Grønland stiller usikkert krav om kompensation fra USA efter kæmpetab i Thule
februar 23, 2015 • Af adminGrønland har tabt en milliard-kontrakt på Thule Air Base, og Nuuk hævder nu – med forsigtig dansk støtte – at USA er moralsk og politisk forpligtet til at udvirke et klækkeligt plaster på såret.
Den ansvarlige for Grønlands udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, fløj i weekenden fra Nuuk via København til Washington for i dag mandag 23.2 at indlede næste fase af kampen om Thule Air Base og Grønlands økonomiske udbytte af den. Qujaukitsoq skal mødes med højtstående officials i State Department og Pentagon – i øvrigt i selskab med bl.a. Danmarks arktiske ambassadør, Erik Vilstrup Lorentzen.
Vittus Qujaukitsoq er søn af Uusaqqak Qujaukitsoq – en vigtigt detalje, hvis man vil forstå de næste faser.
Uusaqqak Qujaukitsoq var blandt de 116 Thuleboere, der i maj 1953 blev tvangsflyttet fra Thuleområdet, fordi Thulebasen skulle udvides. Senere blev han formand for den gruppe af Thuleboerne, der førte sag mod Danmark. Gruppen vandt: De fik penge, en lufthavn og en formel undskyldning af Poul Nyrup Rasmussen, men tvangsflytningen er Grønland aldrig kommet sig over. Vittus Qujaukitsoq, der er født i Qaanaaq, har således været indblandet i striden hele sit liv, og han kender hver en kontroversiel detalje af historien om USA’s, Danmarks og Grønlands samarbejde i Grønland – eller mangel på samme.
I den aktuelle strid har Grønland tabt første runde: US Air Force udskiftede sidste år det dansk-grønlandske selskab Greenland Contractors med den amerikanske koncern Vectrus som leverandør af elektricitet, vand, køretøjer, håndværkere, computere og anden ikke-militær servicering af Thule Air Base, og i sidste uge afviste det amerikanske Government Accountability Office (GAO) alle klager over udbudsproceduren.
I Nuuk prøver man at få overblik over katastrofen: Grønland har hidtil – med store udsving – tjent cirka 60 mill. årligt som medejer af Greenland Contractors. De penge er tabt. Vælger Vectrus’ danske aflægger, Exelis Services, at skifte de godt 300 civilt ansatte danskere og grønlændere på basen ud med amerikanere (der ikke vil være skattepligtige i Grønland), kan Grønlands totale tab i værste fald på sigt løbe op i 200 mill. årligt – eller ti procent af landskassens skatteindtægter. Det er hårrejsende udsigter, og i Nuuk koger det politiske værksted.
Vittus Qujaukitsoqs politiske chef, landsstyreformand Kim Kielsen, luftede allerede i januar et forslag om, at USA fremover må betale husleje på Thulebasen. Det gjorde han under et pressemøde med Helle Thorning-Schmidt, der ikke modsagde ham, selvom de begge må vide, at USA ikke betaler base-leje i NATO-lande.
Forsigtig dansk støtte
Tre forhold er vigtige nu: Thulebasen er helt central for det amerikanske forsvar. Den store radar et par kilometer fra selve flybasen indgår i USA’s missilforsvar, og satellit-tracking-stationen tæt på flybasen indgår – som Jyllands-Posten netop har dokumenteret – bl.a. i USA’s sporing af terrorister kloden rundt. USA har brug for ro om faciliteterne i Thule, der jævnligt opgraderes i en proces, som formelt kræver både Danmarks og Grønlands velvilje.
For det andet understreger GAO i sin afvisning af klagerne i sagen, at GAO ikke har taget stilling til de politiske forpligtelser, den amerikanske regering måtte have pådraget sig i Grønland. Vittus Qujaikitsoq kan derfor slå på, at USA netop i politiske aftaler med Danmark og Grønland har lovet at sikre, at Grønland får en synlig gevinst af samarbejdet. Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard, forsøgte allerede under et besøg i Washington i sidste uge at forklare, at USA politisk har forpligtet sig til at sikre Grønlands udbytte. Senest i 2004, hvor Danmark, Grønland og USA med den såkaldte Igaliku-aftale udvidede Forsvarsaftalen fra 1951, der gav USA adgang til at drive Thulebasen. I Igaliku-aftalen lyder det, at et ”bredt økonomisk og teknisk samarbejde (vil) blive etableret mellem Amerikas Forenede Stater og Grønland, omfattende samarbejde om bl.a. forskning, teknologi og energi, miljøspørgsmål, uddannelse, udvikling, turisme, lufttrafikplanlægning og handel. ”
Denne aftale har i grønlændernes øjne ført meget lidt med sig, og med tabet af Thule-kontrakten bliver utilfredsheden selvsagt større. Nuuk er som antydet drevet af årtiers utålmodighed, der bygger på en række historiske forløb – tvangsflytningen af Thuleboerne i 1953, et nedstyrtet atombevæbnet militærfly i 1968, rygterne om radioaktiv forurening ved USA’s mislykkede missil-base under indlandsisen, offentliggørelsen i 1995 af statsminister H.C. Hansens hemmelige accept af USA’s atombevæbning af Thule, historien om CIA’s uanmeldte brug af grønlandsk luftrum under transport af terrormistænkte m.m.
For det tredje støtter Danmark det grønlandske ønske om kompensation – men forsigtigt. Martin Lidegaard bearbejder ifølge ham selv stadig sin amerikanske kollega, John Kerry, men det er uklart, hvad han præcist argumenterer for. US Air Force kan teoretisk set stadig skifte mening og vælge et dansk-grønlandsk selskab; det er endnu Greenland Contractors, der servicerer Thule Air Base, men Martin Lidegaard har mere end antydet, at han gerne siger tak til mindre løsninger: En eller anden kompensation til Grønland som plaster på såret. Hans ønske er dog modereret af den stadig gældende danske holdning, at USA’s adgang til at drive Thule Air Base ikke alene bør ses som en malkeko, der skal give udbytte til Grønland, men også som et dansk-grønlandsk bidrag til selve NATO-samarbejdet.
Både Martin Lidegaard og Vittus Qujaukitsoq opfatter efter alt at dømme servicekontrakten som tabt. Den diplomatiske og politiske indsats gælder nu en endnu udefineret form for kompensation til Grønland. Der er ingen garanti for, at indsatsen vil lykkes, og det er et helt åbent spørgsmål, hvor stor en kompensation, Washington i givet fald vil finde passende.
Kontrakten for de næste syv års servicering af basen lyder på cirka 2,3 mia. kroner. Exelis fastholder, at selskabet fortsat vil benytte danske og grønlandske håndværkere, der betaler skat i Grønland, men det er sandsynligt, at antallet af medarbejdere på basen vil falde. Eller måske skifter Exelis til billigere hænder fra USA, som ikke vil være skattepligtige i Grønland.
Vittus Qujaukitsoq vil derfor i dag givetvis lægge hele den potentielle, økonomiske katastrofe for amerikanernes fødder og spørge, hvad de vil gøre ved den – ligesom Martin Lidegaard, forsigtigt, allerede har gjort.
Amerikanerne har hidtil holdt sig til juraen, og her ligger Danmark og Grønland tilsyneladende som de har redt. Udbudsproceduren for servicekontrakten blev på dansk foranledning ændret i 2013, og embedsmænd i både København og Nuuk har godkendt de forslag til ny procedure, som Danmark bad amerikanerne om at udarbejde. Desuden har Greenland Contractors, ejet af hhv. Grønlands Selvstyre og entreprenørkoncernen MTHøjgaard, taget sig så klækkeligt betalt for servicering af basen, at det ifølge Børsen gav et årligt overskud på 25 procent, og ingen i Nuuk eller København slog alarm, før U.S. Air Force sidste år satte en stopper for løjerne og bad Vectrus løse opgaven.
Denne analyse er i let redigeret format bragt i Information 23.2 2015.