Greenpeace banker LEGO – men har det nogen effekt i Arktis?
oktober 10, 2014 • Af Mogens LindvedLEGO annoncerede torsdag overraskende, at koncernen ikke vil forlænge sit samarbejde med SHELL, når det nuværende partnerskab udløber. Nyheden sprang efter tre måneders pres fra Greenpeace.
Over én million mennesker havde forinden med et klik på en skærm tilsluttet sig Greenpeaces internationale kampagne mod LEGO’s samarbejde med Shell. Striden har fået branding-eksperter og andre til at advare LEGO om, at sagen nu truedeselskabets image – og den globale forretning.
Greenpeace er ekstatisk: ’Vi gjorde det’, lyder det nu kloden over, men sagen illustrerer også væsentlige huller i Greenpeaces ’Save-the-Arctic’-kampagne – ligesom den afslører LEGO’s fejl. Bag det hele ligger to fundamentalt forskellige syn på udviklingen i Arktis: På den ene side forestillingen om Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion, på den anden Arktis som kilde til rigdomme, der skal udvindes hurtigst muligt.
Greenpeace anklager LEGO for at medvirke til ødelæggelsen af den arktiske natur. LEGO har givet Shell lov til at sætte sit logo på LEGO-produkter – især racerbiler, som Shells kunder får på tankstationer i 28 lande fra Shanghai til Budapest. Shell er det absolutte centrum i Greenpeaces skydeskive, fordi Shell leder efter olie i de arktiske farvande – og LEGO’s logo-samarbejde med Shell er derfor ifølge Greenpeace forkasteligt.Greenpeace har krævet, at LEGO afbryder samarbejdet med Shell – og kan altså nu høste en sejr.
Greenpeace skar som vanligt sagerne ud i pap. Satte man sit navn på blanketten på Greenpeaces hjemmeside, sendte Greenpeace straks en e-mail i ens navn til LEGO’s administrerende direktør, Jørgen Knudstorp: ”Dear Jørgen…..” – hvor direktøren fik at vide, at han var medansvarlig for ‘Arctic destruction’. Aktivister har gennemført aktioner i LEGOLAND i Danmark og England: Fingerede olie-ulykker er iscenesat. Bannere blev sat på LEGO-bygninger og annoncer mod LEGO’s tango med Shell indrykket i store aviser. En spektakulær falsk LEGO-video, hvor LEGO-mennesker drukner i olie, blev offentliggjort på YouTube og VIMEO; i skrivende stund er den set af op mod seks millioner mennesker.
Men det er forblevet uklart, hvorfor samarbejdet med LEGO skulle øge Shells evne eller vilje til at bore efter olie i Arktis. Greenpreace har ikke kunne dokumentere nogen forbindelse fra LEGO’-samarbejdet til Shells arktiske projekter eller planer. Afkortningen af LEGO’s samarbejde med Shell vil ikke have nogen effekt i Arktis, med mindre Shell efterfølgende ændrer sine planer for boringer i Arktis. Det primære mål med angrebet på LEGO har med andre ord ikke været at sætte en stopper for LEGO’s gerninger, men atøge presset på Shell, og Shell viser indtil videre ingen tegn på opgivelse i Arktis. Tværtom har selskabet fornylig – på trods af massivt pres fra mange andre end Greenpeace – formuleret nye milliardplaner om boringer ud for Alaska og investeret heftigt i olieefterforskning nord for Sibirien. LEGO blev valgt for sin synlighed og adgang til børneværelserne – ikke for sin betydning for Shells arktiske aktiviteter.
Sådan afkoder LEGO-aktionen en række strategiske valg. Millioner af børn fragtes dagligt ind og ud af Shells tankstationer af benzinforbrugende forældre, men Greenpeace opfordrer ikke den brede offentlighed til boykot af Shell.
Greenpeace fortæller i stedet om de skader på det arktiske miljø, der vil opstå, hvis en olieulykke rammer i Arktis. Skrækscenariet er en ulykke i Arktis som den i Den Mexicanske Golf i 2010. En sådan ulykke vil medføre større skader i Arktis, fordi naturens nedbrydning af olien sker langsommere i koldt vand end i varmt, fordi den arktiske natur er særligt sårbar, og fordi de nødvendige skibe, fly, kemikalier osv. vil være vanskelige at mobilisere og arbejde med i de arktiske farvande – herunder de grønlandske.
Farerne er indlysende. Men Greenpeaces aktion mod LEGO aktualiserer alligevel spørgsmålet om, hvorfor Greenpeace fokuserer så entydigt på olien. Skaderne efter en oliekatastrofe i Arktis vil trods de voldsomme perspektiver for dyr og miljø være geografisk begrænsede, og de vil sandsynligvis få en ende. Der findes andre aktuelle menneskeskabte processer, der allerede påvirker det arktiske miljø alvorligt, og som ikke har en synlig ende – men som er næsten usynlige i Greenpeace’s kampagne – f.eks. at sodpartikler fra Europa, Asien og Nordamerika bæres med vinden til i de arktiske egne, hvor de farver sne og is sort. Den sorte is og sne fanger solens stråler, så varmen får fat; isen og sneen smelter og klimaforandringerne accelereres.
Kampagnekyndige vil forstå, hvorfor Greenpeace ikke forsøger at drive folkelige kampagner om så komplekse, globale processer, men fravalgene hører med til billedet af ‘Save-The-Arctic’-kampagnen.
Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olienved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager ‘Save-the-Arctic’-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering.
Helt overordnet argumenterer Greenpeace for at den arktiske olie bør blive under havets bund, fordi den ellers vil øge presset på klimaet, når den bliver brændt af i biler, kraftværker og andre steder. Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?
LEGOs blinde øje
LEGO’s fejl ligger et andet sted. LEGO har ofte haft en god fornemmelse for tidsånden, men har i dette tilfælde tilsyneladende overset, at millioner af mennesker opfatter Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion. For disse mennesker udgør Arktis et vigtigt sidste helle; et sagnomspundet og næsten beåndet fristed. Forestillingen om dette jomfruelige Arktis er i mange henseender falsk, men den er ikke desto mindre spillevende i den globale offentlighed, og den bliver fermt holdt i live bl.a. af Greenpeace’s ’Save-the-Arctic’-kampagne; en af de største i organisationens historie.
LEGO’s manglende lydhørhed over for denne fornemmelse for sne afspejles ikke blot i samarbejdet med Shell, men også i LEGO’s egne produkter. Med en ny serie LEGO-klodser med arktisk tema gav LEGO for ikke længe siden legebørn i alle aldre mulighed for at konstruere en avanceret arktisk station med bæltekøretøjer, helikoptere, slædehunde og en isbjørn. De smilende, multietniske LEGO-mænd er klædt i tykke pelskantede polardragter. En salgsvideo til legetøjsbutikkerne viser LEGO-folket i hæsblæsende fart ud over isen på drønende bæltekøretøjer hen over farlige gletsjerspalter på flugt fra en snerrende isbjørn. En LEGO-helikoter sikrer en frostklar happy-end, efter at LEGO-folket har fundet et stykke tindrende krystal af tydelig værdi, hentet op af is-ødet under drabelige strabadser.
Alt er sødt og sjovt – tilsyneladende. Men Arktis-serien stiller sig med hele sit udtryk ukritisk skulder til skulder med dem, der idag taler for hastig udnyttelse af olien, gassen og mineralerne i Arktis, sejlruterne og alt, hvad der ellers byder sig til, nu når isen forsvinder.
Arktis er i denne version ikke et sted mennesker bor, men et herligt stykke ødemark, der skal forceres med henblik på gevinst. De arktiske folkeslag – grønlænderne og de tre-fire andre millioner, der bor i Arktis – optræder ikke rigtigt i denne udgave af Arktis. Holdet på LEGO’s arktiske station har et spand slædehunde, men det er kun hyggedyr. Det moderne Arktis kræver bæltekørertøjer, helikoptere, industrielle værktøjer; resten er folklore.
Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis. LEGO’s problem opstår, fordi koncernen ukritisk reproducerer og sætter lighedstegn mellem denne forretningsmæssige tilgang til Arktis og den globale forbrugers forestillingsverden.
(Dette blogindlæg optræder også som nyhedsanalyse i dagbladet Information 10.10 2014)
Kære Martin
Nu må du stramme dig lidt an!
“LEGO city polarforskerne” Er helt åbenlyst polarforskere – der netop undersøger og udforsker polaregnene, Det drejer sig netop ikke om produktionsskibe og -platforme. seismiske stationer m.m.
På den måde understøtter den serie netop Polaregnene som “the final frontier”,
En anden kommunikation er det når LEGO technic laver en sej F1 racer – med Shell reklamer (der i brede kredse er synonym med alt fra apartheit til ødelæggelse af jordens ressourcer) .
Der er tale om kommunikation der stritter i to retninger – Dygtigt udnyttet af Greenpeace, der drukner Polarforskerne og deres nuttede isbjørne i et olieudslip.
På sin vis udstiller Greenpeace netop Selvstyrets dobbelt-kommunikation og dobbeltmoral.
På den ene side er man et “naturfolk i pagt med naturen” på den anden side til salg for højst bydende, være det sig olieproduktion eller uranudvinding. På den ene side vånder man sig offentligt over klimaet på den anden side er man ikke blot blandt de folk der har det absolut højeste CO2 udslip per capita, men tillige deler ud af efterforskningslicenser til stort set hvem der vil byde sig til.
Risikoen – nej konsekvensen – er at et sådant hykleri vil på et tidspunkt pådrage sig opmærksomhed fra den globale opinion. Hval-idiotiet har allerede skadet Grønlands ry i “environmentatlist” kredse over hele kloden. og man spørger for hvad? 20 skallede hvaler de ikke engang selv gider at æde, men sælger på kommercielvis i turist biksen – i åben modstrid med konventionen).
“Do we have to care”
Bare vent til denne verdens miljø-hippier slår ned på Grønland, til forsvar for den nuttede “Polar Bear” der lusker rundt om en olieprøveboring eller tossen fra “Sea sheperds” går i krig for hvalerne .
Der vil man ikke kunne sige “det er bare nogle dumme europærer, der lever fjernt fra naturen”. For denne gang vil angrebet ikke blive sat ind mod et, for Grønland, sekondært beskæftigelses projekt (Kommerciel) Sælfangst, men højest sandsynligvis, levebrødet: Royal Greenland og turismen.
I lyset af rapporten “Til gavn for Grønland”, der i let forståligt sprog klargør forskellen mellem en fornybar ressource og en ikke-fornybar ressource, bør man nok lige overveje sin position en ekstra gang.
“Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?”
Som jo er den samme barnagtige argumentation som man forsøgte under sælkampagnerne i 80’erne. Det er sagen uvedkommende. Stod det til de miljø hellige sluttede carbon alderen i morgen – og Arktisk er et strategisk hoved indsatsområde til det mål (Sandsynligvis for de at de kan vinde her). Disse organisationer (Greenpeace m.fl.) evne til at påvirke den globale mening er i en helt anden størrelsesorden end Rigsfællesskabets evne (og hvor oppinionen DK i øvrigt er med Greenpeace) , så man kan lige så godt tage det seriøst før man kommer i klemme.
Da evt. gevinst af olie ligger 25-50 år fremme i tiden, skal man leve af bloktilskud og salg af fornybare ressourcer (fisk, turisme) i mellemtiden (der kan vise sig at være altid) i mens er man udsat og vil gøre klogt i ikke at skade sit omdømme for “syv fugle på taget”.
“Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis.”
Men, denne “Tilgang til det moderne Arktisk” er præ-moderne i Grønlands tilfælde.
For dem der gider at slå hjernen til, så er Grønlands største aktiv netop sin natur og sine fornybare rigdomme (se eksempelvis “Til gavn for Grønland”). Dels Grønlands mulighed for dels at sælge sine fornybare produkter som noget særligt – Køber jeg en pakke kutterrejer fra Ilulissat forventer jeg at disse rejer er fanget i diskobugten af en fiskekutter, og ikke fremarvlet i kølingssøen på et kinesisk A-værk fodret med resterne, af de kyllinger der fik rejeaffaldet at spise.
Dels at denne “Branding” er det samme som kan lokke velbeslåede turister (ikke pack-packere!) til landet.
Men det kræver en effektiv kommunikationsindsats og et klart fravalg af tiltag der med selvfølgelighed vil skade brand’et – så som uranefterforskning og tåberier med hvaler.
Som jo netop er eksemplificeret ved LEGO:
En god kommerciel ide, Sætte Shell reklamer på lego mini F1 racere og sælge samme på benzinstationen til 25 kr, til faderen der ikke gider at høre på den skrigende unge på vej til moster Gertrud på Mols, Er en katastrofe fordi det påvirker Brand’et og derfor påvirker valget mellem Playmobile’s nye ridderborg og LEGO CITY når de store penge skal spenderes til jul – Far orker jo ikke at høre på Moster Gertruds flæben over hvaler med olie i blåsthullet eller nuttede isbjørne med olie i pelsen – det er slemt nok at skulle til Mols i julen.
Udmærket indlæg, Martin.
Men Henrik, din kommentar er en vinder! Meget tankevækkende og (synes jeg) provokerende kor-
rekte betragtninger. Og jeg måtte le højt af din udgangsreplik!