Og hvorfor afviser Danmarks udenrigsminister?
Diskussionen om hvem, der er den rette indehaver af havbunden ved Nordpolen, har netop taget endnu en drejning.
Det begyndte med den russiske miljø- og råstofminister, Sergej Donskoj. På et møde i Vladimir Putins sikkerhedsråd, hvor Putin selv deltog, foreslog Donskoj i forrige uge, at Rusland skulle indlede forhandlinger direkte med Danmark for at få en hurtig afgørelse på, hvor grænserne ved Nordpolen skal gå.
Det var sensationelt. Både Rusland og Danmark/Grønland har stillet vældige grav til FN om retten til havbunden i Det Arktiske Ocean. De to krav er i strid med hinanden, fordi de over knap 500.000 kvadratkilometer overlapper ved selve Nordpolen. De to regeringer har i en årrække forsikret hinanden og resten af verden om, at de vil følge FN’s regler for, hvordan man finder en fredelig løsning på dilemmaet. Den proces kan udmærket tage 10-15 år – og så pludselig foreslår den russiske miljø- og råstofminister en kvik, hurtig forhandling direkte med Danmark for at få løsning lang tid før.
Umiddelbart kunne det lyde, som om Sergej Donskoj var uinformeret om sagens rette sammenhæng, men en russisk minister fremsætter selvsagt ikke uinformerede forslag i præsidentens sikkerhedsråd. Donskojs forslag afspejler tværtimod det faktum, at Danmark før har indgået foreløbige forhåndsaftaler med andre stater om grænsedragning i Arktis – nemlig med Norge, Island og Canada – mens parterne i øvrigt afventer, at FN snøvler sig færdig.
Aftaler, der afklarede, hvor parterne ønsker grænserne på havbunden nord for Færøerne, blev indgået med Norge og Island i 2006, så en aftale med Rusland om grænserne ved Nordpolen ville teknisk set ikke være uden for normalen – og ej heller i strid med FN’s procedurer.
I øvrigt er det ikke første gang, at Rusland har luftet tanken om direkte forhandlinger med Danmark, mens man afventer FN’s afgørelser. Tilbuddet er så vidt vides aldrig fremsat officielt til den danske regering, men russerne har angiveligt antydet muligheden i forbindelse med de faste, årlige forhandlinger mellem diplomater og forskere, hvor Danmark, Rusland, Canada, Norge og USA udveksler seneste nyt om havgrænserne i Arktis.
Vi kan ikke vide, hvilke motiver, der ligger til grund for Sergej Donskojs forslag, men vi kan gætte på to: For det første ville en hurtig aftale med Danmark om grænserne i det relativt lille, omstridte område ved Nordpolen gøre det muligt for Rusland at indlede olie- og gasjagt i hele det enorme havområde, som det russiske krav til FN omfatter. Hvis først striden med Danmark er afklaret, vil Rusland formentlig kunne begynde efterforskning i hele det område Rusland kræver uden at nogen klager – selvom FN’s dom over Ruslands krav ligger år ude i fremtiden. Sergej Donskoj er råstofminister og den arktiske olie- og gas er helt afgørende for Ruslands økonomi.
Endelig kan forslaget også være diplomatisk drilleri overfor Canada, der i Rusland opfattes som en langt stærkere modspiller i Arktis end Danmark. Canada ventes at indsende sit krav til FN om havbunden ved Nordpolen i 2018. Det vil ligesom det danske overlappe Ruslands. Ved at foreslå forhandling med Danmark – uden Canada – kan Donskoj have ønsket at antyde, at Canadas forventede krav må opfattes som så useriøst, at FN bør afvise det.
Canadas embedsværk præsenterede i 2014 et fixt og færdigt udkast til Canadas krav for Canadas daværende premiereminister, Stephen Harper. Udkastet byggede på års data-indsamling i Det Arktiske Ocean og var videnskabens bedste bud på, hvilke krav, Canada realistisk set kan gøre sig håb om, at FN vil godkende.
Ikke desto mindre krævede Stephen Harper yderligere undersøgelser – fordi selve Nordpolen ikke var omfattet af udkastet. Sergej Donskoj får med sit forslag udstillet, hvordan Canada nok har lysten til havbunden ved Nordpolen, men altså endnu ikke de data, der kan understøtte et krav til FN. Tanken om direkte dansk-russiske forhandlinger udenom Canada må under alle omstændigheder have virket stærkt pikerende i Ottawa. Del og hersk.
Vi ved ikke endnu, hvilken videre skæbne Sergej Donskojs forslag får i Moskva, men i Danmark var udenrigsminister Kristian Jensen aldeles afvisende, da Politiken bad om en reaktion: ”Indtil vi ved hvilke territorialkrav, der er anerkendt, så er der ingen grund til at starte nogen forhandlinger”, sagde han. Kristian Jensen vil altså afvente FN’s afgørelse, før eventuelle forhandlinger med Rusland – uanset at Danmark altså tidligere har indgået tilsvarende forhåndsaftaler med andre nationer i Arktis.
Kristian Jensens motiver er lige så uklare som Donskojs. Muligvis sikrer han her den diplomatiske flanke mod Canada. Interessant er det under alle omstændigheder, at hurtige forhandlinger med Rusland formentlig kunne løse i hvert fald ét problem, som længe har skabt bekymring i Kristian Jensens eget ministerium.
Rusland vil nemlig få sit krav i Det Arktiske Ocean behandlet i FN adskillige år, før det bliver Danmarks og Grønlands tur. Hvis FN’s sokkelkommission bekræfter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel, sådan som Rusland hævder, vil russerne derfor have en årrække til at vænne sig til ejerskabet til havbunden ved Nordpolen, før FN vurderer det dansk-grønlandske krav.
Selvom FN til den tid skulle afgøre, at også Grønlands sokkel rækker helt op under Nordpolen, og at grænserne derfor skal drages i direkte forhandlinger mellem det danske kongerige og Rusland, kan det blive vanskeligt at vriste Rusland ud af forestillingen om at Nordpolen er russisk – netop fordi Rusland får sit svar først. Det problem kunne hurtige forhandlinger med Rusland muligvis have løst.
Dette blogindlæg optrådte i let redigeret form som nyhedsanalyse i Information 20.9 2016.