blog

Danmarks uklare sikkerhedskurs i Nordatlanten

september 24, 2018 • Af

Lad os et kort øjeblik sammenholde Lars Løkke Rasmussens nye løfte om et stort dansk bidrag til lufthavnene i Grønland og færingernes salg af fisk til Rusland. Sammenligningen løfter os direkte ind i en af rigsfællesskabets mest besværlige gråzoner: Hvornår mener regeringen, at en sag i Grønland eller på Færøerne påvirker rigets sikkerhedspolitik?

Aftalen: Statsministeren har tilbudt finansiering til to lufthavne i Grønland bl.a. for at forhindre, at Grønland låner pengene i Kina. Foto: Nanoq.gl

Her findes ingen klare regler, ingen kodeks eller stringens. Det er et af mere betændte spørgsmål mellem København og de politiske myndigheder i Torshavn og Nuuk. Så snart en sag er stemplet som “sikkerhedspolitisk”, har regeringen i København nemlig per definition magten. Kun regeringen i København kan føre rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik.

I Grønland forsøger Lars Løkke Rasmussen med kontante indskud at udelukke, at Grønland låner penge til lufthavnene i Kina. Det er angiveligt en af mange grunde til statsministerens initiativ; han har tilbudt 700 millioner kroner som ejerkapital plus et lån og en lånegaranti på hver 450 millioner.

Både Lars Løkke Rasmussen, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og udenrigsminister Anders Samuelsen markerede i foråret, at det danske kongeriges sikkerhedspolitiske situation i deres analyse kunne blive undermineret, hvis Grønland endte i en kinesisk gældsklemme.

Det var underforstået, at Danmark derfor havde al mulig grund til at gribe ind og i sidste ende nedlægge veto mod f.eks. store lån i Kina. De tre ministres meldinger lød som en kontant påmindelse: Husk nu, at rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik sidste ende alene føres af os. Claus Hjorth Frederiksen inddrog endda USA i sin advarsel; han havde netop besøgt sin amerikanske kollega James Mattis, som ifølge Claus Hjort Frederiksen var bekymret over udsigten til, at Kina skulle få indflydelse i Grønland via lufthavnene.

I Nuuk bredte utilfredsheden sig. Både Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut og oppositionsleder Sara Olsvig holdt fast i, at lufthavnene måtte ses som et banalt stykke infrastruktur. De grønlandske politikere påpegede, at Grønland for længst har hjemtaget ansvaret netop for sin egen infrastruktur, finansiering, udseende og valg af eksterne partnere til f.eks. modernisering af lufthavne. Efter grønlandsk opfattelse er lufthavnene et rent grønlandsk anliggende — ikke sikkerhedspolitik.  

Lars Løkke Rasmussens nye løfte om dansk bidrag har indtil videre lagt en dyne af kontanter over den grundlæggende uenighed. Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut forsøger i øjeblikket at skabe et flertal i parlamentet, så Grønland kan tage imod det danske tilbud; de to politiske ledere søger angiveligt en praktisk løsning til alles bedste, men reel afklaring af den underliggende uenighed er ikke opnået.  

Hvorfor ikke på Færøerne?

På Færøerne holder regeringen sig anderledes tilbage. Skiftende politiske ledere i Torshavn har siden 2014 kritiseret eller undladt at støtte de europæiske sanktioner mod Rusland efter den russiske armés indmarch på Krim-halvøen i sommeren 2014.

Lukrativ forbindelse: Færøernes Poul Michelsen underskriver ny aftale med russiske Tatiana Valovaya fra Den Eurasiske Økonomiske Union, Torshavn 24. august. Foto: Árni Gregersen

Færøernes daværende landsstyreformand Kaj Leo Holm Johannesen rejste samme sommer til Moskva, hvor han forklarede den russiske handelsminister, at Færøerne ikke er medlem af EU og ikke havde nogen planer om at deltage i EU’s sanktionsregime. Da Rusland som reaktion på sanktionerne indførte forbud mod import af en række varer fra EU-landene —  herunder fisk — var Færøerne ikke omfattet, og i dag tjener de færøske fiskevirksomheder mange penge på at sælge fisk til Rusland.

Da Danmark ligesom andre europæiske lande tidligere i år udviste to russiske diplomater som reaktion på to mordforsøg i England, markerede Færøernes udenrigsansvarlige Poul Michelsen igen, at Færøerne ikke er med i EU-fronten mod Rusland og forsvaret for folkeretten.

Senest underskrev Poul Michelsen den 24. august på sit kontor i Torshavn en ny samarbejdsaftale (memorandum of understanding) med Rusland via Den Eurasiske Økonomiske Union; målet er en rigtig frihandelsaftale med Rusland, så Færøerne ikke skal betale told af fisken i Rusland. Den russiske repræsentant for EEU var Poul Michelsens gæst i tre dage.

Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen er pikeret: “Min personlige holdning har været klar længe, og jeg finder det stærkt problematisk, at Færøerne nu indgår en ny aftale med Rusland og en række af Ruslands nære venner, “ sagde han, da jeg skrev om sagen til Weekendavisen. “Man går direkte imod alle andre lande og områder i EU-fællesskabet, som prøver at isolerere Rusland og stoppe den magtpolitik, som Putin er godt i gang med overfor Krim, overfor Georgien og andre nationer. Jeg finder det meget, meget uheldigt for Danmark og for Europa, at vi har et område i rigsfællesskabet, der laver den her type aftaler,” sagde han.

Aastrup Jensen forestiller sig, at Putin vil bruge Færøerne i sin propaganda, og han advarer Færøerne om at uvilje mod øerne kan brede sig i Europa. Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (RV), tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S), og SF’s Jonas Dahl har luftet lignende frustration.

De færøske ledere fastholder, at de har retten på deres side. Færøerne har for mange år siden hjemtaget ansvaret for sine egne handelsforbindelser — og fisk handler jo kun om handel, ikke sandt? Landsstyret fastholder som begrundelse, at Færøerne ikke har råd til at miste det russiske marked, og landsstyrets politik har solid opbakning på øerne. Over en fjerdedel af Færøernes fiskeeksport går i dag til Rusland. Værdien af denne eksport svarer til værdien af al import af varer til færingernes private forbrug plus al import af olie til øernes energiproduktion.

Det interessante er nu, at den danske regering i dette tilfælde nøjes med at give den færøske ledelse ret i, at Færøerne har hjemtaget ansvaret for sine egne handelsforbindelser. De udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter af sagen har regeringen ikke offentliggjort nogen holdning til.

Hvorfor her og ikke der?

Så er vi tilbage ved sammenligningen. Hvorfor er låntagning til de grønlandske lufthavne af afgørende betydning for rigets sikkerhed, mens Færøernes konsistente afvisning af sanktionerne mod Rusland ikke er?

Er det fordi, Kina allerede anses for farligere end Rusland? Er det fordi lufthavne trods alt får betydning længere ind i fremtiden end de færøske fisk? Eller fordi, USA har store interesser i Grønland, men ikke på Færøerne? Kun en uge efter, at Lars Løkke Rasmussen i Nuuk indgik sin ny aftale med Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut,  meddelte USA, at lufthavnsstrukturen i Grønland har det amerikanske forsvars store bevågenhed; det kunne ligne en støtteerklæring til den danske regerings analyse af lufthavnenes sikkerhedspolitiske betydning, men reelt ved vi ikke, hvad der ligger bag.

Uklarheden skaber vanskeligheder. Da Naalakkersuisut i 2014 ophævede forbuddet mod uranudvinding i Grønland gik det helt i hårdknude mellem de daværende politiske ledere, Helle Thorning-Schmidt og Aleqa Hammond. Helle Thorning-Schmidts regering fastholdt, at uranen i Grønland indvirkede på Danmarks udenrigspolitik; Nuuk påpegede, at Grønland overtog alle beslutninger vedrørende den grønlandske undergrund i 2010. Først tre år senere kunne parterne underskrive aftaler, der løste de aktuelle problemer — mens de underliggende uenigheder forblev uafklarede.

I øjeblikket behandler Naalakkersuisut anmodninger fra flere mineselskaber, der gerne vil have udvinde mineraler i Grønland — herunder sjældne jordarter, der bl.a. bruges i avancerede våbensystemer. Det er endnu uklart, hvad den danske regering mener om den sag.

På et rigsmøde på Færøerne i juni mellem Kim Kielsen, Lars Løkke Rasmussen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen enedes man om at arbejde på et fælles screening-system, sådan at større projekter i Grønland og på Færøerne i fremtiden analyseres for eventuelle sikkerhedspolitiske komplikationer, inden nogen kommer for godt i gang.

Hvilke institutioner, der skal inddrages, hvem der får beslutningsmagten og hvem, der skal screenes for hvad, hvorfor, hvornår og ud fra hvilke kriterier, står dog stadig hen i de uvisse. De praktiske vanskeligheder står i kø: Endnu er ingen færøske og grønlandske politikere og kun et lille fåtal af embedsmænd f.eks. clearet til at se fortroligt-stemplede dokumenter fra efterretningstjenesterne eller Danmarks ambassader i udlandet.  

Dette blogindlæg er også bragt som nyhedsanalyse på Altinget:Arktis 24.09 2018