blog

”Sidste år Krim, i år Arktis”

april 23, 2015 • Af

Fredagens topmøde i Arktisk Råd vil være præget af den aktuelle Ukraine-spænding mellem Rusland og de øvrige medlemmer rådet; det arktiske samarbejde er ikke længere isoleret fra det forværrede klima mellem Rusland og vesten.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har på sin lange flyrejse til Iqaluit, hovedstaden i det semi-autonome Nunavut stik vest for Grønland, haft god tid til at læse et af de seneste tweets fra den nye formand for Ruslands Arktis-kommission, Dmitrij Rogozin, der sidste weekend bl.a. meddelte at ”Arktis er Ruslands Mecca”.

Rogozin, der provokerede Norge ved at mellemlande på Svalbard uden varsel på vej til en russisk polar-station tæt på Nordpolen, tweetede først en hån mod Norge. Under sin omhyggeligt mediedækkede rejse, hvor også en præst fra den ortodokse russiske kirke deltog, formulerede han dernæst på russisk stats-tv’s kanal 1 et nyt tankevækkende stykke snow-how: ”Sidste år havde vi en historisk genforening med Sevastopol og Krim. I år vil vi præsentere et nyt syn og et nyt kraftfyldt tryk på udviklingen af Arktis. Det handler grundlæggende om det samme”.  (Www.BarentsObserver.com 21.4)

Når Martin Lidegaard, hans grønlandske kollega Vittus Qujaikitsoq og færøernes lagmand Kaj Leo Johannesen fredag lander i Iqaluit må de desuden forholde sig til det faktum, at den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, for første gang i mere end ti år har valgt at blive væk fra et topmøde i Arktisk Råd. Rusland har i stedet sendt en miljøminister; en neddrosling, der har sat fart i spekulationerne om, hvorvidt det fredelige samarbejde i Arktis nu for alvor bliver forpurret af dønnoingerne fra konflikten i Ukraine.

Danske og andre sikkerhedseksperter har i lang tid fastholdt, at udviklingen af olie, gas, mineraler og sejlruter i det russiske Arktis forudsætter fred og fordragelighed i regionen, og at ledelsen i Kreml derfor ville holde Arktis ude af konflikten med Vesten. Op til topmødet har stadig flere signaler dog udfordret denne analyse. Som Arktis-analytiker Jon Rahbek-Clemmensen fra Dansk Institut for Internationale Studier skrev i en analyse tidligere på ugen: ”Tidligere var både Rusland og de vestlige lande villige til at gå på kompromis for at bevare den gode stemning (…) Ukrainekrisen gør samarbejde sværere og landene mindre kompromisvillige.”

Andre kommentatorer hæfter sig især ved præsident Putins nylige udpegelse af den notorisk stor-talende Dmitrij Rogozin til chef for den russiske Arktis-kommission. Rogozin anses i Europa for en af hovedkræfterne bag destabiliseringen i det østlige Ukraine og er derfor personligt omfattet af EU’s sanktioner mod Rusland. Dertil lægges Rusland øgede militære aktivitet til vands og i det arktiske luftrum og nu Sergei Lavrovs bemærkelsesværdige fravær fra topmødet i Iqaluit.

Den russiske ledelse vil omvendt hævde, at de voksende vanskeligheder for det fredelige samarbejde i Arktis – hvis de for alvor bider sig fast – fremtvinges af provokationer fra vest: Senest har forsvarsministrene fra de fem nordiske lande, som alle er medlemmer af Arktisk Råd, i fællesskab erklæret, at Rusland udgør en trussel mod Europa, og at de derfor vil intensivere deres forsvarssamarbejde. Sverige og Finland gentænker deres forhold til NATO, mens en del af USA’s og EU’s sanktioner mod Rusland er direkte rettet mod de russiske energiselskabers udvikling af nye olie- og gaskilder i Arktis.

Formelt vil Martin Lidegaard og de øvrige ministre i Iqaluit, herunder USA’s udenrigsminister John Kerry, og den russiske mijøminister, der vikarierer for Sergei Lavrov, med stor sandsynlighed fastholde, at Arktis stadig er ’fredens region’, og at samarbejdet fortsætter uhindret af Ukraine-krisen. Man skal dog ikke kradse dybt i lakken for at spore uroen. Heather Conley, Arktis-ekspert ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, sagde eksempelvis forleden ifølge mediehuset Alaska Public Media, at hun havde svært ved at forstå, hvordan USA, der overtager formandsskabet i Arktisk Råd efter mødet i Iqaluit, kan fastholde, at Rusland er en partner i Arktis: “Jeg kæmper med konceptet ‘partner’; jeg ser ekstraordinært aggressive handlinger, tæt-på-sammenstød med civile luftfartøjer, en masse militære øvelser Arktis”, sagde hun. Alaskas repræsentant i det amerikanske senat, Lisa Murkowski, sagde ved same lejlighed, at “zone of peace”-konceptet efter hendes opfattelse kun giver mening, hvis ”begge lande har respekt for hinanden, og Rusland har ikke levet op til det krav”.

”Jeg spekulerer på, om ikke de har udnyttet, at vi har sagt, at vi gerne vil være deres ven og partner i alt dette. Hvis man vil være en partner, må man opføre sig en sådan, ” sagde hun.

Det arktiske samarbejde er dog langt fra aflyst, og meget taler for, at Rusland vil medvirke til at sikre, at grundstammen i samarbejdet består. De arktiske lande, inklusive Rusland, (og de arktiske folk, inklusive det grønlandske), har i de seneste ti år i stærk enighed promoveret Rådet som det centrale multinationale forum for rådslagning om den arktiske udvikling. På den måde har de forhindret, at den arktiske udvikling for alvor er blevet taget op af andre fora – herunder FN. De har gesvindt fastholdt magten over den arktiske udvikling – inklusive udviklingen i Det Arktiske Ocean, der åbner sig i takt med isens forsvinden. De har i hastigt tempo givet Arktisk Råd forstærket politisk indhold, og de arktiske staters forrang i regionen accepteres i dag bredt over hele verden: Kina, Japan, Korea og mange andre har lært at leve med, at de kun kan blive observatører i Arktisk Råd, mens Rusland og de øvrige arktiske stater som de eneste har tale- og stemmeret.

Rusland er mindst ligeså begejstret for denne nye, arktiske orden, som Danmark og de øvrige arktiske stater. Og bag den aktuelle politiske uenighed om Ukraine, knokler Arktisk Råds egentlige bidragsydere: Rådets basale funktion som producent af ny, videnskabelig forskning især om klimaet og miljøet i Arktis er bygget op siden 1996 og grundfæstet i solide, internationale forskernetværk. Det er disse netværk, der udgør det seje kit i organisationen og som vil være med til at sikre kontinuitet i hvert fald et stykke af vejen, selvom spændingerne efter Ukraine vokser.

Martin Lidegaard og de øvrige deltagere på topmødet i Iqaluit vil som på forrige topmøder høre om nye resultater fra Rådets ekspertgrupper; om IMO’s nye internationale sikkerhedsregler for skibsfarten i Arktis, som Arktisk Råd har været medvirkende til at fremelske, om den fælles indsats for at bygge beredskaber til brug mod oliekatastrofer og andre ulykker i de arktiske farvande. USA vil fremlægge formands-planer for styrkelse af Rådets nye permanente sekretariat i Tromsø, for øget indsats for klimaet og måske endda for en regional, bindende aftale om mere systematiske beskyttelse af havmiljøet i Det Arktiske Ocean. Michael Beyers, Canadas førende iagttager af det arktiske samarbejde, anslog forleden i Politiken, at Ukraine-krisen netop nu forstyrrer 20 pct. af det arktiske samarbejde, mens de øvrige 80 pct. fortsætter som vanligt, selvom det i øjeblikket er disharmonierne, der præger overskrifterne.

Dette blogindlæg er i forkortet version bragt som nyhedsanalyse i Information 24.4 2015.