Hvad er Grønland værd i Trumps USA?

 

Hvor meget er Grønland værd, nu hvor USA igen kræver større, danske bidrag til NATO? Hvordan maximeres udbyttet af Grønlands strategiske placering med Donald Trump ved roret i USA, klimaforandringer og øget fokus på Arktis?

Dette afgørende spørgsmål er vi nu blevet meget klogere på i kraft af en ny analyse fra de to forskere, Jon Rahbeck-Clemmensen og Andersen Henriksen, netop udkommet fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Siden 2. verdenskrig har Grønland haft betydelig værdi for det amerikanske forsvar, og både Grønland og især Danmark har udnyttet dette fortrin i Washington. Danmark har ydet relativt mindre end andre lande til NATO-samarbejdet og i betydeligt omfang spillet ”Grønlandskortet”, når NATO og USA har stillet krav om større danske bidrag. USA’s adgang til baseområder i Grønland er blevet vekslet til delvis accept af Danmarks relativt beskedne bidrag til NATO i øvrigt.

Sådan konstaterer  de to forskere. De skriver altså ikke direkte, at Danmark har høstet kontant, økonomisk gevinst af ‘Grønlandskortet’. Denne kontante gevinst kan de ikke dokumentere, men de konstaterer, at Danmark har spillet kortet aktivt og ofte, og at Danmark i hvert fald har høstet politisk gevinst. Diskussionen om, hvorvidt denne politiske gevinst blev omsat i en kontant besparelse på Danmarks forsvarsbudgetter vil givet fortsætte.

Det egentligt nye i forskernes analyse er undersøgelsen af Grønlands aktuelle diplomatiske værdi i USA. De to har systematisk interviewet 35 centralt placerede (anonyme) danske, grønlandske og amerikanske politikere, diplomater og embedsmænd – herunder fire tidligere, danske udenrigsministre plus kongresmedlemmer og akademikere i USA. Resultatet er tankevækkende, både i kraft kildernes indsigt i Grønlandskortets historiske værdi under den kolde krig, men også for det helt aktuelle: Den strategiske værdi af Grønland er faldet betragteligt, men den er bestemt ikke forsvundet, lyder analysen. USA’s radar på Thule Air Base, der kan varsle missiler fra store dele af den nordlige halvkugle, spiller fortsat en væsentlig rolle i USA’s missilskjold. Basens betydning kan desuden vokse, hvis USA’s forhold til Rusland forværres, og/eller hvis Trump-administrationen i Washington gør alvor af at udvide missilskjoldet som varslet under præsidentens valgkamp. Forværres forholdet til Rusland, kan farvandet mellem Grønland og Island også få ny betydning for transport af krigsmateriel, ubåde m.v. – præcis som under 2. verdenskrig.

Grønland har slet ikke samme værdi for USA, som under den kolde krig, hvor Grønland lå midt på luftvejen fra USA til hovedfjenden i Sovjetunionen. Thule Air Base var fra 1950’erne essentiel for USA’s forsvar, antallet af atombevæbnede fly over Grønland voksede. Danmark høstede fordele af Grønland allerede under 2. verdenskrig, hvor tusinder af amerikanske kampfly mellemlandede i Grønland på vej til i Europa, men i dag er kursen faldet. ”Grønlandskortet” kan stadig spilles, men det kræver nye og bedre kalibrerede anstrengelser.

Danmark og Grønland bør derfor gøre en mere intens og især en mere fælles indsats i Washington, skriver forskerne – og her begynder vanskelighederne. Forfatterne konstaterer, at hverken Danmark eller Grønland forstår at fremme denne dagsorden på systematisk vis i det amerikanske system. De danske diplomater og politikere er angste for at irritere deres grønlandske kolleger, hvis de farer for hårdt frem i USA, og de grønlandske aktører har ikke tillid til, at Danmark altid varetager Grønlands interesser på bedste vis.

De to forfattere fortæller ikke, hvilke andre interesser end Grønlands, Danmark kunne tænkes at varetage, men samme dag som deres rapport udkom, blev netop det spørgsmål belyst i Jyllands-Posten af Hans Jakob Helms, der bl.a. er tidligere grønlandsk medlem af Joint Committee, fællesudvalget mellem USA, Danmark og Grønland. Han mener, at Danmark i forhandlinger med USA foruden Grønlands interesser også vil være optaget af at beskytte Danmarks eksport af våbenteknologi til USA: ”I dag er det amerikanske militær således en milliardforretning for dansk industri. Men ganske som med ”Grønlandskortet” og Nato er det næppe muligt at komme med beviselige tal for, præcis hvor meget af væksten i denne industri der skyldes den velvilje, inddragelsen af Grønland i missilskjoldet udgør. Til gengæld burde det være lige så umuligt at påstå, at de to ting ikke har med hinanden at gøre.”

 

Forfatterne bag ”Grønlandskortet” anbefaler, at det danske diplomati får flere hænder til at håndtere de arktiske dagsordner, præcis som foreslået af regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen i 2016. De to forfattere citerer en dansk embedsmand, der selv arbejder med Arktis til daglig: ”Her er et window of opportunity …men vi har ikke kræfter til at gøre noget ved det”.

Forfatterne anbefaler også, at Danmark gør langt mere ud af at inddrage Grønland, og at Danmark anerkender, at Grønlands interesser ikke altid er sammenfaldende med Danmarks. Forskerne foreslår, at den danske regering udpeger en Arktisminister for at fremme sagen, og at København og Nuuk lærer at tale åbent sammen om ”Grønlandskortet”. De konstaterer, at Grønlands værdi for USA og indsatsen for at høste fordele af denne stadig er tabubelagt i den dansk-grønlandske samtale. Postkolonial mistillid gennemsyrer forholdet til skade for den fælles indsats i USA. Denne mangel på koordination har endda akut betydning, fordi Grønlands tab af en milliard-kontrakt på servicering af Thule Air Base netop nu diskuteres i delikate forhandlinger med USA om Grønlands fremtidige udbytte af basen.

I mellemtiden løber Norge med opmærksomheden. De to forskere opdagede i USA, hvordan Norge i en årrække på systematisk vis har fået amerikanske kongresmedlemmer, tænketanke og regeringsinstitutioner til at fokusere på Arktis efter norske anvisninger. Store norske forskningsbevillinger har f.eks. fået indflydelsesrige amerikanske tænketanke til at samarbejde med norske Arktis-forskere, mens hold efter hold af amerikanske kongresmedlemmer siden 1990’erne er rejst til Svalbard på Norges regning for at høre om klimaet og Norges syn på Arktis. Norge har gjort Arktis til hovedprioritet i sit diplomati, mens Danmarks forhold til USA har været domineret af Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Afghanistan og Mellemøsten, så ”Grønlandskortet” har fået begrænset opmærksomhed.

 ”Grønlandskortet” (39 s.), Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Jon Rahbek-Clemmensen og Anders Henriksen. http://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/

 

Dette indlæg er også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 21.3 2017 og i Sermitsiaq uge 11 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

5 × 2 =