blog

Hvad kan vi lære af Norge i Arktis?

marts 30, 2016 • Af

Hvad kan vi lære af Norge, nu hvor Danmark skal til at være en arktisk stormagt? Danmark skal sammen med Grønland tage sin rolle som arktisk stormagt på sig. Sådan lyder det hidtil klareste signal fra regeringens særlige udenrigspolitiske rådgiver, Peter Taksøe-Jensen, der senest i maj skal levere sit bud på en ny dansk udenrigspolitik.

”Danmark er sammen med Grønland og rigsfællesskabet en arktisk stormagt. Vi skal bruge endnu flere kræfter på at sikre, at udviklingen i Arktis kommer til at stemme overens med danske interesser”, sagde han i januar til Politiken.

Mens vi venter på de mere detaljerede anbefalinger, kan vi undersøge, om der er noget at lære i Norge. Den norske regering gjorde allerede i 2005 ’Nordområdepolitikken’ til hovedanker i norsk politik. Daværende statsminister Jens Stoltenberg, der nu er generalsekretær i NATO, og hans udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der nu er leder af Arbejderpartiet, forklarede, at et stabilt og fredeligt Arktis ikke bare vil være i Norges interesse, men af central betydning for hele Europa. De argumenterede, at bevarelsen af freden i Arktis, samarbejdet med Rusland, sikring af stabile forsyninger af olie, gas og mineraler, hensynet til det arktiske miljø og klimaet, bæredygtig udviklingen af verdens rigeste fiskevande alt sammen var af vital betydning for hele kontinentet, og at Norge nu måtte stå klar til at bære sin del af ansvaret.

Hvad kan vi i Grønland og Danmark så lære af det? Hvordan skal man forstå dette klingende, norske rationale, der stadig er gældende, og som har gjort Norge til en helt uomgængelig aktør i den arktiske dynamik og derfor også en væsentlig partner for alle andre i Arktis? Det har den norske politolog og Arktis-ekspert Jens Christian Jensen (JCJ) heldigvis nu skrevet en tankevækkende bog om.

Norges naboskab med Rusland hører til de vigtigste drivkræfter bag dette dybtgående, norske skifte mod nord. Usikkerheden fra den kolde krigs våbenkapløb og konstante militære trussel fra Øst sidder fortsat i Norges nervesystem, selvom truslen i dag på mange måder er afløst af intenst og ofte vellykket samarbejde om alt fra fiskerikontrol i Barentshavet til erhvervsudvikling og studenterudveksling over den fælles norsk-russiske grænse. Hertil skal lægges norsk frygt for et socialt og økonomisk sammenbrud på Kola-halvøen med medfølgende usikkerhed om de store mængder radioaktivt materiale i efterladte atomubåde, nukleare energianlæg, fyrtårne m.v. Norge har investeret milliarder i oprydning og sikring af disse efterladenskaber fra Sovjettiden.

Samarbejdet med Rusland fungerer ofte godt fra dag til dag; især har den fælles forvaltning af et bæredygtigt fiskeri i Barentshavet ud for det nordlige Norge og ud for Nordvestrusland været langvarigt og forbløffende succesrigt. Hele spektret af samarbejde om fisk, miljø, forretning m.v. er dog ifølge JCJ til stadighed plaget af, at Rusland grundlæggende betragter enhver relation til andre stater som et nulsumsspil: Hvis noget er godt for naboen, må det være skidt for én selv.

For norsk Arktis-politik har olien dog været endnu mere afgørende end naboskabet til Rusland. Skiftende regeringer i Oslo har konstant haft fokus på den fortsatte udvikling af olie og gas både ud for Norges egne kyster, men også på oliefelterne ud for den russiske kyst. De russiske felter blev længe set som Norges næste chance, når nu Norges egne kilder langsomt løber tør. Rusland råder ikke selv over tilstrækkelig teknologisk knowhow, og det smerter nu i Norge, at udviklingen af de russiske felter slet ikke har fået det momentum og medført den efterspørgsel på norsk teknologi og kapital, man regnede med for 10 år siden.

Norge har til gengæld konstant fastholdt et højt tempo i udviklingen af stadig flere olie- og gaskilder i norsk farvand. Verdens førende anlæg til produktion af flydende naturgas ligger ved Hammerfest; et vældigt og teknologisk banebrydende anlæg tæt på Norges allernordligste spids, langt højere end Polarcirklen. Endnu længere nordpå blev en af verdens hidtil største olieplatforme fornylig bakset på plads i havet af det italienske selskab ENI: Grænsen for, hvad der er lovligt og teknisk muligt i den norske oliesektor skubbes konstant længere mod nord.

JCJ viser, hvordan den norske stat med stor succes endda har formået ganske at tage pusten ud af miljøbevægelsernes protester. I dag har de fleste nordmænd accepteret en logik, hvor den hurtige udvikling af stadig flere olie- og gasfelter ligefrem er til gavn for miljøet. ”Drilling for the environment”, som JCJ kalder paradokset.

Påstanden, som de fleste nordmænd altså ifølge JCJ har taget til sig, lyder, at Norge udvikler olien og gassen så fint, rent og miljøforsvarligt, at det automatisk vil smitte af på den russiske olieindustri og dermed sikre, at de sjuskede, udygtige russere ikke sviner så meget. JCJ påviser, hvordan der endnu kun er begrænsede tegn på, at denne afsmitning rent faktisk finder sted, eller at russerne er så ringe udrustede, som myten siger, men det er lykkedes Statoil, de norske politikere og andre tilhængere af olien at sælge denne fremstilling til den norske offentlighed – og til resten af verden, kunne man tilføje. De norske fortalere for en stærk Arktis-politik understøtter løbende Norges image som engageret forkæmper for det arktiske miljø med nye forskningsinitiativer, investeringer og politiske tiltag til gavn for klimaet og miljøet, samtidig med at man henter millioner af tønder olie op af havet med alt, hvad det medfører af risiko for olieudslip, skader på fiskebestande og øgede udledninger af CO2.

Forestillingen om Norge som arktisk stormagt passer i kulturel forstand fint til en række aspekter af den norske selvforståelse, forklarer JCJ. Allerede i vikingetiden opbyggedes Norgesvældet: Et imperium, der omfattede Shetlands- og Orkneyøerne og andre øer i det nuværende Storbritannien plus Færøerne, Island, Grønland og det såkaldte Vinland i Nordamerika. JCJ påpeger, hvordan forestillingen om nordmændene som stærke, maskuline betvingere af det arktiske har fundet næring i og besjælet centrale norske folkehelte og polarforskere som Roald Ammundsen, Fritdjof Nansen m.fl. Så sent som i 1931 stillede Norge krav om et vældigt stykke af Nordøstgrønland, der først blev afblæst efter dom fra Den Internationale Domstol i Haag, og naturgasanlægget ved Hammerfest, noterer JCJ, har ikke for ingenting fået navnet Snehvide: Det arktiske fremstilles stadig gerne som jomfrueligt, ubesmittet og klar til erobring.

Nordmændenes billede af dem selv som dynamiske friluftsmennesker matcher også fint med ”Nordområdepolitikken”, og det samme gør selvforståelsen som en lille, fredsbevarende, altruistisk stat, der til dels agerer uden for resten af verdens fasttømrede systemer – EU især. JCJ påpeger polemisk, hvordan man i Norge efterhånden har konstrueret en fortælling om sin egen indsats i Arktis, hvor alt, hvad der er godt for Norge, også er godt for alle andre.

Særligt relevant for den kommende danske og grønlandske debat om Peter Taksøe-Jensens udspil er det måske at notere, hvordan stadig flere forhold i Arktis i den norske debat er blevet kædet sammen med spørgsmålet om nationens sikkerhed. Olie, miljø, klimaforskning, søredning, fisk og mange andre væsentlige aspekter af den arktiske udvikling har i første omgang intet med krudt og kugler og klassisk sikkerhedspolitik at gøre, men JCJ beskriver, hvordan det i dag kan være vanskeligt at trænge igennem i den norske debat om det arktiske, hvis ikke man iklæder sine holdninger til disse dele af den Arktiske indsats en sikkerhedspolitisk dimension og pisker stemningen yderligere op – og dermed bidrager til retfærdiggørelse af den norske stats stadig mere intense fokus på Arktis.

Leif Christian Jensen: “International Relations in the Arctic – Norway and the struggle for power in the New North”  

Denne tekst har også fungeret som nyhedsanalyse i Information (29. marts 2016) og i Sermitsiaq.