Frankrigs præsident, Kinas viceudenrigsminister og 1900 andre politikere, diplomater, erhvervsledere, forskningschefer og topfolk fra en række miljøorganisationer har i weekenden været samlet til klodens hidtil største forum om den arktiske udvikling – alle på invitation af den islandske præsident Grimsson og hans kapitalstærke, private sponsorer.
Men hvorfor kommer alle disse beslutningstagere til en konference, hvor ingen beslutninger skal tages? Hvorfor sender Tysklands regering en delegation på mere end 50 mand? Hvad er det, der trækker en stor kinesisk delegation til et uformelt debatmøde uden synderlig konkret dagsorden? Hvorfor kommer koreanerne i stort antal? Singaporeanerne? Og 50 mand fra den amerikanske stat Maine? Hvorfor møder de russiske diplomater og de international investeringsselskaber så talstærkt op?
Det banale, men korrekte svar er, at de kommer, fordi der er noget at komme efter: Store forretninger, afgørende viden om klimaet, politisk indflydelse. Arktis bliver i disse år med høj fart integreret i den globale politiske og økonomiske mainstream. Chefen for investeringsselskabet Guggenheim Partners fortalte eksempelvis det store publikum med et vildtflyvende postulat, at der forestår investeringer i Arktis for én billion (1000 mia.) dollars, og at han selv og en række andre erhvervs- og finansinstitutioner er ved at oprette The Arctic Permanent Investment Vehicle, en pengetank, der vil være i stand til at administrere kapital f.eks. fra de danske pensionskasser, internationale kapitalfonde m.v. og dirigere dem ind i de talrige nye arktiske havne, lufthavne, vejanlæg, vandkraftanlæg, jernbaner o.s.v., som Guggenheim Partners ser for sig.
De har også med opbakning bl.a. fra Verdensnaturfonden forfattet en Arctic Investment Protocol , der skal sikre socialt og miljømæssigt forsvarlige investeringer i Arktis. Dynamikken er forskellig fra land til land i Arktis, det er svært at gennemskue, hvad der er hype og hvad der er realiteter – men tendensen umiskendelig: Da The Arctic Human Development Report forleden blev offentliggjort i København af et international forskerhold, blev det klart, at den økonomiske vækst i de arktiske dele af Canada, Norge, Rusland og de øvrige arktiske stater i snit ligger væsentligt over væksten i de arktiske stater som et hele – også selvom mange af de bebudede mineprojekter og olie-fund i Arktis endnu ikke er blevet til noget.
Viceudenrigsminister Zhang Ming betegnede fra talerstolen i Harpa, Reykjaviks store musikhus,, Kina som en ’near-Arctic state’. Det er en særlig kategori, Kina har opfundet til sig selv for at understrege, at Kina har betydelige og legitime interesser i Arktis. Først og fremmest fordi klimaforandringerne i Arktis påvirker vejret i Kina, landbruget og dermed Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Men tilhørerne fik også et indblik i Kinas samarbejde med Rusland om et vældigt naturgasprojekt på Yamal-halvøen helt mod nord i Rusland, og en direktør fra COSCO, Kinas og et af verdens største rederier, viste billeder af et kinesisk fragtskib, der to gange har gennemsejlet og afprøvet søvejen fra Kina nord om Rusland til Europa – en rute som Kina, Korea, Rusland og mange andre venter sig meget af, når havisen på ruten gradvist reduceres.
Den kinesiske delegations egen vurdering lød, at Det Arktiske Ocean vil være helt isfrit om sommeren omkring 2050; en spådom andre her bekræftede Og som chefen for det norske polarinstitut, der selv er klimaforsker, udtrykte det fra scenen: ’Vi forskere har konsekvent undervurderet, hvor hastigt isen forsvinder – og det gør vi fortsat’.
Det er første gang i menneskets historie, at et helt verdenshav åbner sig. Arctic Circle-konferencen blev endnu en illustration af, hvordan denne voldsomme forandringsproces får stadig dybere globale implikationer.
Alene forskningen i de fysiske forandringer til havs, i atmosfæren, i permafrosten i Arktis har forandringens kraft. Forskningen var øverst på alle de mange delegationers dagsordner: Både Kina og Tyskland – Asiens og Europas største økonomier – lovede mere, tungere, mere avanceret og mere vedholdende klimaforskning i Arktis. England har bestilt sit eget mægtige polarforksningsskib. Især selvfølgelig fordi alle optaget af at forstå, hvorfor klimaforandringerne sker med dobbelt hast i Arktis. Indsigt i den proces giver allerede ny og fuldstændig afgørende viden om, hvad resten af kloden kan forvente. Men også fordi de store, tunge og dyre forskningsprogrammer er en vigtig faktor i det voksende science-diplomacy i Arktis.
Et velfinansieret forskningsprogram med dyre isbrydere, helikoptere, avanceret teknologi og langsigtede investeringer legitimerer en større tilstedeværelse i Arktis for dem, der betaler regningerne: De får nye kontakter, indgår i nye partnerskaber med universiteter og forksninginstitutioner på Svalbard, i Grønland, i Norge, Canada, Rusland og derigennem med de lokale politiske beslutningstagere. De, der engagerer sig i den arktiske forskning, bliver hørt også uden for forskningens regi og får således ét skridt ad gangen øget indsigt og indflydelse i regionen.
Frankrigs præsident Francois Hollande kom til Reykjavik, og holdt en tale som festens højdepunkt. Han var i byen for at samle opbakning til FNs klimatopmøde COP21 i Paris til december og glemte i sin iver at sige noget sammenhængende om de indfødte folk i Arktis; grønlændere, inuitter i Canada, Alaska og de øvrige arktiske folkeslag i Rusland og Skandinavien.
Hollande fik dermed ufrivilligt illustreret en risiko ved det øgede globale engagement i Arktis, som de oprindelige folks repræsentanter er stadig mere opmærksomme på: Mens stadig flere regeringer, virksomheder og internationale organisationer krabber sig ind på den arktiske arena, frygter de godt fire millioner mennesker, der bor i Arktis, at blive klemt, overset og reelt sat uden for indflydelse i den fortsatte udvikling i deres egne samfund. Hvem bestemmer i det nye The Permanent Arctic Investment Vehicle? Hvem designer udviklingen af infrastruktur og nye miner i det russiske Arktis, i Canada eller Nordnorge?
I det danske kongerige har Grønland særstatus med egen Selvstyreregering og udstrakt indflydelse på egen affærer, men så langt er de oprindelige folk ikke i de øvrige arktiske stater, og det er endnu uklart hvilken effekt, det øgede, globale engagement i Arktis vil have på netop de lokale folkeslags indflydelse på egne forhold fremover.
Ikke at de mindre folkeslag blev overhørt i Reykjavik. Færøernes nyvalgte politiske leder, lagmand Aksel Johannesen og hans landsmænd, markedsførte med stor energi Færøerne som centralt placeret fremtidig tankstation, pit-stop og havnefacilitet for skibstrafikken i Arktis, og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, netværkede flittigt i korridorerne, mens udenrigsminister Vittus Qujaukitsoq fra scenen fortalte om Grønlands fremtidsvisioner, herunder håbet om snarlig udvikling af flere miner i Grønland.
DAnmark var som nation stort set usynlig på denne vældige arktiske messe i Reykjavik. De arktiske landes regeringer – inklusive den islandske – ser med skepsis på den islandske præsident Grimssons årlige Arctic-Circle-konference, hvor alle der ønsker det, og i øvrigt har råd, kan komme til orde og føre sig frem. De arktiske stater er langt mere optagede af at fastholde det etablerede magthieraki i Arktis, hvor de arktiske stater har en præcist defineret forrang til at træffe beslutninger, regulere og udstikke retningslinjer for den arktiske fremtid, og Grimssons vidt åbne arrangement understøtter ikke nødvendigvis den dagsorden.
Dette blogindlæg optrådte også som nyhedsanalyse i Information 20.10 2015
