og ansvarsfordeling”. Danskerne mislæser altså ifølge en af de tungeste politikere i Nuuk løbende den indbyrdes relation. Qujaukitsoq roser en række fremskridt i samarbejdet og byder det nye danske fokus på Arktis varmt velkommen, men han peger også på svagheder: ”Hvis Danmark og Grønland skal stå stærkere i Arktis, skal man holde op med at se på samarbejdet imellem Danmark og Grønland som en konkurrence imellem to parter, der hver især har behov for at markere sig.”

”Hvis Danmarks ambitioner om at blive taget alvorligt som en ’arktisk stormagt’, skal opfyldes, bliver man i langt højere grad fra dansk side nødt til at anerkende Grønland som den arktiske rigsdel Grønland er, med egne interesser, ressourcer, kompetencer og historisk viden.” Han kritiserer, at Udenrigsministeriet fornylig for tredje gang udpegede en dansker til posten som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det er i min optik besynderligt, at man ikke fra dansk side på noget tidspunkt har overvejet at tildele posten til en grønlænder,” skriver han.

 

I blødere indpakning men nok med større effekt hos det danske publikum fortsætter forfatteren Kim Leine med at udgive romaner, der insisterer på forskellene og de skæve akkorder i det dansk-grønlandske. Det tog for alvor fart med ’Profeterne i Evighedsfjorden’, der indbragte ham en række priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris. Hundredetusinder af læsere i Danmark og 20 andre lande, hvor bogen er oversat, fik her et saftigt indblik i, hvordan danskere og nordmænd som udsendinge for en ubehjælpsom, klodset og til tider voldelig kolonimagt tumlede rundt i Grønland i 1800-tallet.

I en ny roman om Grønland, ’De søvnløse’, der udkommer fra Gyldendal 26. april, beskriver Leine det dansk-grønlandsk forhold, som om det næres af lige dele kærlighed, forvirring og dissonans: Danskere i Grønland, der sjældent besværer sig med at lære sproget; et sundhedsvæsen afhængigt af danske pensionist-læger på vikar-ophold, og grønlændere, der gerne tvivlrådigt drømmer om uafhængighed fra Danmark. ”Jeg kan godt lide danskerne. Men jeg kan ikke lide Danmark. Og jeg er ikke dansker. Alligevel, hvis jeg er nødt til at vælge, tjah,” siger en af de centrale figurer. Denne korte hverdags-fremtids-roman skal nok få ben at gå på: Kim Leine lægger ud med at læse alle bogens 208 sider højt ved en marathon-læsning i København den 30. april.

Mere følger, når Kim Leine bliver færdig med opfølgningen til ’Profeterne i Evighedsfjorden’ – formentlig om et par år. Her vil han ifølge ham selv skrue tiden ca. 50 år tilbage til 1728. Dengang grundlagde den danske og ganske inkompetente guvernør Claus Paars i virkelighedens verden med en håndfuld soldater plus 12 straffefanger og 12 tvangsudskrevne kvinder fra fattighuset i København den første danske koloni i Grønland ved Godthåb på vestkysten. Historikeren Finn Gad har i hårrejsende detaljer beskrevet, hvordan elendig forberedelse og almen uduelighed førte til kaotiske forhold. Straffangerne og kvinderne, der var blevet tvangsgiftet ved lodtrækning i Holmens Kirke, og deres børn, der snart fulgte, måtte overvintre i den arktiske kulde på ekspeditionens uopvarmede træskib. Kun enkelte overlevede mere end nogle få år; børnene døde først. Drukkenskab, grov vold og skørlevned hørte til dagens orden også hos blandt officererne, og grønlænderne kunne blot se måbende til; i hvert fald de få, der overlevede de sygdomme, danskerne bragte med sig.

De to fortællinger om rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis modsætninger. De kan læses som supplerende, fordi den stadig afklaring af uenigheder kan opfattes som en nødvendig forudsætning for en fælles indsats overfor resten af verden. Men diskrepansen understreger, hvordan visionen om en øget fælles dansk-grønlandsk indsats i Arktis stiller den danske regering overfor et solidt dilemma: Hovedparten af de grønlandske politikere mener fortsat, at Grønland en gang i fremtiden bør løsrive sig fra Danmark. Danske politikere vil løbende skulle overbevise de grønlandske beslutningstagere om værdien af rigsfællesskabet for at forebygge dets opløsning. Nye indrømmelser til de godt 55.000 grønlændere, hvoraf mange altså taler højt om uafhængighed, kan derfor hurtigt blive aktuelle – mens regeringen samtidig skal overbevise de fem millioner danskere om det geniale i hele denne arktiske satsning.

Det sidste kan blive vanskeligt. Norge, som satte turbo på sit arktiske engagement for 10 år siden, har et indlysende behov for fred med naboerne i Rusland og ro om fiskeriet, olien og gassen i de norske farvande. Så glasklare interesser har Danmark ikke i Arktis. Her handler det om mere subtile dagsordner, om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft. Et økonomisk bonanza i den danske del af Arktis er ikke i syne.

Hvordan Peter Taksøe-Jensen selv ser på sagen, kan man skaffe sig et indblik i den 4. maj. Her fortæller han om sit syn på Danmarks rolle i Arktis ved et offentligt møde i København i Dansk Udenrigspolitisk Selskab – link til mere information og tilmelding følger her:

Danmarks udenrigspolitiske interesser i arktis

Dette blogindlæb er i forskellige varianter også bragt i Information og Sermitsiaq i Grønland.