Det var næsten som om, kredsen af arktiske nationer var ved at få et nyt medlem. Efter Brexit søger Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon nye alliancer. I sidste weekend fortalte hun godt 2000 beslutningstagere forsamlet i Island, at ”den nordligste del af Skotland er tættere på Polarcirklen end på London. Vi er en nation, der er stolt af sine nordiske forbindelser”. Hun charmerede sit publikum på en Arctic Circle-konference med referencer til Skotlands vikinge-fortid, mens hun forsikrede, at Skotland vil forstærke sin alliancer i Nordatlanten: ”Vores venskab og partnerskab med landene omkring os betyder meget for os. Vi vil ikke lade Brexit skade disse relationer.”
Sammen med udsendinge fra bl.a. Frankrig, Schweiz og Kina illustrerede Sturgeon, hvordan nye mønstre og alliancer øger dynamikken i Arktis, hvor klimaforandringerne for længst har sat turbo på omvæltningerne. Udfordringerne vokser, også for det danske rigsfællesskab.
Diplomater blandt konferencedeltagerne bemærkede, hvordan Kinas udsendte nu ikke bare taler om Kina som en near-Arctic stat, men som en sub-Arctic stat; dvs. en nation, der geografisk er knyttet til Arktis og som derfor bør inddrages endnu tættere i beslutninger i Arktis. Ding Nong, vicepræsident for Kinas store statslige rederi COSCO mindede om, at COSCO i år har sent fem vældige fragtskibe nord om Rusland til Europa ad Nordøstpassagen, mens guvernøren for Yamal-provinsen i Nordrusland, Dmitry Gobylkin, beskrev et gas- og olieeventyr, der har gjort Yamal til et knudepunkt i energiforsyningen til både Kina og EU.
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon mindede i en stærkt personlig tale om den hast, hvormed klimaforandringerne udvikler sig især i Arktis. Han beskrev Arktis som ”et sted, hvor vi ser både lovende muligheder og farer på samme tid”. Han advarede mod at overlade klima-kampen til politikerne: ”Don’t leave it to governments”, sagde han.
Dybe forandringer i det danske rigsfællesskab blev også markeret. Kuno Fencker, formand for bestyrelsen i det grønlandske fragtselskab, Royal Arctic Line (RAL), forklarede, hvordan RAL nu indkøber fragtskibe og lægger fragtruter sammen med det islandske fragtselskab Eimskib. RAL, der ejes af Naalakkersuisut, det grønlandske Selvstyre, er ved at bryde et fragtmønster helt tilbage fra Den Kongelige Grønlandske Handels monopol i Grønland. Næsten al fragt til og fra Grønland går stadig via Danmark; i de seneste 45 år via den såkaldte Grønlandshavn i Ålborg. Som Kuno Fleischer forklarede Information: ”Når vi importerer tøj fra EU, vil der ofte være 17 procent EU-told på, fordi vi ikke er medlemmer af EU. Hvis vi kan få de samme varer billigere andre steder, er det da interessant”. Islandske Eimskib ser bl.a. mod havne i USA, men opgøret med Danmarks-monopolet vil ifølge Kuno Fleischer også øge Grønlands muligheder i Asien: ”Vores nye samarbejde kommer til at betyde, at leadtime – leveringstid – til Grønland for en eksportør fra Asien vil blive op til 21 dage kortere.” En gammel trosse til Danmark er ved at blive kappet.
Samtidig fornyer Færøerne sin rolle i det arktiske. Færøernes politiske leder, lagmand Aksel Johannesen, understregede fra scenen i Harpa, Reykjaviks glitrende koncerthus, hvordan Færøerne engagerer sig i komplekse internationale forhandlinger om fisk og havforvaltning i Arktis, nu hvor polarisen mindskes og søtrafikken tager til. Færøerne deltager f.eks. aktivt i forhandlinger om fremtidens fiskeri ved Nordpolen. De fem stater med kystlinje mod Det Arktiske Ocean – Rusland, USA, Norge, Canada og det danske rigsfællesskab – har aftalt at forhindre fiskeri længst mod nord, indtil forskerne har styr på, hvordan fisken reagerer på isens forsvinden, og nu skal Kina, Japan, Sydkorea, EU og Island tages i ed. Thorshavn lægger hus til næste forhandlingsrunde i november og muligvis navn til en ny, international aftale. Samtidig arbejdes der på en ny færøsk grundlov, som efter den foreløbige plan skal til folkeafstemning næste år. Aksel Johannesen, der i udlandet tituleres the prime minister of the Faeroe Islands, havde egen taletid på hovedscenen i Reykjavik, og han nævnte ikke Danmark eller rigsfællesskabet med ét ord. Som en færøsk embedsmand sagde: ”Det er rigtigt positivt. Tidligere ville færøske politikere bruge megen energi på at forklare alt det, Danmark ikke tillod os. Nu taler vi hellere om alt det, vi foretager os af egen drift”.
Sturgeon, Ban Ki-moon, Johannesen, Flencker og mange andre illustrerede, hvordan den danske regering må håndtere en række hastige forandringer, når den forfølger visionen om Danmark, Færøerne og Grønland som en arktisk stormagt. Visionen om kongeriget, der høster indflydelse, anerkendelse og nye forretningsveje ved at engagere sig langt mere aktivt i Arktis, blev sat på formel af Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, i maj og den forvaltes nu bl.a. at rigets arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, der også var i Reykjavik.
Samtidig kan man nu læse, hvordan kongeriget i kraft af Grønland nok fylder meget på landkortet, men på andre måder er den mindste af de arktiske småstater. Professor Rasmus Gjedssø Berthelsen fra Tromsø Universitet påviser i den kommende udgave af Tidsskrift for Søvæsen, hvordan den samlede befolkning i den arktiske del af Danmark (Grønland og Færøerne) er på bare 108.000 mennesker, og derfor mindre end befolkningen i de arktiske dele af samtlige andre arktiske stater – inklusive Nordfinland (666.000) de arktiske dele af Canada (113.000) og Alaska (738.000), russisk Arktis (1,9 mill.) og Island (332.000).
Den samlede økonomi i den danske del af Arktis (Færøerne og Grønland) er også mindre end økonomien i de arktiske dele af nogen anden arktisk stat. Der købes, sælges og investeres mere per hoved i Island, i Alaska, i det canadiske og russiske Arktis, i Nordfinland, Nordnorge osv. end i Grønland og Færøerne til sammen. Grønlands vældige udstrækning betyder samtidig, som det anføres, ”økonomiske og teknologiske udfordringer”.
Som Berthelsen skriver: ”Demografiske, geografiske og økonomiske nøgletal viser Kongeriget Danmarks arktiske dilemma ved demografisk og økonomisk at være en nordisk – også arktisk – småstat med en arktisk geografi som de øvrige arktiske stater med langt større demografiske og økonomiske ressourcer, USA, Rusland og selv Canada.”
Dette blogindlæg var optrykt i Information 13.10 2016 og i let udvidet udgave i Sermitsiaq samme dag.