blog

Om Kim Leine, Peter Taksøe og rigsfællesskabet

april 26, 2016 • Af

 

To forskellige fortællinger om det dansk-grønlandske forhold kæmper om vores opmærksomhed i disse dage. Den ene fremføres af centrale aktører i statsapparatet, herunder regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver Peter Taksøe-Jensen. Han vil senest 1. maj vil fremlægge sine anbefalinger til en ny dansk udenrigspolitik, og i januar sagde han til Politiken, at ”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”. Denne tænkning om rigsfællesskabet flugter med meldinger fra både Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen, og regeringen vil givetvis straks forfølge anbefalingen. Danmarks indflydelse i verdenssamfundet skal øges via vores arktiske forbindelser.

Bagved ligger en forestilling om et rigsfællesskab, hvor Grønland og Danmark agerer dynamisk og fremadrettet i lydefri alliance. Grønland og Danmark er i denne fortælling tæt forbundne af den fælles historie, et fælles verdenssyn, demokratiske idealer og gensidig respekt.

Nuuk og København forfølger i denne fortælling samme politiske mål for samarbejdet i Arktis med Rusland, EU, Kina, Canada, Norge og USA. Danmark og Grønland vil som en stærk enhed forfægte samme ideer om fiskeri og klima, forsvarets arktiske prioriteter, balancen mellem natur og olie- og mineraludvinding, hvalfangst, de oprindelige folks vilkår, nye fragtruter m.m.

Visionen indeholder ikke mange muligheder for, at Danmark træffer beslutninger hen over hovedet på Nuuk som i gamle dage; i stedet konsulterer parterne hinanden som fæller, der anerkender, at de deler skæbne og begge vinder ved det. Danske diplomater fører sig ikke frem på vegne af denne arktiske stormagt uden Grønlands tilslutning, og grønlandske politikere siger ikke det modsatte af de danske i Arktisk Råd, på udenlandske ambassader, i aviserne eller på internationale konferencer.

Flere markante resultater i den seneste tid – herunder den afklaring om magten over den grønlandske uran´, der blev opnået i januar –  støtter visionen, men den står ikke alene.

Den anden fortælling høres bl.a. fra de grønlandske politikere. De to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra oppositionspartiet IA, bruger primært energi på at påpege fejl og mangler i rigsfællesskabet. Aaja Chemnitz kritiserer hårdt Danmarks forvaltning af retssystemet i Grønland, der har ført til årelange ventetider ved domstolene, og Aleqa Hammond var fornylig så harm over den i hendes øjne barokt underprioriterede søredningstjeneste i de grønlandske farvande, at hun forudså en opløsning af rigsfællesskabet.

”Rigsfællesskabet står ved en skillevej. For hvis ikke Danmark kan se ideen med at have et rigsfællesskab og leve op til sit ansvar overfor Grønland, er der andre lande der kan”, skrev hun i en kronik, der blev trykt både i Danmark og i udlandet på www.highnorthnews.com.

Fra Nuuk lyder både lovord og kritik af fællesskabet. Vittus Qujaukitsoq, der er ansvarlig for Naalakkersuisuts, Selvstyreregeringens, udenrigspolitik, anbefaler i den kommende udgave af tidskriftet ’Udenrigs’, at ”danske politikere og diplomater får bedre indsigt og grundlæggende kompetencer om rigsfællesskabets opbygning og ansvarsfordeling”. Danskerne mislæser altså ifølge en af de tungeste politikere i Nuuk løbende den indbyrdes relation. Qujaukitsoq roser en række fremskridt i samarbejdet og byder det nye danske fokus på Arktis varmt velkommen, men han peger også på svagheder: ”Hvis Danmark og Grønland skal stå stærkere i Arktis, skal man holde op med at se på samarbejdet imellem Danmark og Grønland som en konkurrence imellem to parter, der hver især har behov for at markere sig.”

”Hvis Danmarks ambitioner om at blive taget alvorligt som en ’arktisk stormagt’, skal opfyldes, bliver man i langt højere grad fra dansk side nødt til at anerkende Grønland som den arktiske rigsdel Grønland er, med egne interesser, ressourcer, kompetencer og historisk viden.” Han kritiserer, at Udenrigsministeriet fornylig for tredje gang udpegede en dansker til posten som kongerigets arktiske ambassadør: ”Det er i min optik besynderligt, at man ikke fra dansk side på noget tidspunkt har overvejet at tildele posten til en grønlænder,” skriver han.

 

I blødere indpakning men nok med større effekt hos det danske publikum fortsætter forfatteren Kim Leine med at udgive romaner, der insisterer på forskellene og de skæve akkorder i det dansk-grønlandske. Det tog for alvor fart med ’Profeterne i Evighedsfjorden’, der indbragte ham en række priser, herunder Nordisk Råds Litteraturpris. Hundredetusinder af læsere i Danmark og 20 andre lande, hvor bogen er oversat, fik her et saftigt indblik i, hvordan danskere og nordmænd som udsendinge for en ubehjælpsom, klodset og til tider voldelig kolonimagt tumlede rundt i Grønland i 1800-tallet.

I en ny roman om Grønland, ’De søvnløse’, der udkommer fra Gyldendal 26. april, beskriver Leine det dansk-grønlandsk forhold, som om det næres af lige dele kærlighed, forvirring og dissonans: Danskere i Grønland, der sjældent besværer sig med at lære sproget; et sundhedsvæsen afhængigt af danske pensionist-læger på vikar-ophold, og grønlændere, der gerne tvivlrådigt drømmer om uafhængighed fra Danmark. ”Jeg kan godt lide danskerne. Men jeg kan ikke lide Danmark. Og jeg er ikke dansker. Alligevel, hvis jeg er nødt til at vælge, tjah,” siger en af de centrale figurer. Denne korte hverdags-fremtids-roman skal nok få ben at gå på: Kim Leine lægger ud med at læse alle bogens 208 sider højt ved en marathon-læsning i København den 30. april.

Mere følger, når Kim Leine bliver færdig med opfølgningen til ’Profeterne i Evighedsfjorden’ – formentlig om et par år. Her vil han ifølge ham selv skrue tiden ca. 50 år tilbage til 1728. Dengang grundlagde den danske og ganske inkompetente guvernør Claus Paars i virkelighedens verden med en håndfuld soldater plus 12 straffefanger og 12 tvangsudskrevne kvinder fra fattighuset i København den første danske koloni i Grønland ved Godthåb på vestkysten. Historikeren Finn Gad har i hårrejsende detaljer beskrevet, hvordan elendig forberedelse og almen uduelighed førte til kaotiske forhold. Straffangerne og kvinderne, der var blevet tvangsgiftet ved lodtrækning i Holmens Kirke, og deres børn, der snart fulgte, måtte overvintre i den arktiske kulde på ekspeditionens uopvarmede træskib. Kun enkelte overlevede mere end nogle få år; børnene døde først. Drukkenskab, grov vold og skørlevned hørte til dagens orden også hos blandt officererne, og grønlænderne kunne blot se måbende til; i hvert fald de få, der overlevede de sygdomme, danskerne bragte med sig.

De to fortællinger om rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis modsætninger. De kan læses som supplerende, fordi den stadig afklaring af uenigheder kan opfattes som en nødvendig forudsætning for en fælles indsats overfor resten af verden. Men diskrepansen understreger, hvordan visionen om en øget fælles dansk-grønlandsk indsats i Arktis stiller den danske regering overfor et solidt dilemma: Hovedparten af de grønlandske politikere mener fortsat, at Grønland en gang i fremtiden bør løsrive sig fra Danmark. Danske politikere vil løbende skulle overbevise de grønlandske beslutningstagere om værdien af rigsfællesskabet for at forebygge dets opløsning. Nye indrømmelser til de godt 55.000 grønlændere, hvoraf mange altså taler højt om uafhængighed, kan derfor hurtigt blive aktuelle – mens regeringen samtidig skal overbevise de fem millioner danskere om det geniale i hele denne arktiske satsning.

Det sidste kan blive vanskeligt. Norge, som satte turbo på sit arktiske engagement for 10 år siden, har et indlysende behov for fred med naboerne i Rusland og ro om fiskeriet, olien og gassen i de norske farvande. Så glasklare interesser har Danmark ikke i Arktis. Her handler det om mere subtile dagsordner, om international indflydelse, miljø, klima og rigets sammenhængskraft. Et økonomisk bonanza i den danske del af Arktis er ikke i syne.

Hvordan Peter Taksøe-Jensen selv ser på sagen, kan man skaffe sig et indblik i den 4. maj. Her fortæller han om sit syn på Danmarks rolle i Arktis ved et offentligt møde i København i Dansk Udenrigspolitisk Selskab – link til mere information og tilmelding følger her:

Danmarks udenrigspolitiske interesser i arktis

Dette blogindlæb er i forskellige varianter også bragt i Information og Sermitsiaq i Grønland.