Det er et helt relevant spørgsmål. Da Aleqa Hammond vandt valget i Grønland i 2013, gjorde hun det meget klart, at hun arbejder på, at Grønland kan blive en uafhængig nation inden for hendes egen livetid. Hun var 47 på det tidspunkt. Der findes ikke længere partier i det grønlandske parlament, Inatsisartut, der går ind for permanent bevarelse af rigsfællesskabet med Danmark og mentalt er mange grønlændere helt indstillet på at Grønland – på et tidspunkt – skal være selvstændigt. En grønlandsk grundlovskommission er langsomt ved at blive nedsat, så jo, spørgsmålet er helt relevant.
For nogle i Danmark skaber denne tilstand skrækscenarier. De ser for sig, hvordan det danske rige bliver reduceret med 98 procent af sin landmasse (et tab i geografisk forstand, der vil være langt større end tabet i 1864) og hvordan tusinder af familier, der omfatter både danskere og grønlændere, får kompliceret deres liv. De forstiller sig, hvordan stormagter som USA, Kina og Rusland – og masser af mindre magter – vil miste en væsentlig del af deres interesse for Danmark. Vores egen udenrigsminister, Martin Lidegaard, forklarer i min nye bog ”Balladen om Grønland”, hvordan det faktum, at Grønland er en del af Danmark, i hans øjne fortsat har umanerligt stor betydning for Danmarks mulighed for at gøre sine synspunkter gældende internationalt. Han mener også, at regeringen derfor fremover bør arbejde hårdt på at forklare det faktum over for den danske befolkning.
Men er Grønland virkelig ved at løsrive sig?
Ja og nej.
Ja – i den forstand at rigtigt mange grønlandske politikere og menige mennesker på gaden i dag løbende funderer på, hvordan Grønland skal indrette sig, sådan at en ændring af rigsfællesskabet, som vi kender det i dag, bliver mulig og Grønland kan fungere som en fuldgyldig, selvstændig stat med sæde i FN, eget flag ved OL, egen udenrigspolitisk og alt hvad der ellers følger med. Selvstyreloven fra 2009 siger, at grønlænderne kan trække sig ud af rigsfællesskabet den dag, de selv ønsker det; muligheden er på bordet.
Og nej – i den forstand, at praktisk taget ingen i Grønland, hverken politikere eller andre, forestiller sig, at et fremtidigt, selvstændigt Grønland skulle fungere uden endog meget tætte, fortsatte bånd til Danmark. (Det gælder i øvrigt også Aleqa Hammond, hvilket også fremgår min nye bog.) Tanken om en løsreven, fritsvævende grønlandsk republik langt ude i Nordatlanten uden tætte forbindelser til det danske kongehus, forsvar, kirke, universitetsvæsen, uddannelsesvæsen m.v. ligger, så vidt jeg kan skønne, de fleste grønlændere ganske fjernt.
Det afgørende for den fortsatte diskussion mellem Danmark og Grønland bliver derfor, at mange flere får indblik i, hvad der reelt ligger i begreberne, når vi taler om ’uafhængighed’, ’selvstændighed’ eller ’løsrivelse’. Det gik eksempelvis op for mig under arbejdet med min bog, at udsendte fra Grønland hele to gange har været helt ude i Stillehavet på Cook Islands for at studere, hvordan øboerne dér har indrettet sig statsretligt med New Zealand; én af de udsendte er i dag kontorchef i Aleqa Hammonds departement. Grønlænderne har i årtier diskuteret, hvordan en nyordning af rigsfællesskabet med Danmark monstro kan indrettes i fremtiden – og diskussion bølger endnu. Mange færinger tænker på samme vis: Måske en art ny traktat, hvor Færøerne og Grønland som selvstændige enheder fortsat er svejset sammen med Danmark – blot i et forhold, der er mere jævnbyrdigt end i dag?
Grønlænderne har i øvrigt hidtil grebet det meget pragmatisk an. Striber af folk under varmere himmelstrøg kappede båndende til de gamle kolonimagter for at opnå deres fulde frihed uden at skele til økonomien; i Grønland hersker der udbredt konsensus om, at en ændring af det statsretlige forhold til Danmark ikke er relevant før Grønland engang i fremtiden er i stand til at varetage alle sine egne interne affærer og selve betale omkostningerne.
Sådan kræver en stribe forhold i Arktis, at vi både indretter os på en ny fremtid – og skynder os at gøre os klogere, før vi gør noget dumt.
Russerne opruster i Arktis – hvad betyder det for os, nu hvor forholdet mellem NATO og Rusland efter Ukraine bare bliver ringere og ringere?
Nye sejlruter til Kina – og Kinas øgede interesser i Arktis – hvad betyder de for os? Hvad skal vi mene om udsigten til olieboringer i de grønlandske farvande? Er det helt afsindigt, fordi de truer det arktiske miljø – og bare vil skubbe yderligere til klimaforandringerne? Eller er det ganske naturligt og fair, at grønlænderne forsøger at tjene på undergrunden? Og hvad gør vi i øvrigt her i Danmark, hvis den grønlandske økonomi fortsætter sin nedtur – og levestandarden i Grønland falder drastisk? Er det vores ansvar – nu hvor Grønland langt om længe har fået selvstyre?
Denne hjemmeside er en del af en opgave, jeg har sat mig selv: Jeg vil forsøge at kaste lys over hele den hastige udvikling, der finder sted i Arktis.
Det kan siges kort: Politikere, erhvervsledere, diplomater og andre træffer i disse år rigtigt mange beslutninger i den arktiske kontekst, som får meget stor betydning for vores fremtid – hvad enten vi bor i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Men der er alt for få mennesker, der ved nok om, hvad der foregår i Arktis, til at de kan give beslutningstagerne ordentligt modspil.
Det hedder på moderne dansk et demokratisk underskud. Og her kommer min journalistik så ind – som et middel til bekæmpelse af det demokratiske underskud.
Min hjemmeside præsenterer de to bøger og en række af de artikler, jeg har skrevet om Danmark og Arktis og Grønland i de seneste fire-fem år, og der er reklamer for de foredrag, jeg elsker at holde.
Derudover kan man løbende finde et opdateret udvalg af de artikler, som andre skriver om udviklingen i Arktis.
Og så er der altså denne blog, hvor jeg fremover vil nedfælde mine egne observationer om løst og fast i den arktiske verden. I tæt parløb med Facebook-sitet ArktiskUpdate, som jeg og en lille gruppe studerende også fylder med nyheder fra den arktiske verden.
I andet regi producerer jeg sammen med tv-producenten Jakob Gottschau, som jeg har kendt i mere end 20 år, for tiden en serie tv-dokumentarer om det danske rigsfællesskabs historie. Udsendelserne skal vises på DR, KNR i Grønland og KVF på Færøerne – og bliver også forsynet med lærevejledninger m.v. så de forhåbentlig får et langt og rigt liv i undervisningslokalerne i alle rigets dele. Det hele skal gerne være færdigt i slutningen af 2015.
Endelig indeholder denne hjemmeside en hel lille samling af interessante akademiske nyskabelser om Arktis. Mange studerende skriver kloge bacheloropgaver, specialer og andet om Arktis – dem præsenterer vi også her på hjemmesiden, når vi har lejlighed til det.
Venlig hilsen
Martin Breum
Martin! – Vær lidt forsigtig, når du ind imellem berører begrebet “kolonimagter”. Har selv arbejdet i 4 år som underviser på lærerseminariet i Nuuk. Og mange unge grønlændere hørte jeg trække offer-kortet for at kunne forklare både over for sig selv og for andre Grønlands relative ineffektivitet som moderne samfund. I mere end et halvt århundrede er strømmen af ressourcer notorisk vendt 180° rundt, så de ikke mere tilflyder den gamle kolonimagt, Danmark, men derimod Grønland. Dette nuværende forhold stemmer på ingen måde med definitionen på en “kolonimagt”.
Jørn Dalmer
Strømmen af ressourcer har på nær en kort periode i slutningen af det 18. århundrede altid vendt en vej – til Grønland.
Der er en generel uvidenhed om kolonien Grønlands historie og en klar tendens til at man får sammenblandet den historie med “forbillederne” De store Europæiske koloni imperier.
Først skal det bemærkes at koloni-imperierne sjældent var en god forretning. Handelsimperierne var (Eksempelvis Holland) men England og Frankrig fik relativt lidt ud af det. Det skyldes at omkostningerne til vedligeholdelse (f.eks. forsvar) af imperierne var stort set lige så store som indtægterne – til gengæld tiltrak de investeringerne. Det forklarer et tilsyneladende paradoks: Hvordan kunne koloniløse Tyskland overgå Frankrig med lethed i 1870 og stort set kæmpe lige op med England og Frankrig i 1914-18. Imperiernes storhedstid? Svaret er enkelt: Tyskland investerede i sig selv, og det gav dividende, Frankrig og England investeret i noget der så flot ud på verdenskortet men var et underskudsforetagende.
I Grønland var det anderledes, men det tjente man (staten) ikke penge på.
Man forsøgte at drive Grønland efter engelsk forbillede. KGH var modelleret efter “East asian Company” , men administrationen og KGH var slet ikke formålet, men nødvendigheden. Formålet var missionen, og KGH skulle så forsøge at dække omkostningerne.
Til langt op i det 19. århundrede var det missionen som førte ordet og havde bestemmende indflydelse. og i det 20. århundredes start var missions indflydelse så stærk at f.eks. forsøgene på at uddanne grønlændere i dansk blev forhindret ind til de store skole reformer i 20’erne. . I missionen mente man at grønlændere skulle være grønlændere og ikke omskabes i dansk billede, og skulle slet ikke lære dansk – det var mission der skulle lære grønlandsk (derfor ordbøgerne og derfor grønlandsk i dag).
Bl.a. derfor forløber Grønlands udvikling helt anderledes end de andre kolonier. Nærmest som en tidslomme, ind til efterkrigen. Og det var, på nær en kort periode, en ren underskudsforretning.
Hej Jørgen og Henrik
Tak for jeres indlæg. Herligt! Diskussionen om, hvad de norske og danske kolonister og missionærer havde som formål og ambition tilbage i 1700-tallet er afsindigt vigtig. Den er med til at afgøre, hvordan vi tænker om forholdet mellem danskere og grønlændere i dag. Det handler et helt kapitel i ‘Balladen om Grønland’ om. Jeg tror ikke det er tilstrækkeligt at se på, om danskerne tjente penge eller ej (det gjorde de i perioder, i andre ikke). Som udenrigsminister Martin Lidegaard også gør opmærksom på de min bog, så har Grønland langt større betydning for Danmark, end man kan aflæse af et regneark – og sådan har det nok altid været, tror jeg. Grønland indvirker på vores nation og på os som danskere kulturelt, politisk og økonomist. Talrige danske forfattere, tænkere, forskere, malere, præster og andre gode mennesker er igennem århundrederne blevet formet af deres møde med grønlænderne – og som Lidegaard siger i min bog er Danmarks ejerskab til Grønland stadig i dag en væsentlig årsag til at Danmark kan tale med en vis vægt i verdenssamfundet. Jeg forsvarer ikke rigsfællesskabet, men jeg optaget af at forstå, hvad det betyder – sådan at vi kan få en ordentlig debat om fremtiden. Derfor bruger jeg også ord som ‘kolonimagt’ , der klart og tydeligt fortæller, hvilket magtforhold der var tale om – i hvert fald frem til 1953. Glæder mig til at I læst min bog og hælder kommentarer her på bloggen!
Hej Martin
“Jeg tror ikke det er tilstrækkeligt at se på, om danskerne tjente penge eller ej (det gjorde de i perioder, i andre ikke). ”
IKKE “danskere”, men “Den Danske Stat”. At kryolit gav penge, at massere af folk af forskellig nationalitet gennem årene lavede gode penge, er ikke et interessant mål. Den danske stats indtægter og udgifter – dvs. koloniens overskud – er det interessante mål.
Ja, der er en levende kolonial fælleshistorie, men jeg tror den lever mest på Grønland og blandt danskere og Grønlændere i DK som har en personlig forhistorie i Gr. Den danske brede befolkning er lige glad.
Tjaa, hvad familien Lidegaard mener kan man vel læse i Chefredaktørens forskellige bøger?
Selvfølgelig har Grønland en strategisk betydning, særligt for forholdet til USA, hvor det efter alt at dømme har været et aktiv. Om den nuværende situation hvor Ru. USA og kina begynder at blande sig, er jeg ikke sikker på at Gr udgør en strategisk fordel, men snare en ulempe, der gør Danmark strategisk udsat. Det kan ikke være i DKs interesse at blive fanget i et stormagtspolitisk spil, som vi slet ikke har ressourcerne til byde ind i.
Man kan sige at Besiddelsen af Grønland cementerede DKs forhold til USA – Grønland var dansk, på amerikansk nåde. bl.a. derfor var man tæt allieret med USA – eller også havde man ikke Grønland. Jeg er ikke faghistorikker men, det er min forståelse at Canada bød ind på Grønland nogenlunde samtidigt med at England gjorde Island selvstændigt. Det første mødte amerikansk modstand, da man ikke ønskede Britisk (via Canada) tilstedeværelse på Gr. (Monroe doktrin). Kaufmann handlede og gav amerikanerne det de ville have: Strategisk Kontrol men ingen koloni (USA var anti-kolonialt). Det var man ikke så glad for i Kbh. da det for al fremtid bandt DK til USA, og tvang at man måtte opgive neutralitetspolitikken – alt det selvfølgelig i en efter-krigstid som man, for engangsskyld kompetent, planlagde efter .
Jeg er ikke enig i ” væsentlig årsag til at Danmark kan tale med en vis vægt i verdenssamfundet. ” Nogen vil nok mene at 10 års aktivistisk udenrigspolitik har spillet en rolle ved siden af de store bidrag til FN, den bilateral udviklingsstøtte m.m.
Svalbard er i øvrigt mere strategisk interessant – Er det en væsentlig oversag til at Norge taler med en vis vægt? Nej vel -?
Mht. debat
Det gode spørgsmål er om det tjener noget formål at have en god debat i Danmark, om Grønland? Du ved, andet end i cirkler der er forskellige grunde er arveligt belastede?
I mine øjne har man på Grønland fået udviklet et politisk system, der allerede nu har alvorlige konsekvenser og vil, frygter jeg, medføre katastrofe på sigt. Jeg kan dog ikke se hvordan man skal ændre ved det.
MEN! Det kan jo være at der er olie – et eller andet sted vi ikke har kigget endnu.
Jeg har lært at forskellen på en sørgelig historie og en tragedie er at mens begge ender sørgeligt, så ved man fra første akt i tragedien, at den ender sørgeligt.
Kære Martin
Jeg mener at det demokratiske underskud findes på Grønland, som du sikkert selv er bekendt med via din opvækst (forstår jeg). På Grønland eksisterer der to parallel samfund: Eliten af dansk prægede Grønlændere, tilhørende den gamle kolonis “mellemklasse” (Dem kolonimagten herskede igennem) og den brede masse af grønlændere – folket, de beherskede, koloniens 3. stand.
Den sidste gruppe er rystende dårligt orienterede om de reale forhold og muligheder vedr. Grønland, og det udnyttes af eliten, der har overtaget Koloniens gamle hersker-klasses privilegier som deres fødselsret. På sin vis udviser Grønland et klassisk post-kolonialt traume: Da den fremmede kolonimagt forlod kolonien, overtog den indfødte mellemklasse, uddannet og skabt af kolonimagten i kolonimagtens billede, magten. og som sådan fortsatte kolonien uforandret – blot uden Kolonimagtens fremmede repræsentanter – kolonimagten blev gjort indfødt.
Det er i denne nye herskende klasses interesse at forfølge selvstændigheden da de, med 1. arvingens selvfølgelighed, tager først fra bordet (og når man selv er blevet herre i huset kan man jo tage mere). Dem der ikke har interesse i selvstændigheden er den brede masse – folket. Koloniens 3. stand. Men de er de beherskede (og dem som er behersket) og har altid været det. De tror på hvad man fortæller dem, og kan ikke andet.
Da jeg var dreng skelnede man mellem Qallunaat og Kalaallit.
Nu skelner man mellem Kalaallit og inuit. Jeg tror at den sidste altid har været den rigtige skelnen: Danskere, “halv-grønlændere”, Dansk prægede etniske grønlændere og så inuit – massen som nok antog religionen, men forblev i øvrigt upåvirkede.
Se, dette er svigtet: Det danske rige svigtede inuit, folket, da det overdrog sin koloni til sine egne håndlangere; mellemklassen.
Færørene i sammenligning har en anden historie og specielt har ikke været styret som en koloni og derfor heller ikke lider under koloniens magtstrukturer. Færøerne blev overdraget til det færøske folk, ikke en kolonial-mellemklasse, og derfor tror jeg at Færøerne forbliver i rigsfællesskabet mens Grønland, til stor skade for sig selv, driver væk.
“Måske en art ny traktat, hvor Færøerne og Grønland som selvstændige enheder fortsat er svejset sammen med Danmark – blot i et forhold, der er mere jævnbyrdigt end i dag?”
Og hvordan er det lige det skulle foregå meget anderledes end i dag?
Grønland HAR udstrakt selvstyre, og kan selv vælge at hjemtage kompetenceområder på stort set alle “hjemlige områder”.
Hvad angår Statens kerneområder, I dette tilfælde: Først og fremmest Forsvar, sikkerheds- og udenrigspolitik er det , i mine øjne, ikke en mulighed at Aleqa Hammond eller hvem der nu er valgt i en valgkreds i rigsfællesskabet på størrelse med Roskilde kommune, skal have nogen som helst bestemmende indflydelse. Den opgave varetages af rigsfællesskabets regering som svarer rigsfællesskabets parliament, Folketinget, hvor Gr. og Fær. i øvrigt har dobbelt repræsentation ifht. befolkning.
Det er ikke en praktisk mulighed, da sådanne arrangementer vil kræve folkeafstemning (suverænitetsafgivelse i ikke nærmere bestemt omfang) og/eller grundlovsændring, som er sikker på at blive nedstemt af rigsfællesskabets øvrige 99%.
Men jo, jo jeg mener da også at en forbundsstat ville være bedre end rigsfællesskabet – men det reale indhold vil svare til status quo.
Jeg vil gerne advare mod at bilde sig selv ind at Grønland på nogen måde er internationalt “vigtigt”.
Ja, man kan sige at Grønland i gode tider er en platform for diverse danske letvægts udenrigsministrer, i dårlige tider er Grønland et stort sikkerhedspolitisk problem.
Den amerikanske interesse, som overfortolkes på Grønland, er ikke et udtryk for “vigtighed” men det ubestridelige faktum at Grønland er amerikansk interessesfære. Et forhold der understreges af det danske riges komplet manglende evne til at forsvare den del af riget.
Det danske forsvar råder ikke over én eneste kampenhed der er egnet til indsættelse i arktis i “krig”. Forsvarets anskaffelser og planlagte anskaffelser tyder da heller ikke på nogen ændring i det henseende. Man vil investere i farvandsovervågning m.m. Altså “Soft end” mens “hard end” er overladt til amerikanerne.
Økonomisk er Grønland helt uvigtigt og et rent underskudsområde. Drømmene om en eventyrlig rig undergrund, er lige net op det: Drømme og rent blålys.
Den mineralske undergrund er velundersøgt og den eneste kommercielt interessante forekomst af en vis størrelse er sjældne jordarter i kringlerne (Kvanefjeld indeholder antageligvis for meget uran). Olie&Gas er lange udsigter, hvis det overhovedet findes i kommercielt interessante mængder – hvilket man ikke har konstateret.
Skulle en Nord vest passage blive åbne, vil det ikke betyde noget substantielt positivt for Grønland – det vil kun være en udgift (rederierne betaler jo ikke for søredningstjeneste m.m.) i de lande de sejler forbi – og de sejler “forbi”.
Der er tale om et gigantisk selvbedrag.
Hjemmestyrebevægelsen og dens konsekvens, selvstyre, baserer sig på en national-romantisk ideologi om et fantastisk rigt land, som kolonimagten/danskere forsøgte at stjæle – Derfor er man modtagelig for dagdrømmerier, derfor formår man ikke at tage bestik af situationens realle forhold.
Man troede jo at der var olie – det var jo Grønland – man skulle bare finde det, og det var med det i baghovedet at man indgik en dårlig selvstyreaftale (for Grønland).
Realiteterne er desværre andre:
25% af økonomien, 50% af selvstyrebudgettet er rent bloktilskud.
Hertil kommer andre dyre og specialiserede ydelser som: Adgang til dansk hospitalsvæsen. Adgang til Dansk uddannelsessystem, suværenitetshåndhævelse m.m.
Stort underskud i selvstyret, uden udsigt til ændringerne.
Til gengæld er man tilvendt en levefod på nordeuropæisk niveau – lande som har en helt anden produktivitet.
Vil Grønland løsrive sig ?
Nej da! – og så alligevel – Det har de jo allerede.
“Nej” fordi Grønland er en afhængig klientstat, og den type stater “løsriver sig ikke”.
Men de har jo “Løsrevet sig” – Man, og det er den politiske elite, har på Grønland, f.eks. med “Storskalaloven, den bestandige tale om selvstændighed”, “Sandhedskommision” m.m. gjort det klart at man ikke er Danmark. At man ikke er en del af Norden, at man ikke føler nogen samhørighed eller værdifællesskab med Norden. Man er kun “med” fordi man kan tigge penge. Der er tale om en mental adskillelse og en venden ryggen til Danske/nordiske værdier.
Jeg tror egentlig ikke at det almindelige folk har det sådan, men det har” eliten”, koloniens uægte barn.
Det sidste er smertefuldt for folk som mig, da det repræsenterer et tab, ikke bare af mit barndoms land, men min fars og min farfars barndoms land.
Hej, Martin.
Det bliver en spændende blog at følge og jeg er glad for det indsats du yder.
Uanset hvor vigtigt spørgsmålet, hvorvidt Grønland vil løsrive sig eller ej er, synes jeg ikke at det burde være det første på dagsordenen i dagens Grønland. Hjemmestyret, Selvstyret og den sprint der er i dag mod løsrivelse – sammen med de implikationer det har i det grønlandske samfund, har jeg svært ved at forene med realiteterne i Grønland. For det er vel en drøm af 1972 og jeg er bange for at vi har mindre og mindre tid til at stoppe op og gøre status, for at se om dette narrativ egentlig stadigvæk gælder.
Hvad er det for et samfund vi forestiller os Grønland skal være? Hvilket niveau af velfærd har Grønland råd til ud af de ressourcer der er i dag? Der er mange der skriger efter “nyvalg” så snart problemerne hober sig op for enhver siddende regering i Grønland og jeg tror ikke tingene vil forbedre sig, om vi så afholdt 100 valg til Inatsisartut. Vi kan sige til os selv det vi laver er i den gode sags tjeneste Jeg gør dette for Grønland….etc, etc.., men gode gerninger og gode sager hjælper kun til at opretholde det nuværende system.
Jeg ved ikke om hvad der er bedst; gøre som ovenstående og spørge os selv hvad det er vi vil og hvilket samfund det er vi gerne vil have, eller vente nogle generationer og se om demokratiet i Grønland med tid vil reparere sig selv.
Tak for bloggen og held og lykke!
Hej peter
Tak for dit tankevækkende indlæg. Du rammer jo det søm på hovedet, som den grønlandske opposition også er optaget af: De beskylder Aleqa Hammond og hendes allierede for at tale varmt og længe om uafhængighed og andre visioner, mens de gør for lidt ved de konkrete aktuelle problemer i Grønland. Jeg er selv stærkt optaget af at følge, hvordan de danske politikere i øjeblikket bliver mere og mere fokuserede på det store dilemma, der opstår i Danmark, hvis livsvilkårene og økonomien i Grønland fortsætter med at forringes i Grønland i de kommende år. Hvad stiller en dansk regering, et dansk folketing op, hvis det den grønlandske økonomi ikke bedres? Bloktilskuddet er som bekendt fastfrossent med Selvstyreloven – men kan Danmark blot se til, den dag almindelige mennesker i Grønland ikke har adgang til plejehjem, skoler, sygehjælp osv, der ikke minder om forholdene i Dannmark? Jeg mødte flere medlemmer af Folketingets Grønlandsudvalg i Nuuk forleden. De gav udtryk for en del bekymring over forholdene – også fordi yderligere forringelser vil udfordre rigsfællesskabets nuværende magtfordeling.