blog

Naomi Klein: Arktis udstiller vanviddet i vores økonomiske system

december 15, 2017 • Af

New York: Superaktivisten Naomi Klein har et relativt enkelt budskab: Kampen for at redde klimaet kan føre til en ny og bedre verden. Når stadig flere millioner af mennesker forstår, at der findes et alternativ til overforbrug, rovdrift på naturens ressourcer og klimaets sammenbrud, vil folkelige bevægelser sætte en stopper for vanviddet og insistere på bedre løsninger. Folkeeje bag vedvarende energikilder, opgør med ulighed, sult, diskrimination og elendighed, effektive bremser på korruption, magtmisbrug og olieindustriens herredømme.

I New York forleden talte Naomi Klein – en superstjerne på venstrefløjen – om Arktis og Grønland: “Arktis har hidtil indtaget en unik plads i vores vestlige koloniale forestillingsverden som det ultimative yderste punkt, vores absolutte “other””, siger hun.

“I takt med at isen forsvinder bliver Arktis nu hastigt mere genkendeligt, som et grænseland, hvor det er nemmere at bore efter olie og drive miner – alt sammen som konsekvens af den økonomiske model, vi har eksporteret til alle hjørner af verden, og som nu får isen til at forsvinde. Udviklingen i Arktis er en illustration af vanviddet i vores økonomiske system, der bare ikke kan stoppe.”

Vi sad på en scene på New York Public Library, en af byens mest kendte kulturinstitutioner, som led i den fine serie af arrangementer kaldet Arctic Imgination, arrangeret af Det Kongelige Bibliotek i København og en række biblioteker i andre landeJeg spurgte Naomi Klein, hvad hun mener om, at den politiske ledelse i Grønland længe har drømt om at olieselskaberne skal finde olie i Grønlands farvande, så Grønland kan blive uafhængigt af Danmark – stik imod alle klima-anbefalinger, der siger, at klodens sidste olie skal blive i jorden eller under havet, hvor den er?
“Det er derfor jeg hævder, at vi ikke kan tale om klimaet, uden at vi også taler om omfordeling af klodens rigdom. Og der findes et enkelt ord her: reparation – erstatning”, siger hun.
“Vi skylder Grønland langt mere end blot deres uafhængighed. Vi står i gæld til dem, fordi de var en koloni. Sålænge den gæld ikke er indfriet, vil de selvfølgelig bore efter olie, som deres eneste vej til en indkomst.”

Hun anbefaler en model fra Ecuador, hvor regeringen gav verdenssamfundet et tilbud: Vi lader være med at bore efter olie i den fantastiske Yasuni National Park, hvis I giver os halvdelen af de penge, vi kunne tjene på den olie, der ligger under parken. Naomi Klein er glad for modellen, som hun finder helt relevant også i de arktiske egne: “Det er en model, vi alle må støtte. Vi er nødt til at tale om, hvad vi skylder hinanden, hvis ikke hele klima-byrden skal løftes af dem, der i forvejen er fattige. Det ville være til gavn for hele menneskeheden, hvis olien i Yasuni blev under jorden. Hvorfor skulle fattige Ecuador, der er blevet udplyndret i lang tid, så bære hele byrden for at lade olien ligge? ”

Et døgn forinden havde Donald Trumps republikanere i Washington fundet et flertal for en skattereform af historiske dimensioner. “Det er hårdt at bevare optimismen lige nu”, siger Naomi Klein. Reformen passer som hånd i handske til hendes analyse af det økonomiske system, hun giver skylden for klimaforandringerne. Reformen betyder massive skattelettelser til de velhavende og hårde angreb det offentlige skolevæsen, boligstøtte og kollektiv transport. Og bizart nok åbner reformen også for nye olieboringer i the Arctic National Wildlife Refuge; et ikonisk reservat i Alaska.

Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL by The New York Public Library

Watch The New York Public Library’s Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL on Livestream.com. The Arctic Imagination project is a brainstorm across the Atlantic Ocean about melting arctic ice and the increasing temperatures, in which artists exchange ideas and visions of the future of the globe.

Naomi Klein en tydelig sammenhæng mellem skattereformen, klimaforandringerne og jagten på olie og mineraler langt mod nord. Hun minder new-yorkerne om orkanen Sandy, den tredjedyreste i USA historie, i 2012 hamrede ind over byen: “Klimaforandringerne minder os om hvor forbundne, vi alle er. Klimaforandringerne accepterer inden grænser. De nedbryder alle fortællinger om adskillelse, isolation og dominans. De viser os alle de relationer og al vores indbyrdes afhængighed, som vi ellers har fornægtet.”

Naomi Klein har i et par årtier hørt til venstrefløjens skarpeste skribenter og globale aktivister. I de seneste år har hun også været spydspids for The Leap Manifesto; et opråb og en bevægelse, der samler store dele af det civile samfund i Canada bag ønsket om radikale forandringer. Her har de oprindelige folk i det canadiske Arktis har været inddraget fra begyndelsen. I sin store bog om klimaforandringerne This changes everything fra 2014 fortalte hun, hvordan de arktiske folkeslag i Canada ofte har været afgørende i lokale slagsmål mod olieselskaber og politikere på jagt efter nye rigdomme i undergrunden til havs langs kysterne – og hun gentog pointen i New York. Ved at insistere på deres historiske ret til naturen udgør de oprindelige folk i Naomi Kleins analyse sammen med domstolene mange steder på kloden et af de vigtigste værn mod yderligere rovdrift: “I de fleste lande er de oprindelige folks rettigheder anerkendt i traktater, der er juridisk bindende – eller også har regeringen ratificeret den internationale konvention om oprindelige folks rettigheder, der siger, at indgreb i naturen ikke kan se uden deres fri, forudgående og informerede accept,” sagde hun. Hun anbefalede derfor, at klimakampen gribes an også som en indsats for de oprindelige folks rettigheder, fordi de rettigheder allerede er forhandlet på plads og vedtagne – de skal blot efterleves.

Først og fremmest insisterer Naomi Klein på at bevare optimismen. Klimaet i Arktis forandrer sig dobbelt så hurtigt som på resten af kloden. For første gang i historien åbner et helt nyt verdenshav sig for menneskelig aktivitet. Stormagterne iler for at positionere sig. Der er olie, fisk, mineraler, nye fragtruter; udsigt til øget forbrug, produktion og udledning af drivhusgasser netop hvor klimaforandringerne galopperer hurtigst.
Men isens forsvinden i Arktis og klimaforhandlingernes langsomme tempo får hende ikke til at droppe sin hovedtese: Klimakampen ikke en ny verdensbevægelse. Den ifølge hende kræver blot at de folkelige bevægelser – arbejder- , kvinde- , borgerrettighedsbevægelser kloden over – indser, at kampen for at redde planeten er deres hidtil bedste chance for at endelig at afslutte en serie uafsluttede historiske, politiske og økonomiske opgør.

Hele interviewet med Naomi Klein kan ses på Teksten blev i redigeret form bragt i Information 15. december 2017


blog

Game of Thrones – Et klimahit

november 30, 2017 • Af

Her ses Martin Breum, Minik Rosing og Nikolaj Coster-Waldua til Arctic Imagination på Det kongelige Bibliotek, Dronningesalen

Da HBO’s tv-serie Game of Thrones sendte det første afsnit af den igangværende sæson, klikkede 10,1 millioner seere ind for at se med. Helt så mange var der ikke plads til i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i København i lørdags, hvor professor i geologi Minik Rosing og skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau talte om udviklingen i Arktis og i Grønland, men salen var herlig, arrangement totalt udsolgt. Det blev det hidtil mest omtalte, retweetede og eftersøgte arrangement i den i øvrigt fantastiske serie af arrangementer kaldet Arctic Imaginations på Det Kongelige Bibliotek, der laver dem i samarbejde med New York Public Library og biblioteker i Nuuk, Stockholm og Oslo.

Og årsagen til denne succes: Nikolaj Coster-Waldau spiller en hovedrolle i Game of Thrones og er derfor verdensberømt. Striber af glade gæster flokkedes om ham for at få en selfie med berømtheden efter forløbet på scenen. Minik Rosing trækker selvsagt sit eget publikum, han har vundet fortjente priser for sin enestående formidling, men som trækplaster og publikumsmagnet er der stadig intet, der slår stråleglansen fra Hollywood og omegn. For alle, der mener, at udviklingen i Arktis og i Grønland fortjener langt større opmærksomhed, er det derfor nu blot at glæde sig over, at Coster-Waldau har valgt blive goodwill-ambassadør for FN’s 17 Verdensmål, og at han fokuserer særligt på målet om at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og på målet om at forhindre katastrofal global opvarmning – et valg, han straks fulgte op ved at rejse til Grønland og indspille et video-opråb til hele verden. Arrangementet på den roste diamant er nu tilgængeligt som podcast.

For de 10 millioner fans af Game of Thrones vil det formentlig være særligt interessant, at vi også på scenen fik diskuteret, hvordan Game of Thrones ofte er blevet udlagt som én lang historie om menneskets kamp netop mod klima-forandringerne. Nikolaj Coster-Waldau afviste på ingen måde tanken, men han advarede mod alt for snævre fortolkninger!


blog

Nuuk i Beijing: Grønland bejler intenst til Kina

november 2, 2017 • Af
Her ses Kim Kielsen med 24 topfolk fra Nuuk foran den kinesiske udenrigsministerium

Kim Kielsen med følge på China People’s Institute of Foreign Affairs

Det hidtil største grønlandske fremstød i Kina udfolder sig, netop mens disse linjer skrives. Grønlands politiske leder, Kim Kielsen og 24 andre topfolk fra Nuuk besøger Riget i Midten og dets 1,4 milliarder indbyggere. Besøget er historisk af mindst tre årsager.

For det første illustrerer det, at Grønland fører en aktiv og ekspansiv udenrigspolitik, selvom det danske kongeriges grundlov siger, at udenrigspolitik føres af Danmark. Skiftende ledelser i Nuuk har i mange år søgt nye partnere ude i verden for at mindske afhængigheden af Danmark. Det store besøg i Kina er det mest lysende – og kontroversielle – udtryk for denne indsats i adskillige år.

Det er første gang i det grønlandske Selvstyres historie og første gang i 12 år, at Grønlands politiske leder besøger Kina, og Kim Kielsen han har som en ægte statsleder taget sin kone med.

Besøget markerer en udstrakt grønlandsk velvilje overfor Kina. Da de grønlandske gæster ydermere repræsenterer en Selvstyre-regering, hvis erklærede mål er Grønlands løsrivelse fra Danmark, vil besøget naturligvis blive tolket i Kina som et politisk signal, og sådan er det givetvis også ment.

Det vil ikke overraske, hvis næste skridt bliver åbning af en grønlandsk repræsentation i Kina; en sådan blev foreslået i Nuuk allerede for år tilbage. At det aktuelle besøg formelt set “kun” er et handelsfremstød og ikke et politisk besøg, spiller derfor primært en rolle for jurister.

Kim Kielsen skal ikke mødes med Kinas politiske ledelse. Men besøget gennemføres på invitation af den kinesiske ambassade i København. En del af transporten i Kina håndteres af de kinesiske værter. Tænketanken Chinese People’s Institute of Foreign Affairs, der er oprettet af Kinas regering, inviterer på frokost.

Grønland rækker en meget synlig hånd ud til Kina, som griber den med kyshånd. Netop nu, hvor Kina energisk øger sin indflydelse også i Arktis, er den slags politisk. I hele den arktiske kreds vil politikere og andre iagttagere notere, at Grønland og Kina er rykket et solidt skridt nærmere hinanden og at Kinas arktiske engagement igen er vokset.

For det andet aktualiserer besøget det dansk-grønlandske rigsfællesskabs indre mekanik og et af Danmarks arktiske dilemmaer: Hvordan skal København på een gang pleje sit forhold til Grønland, Kina og USA?

De tre nationer har alle fundamental betydning for Danmark. Regeringen i København er dybt optaget af at bevare rigsfællesskabet med Grønland, og den kæmper for at finde svar på det udtalte ønske i Grønland om fuld uafhængighed.

Imens hjælper det danske diplomati, så Grønlands fremstød i Kina bliver så vellykket som muligt. Danmark går principielt ind for alt, der kan styrke økonomien i Grønland – og rigsfællesskabet. Danske diplomater har før bistået grønlandske besøgende i Kina. I 2005 var den daværende formand for det grønlandske Hjemmestyre, Hans Enoksen i Kina, andre ledende politikere har været der siden – og alle gange har de danske diplomater ydet afgørende assistance.

Danmark ønsker heller ikke at lægge for tydelige sten i vejen for Kinas interesser i Grønland. Danmark har ikke råd til at lægge sig ud med Kina; tværtimod jagter Danmark lige så ivrigt som Grønland kinesiske investorer og kinesiske købere til varer produceret hjemme. Både dronning Margrethe og Den lille Havfrue har været på officielt besøg i Kina for at understøtte den gode stemning. Men der vanskeligheder forbundet med Kinas interesse i Grønland.

Her kommer USA, Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske partner, ind i billedet. Danmark tåler ikke uenighed med USA om andet end småting – og Kina er ikke småting. Kina udvikler nye atombevæbnede ubåde, der vil kunne operere under isen i Det Arktiske Ocean tæt på Nordamerika. USA’s forsvar anser også derfor stadig sin base i Thule i Nordvestgrønland for helt central. Hele Grønland opfattes traditionelt som en del af USA’s sikkerhedssfære. Thule-basen forsvarer USA mod missiler fra Rusland, Nordkorea og andre, og den anses også for potentielt udgangspunkt for fly og skibe, der kan indsættes i Arktis. USA vogter med givetvis nøje over Kinas indtog i Arktis, og det samme gør Danmark.

Den danske regering forhindrede sidste år, at en kinesisk virksomhed opkøbte en nedlagt flådestation i Grønland, og Kinas interesse for Grønlands mineraler er genstand for hede diskussioner i København. Endelig frygter skeptikerne, at Kina vil forsøge at opnå politisk indflydelse i Grønland gennem store økonomisk investeringer. Kinas interesse for Grønland er en svær nød at knække: Med på det aktuelle besøg i Kina er to topchefer for Kalaallit Airports A/S, der leder efter penge til at bygge nye lufthavne og landingsbaner i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i Grønland. Finder de en stor kinesisk investor, kommer det dansk-grønlandske rigsfællesskab igen på prøve.

For det tredje illustrerer Kina-besøget, hvor langt der er fra den ene ende til den anden af meningerne om Grønlands evne til at klare sig selv. I Danmark opfordrede historikeren Thorkild Kjærgaard i sidste uge til suspendering af Selvstyret. Han fik hurtigt støtte af Søren Espersen, grønlandsordfører for Dansk Folkeparti. De to mener, at især de sociale forhold i Grønland nu er så elendige, at Danmark bør overveje at sætte Selvstyret på stand-by.

I den anden ende af spektret står Kim Kielsen & Co. så i Kina, hvor de udstiller hele batteriet af Grønlands potentialer. Anført af Kim Kielsen markedsfører den store delegation fisk og rejer, turisme, mineraler og vandkraft. De bygger på en succes: Grønlands eksport af fisk og rejer til Kina er i hastig vækst. Kinesiske penge understøtter planerne om udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland og zink i Nordgrønland. Kinesiske turister myldrer i Grønland og flere er på vej. Kina vil gerne bygge en større forskningsstation i Grønland. 

Kinas ledelse erklærede i juni i år, at den nye sørute fra Asien til Europa nord om Rusland nu betragtes som en del af Kinas kolossale Belt&Road-initiativ. Nordøstpassagen kaldes nu Isens Silkevej” – the Ice Silk Road. Kina er allerede dybt involveret i olie- og gas i Ruslands arktiske Yamalprovins og Norge, Island, Finland bejler alle til de kinesiske investorer. Kina er på vej til for alvor at blive en arktisk aktør, og også Grønland åbner gerne døren.

Dette blogindlæg optrådte i let revideret format i Sermitsiaq 3.11 2017


blog

Kina vil bygge i Grønland; Arktis inddrages i Kinas Silkevejsprojekt

oktober 18, 2017 • Af

Vicedirektør Yong Yu fra Polar Research Institute of China taler ikke meget engelsk, men pointen var klar nok. Med tre tusch-pletter på et kort forklarede han, hvor Kina overvejer at placere en forskningsstation i Grønland.

Stationen skal være på 2000 kvadratmeter, fordelt på indkvartering og laboratorier. Den skal huse 15-20 forskere og holdes åbent året rundt, gerne højt oppe i det ubeboede Nordøstgrønland eller i nærheden af Nuuk. Her vil Kina drive klimaforskning til lands, til vands og i luften. 

Kina driver i forvejen forskningsstationen Yellow River på Svalbard nord for Norge. En station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis – men USA vil næppe byde kinesiske droner som denne vil velkomne i Nordgrønland

Fredag aften i sidste uge hørte offentligheden for første gang om de kinesiske planer i Grønland. Yong Yu talte på et lille side-seminar ved Arctic Circle, en årlig Arktis-konference i Islands hovedstad. “Vi vil gerne opføre den så snart som muligt”, fortalte han mig bag efter. Han tilføjede dog straks, at der ikke er nogen fast tidsplan, og alt afhænger af udvekslinger med Grønland og Danmark.

Interessant, at han nævnte Danmark. Grønlands Selvstyre, der også var repræsenteret på seminaret, har for længst hjemtaget administrationen af al uddannelse og forskning i Grønland. Danmark har formelt intet at skulle have sagt, men Yong Yu har  forstået, at sagen er kontroversiel. Statsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarets efterretningstjeneste har længe været bekymrede ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland. I 2016 forhindrede regeringen efter konsultationer med forsvaret, at et kinesisk firma købte en nedlagt dansk flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen, der består af et antal medtagne barakker og en havn, havde været til salg i nogle år, men da et kinesisk firma viste interesse, opstod der pludselig nye behov i forsvaret. Grønnedal blev trukket af markedet, og det kom frem, at statsminister Lars Løkke Rasmussen angiveligt selv havde fået manøvren på plads.  

Kinas og Grønlands myndigheder har skrevet under på en fælles hensigtserklæring om forskning, men Kina har ikke præsenteret nogen færdig plan for Yong Yu’s forskningsstation, der i givet fald vil blive en af de største i Grønland. Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev opført i 2015 og drives af Århus Universitet, er til sammenligning på cirka 650 kvadratmeter.

Den danske Kina-bekymring har flere aspekter: Hvis store kinesiske virksomheder får fodfæste i Grønland kan det i Danmarks optik medføre, at Kina også vinder politisk indflydelse i Grønland. Desuden ventes Kina at udvikle sig til en sikkerhedspolitisk faktor i Arktis. Kina er ved at bygge atombevæbnede ubåde. Strategerne tænker, at disse krigsmaskiner om få år vil blande sig med de amerikanske og russiske under den arktiske havis tæt på Nordamerika. Her kan en kinesisk forskningsstation med høje antenner, droner og andet isenkram få en uheldig betydning. USA betragter Grønland som en del af sin sikkerhedssfære og Thule Air Base i Nordvestgrønland spiller stadig en central rolle i USA’s missilforsvar. En kinesisk station lige om hjørnet vil næppe være velkommen.  

Endelig er forskning ikke bare forskning i Arktis. Flere penge og stationer til forskerne booster forskningen, men også de sponsorerende regeringers politiske vægt i Arktis. Arctic Circle-konferencen viste, hvordan mange nationer, inklusive Danmark, ivrigt øger deres investeringer i polarforskningen af samme grund. Danmark optrådte for første gang ved disse Arctic Circle-konferencer med en minister  – Karen Ellemann, minister for fisk og nordisk samarbejde – netop for at fremhæve kongerigets bidrag til polarforskningen og viljen til at spille en konstruktiv rolle i Arktis i det hele taget. Kina driver i forvejen en forskningsstation på Svalbard nord for Norge, men en stor supplerende station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis og dermed også Kinas politiske vægt i regionen.  

Forskningens politiske funktion blev mest tydeligt illustreret af Lin Shanqing, vicedirektør for Kinas State Ocean Administration. Fra hovedscenen foran 2000 beslutningstagere fra hele kloden forklarede han, at Kina nu betragter Arktis som en del af sit mægtige Belt&Road-initiativ, også kendt som Silkevejs-projektet. Projektet skal booste Kinas kommercielle integration i Sydøst- og Centralasien, Rusland, Mellemøsten og Europa. Kina investerer milliardbeløb i havne, veje, jernbaner og anden infrastruktur overalt fra Beijing til Piræus og nu også i Arktis.

Lin Shanqing kaldte den nye sejlrute fra Asien til Europa nord om Rusland for the Ice Silk Road. Og så oplistede han tre hovedprioriteter: Samarbejde om forskning Arktis, forskning i de arktiske farvande, og arktisk klimaforskning. Yong Yu fra PRIC forklarede, at Kina frygter øget nedbør som følge af klimaforandringerne i Arktis, og at mange af Kinas største byer vil blive oversvømmet, hvis havene stiger. Forskningen er vigtig, og så baner den vej for den økonomiske integration. Kina ønsker adgang til olie, gas, mineraler og de nye handelsruter i Arktis, og en række af de arktiske regeringer byder i modsætning til den danske Kina hjerteligt velkommen.

En af de mest velinformerede iagttagere i Reykjavik, Mead Treadwell, tidligere formand for USA’s Arctic Research Commission, mindede om, at både Finland, Norge, Island og Rusland aktivt efterlyser kinesiske investeringer i ny jernbaner, havne og anden infrastruktur i Arktis. Kina er dybt involveret i ny gasproduktion i Yamal i Rusland, et af de største industri-projekter i hele Arktis. Norge vil sælge mere gas til Asien nord om Rusland, Finland vil have en jernbane fra Rovaniemi til havnen i Kirkenes på kanten af Det Arktiske Ocean. Treadwell så Kinas interesse i historisk perspektiv: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje,” forklarede han mig. “Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

Dette indlæg blev i forkortet udgave bragt som nyhedsanalyse i Information 18.10 2017    

 


blog

FN kritiserer USA’s lukkethed om militæraffald i Grønland

oktober 16, 2017 • Af

Grønlands landsstyre prøvede egentlig at trække en klage til FN over den danske regering tilbage. Men nu har FN taget sagen op på egen hånd og undersøgt arbejdet med at rydde op efter USA’s gamle militærbaser i Grønland. Det største problem er mangel på informationer om, hvad der kan gemme sig af farligt affald, lyder konklusionen.

Det vakte opsigt, da FN’s særlige menneskerettighedsrapportør for farligt affald, Baskut Tuncak, i begyndelsen af året modtog et brev fra Grønlands daværende udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq, med anklager om, at den danske regering ikke gjorde nok for at rydde op efter den amerikanske koldkrigsbase under den grønlandske indlandsis, Camp Century, og de øvrige militærbaser i landet.

Det fortæller Baskut Tuncak, der netop har færdiggjort et ti-dages besøg i Danmark og Grønland.

»Selv før dette brev var der nyheder ude om Camp Century og restaffaldet, så det var noget, vi allerede havde kig på. Men omstændighederne omkring brevet og det unikke i at have en udenrigsansvarlig til at sende et brev med beskyldninger mod sin egen regering var noget, der fangede vores opmærksomhed,« siger Baskut Tuncak.

Lignende breve sendte Vittus Qujaukitsoq til to andre menneskerettighedsrapportører under FN’s Menneskerettighedsråd.

Klagen var den første fra Grønland over Danmark til FN nogensinde, og den markerede en alvorlig optrapning af en serie uoverensstemmelser mellem Grønland og Danmark. I klagen fra Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, blev Danmark beskyldt for at krænke det grønlandske folks menneskerettigheder.

»Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt. Vi har krævet et svar i fire år. Det er essensen,« sagde Vittus Qujaukitsoq dengang til Information.

Meget mørklagt

Kort tid efter indleveringen af klagen blev Vittus Qujaukitsoq fyret som udenrigsansvarlig og klagen trukket tilbage. I Nuuk opstod der diskussion om, hvorvidt Qujaukitsoq havde haft resten af Landsstyret bag sig, da han klagede til FN.

I Geneve besluttede Baskut Tuncak dog alligevel at forfølge klagen. FN’s special rapporteurs opererer autonomt og beslutter selv, hvordan de behandler de information, de modtager – også selv om de bliver trukket tilbage igen.

FN’s særlige rapportør for farligt affald havde i forvejen planer om et besøg til Danmark og Grønland, men brevet betød, at den grønlandske del af besøget steg i prioritering, siger Baskut Tuncak.

Sagen drejer sig om oprydning efter 32 amerikanske militærinstallationer i Øst- og Vestgrønland. De fleste blev nedlagt, da Den Kolde rig ophørte, mens Thule Air Base stadig er i drift.

Mest kendt er Camp Century cirka 250 kilometer øst for Thule Air Base, hvor det amerikanske forsvar fra 1958 til 1966 byggede et kompleks af værksteder, boliger og laboratorier i tre kilometer tunneler under indlandsisen. Anlægget fik energi fra en atomreaktor, der også var placeret under isen. Da projektet blev lukket, blev atomreaktoren fjernet, men en ukendt mængde spildevand og andre materialer blev efterlads under isen.

Mangel på informationer og manglende gennemsigtighed fra de amerikanske styrker om, hvilke former for farligt affald – herunder kemisk og radioaktivt affald – som det amerikanske forsvar har efterladt i Grønland, lyder vurderingen fra FN’s særlige menneskerettighedsrapportør.

Det gør det sværere at rydde op og finde ud af, hvad der kan være af langsigtede konsekvenser for omgivelserne.

»Hvornår, hvor, hvad. Alle de informationer er noget mørklagt. Og i nogle tilfælde meget mørklagt,« siger Baskut Tuncak.

»Der hersker stadig usikkerhed, og det virker som om usikkerheden er dybt forankret. Det er meget svært for alle parter at komme til en løsning på problemet og sikre, at oprydningen bliver tilstrækkelig,« siger han.

Han nævner som en positiv udvikling, at regeringen i juni i år indgik en aftale med Selvstyret i Grønland. Danmark vil over seks år afsætte 180 millioner til oprydningen i Grønland.

Penge nok?

Aftalen kom først i stand efter, at regeringen blev orienteret om, at Baskut Tuncak var på vej til Grønland. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stillede det relativt store beløb i udsigt, før han havde sikret sig Folketingets tilslutning. Pengene skal nemlig findes i Forsvaret, hvor der først nu forhandles om et nyt forsvarsforlig for de kommende seks år.

Havde Lars Løkke Rasmussen ventet på de forhandlinger, der nu er i gang med folketingets partier om næste forsvarsforlig, ville aftalen ikke have været på plads, før Tuncak tog til Grønland.

»Det er noget skuffende, at det tog så lang tid, før den aftale kom i stand. Når det er sagt, virker aftalen og begge parter oprigtige i deres villighed til at adressere spørgsmålet og sikre, at de tidligere militærbaser og deres omgivelser er sikre,« siger Baskut Tuncak.

En dansk undersøgelsesmission har siden været ved Camp Century for at indlede målinger og potentiel oprydning af radioaktivt og andet amerikansk affald.

Der er dog en bekymring for, om 180 millioner er tilstrækkeligt til at rydde op efter mere end 30 militærbaser, bemærker den særlige rapportør. Til sammenligning kostede det 250 mio. kr. at rydde op efter den danske militærbase Grønnedal i Sydgrønland.

Under opholdet i Grønland har det ikke været muligt for den særlige rapportør at besøge nogen af de nedlagte amerikanske anlæg, og han har heller ikke havde været i stand til at få kontakt med Vittus Qujaukitsoq.

Det samlede besøg i Danmark og Grønland skal munde ud i en rapport med anbefalinger, der bliver præsenteret til FN’s Menneskerettighedsråd til september næste år.


blog

“Vi kommer ikke til at sulte ihjel”: Kampvalg i Grønland kan fremrykke løsrivelse

juli 24, 2017 • Af

Kampvalget om formandsposten i Siumut, Grønlands største parti, vil få afgørende betydning for hele rigsfællesskabet. Valget, der afgøres torsdag 27. juli, står mellem den moderate, nuværende partiformand Kim Kielsen, og den mere radikale Vittus Qujaukitsoq, der ønsker langt hurtigere afvikling af rigsfællesskabet med Danmark. Vittus Qujaukitsoq blev i april fyret som udenrigsansvarlig, og har siden forsøgt at samle støtte til et opgør med Kim Kielsen. Opgøret kulminerer sidst på ugen på Siumuts landsmøde i byen Sisimiut, Grønlands næststørste.

Som optakt til kampvalget har Vittus Qujaukitsoq opfordret til løsrivelse, selvom det kan koste bloktilskuddet fra Danmark. Det er stærkt usædvanligt, at en så højt placeret politiker i Grønland på den måde vægter uafhængighed frem for levestandard:

”Vi må og skal stå på egne ben. Derfor må vi også forholde os til, at vi kan leve uden bloktilskuddet fra Danmark. Der vil ske forringelser af levevilkårene, hvilket vi ikke skal være blege for at erkende. Men vi kommer ikke til at sulte ihjel”, sagde han til netmediet Sermitsiaq.ag. Bloktilskuddet fra Danmark udgør cirka 3,6 mia. kr. om året eller mere end 50 procent af Naalakkersuisuts, det grønlandske landsstyres, indtægter. Dertil kommer den milliard, som Danmark årligt bruger på blandt andet politi og forsvar i Grønland.

Vittus Qujaukitsoq, der tidligere også har fungeret som slagkraftigt landsstyremedlem for Grønlands handel og erhverv og som ansvarlig for Grønlands finanser, mener, at Grønlands potentialer er undervurderede. I interviewet med Sermitsiaq.ag løftede han lidt af sløret for, hvorfor bloktilskuddet efter hans mening godt kan undværes. Han anbefaler slankning af den offentlige administration, stærkere krav til udenlandske investorer om lokalt engagement og mere forædling af grønlandske fisk og rejser i Grønland.

Alle valgte politikere i Grønland støtter i dag visionen om Grønland som uafhængig stat, men der er afgørende forskel på, hvordan og hvor hurtigt de vil forfølge tanken. Kim Kielsen, der udover at lede Siumut også er formand for Naalakkersuisut, pointerer gerne, at hans hjerte banker for uafhængigheden. Men han fastholder også, at løsrivelse efter hans mening først bliver aktuel for hans børn eller børnebørn. Selv sigter han især på at få løst de store sociale problemer i Grønland, forbedre Grønlands indtjening på fisk, mineraler og turister og på at få flere til at tage en uddannelse – alt sammen for at selvstændiggøre Grønland. Ligesom et flertal i Grønland fastholder han, at Grønlands økonomi skal forbedres markant, før løsrivelse og et farvel til bloktilskuddet kan komme på tale.

Vittus Qujaukitsoq sætter ikke fast dato på, hvornår han mener, at løsrivelsen bør ske, men siger blot, at det bør ske hurtigere. En forfatningskommission, der blev nedsat i april i år, er i færd med at skrive Grønlands første forfatning. Kommissionen skal være færdig i 2020 – med mulig forlængelse. Vedtages forfatningen dernæst ved en folkeafstemning, kan det alt efter forfatningens indhold markere begyndelsen på løsrivelsen fra Danmark. Forfatningskommissionen skal også beskrive, hvordan et uafhængigt Grønland kan indgå i et nyt frivilligt samarbejde med Danmark eller en anden stat om f.eks. forsvar og kongehus; en ordning, der i Grønland kendes som free association.

Formandsposten i Siumut betragtes som næsten skudsikker adgang til magten i Grønland. Siumut har med undtagelse af fire år ledet de interne regeringer i Grønland siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, og Kim Kielsen markedsfører sig i disse dage i Grønland som en stærk samlende politisk chef for en bred koalition, han selv har skabt. Han pointerer også, at det var ham, der i 2016 udpegede Grønlands første landsstyremedlem – eller minister – for Selvstændighed og dernæst fik en forfatning på skinner.

Vittus Qujaukitsoq fremstår som opvigleren, der trives med modvind og radikale reformer, og han udstiller selv Kim Kielsen som svag og tøvende. Sammen med Siumuts politiske veteran, Lars Emil-Johansen, der er formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament, kritiserer Vittus Qujaukitsoq igen og igen Kim Kielsen for ikke at forfølge uafhængigheden helhjertet nok.

Kim Kielsen har til gengæld i al diskretion fået en hjælpende hånd fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ellers formelt blander sig langt uden om sådanne opgør i Grønland. Kim Kielsen fik hjælp, da Lars Løkke Rasmussen på et såkaldt rigsmøde på Christiansø i juni sammen med Kim Kielsen under tæt pressedækning ganske uventet offentliggjorde og underskrev en hensigtserklæring, der betyder, at den danske regering over de næste fem år vil bruge 150 mill. kroner på oprydning efter nedlagte, amerikanske militæranlæg i Grønland.

Hensigtserklæringen var bemærkelsesværdig fattig på detaljer og pengene først forhandles på plads med Folketinget i efteråret, hvorefter der forestår en række tekniske forhandlinger mellem Grønland og Danmark, men erklæringen lignede en løsning på et problem, der har været højt profileret i Grønland, og den indeholdt endda løfter om lærlingepladser og jobs. Erklæringen var timet, så Kielsen straks kunne bruge den i sin valgkamp.

Kim Kielsen er formentlig også – selvsagt uden at ville det – blevet styrket politisk af den ødelæggende tsunami, der ramte bygden Nuugaatsiaq i Nordvestgrønland den 17. juni. Fire mennesker omkom og en hel bygd – måske to – skal finde andre steder at leve, fordi der er fare for nye katastrofer. Kim Kielsen er i det igangværende rednings- og nødhjælpsarbejde trådt i karakter som den ansvarlige landsfader, der afmålt men empatisk favner både de, der har mistet, og de tusinder i resten af Grønland, der er dybt berørt.

Vittus Qujaukitsoq fik ved et valg i Grønland i 2014 kun 87 stemmer; ikke nok til at komme i parlamentet, og ingen af hans tidligere regeringskolleger har hidtil støttet ham. Han har dog tilsyneladende mobiliseret en vis opbakning: I slutningen af maj blev han overraskende valgt som formand for Siumuts lokalafdeling i Nuuk, partiets største. Han har i de seneste år markeret sig som stærkt kritisk overfor Danmark, senest i marts, hvor han som ansvarlig for Naalakkersuisuts udenrigsanliggender indklagede Danmark for FN’s menneskerettighedsrapportører i Geneve. Qujaukitsoq hævder, at Danmark har forsømt sit ansvar for at sikre oprydning efter de nedlagte amerikanske militæranlæg i Grønland. Klagen markerede en betydelig optrapning af konfliktniveauet: Ingen grønlandsk politiker havde tidligere draget FN ind i dansk-grønlandske stridigheder. Kort bad Naalakkersuisut FN om at se bort fra klagen, Kim Kielsen fyrede Vittus Qujaukitsoq som udenrigsansvarlig, og så var opgøret i gang.

Kampen kulminerer som nævnt på torsdag, hvor 69 delegerede fra Siumuts lokalafdelinger får lejlighed til at vælge – eller genvælge – partiets formand. Vinder Vittus Qujaukitsoq, udfordreren, vil der ifølge ham selv blive afholdt valg i hele Grønland kort efter.

 

Den tekst optrådte i redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information 24. juli 2017 


blog

Lars Løkke sætter skarp grænse for Grønlands forfatning

juni 18, 2017 • Af

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fastholdt sin advarsel til Grønland, da han onsdag i denne uge mødtes med Kim Kielsen og den færøske lagmand Aksel Johannesen til det årlige rigsmøde, denne gang på Christiansø ud for Bornholm. ”Det vi ikke kan have, er en situation, hvor man de facto melder sig ud, men hævder at man bliver – eller varianter af samme tema”, sagde han.

Statsministeren forklarede i maj i folketinget, at bloktilskuddet til Grønland, der udgør halvdelen af det grønlandske landsstyres økonomi, vil komme til ny forhandling, hvis den grønlandske forfatning vedtages med paragraffer, der rækker udover grundloven – også selvom de først skal træde i kraft på et ukendt tidspunkt i fremtiden.

Statsministeren afviser selve tanken om en forfatning, hvor én del skal gælde inden for rigsfællesskabet, mens en anden først skal bruges i et uafhængigt Grønland. Problemet er, at det netop er sådan en forfatning, Naalakkersuisut – det grønlandske Landsstyre – har bedt Grønlands nye forfatningskommission om at skrive.

Alligevel har parterne fundet en slags kompromis, så alle kan komme videre.

Kim Kielsen gentog flere gange på Christiansø, at hans politiske mål er Grønlands uafhængighed. Men han bad meget direkte om, at pressen og andre ikke på dette tidlige stade i forfatningsarbejdet spår om dybe dansk-grønlandske konflikter.

”Lad nu forfatningskommissionen få arbejdsro, så må vi se,” sagde han indtrængende.

Statsministeren forklarede sin opfattelse af forfatningsarbejdet ved at sige, at ”man arbejder med to spor uden at tage stilling til, hvilket af dem man vil betræde,” og Kim Kielsen modsagde ham ikke.

Uanset, hvordan forfatningskommissionen udformer sit udkast, vil regeringen i København derfor fremover kunne henvise til, at hverken Kim Kielsen, det samlede Naalakkersuisut eller det grønlandske parlament, Inatsisartut, har lagt sig fast på, hvilken form forfatningen i sidste ende skal have, eller hvordan en folkeafstemning om forfatningen skal gribes an. Regeringen kan fastholde, at ingen reelt ved, hvor det hele ender, før forfatningskommissionen har afleveret sit udkast i 2020, der er sat som foreløbig deadline.

Lars Løkke Rasmussens advarsel illustrerer, hvor prekær en position, den grønlandske forfatningskommission nu står i. Kommissionen har endnu kun holdt to møder, men forkvinden, parlamentsmedlem Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut, har i den grønlandske presse gentagne gange fastholdt, at hun vil arbejde på en forfatning for et uafhængigt Grønland og flere af kommissionen menige medlemmer støtter denne kurs. På samme måde lancerede Grønlands første Selvstændighedsminister Suka Frederiksen sidste år selve forfatningsarbejdet med klart signal om, at forfatningen vil blive en central løftestang for uafhængighedsprocessen. Ingen, der overværede debatten i det grønlandske parlament Inatsisartut, da processen startede i november, var i tvivl om, at det også var flertallets intention. Da beslutningen om at nedsætte kommissionen var truffet, samledes medlemmerne af Siumut, Kim Kielsens parti, for i bar bevægelse at afsynge en slagsang – stående og til melodien til ”We Shall Overcome”.

Det er derfor nu vanskeligt at se, hvordan kommissionen kan møde både de politiske ambitioner i Grønland, og samtidig holde sig indenfor de rammer, Danmark vil acceptere.

På Christiansø forklarede statsministeren, at forfatningen i hans optik må holdes indenfor den danske grundlov. Han lyttede fornøjet, mens Færøernes lagmand Aksel Johannesen forklarede, at færingerne i 2018 skal stemme om en forfatning, der netop vil holde sig skarpt til den grundregel.

Statsministeren mindede selv i maj om, hvordan færingerne lærte spillereglerne på den hårde måde. Færingerne lancerede i år 2000 et ønske om en 12-årig overgang til selvstændighed, men blev mødt med et hårdt svar: Hvis I fortsætter af den vej, bortfalder det danske bloktilskud om fire år. Budskabet fik forhandlingerne til at kollapse. Færingerne blev slået tilbage til start, og først til næste år – 18 år efter fiaskoen i København – skal de stemme om en ny forfatning, som altså ikke lægger op til et brud med rigsfællesskabet eller grundloven. ”Et identitetsdokument”, kaldte lagmanden det.

Statsministeren betegner ikke selv sit budskab for en advarsel eller trussel, og stemningen på rigsmødet var fin og kammeratlig. Det færøske og det grønlandske flag vajede side om side med det danske. Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen underskrev en fælles erklæring, der synes at løse en årelang strid mellem Danmark og Grønland. Regeringen vil nu afsætte 30 mill. kroner hvert år i fem år til oprydning efter mere end 30 amerikanske militære installationer i Grønland, og Kim Kielsen var overordentlig tilfreds. Muligvis glæder han sig ikke kun over de 150 milioner, men også over at det er lykkedes at få statsministeren til at indgå en aftale nu, før alle detaljerne er forhandlet på plads. Aftalen er indtil videre formuleret som en hensigtserklæring, der først i løbet af efteråret skal forhandles endeligt på plads og godkendes af folketinget. Til gengæld kan Kim Kielsen benytte aftalen til at bevise sit eget værd overfor sine partifæller i Grønland, hvor han i juli står overfor en udfordrer til sin formandspost i Siumut.

Kun da det gjaldt forfatningen sporedes det grundlæggende skisma. Her vil formentlig gælde samme grænser for Grønland, som justitsministeriet i sin tid satte for det færøske forfatningsarbejde. Dengang afviste de danske jurister ikke blot, at en færøsk forfatning kunne gribe ind i statens kerneopgaver – forsvar, sikkerhed, statsborgerskab, kongehus – men også bestemmelser om de forvaltningsområder, som færøerne udmærket kunne overtage, men endnu ikke havde overtaget.

Her vil man i Grønland huske, at der stadig er mere end 30 sagsområder, som Danmark fortsat forvalter, selvom Grønland har ret til at overtage. Hvis færø-reglerne skal følges, vil forfatningskommissionen derfor være udelukket fra at beskæftige sig ikke blot med forsvar og sikkerhedspolitik og kongehus, men også f.eks. indvandring, levnedsmiddelkontrol, arbejdsskader, luftfart, ophavsret, skibsregistrering, advokatvirksomhed, meteorologi, kriminalforsorg m.m. Kommissionen består af syv medlemmer af Inatsisartut.

 

denne tekst blev bragt i forkortet version i Information og Sermitiaq 17. juni. 

 


blog

Grønland klager over Danmark til FN

maj 17, 2017 • Af

Grønland har med et hidtil uset træk indklaget den danske regering for tre forskellige FN-organer, der efterforsker krænkelser af menneskerettighederne – men måske vil klagen blive trukket tilbage.

I klagerne, der blev indleveret til FN’s særlige rapportører under FN’s Menneskerettighedsråd i april, anklages Danmark for at svigte sit ansvar for oprydning efter USA militære installationer i Grønland og for at sikre Grønland et rimeligt økonomisk udbytte af Thule Air Base i Nordvestgrønland.

“Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt. Vi har krævet et svar i fire år. Det er essensen,” sagde hovedmanden bag klagerne, Vittus Qujaukitsoq, da jeg talte med ham mandag. Qujaukitsoq var indtil for nylig medlem af Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, og bl.a. ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender. Klagerne drejer sig ifølge Vittus Qujaukitsoq både om oprydningen og spørgsmålet om økonomisk udbytte af Thule Air Base.

Danmarks ambassadør ved FN i Geneve, Carsten Staur, bekræftede mandag, de jeg ringede til ham, at han på Grønlands vegne har overbragt klagerne bl.a. til FN’s særlige rapportør for oprindelige folk. Klager til FN’s rapportører behandles fortroligt, og det har ikke været muligt at få oplysninger om, hvorvidt rapportørerne vil forfølge sagen.

Det er uklart, om Naalakkersuisut vil fastholde klagerne, der i givet fald vil udgøre en markant optrapning af diskussionerne med Danmark. Det er første gang, at uenigheder mellem Grønland og Danmark bringes for FN’s menneskeretsorganer, og eskaleringen falder næppe i alles smag i Nuuk.

Vittus Qujaukitsoq trak sig i slutningen af april fra sine politiske hverv, da han blev fyret som udenrigsansvarlig. Han vil i stedet forsøge at overtage magten fra Grønlands nuværende politiske leder, Kim Kielsen. De to var uenige bl.a. om, hvordan diskussionen med Danmark og USA skulle gribes an. Det kan betyde, at Nuuk ikke vil forfølge klage-sporet i FN yderligere. Endelig må det også forventes, at den danske regering vil lægge et vis pres på Nuuk for at få sagen til at dø.

Naalakkersuisut har sammen med det grønlandske parlament, Inatsisartut, tidligere bakket op om de skarpe krav til Danmark, men der forelå angiveligt ikke nogen fælles politisk beslutning fra det samlede Naalakkersuisut om at klage til FN, før Vittus Qujaukitsoq afsendte klagerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naalakkersuisuts nye udenrigsansvarlige, Suka Frederiksen, og udenrigsminister Anders Samuelsen havde tirsdag heller ingen kommentarer.

Klagerne til FN kan vise sig vanskelige at viske ud. FN’s særlige rapportører har en vid grad af autonomi og kan af egen drift vælge at forfølge sagen, uanset om Grønlands Landsstyre måske forsøger at trække klagerne tilbage. Det kan betyde, at en eller flere af rapportørerne vælger at efterforske sagen bl.a. ved besøg i Grønland og i Danmark.

Klagerne blev sendt fra Nuuk efter rådslagning bl.a. med direktøren for Dansk Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, der besøgte Nuuk i november 2016. Han forklarede mig mandag, at FN’s rapportører, der efterforsker hver sin type af menneskeretskrænkelser, kan vælge at samarbejde om behandlingen, hvis de går videre med sagen. Det er sket før, f.eks. ved behandling af klager over det amerikanske fængsel på Guantánamo.

Sagen drejer sig bl.a. om oprydning efter 32 amerikanske militærinstallationer i Øst- og Vestgrønland. De fleste blev nedlagt, da den kolde krig ophørte, mens Thule Air Base stadig er i drift. Blandt de nedlagte anlæg er det mest notoriske Camp Century cirka 250 km øst for Thule Air Base. Her drev det amerikanske forsvar fra 1958 et kompleks af værksteder, boliger og laboratorier i tre kilometer tunneler under indlandsisen. Anlægget fik energi fra en atomreaktor, der også var placeret under isen. Anlægget var tænkt som forløber til det større, men aldrig realiserede projekt “Iceworm”, hvor 600 atombevæbnede missiler vendt mod Sovjetunionen skulle placeres på skinner under isen. Projektet blev skrottet, og Camp Century lukket i 1966. Atomreaktoren blev fjernet, men en ukendt mængde spildevand og andre materialer blev efterladt. Også ved andre nedlagte amerikanske installationer i Grønland forestår et oprydningsarbejde, dog langt fra i samme omfang.

Sagen har fået betydelig offentlig opmærksomhed i Grønland og i udlandet. Opmærksomheden skærpedes i 2016, da en international forskergruppe i Geophysical Research Letters påpegede, at isens afsmeltning kunne afdække radioaktivt affald ved Camp Century inden for en periode på 75 år.

 

Den danske regering indvilgede tidligere i år i at gennemføre undersøgelser af miljø, isafsmeltning og radioaktivitet ved Camp Century, men Nuuk har efterlyst en entydig placering af ansvaret for oprydningen i hele Grønland. I et brev til fhv. udenrigsminister Kristian Jensen den 24. oktober 2016, som Politiken citerede fra, truede Vittus Qujaukitsoq med at bringe sagen for FN sammen med dilemmaet om udbyttet af Thule-basen.

Grønlands landskasse har siden 1971 nydt godt af indtægter fra servicering af Thule-basen, men kontrakten for den kommende årrække er gået til et dansk datterselskab af den amerikansk koncern Exelis. Fornylig mistede også Royal Arctic Line, Grønlands eget fragtselskab, en kontrakt på at sejle fragt til Thule Air Base.

Danmark og Grønland har begge under langstrakte forhandlinger forsøgt at få U.S. Air Force til at finde en anden løsning, men uden held, og i Grønland har opfattelsen været, at det danske diplomati kunne gøre mere. Kristian Jensen besøgte som udenrigsminister Nuuk i november 2016, uden at problemerne blev løst. Et møde i januar mellem Vittus Qujaukitsoq og Kristian Jensens afløser, Anders Samuelsen, bragte heller ikke enighed.

Danmark indgik i 1951 en forsvarsaftale med USA, der siden har ligget til grund for de amerikanske militæranlæg i Grønland. I Nuuk er fortolkningen, at Danmark har et betydeligt politisk ansvar bl.a. for at løse de miljømæssige følger, selvom Grønlands Hjemmestyre i 1989 overtog miljøforvaltningen i Grønland.

Den danske regering mener, at et ansvar for oprydningen først kan placeres præcist efter en nøjere juridisk analyse af aftalen fra 1951 plus en serie tillægsaftaler, og at regeringen i øvrigt gør, hvad der er muligt, for at sikre Grønlands udbytte af Thule Air Base.

I klagerne til FN henvises der angiveligt til bl.a. FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder fra 2007 og ILO’s konvention fra 1989 om oprindelige folk i selvstændige stater.

Indlægger blev i forskellige varianter bragt også i Information og Sermitsiaq 17.5 2017

 


blog

Magtkampen i Nuuk handler om forholdet til Danmark

april 25, 2017 • Af

 

En besk magtkamp brød ud i lys lue i Grønland mandag 24. april, da Grønlands skarpe udenrigs- og erhvervsminister, naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, trak sig i protest og varslede et forsøg på at overtage magten i regeringspartiet Siumut. Det overraskende træk blev affødt, da formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen ville beskære Vittus Qujaukitsoqs ministerpost, så han ikke længere havde ansvaret for Grønlands udenrigsanliggender, men bagved ligger en stadig dybere konflikt i toppen af Grønlands politiske liv om forholdet til Danmark og alt, hvad deraf følger. Hvor hårdt skal man presse på for øget indflydelse til Grønland og i sidste ende selvstændighed? Det handler om hvor megen vægt den daglige politiske ledelse skal lægge på det grønlandske sprog, opgøret med arven fra kolonitiden, hjemtagning af nye administrative områder fra Danmark, udvidelse af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer, grønlandisering af centraladministrationen, slagsmålet med USA om Thulebasen, fremme af grønlandsk erhvervsliv m.m. Vittus Qujaukitsoq vil lige så lidt som Kim Kielsen sætte en fast dato på løsrivelsen fra Danmark; han erkender præcis som Kim Kielsen de udfordringer Grønland står overfor, men de tilhører hver sin fløj, når det gælder de daglige prioriteringer.

Formanden for Naalakkersuisut, det grønlandsk landsstyre, Kim Kielsen, har på det seneste argumenteret stadig mere indtrængende for en afdæmpet, langstrakt proces frem mod selvstændiggørelse og løsrivelse, mens andre i Grønland og hans eget parti finder kursen for tilbageholdende. Kim Kielsen har lagt vægt på at det tidligst bliver hans børn eller børnebørn, der får mulighed for at trække Grønland ud af rigsfællesskabet, og at en højnelse af uddannelsesniveauet og stærkt fokus på de mange sociale problemer i Grønland må prioriteres højest, mens Vittus Qujaukitsoq har anlagt en stadig skarpere tone over for Danmark, især når det gjaldt udvidelsen af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer. I går pointerede han straks, at han vil deltage på Siumuts sommermøde til august og her forsøge at overtage Kim Kielsen lederskab af partiet. Siumuts stærke politiske veteran, formanden for Inatsisartut, det grønlandske parlamentet, Lars Emil Johansen, forklarede behændigt til de grønlandske journalister, at Vittus Qujaukitsoq i hans øjne er en “kvalificeret” kandidat og at en demokratisk intern kamp om formandsposten ikke skader partiet. Lars Emil Johansen, der ikke selv stiller op til formandsposten, har ikke lagt skjul på, at Kim Kielsen efter hans vurdering er en svag leder.

I den danske offentlighed har Vittus Qujaukitsoqs ildhu i sær været synlig i to sager, der involverer USA. I december 2016 krævede Qujaukitsoq i et interview med Politiken genforhandling af aftalekomplekset bag Thule Air Base; ét krav, der i Danmark har virket særligt umuligt midt i en Trump-tid. Qujaukitsoq krævede med store bogstaver “øget kompetence på udenrigsområdet, på forsvarsområdet, på militære spørgsmål. Det, vi har nu, er ikke tidssvarende.” Qujaukitsoq kaldte Danmark for “arrogant” og talte om “75 års opsparet frustration og afmagt”. Det blev det så grelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen appellerede til Kim Kielsen for at få gydt olie på vandene.

Allerede da argumenterede stærke kræfter i Siumut for en fyring, fordi Vittus Qujaukitsoqs udfald ikke var koordineret med Kim Kielsen eller resten af Selvstyret. Det er dog ikke tilstrækkelig forklaring på det aktuelle opgør. Kim Kielsen var langt hen ad vejen enig med Qujaukitsoqs kritik af det danske diplomati. De to var begge bekymrede over, at de måtte læse i avisen, hvad den danske regering mente – f.x. da Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 forhindrede et kinesisk firma i at købe Grønnedal, en nedlagt militærforlægning i Sydgrønland. Begge var også begge kritiske overfor Danmarks håndtering af den manglende oprydning efter de amerikanske baser i Grønland, og af tabet af den lukrative kontrakt på servicering af Thule-basen. Grønland har i årtier tjent millioner på levering af vand, strøm, rengøring m.v. til Thulebasen, men kontrakten gik i 2014 til et amerikansk firma. Danmark og Grønland er enige om, at USA her bryder med aftalegrundlaget for Thule-basen fra 1951, men det er ikke lykkedes at få USA’s forsvar til at give sig. Både Vittus Qujaukitsoq og Kim Kielsen har spekuleret over, om Danmark går hårdt nok til makronerne i Washington, eller om Danmark plejer andre interesser end Grønlands i disse sager.

Den interne strid i Nuuk gik ifølge Vittus Qujaukitsoq i hårdknude, da Kim Kielsen ville flytte Qujaukitsoq til et andet ansvarsområde forud for indledningen af det grønlandske parlaments forårssamling mandag. Han opfattede det som en desavouering og meddelte sin afgang på Facebook: ”Min tid som naalakkersuisoq (minister, red.) slutter i dag. Jeg træder tilbage” – plus en glad smiley. Smilet var givetvis falsk. Vittus Qujaukitsoq, der også er tidligere naalakkersuisoq for finanser, trivedes som minister for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender som en fisk i vandet. Det lykkedes ham ikke at blive folkevalgt ved Grønlands seneste valg, men han har siden været en landsstyrets mest effektive og leveringsdygtige medlemmer, evigt på farten fra Beijing til Alaska for at promovere Grønlands interesser og søge investorer til olie, gas, fisk, mineraler og turisme.

Den primære, daglige kontakt mellem Nuuk og København skal nu varetages af Qujaukitsoqs og Kielsens partifælle Suka K. Frederiksen, der ellers i forvejen havde hænderne fulde. Hun blev i november 2016 udnævnt som Grønlands første Selvstændighedsminister med ansvar for den forfatningskommission, der på tre til fem år skal skrive Grønlands egen forfatning. Processen anses i Grønland som et afgørende skridt mod løsrivelsen fra Danmark. Suka K. Frederiksen har ingen tidligere regeringserfaring, og ingen erfaring fra diplomatiet, men overtager altså nu hovedansvaret for Grønlands forbindelser til resten af verden, inklusive den daglige kontakt til Danmark – herunder ønsket om nye forhandlinger om Thule-basen og det stærke grønlandske ønske om øget kontrol over egne udenrigsanliggender i øvrigt.


blog

Anders Samuelsen på arktisk balanceakt i Rusland

marts 31, 2017 • Af

Foto: TASS/ArcticForum

Udenrigsminister Anders Samuelsens besøg i det arktiske Rusland blev endnu et eksempel på, hvordan Danmarks arktiske status og sammenhængen med Grønland og Færøerne forærer den danske regering chancen for at føre forhandlinger med klodens vigtigste stater om Arktis, men så sandelig også om andre, globale dilemmaer som Krim, Ukraine og Syrien. Anders Samuelsen deltog onsdag-torsdag 29. – 30. marts på konferencen “Arctic Forum – Territory of Dialogue” i Arkhangelsk ved Hvidehavet i det nordvestlige Rusland.

En tilsvarende arktisk begivenhed blev udnyttet af Danmark i august 2015, hvor daværende udenrigsminister Kristian Jensen benyttede en amerikansk Arktis-konference i Anchorage, Alaska, til at invitere USA’s nu forhenværende præsident, Barack Obama, til Grønland. Året efter lykkedes det at få Obamas udenrigsminister John Kerry, til at besøge Grønland og undervejs bekræfte de fine relationer til kongeriget Danmark.

I Arkhangelsk blev den diplomatiske balancekunst illustreret allerede få minutter før det hele begyndte. Anders Samuelsen stod side om side med sin norske kollega, Børge Brende, og pludselig også over for dagens vært, Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin. Anders Samuelsen var den første danske minister i Rusland siden Krim, Norges udenrigsminister var i næsten tilsvarende situation, og de tre stod nu omgivet af en kødrand af andre politikere umiddelbart før startskuddet til den store russisk Arktis-konference: ”Arctic Forum – Territory of Dialogue”.

Her fik de tre sig en velkomst-passiar på cirka halvandet minut, som efter alt at dømme foregik i bedste, venskabelige stil – som det også fremgår af billedet ovenfor.

Pointen i denne lille scene var, at Dmitrij Rogozin ikke blot er vicepremierminister og formand for Ruslands Arktis-kommission, der påser udvikling i Ruslands Arktis. Rogozin er også skarptunget, russisk hard liner og siden 2014 omfattet af både EU’s og USA’s sanktionsliste over russiske officials med indrejseforbud til EU og USA og forbud mod at bruge vestlige banker på grund af sin stærke støtte til Ruslands annektering af Krim.

Rogozin indrammede pointen: Anders Samuelsen ville som de andre nordiske ministre, der var ankommet til Arkhangelsk, ved sin fysiske tilstedeværelse sende et signal til Rusland: Danmark prioriterer samtale og samarbejde med Rusland højt, selvom uenighederne om Krim, Ukraine og andre dilemmaer består. Som han sagde på flyet fra København: ”Vi har en tospors-strategi, hvor vi er hårde og kontante på sager som Krim, hvor Rusland tydeligvis bryder reglerne, mens vi på andre temaer fortsætter dialogen. Rusland vægter det arktiske højt, og vi er meget enige om at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde og noget, vi kan samarbejde om”.

Her foreligger en vanskelig diplomatisk øvelse. Faren for at den russiske regering bruger signalet til at underspille kritikken af Rusland og nu aner en svaghed i Danmarks og de øvrige nordiske landes position, ligger lige for. Anders Samuelsen brugte da også en del energi på at forklare den medfølgende presse, at han tydeligt understregede for sine russiske samtalepartnere, at Danmarks synspunkter på alle væsentlige områder er uforandrede.

Vigtigst blev middagen med Sergei Lavrov, Ruslands udenrigsminister, onsdag aften. Her havde en sluttet kreds – den danske, norske og islandske udenrigsminister – en helt usædvanlig mulighed for at diskutere med Sergei Lavrov i næsten tre timer. (Sveriges udenrigsminister Margot Walström var forhindret af personlige årsager). Anders Samuelsen forklarede kort efter middagen, at de fire talte om alt fra Trump til det russiske politis omgang med demonstranter, Ukraine, Krim og Danmarks og Norges deployering af tropper i Baltikum. Ingen luftede ifølge Samuelsen nye synspunkter, men middagen foregik i en fin og til tider munter atmosfære og gav mulighed for at komme et ”et spadestik dybere,” sagde han. Norges udenrigsminister Børge Brende bekræftede over for norsk TV2 torsdag udlægningen. Torsdag eftermiddag overværede Anders Samuelsen fra første række i Arkhangelsks store Lomonosov-teater Ruslands præsident Vladimir Putin diskutere Trump, Syrien, kampfly over Østersøen, arktisk klima og miljø med præsidenterne fra Island og Finland. Her sagde Putin f.eks.: ”No. Read my lips: No”, da han blev spurgt, om Rusland påvirkede USA’s valgkamp i 2016 – helt uden for den arktiske udenfor dagsordenen.

Anders Samuelsen fik også lejlighed til at lade sig interviewe af den amerikanske tv-station CNBC, der fungerede som konferencens mediepartner. De tre minutters interview, som nu er tilgængeligt globalt, kom hurtigt til at hande om alt muligt andet end Arktis, men profilerede altså igen Danmark som aktør i den arktiske – og dermed globale – arena. Videoen kan ses her:

http://video.cnbc.com/gallery/?video=3000605922&play=1

Anders Samuelsens besøg var nøje afstemt med de øvrige nordiske lande. Det blev tydeligt, at ingen af dem kan undvære en tættere dialog med Rusland, og hvordan Arktis nu forærer dem en særlig mulighed for at mødes med Rusland om sager, der har Putin og hans nærmeste kollegers stærke interesse. Ikke mindst Norge, der deler en arktisk grænse med Ruslands Kolahalvø – et af klodens mest militariserede områder – har oplevet en forværring af sit forhold til Rusland. Norge har for første gang siden 2. verdenskrig fremmede tropper udstationeret; godt 300 amerikanske marinesoldater. To medlemmer af det norske storting blev tidligere i år nægtet visum til Rusland. Vicepremierminister Dmitrij Rogozin – dagens vært – provokerede Norge i 2015, da han i strid med EU’s rejseforbud landede på den norske øgruppe Svalbard, men udenrigsminister Børge Brende understregede i sin tale her i Arkhangelsk i stedet, hvordan Norge og Rusland i årtier i fællesskab har administreret fiskebestandene i Barentshavet og i øvrigt deler et behov for miljøregulering, oprydning efter Sovjetunionens atomanlæg mv. i Arktis.

Danmark oplever ikke samme pres i forholdet til Rusland som Norge, men Ruslands oprustning i Østersøen, tryk på de baltiske lande og andre konkreter trænger sig på. Den danske eksport af fødevarer til Rusland lå før Krim på cirka 4,2 mia. kr. om året. Som svar på vestens sanktioner har Rusland siden bremset importen fra EU, og dansk eksport af fødevarer til Rusland er bl.a. derfor raslet ned på under 800 mill. om året. Danmark og Rusland gør begge krav på vældige stykker overlappende havbund i Det Arktiske Ocean, og Anders Samuelsen pointerede i sin tale, hvor vigtigt det er, at begge parter følger FN’s regler for fredelig grænsedragning. Skrækscenariet er, at Rusland dropper FN-sporet og blot erklærer Nordpolen og havbunden i området for russisk. Endelig en helt aktuel sag: Ruslands ønske om at føre gasledninger til Tyskland over dansk havbund i Østersøen til den såkaldte North Stream2-forbindelse. Sagen hører netop nu til den danske regerings primære russiske hovedpiner. Danmark har som Sverige mulighed for at forhindre denne ny kanal for russisk gas til Europa, men der er ikke enighed i EU, og Danmark frygter at stå alene i en ubehagelig konflikt med Rusland. Den sag er tilsyneladende stadig for hed: Den blev ifølge Anders Samuelsen ikke diskuteret under middagen med Lavrov.

Grønlands Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq deltog ikke i Arkhangelsk, men Anders Samuelsens tale ved konferencen var afstemt med Nuuk. Vittus Qujaukitsoq var optaget af Inuit Economic Summit i Anchorage i Alaska, hvor han deltog sammen med bl.a. Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken. På konferencen i Arkhangelsk deltog i stedet specialkonsulent i Udenrigsdirektoratet i Nuuk, Mira Kleist.

Dette indlæg er i redigeret format bragt som nyhedsanalyse i Information 31. marts.