blog

Løkke vil blive hårdt presset fra Nordatlanten

juni 22, 2015 • Af

Valgaftenen den 18. juni var ikke mange timer gammel, da enhver interesse for Grønland og Færøerne fordampede. I et par dage op til valget så det ud til at de fire nordatlantiske stemmer i Folketinget ville blive afgørende for, hvem der blev statsminister i Danmark, men sådan gik det ikke: Lars Løkke Rasmussen fik som bekendt et blåt flertal helt uafhængigt af øerne mod nord.

Til gengæld blev to af rigsfællesskabets skarpeste fortalere for øget uafhængighed til både Færøerne og Grønland valgt ind i Folketinget. Lars Løkke Rasmussen må som minister også for rigsfællesskabet se frem til nye opråb om større selvstændighed. Konfliktpotentialet er betydeligt: Det er velkendt, at Dansk Folkeparti, der står til massiv indflydelse på Lars Løkkes regeringsførelse, længe har været særdeles skeptisk især over for det siddende styre i Nuuk, den lunkne tilslutning til rigsfællesskabet og øboernes visioner om løsrivelse.

Blå blok har til gengæld forberedt sig bedre til den arktiske dagsorden, end Thorning-regeringen gjorde. Venstres strateg, Claus Hjorth-Frederiksen, har i de seneste år været sit partis Grønlandsordfører – en tjans, der før i tiden gerne blev overladt til partiernes juniorer. Claus Hjorth så tidligt i Thornings regeringstid, hvordan hun blev hårdt ramt, fordi hendes regering ikke havde svar på de svære spørgsmål i Arktis: Skal kineserne drive miner i Grønland? Hvad med Grønlands dårlige økonomi? Hvordan med Thulebasen?  Venstre ved i dag, at Arktis hører til den danske regerings kernestof.

Dansk Folkepartis udenrigspolitiske strateg, Søren Espersen, har også nøje fulgt grønlandsk politik: Han trak i protest Dansk Folkeparti ud af forhandlingerne om Grønlands selvstyre og indrykkede siden opfordringer til forsvar for rigsfællesskabet i den grønlandske presse.

På Færøerne blev formanden for Færøernes republikanske parti, Høgni Høydal, valgt til Folketinget – et klart signal fra de færøske vælger, omend Høgni Hoydal efterfølgende meddelte, at han ikke selv vil indtage pladsen i Folketinget men i stedet sender en stedfortræder, Magni Arge. Republikanerne kendes på Christiansborg især som ilter bannerførere for det flertal i det færøske lagting, der i 2000 indledte regulære forhandlinger med Poul Nyrup Rasmussens SR-regering i et forsøg på helt at løsrive Færøerne fra Danmark. Med Høgni Høydal som primus motor kastede Færøerne sig ud i formulering af en ny grundlov og med planlægning af den folkeafstemning, der skulle være kronen på værket, når løsrivelsen formelt var forhandlet på plads med Nyrup-regeringen i København.

Til Høgni Høydal dybe fortrydelse brød forhandlingerne dog hurtigt sammen: Poul Nyrup ville kun fortsætte bloktilskuddet til Færøerne i en overgang på fire år – og så brød flertallet på Færøerne sammen. Høgni Høydal har dog aldrig opgivet håbet. Hans parti vil nu i kraft af Magni Arge argumentere hårdt for færingernes ret til at skrive deres egen grundlov, til at repræsentere sig selv i udlandet og forberede sig på et liv uden for rigsfællesskabet.

I Grønland har den hidtil mest bombastiske fortaler for selvstændighed, tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond, fået spektakulært comeback. Hun røg med ekspresfart ud af chefkontoret i 2014 efter en bilags-skandale, der lammede hende politisk og fortsat gør hende kontroversiel i Grønland. Lammelsen holdt dog kun i otte måneder; selvom stærke kræfter i hendes parti forsøgte at forhindre hendes opstiling, tordner hun nu ind i Folketinget for partiet Siumut med 3745 personlige stemmer; det er godt 1200 stemmer flere end høstet af det andet grønlandske medlem, tidligere børneombudsmand Aaja Chemnitz Larsen fra partiet IA.

Aleqa Hammond nåede under valgkampen at lufte tanken om at støtte blå blok, inden hun blev banket på plads af partiledelsen i Nuuk. Det blev en fin illustration af hendes uforudsigelighed: Hun vil ikke falde i ét med tapetet på Christiansborg, men snarere gøre sig til talsmand f.eks. for Grønlands ret til at deltage i alle internationale forhandlinger, statsbesøg og Lars-Løkke-rejser, der har blot den mindste betydning for Grønland.

Efter at Grønland i 2009 overtog ejerskabet til rigdommene i undergrunden, har de grønlandske politikere fokuseret stærkt netop på Grønlands kontakt med andre nationer om råstoffer, investeringer, miljø, klima osv. Her er konkrete sammenstød med Lars Løkke-regeringen sandsynlige: Dansk Folkeparti har længe været optaget af at fastholde grænserne for Grønlands ageren i udlandet. Kongerigets udenrigs- og sikkerhedspolitik er stadig et anliggende for den danske regering, men en række gummiparagraffer i Selvstyreloven fra 2009 gør den daglige praksis stadig mere mudret.

Hvilke grænser skal der gælde for grønlandske diplomater i udlandet? Skal Danmark eller Grønland føre ordet i Arktisk Råd? Kan Danmark nedlægge veto mod uraneksport fra Grønland? Aleqa Hammond førte som landsstyreformand en frembusende udlandskurs, og der er al mulig grund til at vente mere af samme art.

 

Lars Løkke Rasmussens og hans allierede kan glæde sig over, at der både i Nuuk og Tórshavn hersker en stærkt forståelse for, at begge samfund ofte har oplevet fremskridt under borgerlige regeringer. Det var Poul Schlüter (K), der i 1989 som statsminister overraskende overlod retten til Færøernes undergrund til færingerne selv. Venstres Anders Fogh Rasmussen regerede i de år, hvor Grønlands Selvstyreordning faldt på plads. Da Fogh rejste til NATO, blev det Lars Løkke Rasmussens job at skrive under på Selvstyreaftalen fra 2009, og det var også ham, der sammen med Dronning Margrethe deltog i festlighederne i Nuuk, da Selvstyret formelt blev indviet.

Grønlands nuværende Landsstyreformand, Kim Kielsen, og Aleqa Hammond er fast knyttet til Socialdemokratiet, men erindringen om samarbejde med de borgerlige ligger tæt på overfladen. Som Kim Kielsen umiddelbart efter valget sagde til ugeavisen Sermitsiaq: -Blå blok har før i tiden, da de sad i regeringen, gjort gode ting for Grønland og sagerne blev lavet smidigt.

Dette blogindlæg er også indrykket som nyhedsanalyse i Information 22. juni 2015.