Fem (mindst) nyheder i Taksøe’s arktiske vision

02-05-2016

 

I klassisk, journalistisk forstand støder man på mindst fem gedigne nyheder i Peter Taksøe-Jensens anbefalinger til Danmarks fremtidige indsats i Arktis, der blev offentliggjort i dag.

For det første fastholder han, at Danmark, Grønland og Færøerne sammen udgør ’en arktisk stormagt’. Ingen dansk diplomat på Peter Taksøe-Jensens niveau har tidligere betjent sig af så bombastiske vendinger om nationens rolle i det arktiske. Man kan i hans rapport læse, at rigsfællesskabet udgør ’verdens 12. største og NATO’s tredjestørste landområde efter Canada og USA’.  Peter Taksøe-Jensen (PTJ) anbefaler, at kongeriget skal ’bevare og udvikle sin position om en førende arktisk aktør og udnytte den indflydelse, der følger med. Det fordrer et øget politisk og økonomisk fokus på Arktis og rigsfællesskabet.’

Dette markante fokus på betydningen af nationens geografiske udstrækning i Arktis er ny i dansk politik. Martin Lidegaard var som udenrigsminister af samme opfattelse, men gjorde ikke meget ud af denne pointe; statsminister Lars Løkke Rasmussen har også talt om betydningen af Grønland og Færøerne for Danmarks rolle i verden, men slet ikke med det eftertryk, PTJ benytter sig af.

Lige så overraskende og også i kontrast til hidtidig dansk politik anbefaler PTJ, at Danmark nu bør forsøge at afkorte en meget lang  FN-proces om grænserne ved Nordpolen og i stedet søge en hurtigere løsning sammen med andre af de arktiske stater – måske også Rusland.

Danmark lancerede i december 2014 overfor FN’s sokkelkommission et overraskende stort krav om 895.000 kvadratkilometer af havbunden ved Nordpolen i den centrale del af Det Arktiske Ocean Det skete på et tidspunkt, hvor det stod klart, at kravet i meget høj grad ville overlappe med Ruslands ønsker. Et års tid efter lancerede Rusland helt som ventet sine ønsker, og Danmark og Rusland geråder derfor nu i en betydelig interessekonflikt om havbunden på klodens top.

Danmarks dilemma er ikke mindst, at Rusland ifølge FN’s regler vil få sine krav til havbunden behandlet i FN-systemet mange år, før Danmarks krav kommer til behandling. Det er ikke heldigt. Hvis Rusland først får at vide af FN’s eksperter, at havbunden ved Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel og dernæst får otte-ti år til at vænne sig til tanken, kan det blive vanskeligt for Danmark at gøre sin ret gældende, uanset om FN’s eksperter til sin tid måtte bekræfte, at havbunden ved Nordpolen hænger lige så meget sammen med Grønland som med Sibirien.

Derfor foreslår PTJ nu, at Danmark sammen med andre af de arktiske stater søger at speede FN’s arbejde med at vurdere kravene op. Ingen dansk diplomat eller politiker har tidligere på samme måde gjort sig til talsmand for en sådan aktiv tilgang. Tværtimod har Danmark både under SR-regeringen og den nuværende været fortaler for en rolig og afventende tilgang til behandlingen i FN’s sokkelkommission.

I et tredje brud med hidtidig praksis anbefaler PTJ et nyt forum for sikkerhedspolitiske diskussioner i Arktis. Kontante diskussioner om den militære og sikkerhedspolitiske situation i Arktis har hidtil være forvist til korridorerne under sessioner i Arktisk Råd, fordi Rådet ifølge sit eget mandat ikke er bemyndiget til at lægge ramme til debat om den ’hårde’ del af sikkerhedspolitikken. Ideen om et sikkerhedspolitisk, arktisk forum har været vendt og drejet i de arktiske nationer i mange år, uden at nogen dog har forfulgt tanken. PTJ mener, at tiden er kommet, ikke mindst fordi ’Rusland andre steder har vist sig parat til at tilsidesætte internationale spilleregler’. PTJ mener, at et  nyt Arktisk sikkerhedspolitisk forum vil kunne få ’tillidsskabende effekt’, selvom tanken altså ikke hidtil har fundet næring andre steder i Arktis.

Som en fjerde konkret nyskabelse foreslår PTJ, at Danmark i 2018 indkalder til en konference mellem de fem arktiske kyststater til fejring af 10-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008, der blev til på dansk foranledning. Det var ved den lejlighed, at kyststaterne (Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland) alle skrev under på, at de ville følge FN’s regler for grænsedragningen i Det Arktiske Ocean og samtidig enedes om at afvise ideen om nye, internationale Arktis-traktater i stil med den internationale Antarctic Treaty eller andre instrumenter, der kunne udvande de arktiske staters folkeretlige forrang i Arktis. PTJ var som chef for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste sammen med udenrigsminister Per Stig Møller chefarkitekt bag Ilulissat-erklæringen: PTJ har førstehåndskendskab til erklæringens banebrydende effekt i det arktiske samarbejde og dens medvirken til fastholdelse af Danmarks relativt store indflydelse i regionen.

Endelig – som en femte nyskabelse – foreslår PTJ en særlig arktisk fond, hvor igennem danske pensionskasser, Vækstfonden og private fonde i fællesskab kan øge deres investeringer i Arktis – herunder i Grønland. Det er værd i den sammenhæng at bemærke, at den administrerende direktør for PensionDanmark, der hører til de største af de danske pensionskasser, Torben Möger Petersen, har siddet som fast medlem af PTJ’s rådgivende følgegruppe.

PTJ leverer også konkrete forslag til, hvordan Arktisk Kommando i fremtiden bør udrustes, herunder hvordan øget brug af satellitter til overvågning i Grønland også kan udnyttes til at sikre bedre internetdækning til det grønlandske civilsamfund, men her er der i en hvis grad tale om forslag som forsvarets egne aktører tidligere har luftet.

Flere detaljer og nuancer følger. På onsdag – den 4. maj – vil PTJ uddybe sine tanker om rigsfællesskabet og indsatsen i Arktis. De hurtige, der sikrer sig billetter, kan overvære denne særligt arktiske præsentation ved et offentligt møde i Dansk Udenrigspolitisk Selskabs nye ungdomsafdelingen. 450 har allerede meldt sig til:

http://udenrigs.dk/danmarks-udenrigspolitiske-interesser-arktis/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

two × 3 =