Kina vil bygge i Grønland; Arktis inddrages i Kinas Silkevejsprojekt

Vicedirektør Yong Yu fra Polar Research Institute of China taler ikke meget engelsk, men pointen var klar nok. Med tre tusch-pletter på et kort forklarede han, hvor Kina overvejer at placere en forskningsstation i Grønland.

Stationen skal være på 2000 kvadratmeter, fordelt på indkvartering og laboratorier. Den skal huse 15-20 forskere og holdes åbent året rundt, gerne højt oppe i det ubeboede Nordøstgrønland eller i nærheden af Nuuk. Her vil Kina drive klimaforskning til lands, til vands og i luften. 

Kina driver i forvejen forskningsstationen Yellow River på Svalbard nord for Norge. En station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis – men USA vil næppe byde kinesiske droner som denne vil velkomne i Nordgrønland

Fredag aften i sidste uge hørte offentligheden for første gang om de kinesiske planer i Grønland. Yong Yu talte på et lille side-seminar ved Arctic Circle, en årlig Arktis-konference i Islands hovedstad. “Vi vil gerne opføre den så snart som muligt”, fortalte han mig bag efter. Han tilføjede dog straks, at der ikke er nogen fast tidsplan, og alt afhænger af udvekslinger med Grønland og Danmark.

Interessant, at han nævnte Danmark. Grønlands Selvstyre, der også var repræsenteret på seminaret, har for længst hjemtaget administrationen af al uddannelse og forskning i Grønland. Danmark har formelt intet at skulle have sagt, men Yong Yu har  forstået, at sagen er kontroversiel. Statsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarets efterretningstjeneste har længe været bekymrede ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland. I 2016 forhindrede regeringen efter konsultationer med forsvaret, at et kinesisk firma købte en nedlagt dansk flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen, der består af et antal medtagne barakker og en havn, havde været til salg i nogle år, men da et kinesisk firma viste interesse, opstod der pludselig nye behov i forsvaret. Grønnedal blev trukket af markedet, og det kom frem, at statsminister Lars Løkke Rasmussen angiveligt selv havde fået manøvren på plads.  

Kinas og Grønlands myndigheder har skrevet under på en fælles hensigtserklæring om forskning, men Kina har ikke præsenteret nogen færdig plan for Yong Yu’s forskningsstation, der i givet fald vil blive en af de største i Grønland. Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev opført i 2015 og drives af Århus Universitet, er til sammenligning på cirka 650 kvadratmeter.

Den danske Kina-bekymring har flere aspekter: Hvis store kinesiske virksomheder får fodfæste i Grønland kan det i Danmarks optik medføre, at Kina også vinder politisk indflydelse i Grønland. Desuden ventes Kina at udvikle sig til en sikkerhedspolitisk faktor i Arktis. Kina er ved at bygge atombevæbnede ubåde. Strategerne tænker, at disse krigsmaskiner om få år vil blande sig med de amerikanske og russiske under den arktiske havis tæt på Nordamerika. Her kan en kinesisk forskningsstation med høje antenner, droner og andet isenkram få en uheldig betydning. USA betragter Grønland som en del af sin sikkerhedssfære og Thule Air Base i Nordvestgrønland spiller stadig en central rolle i USA’s missilforsvar. En kinesisk station lige om hjørnet vil næppe være velkommen.  

Endelig er forskning ikke bare forskning i Arktis. Flere penge og stationer til forskerne booster forskningen, men også de sponsorerende regeringers politiske vægt i Arktis. Arctic Circle-konferencen viste, hvordan mange nationer, inklusive Danmark, ivrigt øger deres investeringer i polarforskningen af samme grund. Danmark optrådte for første gang ved disse Arctic Circle-konferencer med en minister  – Karen Ellemann, minister for fisk og nordisk samarbejde – netop for at fremhæve kongerigets bidrag til polarforskningen og viljen til at spille en konstruktiv rolle i Arktis i det hele taget. Kina driver i forvejen en forskningsstation på Svalbard nord for Norge, men en stor supplerende station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis og dermed også Kinas politiske vægt i regionen.  

Forskningens politiske funktion blev mest tydeligt illustreret af Lin Shanqing, vicedirektør for Kinas State Ocean Administration. Fra hovedscenen foran 2000 beslutningstagere fra hele kloden forklarede han, at Kina nu betragter Arktis som en del af sit mægtige Belt&Road-initiativ, også kendt som Silkevejs-projektet. Projektet skal booste Kinas kommercielle integration i Sydøst- og Centralasien, Rusland, Mellemøsten og Europa. Kina investerer milliardbeløb i havne, veje, jernbaner og anden infrastruktur overalt fra Beijing til Piræus og nu også i Arktis.

Lin Shanqing kaldte den nye sejlrute fra Asien til Europa nord om Rusland for the Ice Silk Road. Og så oplistede han tre hovedprioriteter: Samarbejde om forskning Arktis, forskning i de arktiske farvande, og arktisk klimaforskning. Yong Yu fra PRIC forklarede, at Kina frygter øget nedbør som følge af klimaforandringerne i Arktis, og at mange af Kinas største byer vil blive oversvømmet, hvis havene stiger. Forskningen er vigtig, og så baner den vej for den økonomiske integration. Kina ønsker adgang til olie, gas, mineraler og de nye handelsruter i Arktis, og en række af de arktiske regeringer byder i modsætning til den danske Kina hjerteligt velkommen.

En af de mest velinformerede iagttagere i Reykjavik, Mead Treadwell, tidligere formand for USA’s Arctic Research Commission, mindede om, at både Finland, Norge, Island og Rusland aktivt efterlyser kinesiske investeringer i ny jernbaner, havne og anden infrastruktur i Arktis. Kina er dybt involveret i ny gasproduktion i Yamal i Rusland, et af de største industri-projekter i hele Arktis. Norge vil sælge mere gas til Asien nord om Rusland, Finland vil have en jernbane fra Rovaniemi til havnen i Kirkenes på kanten af Det Arktiske Ocean. Treadwell så Kinas interesse i historisk perspektiv: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje,” forklarede han mig. “Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

Dette indlæg blev i forkortet udgave bragt som nyhedsanalyse i Information 18.10 2017    

 

“Vi kommer ikke til at sulte ihjel”: Kampvalg i Grønland kan fremrykke løsrivelse

Kampvalget om formandsposten i Siumut, Grønlands største parti, vil få afgørende betydning for hele rigsfællesskabet.

Valget, der afgøres torsdag 27. juli, står mellem den moderate, nuværende partiformand Kim Kielsen, og den mere radikale Vittus Qujaukitsoq, der ønsker langt hurtigere afvikling af rigsfællesskabet med Danmark.

Vittus Qujaukitsoq blev i april fyret som udenrigsansvarlig, og har siden forsøgt at samle støtte til et opgør med Kim Kielsen. Opgøret kulminerer sidst på ugen på Siumuts landsmøde i byen Sisimiut, Grønlands næststørste.

Som optakt til kampvalget har Vittus Qujaukitsoq opfordret til løsrivelse, selvom det kan koste bloktilskuddet fra Danmark. Det er stærkt usædvanligt, at en så højt placeret politiker i Grønland på den måde vægter uafhængighed frem for levestandard:

”Vi må og skal stå på egne ben. Derfor må vi også forholde os til, at vi kan leve uden bloktilskuddet fra Danmark. Der vil ske forringelser af levevilkårene, hvilket vi ikke skal være blege for at erkende. Men vi kommer ikke til at sulte ihjel”, sagde han til netmediet Sermitsiaq.ag. Bloktilskuddet fra Danmark udgør cirka 3,6 mia. kr. om året eller mere end 50 procent af Naalakkersuisuts, det grønlandske landsstyres, indtægter. Dertil kommer den milliard, som Danmark årligt bruger på blandt andet politi og forsvar i Grønland.

Vittus Qujaukitsoq, der tidligere også har fungeret som slagkraftigt landsstyremedlem for Grønlands handel og erhverv og som ansvarlig for Grønlands finanser, mener, at Grønlands potentialer er undervurderede. I interviewet med Sermitsiaq.ag løftede han lidt af sløret for, hvorfor bloktilskuddet efter hans mening godt kan undværes. Han anbefaler slankning af den offentlige administration, stærkere krav til udenlandske investorer om lokalt engagement og mere forædling af grønlandske fisk og rejser i Grønland.

Alle valgte politikere i Grønland støtter i dag visionen om Grønland som uafhængig stat, men der er afgørende forskel på, hvordan og hvor hurtigt de vil forfølge tanken. Kim Kielsen, der udover at lede Siumut også er formand for Naalakkersuisut, pointerer gerne, at hans hjerte banker for uafhængigheden. Men han fastholder også, at løsrivelse efter hans mening først bliver aktuel for hans børn eller børnebørn. Selv sigter han især på at få løst de store sociale problemer i Grønland, forbedre Grønlands indtjening på fisk, mineraler og turister og på at få flere til at tage en uddannelse – alt sammen for at selvstændiggøre Grønland. Ligesom et flertal i Grønland fastholder han, at Grønlands økonomi skal forbedres markant, før løsrivelse og et farvel til bloktilskuddet kan komme på tale.

Vittus Qujaukitsoq sætter ikke fast dato på, hvornår han mener, at løsrivelsen bør ske, men siger blot, at det bør ske hurtigere. En forfatningskommission, der blev nedsat i april i år, er i færd med at skrive Grønlands første forfatning. Kommissionen skal være færdig i 2020 – med mulig forlængelse. Vedtages forfatningen dernæst ved en folkeafstemning, kan det alt efter forfatningens indhold markere begyndelsen på løsrivelsen fra Danmark. Forfatningskommissionen skal også beskrive, hvordan et uafhængigt Grønland kan indgå i et nyt frivilligt samarbejde med Danmark eller en anden stat om f.eks. forsvar og kongehus; en ordning, der i Grønland kendes som free association.

Formandsposten i Siumut betragtes som næsten skudsikker adgang til magten i Grønland. Siumut har med undtagelse af fire år ledet de interne regeringer i Grønland siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, og Kim Kielsen markedsfører sig i disse dage i Grønland som en stærk samlende politisk chef for en bred koalition, han selv har skabt. Han pointerer også, at det var ham, der i 2016 udpegede Grønlands første landsstyremedlem – eller minister – for Selvstændighed og dernæst fik en forfatning på skinner.

Vittus Qujaukitsoq fremstår som opvigleren, der trives med modvind og radikale reformer, og han udstiller selv Kim Kielsen som svag og tøvende. Sammen med Siumuts politiske veteran, Lars Emil-Johansen, der er formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament, kritiserer Vittus Qujaukitsoq igen og igen Kim Kielsen for ikke at forfølge uafhængigheden helhjertet nok.

Kim Kielsen har til gengæld i al diskretion fået en hjælpende hånd fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ellers formelt blander sig langt uden om sådanne opgør i Grønland. Kim Kielsen fik hjælp, da Lars Løkke Rasmussen på et såkaldt rigsmøde på Christiansø i juni sammen med Kim Kielsen under tæt pressedækning ganske uventet offentliggjorde og underskrev en hensigtserklæring, der betyder, at den danske regering over de næste fem år vil bruge 150 mill. kroner på oprydning efter nedlagte, amerikanske militæranlæg i Grønland.

Hensigtserklæringen var bemærkelsesværdig fattig på detaljer og pengene først forhandles på plads med Folketinget i efteråret, hvorefter der forestår en række tekniske forhandlinger mellem Grønland og Danmark, men erklæringen lignede en løsning på et problem, der har været højt profileret i Grønland, og den indeholdt endda løfter om lærlingepladser og jobs. Erklæringen var timet, så Kielsen straks kunne bruge den i sin valgkamp.

Kim Kielsen er formentlig også – selvsagt uden at ville det – blevet styrket politisk af den ødelæggende tsunami, der ramte bygden Nuugaatsiaq i Nordvestgrønland den 17. juni. Fire mennesker omkom og en hel bygd – måske to – skal finde andre steder at leve, fordi der er fare for nye katastrofer. Kim Kielsen er i det igangværende rednings- og nødhjælpsarbejde trådt i karakter som den ansvarlige landsfader, der afmålt men empatisk favner både de, der har mistet, og de tusinder i resten af Grønland, der er dybt berørt.

Vittus Qujaukitsoq fik ved et valg i Grønland i 2014 kun 87 stemmer; ikke nok til at komme i parlamentet, og ingen af hans tidligere regeringskolleger har hidtil støttet ham. Han har dog tilsyneladende mobiliseret en vis opbakning: I slutningen af maj blev han overraskende valgt som formand for Siumuts lokalafdeling i Nuuk, partiets største. Han har i de seneste år markeret sig som stærkt kritisk overfor Danmark, senest i marts, hvor han som ansvarlig for Naalakkersuisuts udenrigsanliggender indklagede Danmark for FN’s menneskerettighedsrapportører i Geneve. Qujaukitsoq hævder, at Danmark har forsømt sit ansvar for at sikre oprydning efter de nedlagte amerikanske militæranlæg i Grønland. Klagen markerede en betydelig optrapning af konfliktniveauet: Ingen grønlandsk politiker havde tidligere draget FN ind i dansk-grønlandske stridigheder. Kort bad Naalakkersuisut FN om at se bort fra klagen, Kim Kielsen fyrede Vittus Qujaukitsoq som udenrigsansvarlig, og så var opgøret i gang.

Kampen kulminerer som nævnt på torsdag, hvor 69 delegerede fra Siumuts lokalafdelinger får lejlighed til at vælge – eller genvælge – partiets formand. Vinder Vittus Qujaukitsoq, udfordreren, vil der ifølge ham selv blive afholdt valg i hele Grønland kort efter.

 

Den tekst optrådte i redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information 24. juli 2017 

Lars Løkke sætter skarp grænse for Grønlands forfatning

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fastholdt sin advarsel til Grønland, da han onsdag i denne uge mødtes med Kim Kielsen og den færøske lagmand Aksel Johannesen til det årlige rigsmøde, denne gang på Christiansø ud for Bornholm. ”Det vi ikke kan have, er en situation, hvor man de facto melder sig ud, men hævder at man bliver – eller varianter af samme tema”, sagde han.

Statsministeren forklarede i maj i folketinget, at bloktilskuddet til Grønland, der udgør halvdelen af det grønlandske landsstyres økonomi, vil komme til ny forhandling, hvis den grønlandske forfatning vedtages med paragraffer, der rækker udover grundloven – også selvom de først skal træde i kraft på et ukendt tidspunkt i fremtiden.

Statsministeren afviser selve tanken om en forfatning, hvor én del skal gælde inden for rigsfællesskabet, mens en anden først skal bruges i et uafhængigt Grønland. Problemet er, at det netop er sådan en forfatning, Naalakkersuisut – det grønlandske Landsstyre – har bedt Grønlands nye forfatningskommission om at skrive.

Alligevel har parterne fundet en slags kompromis, så alle kan komme videre.

Kim Kielsen gentog flere gange på Christiansø, at hans politiske mål er Grønlands uafhængighed. Men han bad meget direkte om, at pressen og andre ikke på dette tidlige stade i forfatningsarbejdet spår om dybe dansk-grønlandske konflikter.

”Lad nu forfatningskommissionen få arbejdsro, så må vi se,” sagde han indtrængende.

Statsministeren forklarede sin opfattelse af forfatningsarbejdet ved at sige, at ”man arbejder med to spor uden at tage stilling til, hvilket af dem man vil betræde,” og Kim Kielsen modsagde ham ikke.

Uanset, hvordan forfatningskommissionen udformer sit udkast, vil regeringen i København derfor fremover kunne henvise til, at hverken Kim Kielsen, det samlede Naalakkersuisut eller det grønlandske parlament, Inatsisartut, har lagt sig fast på, hvilken form forfatningen i sidste ende skal have, eller hvordan en folkeafstemning om forfatningen skal gribes an. Regeringen kan fastholde, at ingen reelt ved, hvor det hele ender, før forfatningskommissionen har afleveret sit udkast i 2020, der er sat som foreløbig deadline.

Lars Løkke Rasmussens advarsel illustrerer, hvor prekær en position, den grønlandske forfatningskommission nu står i. Kommissionen har endnu kun holdt to møder, men forkvinden, parlamentsmedlem Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut, har i den grønlandske presse gentagne gange fastholdt, at hun vil arbejde på en forfatning for et uafhængigt Grønland og flere af kommissionen menige medlemmer støtter denne kurs. På samme måde lancerede Grønlands første Selvstændighedsminister Suka Frederiksen sidste år selve forfatningsarbejdet med klart signal om, at forfatningen vil blive en central løftestang for uafhængighedsprocessen. Ingen, der overværede debatten i det grønlandske parlament Inatsisartut, da processen startede i november, var i tvivl om, at det også var flertallets intention. Da beslutningen om at nedsætte kommissionen var truffet, samledes medlemmerne af Siumut, Kim Kielsens parti, for i bar bevægelse at afsynge en slagsang – stående og til melodien til ”We Shall Overcome”.

Det er derfor nu vanskeligt at se, hvordan kommissionen kan møde både de politiske ambitioner i Grønland, og samtidig holde sig indenfor de rammer, Danmark vil acceptere.

På Christiansø forklarede statsministeren, at forfatningen i hans optik må holdes indenfor den danske grundlov. Han lyttede fornøjet, mens Færøernes lagmand Aksel Johannesen forklarede, at færingerne i 2018 skal stemme om en forfatning, der netop vil holde sig skarpt til den grundregel.

Statsministeren mindede selv i maj om, hvordan færingerne lærte spillereglerne på den hårde måde. Færingerne lancerede i år 2000 et ønske om en 12-årig overgang til selvstændighed, men blev mødt med et hårdt svar: Hvis I fortsætter af den vej, bortfalder det danske bloktilskud om fire år. Budskabet fik forhandlingerne til at kollapse. Færingerne blev slået tilbage til start, og først til næste år – 18 år efter fiaskoen i København – skal de stemme om en ny forfatning, som altså ikke lægger op til et brud med rigsfællesskabet eller grundloven. ”Et identitetsdokument”, kaldte lagmanden det.

 

Statsministeren betegner ikke selv sit budskab for en advarsel eller trussel, og stemningen på rigsmødet var fin og kammeratlig. Det færøske og det grønlandske flag vajede side om side med det danske. Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen underskrev en fælles erklæring, der synes at løse en årelang strid mellem Danmark og Grønland. Regeringen vil nu afsætte 30 mill. kroner hvert år i fem år til oprydning efter mere end 30 amerikanske militære installationer i Grønland, og Kim Kielsen var overordentlig tilfreds. Muligvis glæder han sig ikke kun over de 150 milioner, men også over at det er lykkedes at få statsministeren til at indgå en aftale nu, før alle detaljerne er forhandlet på plads. Aftalen er indtil videre formuleret som en hensigtserklæring, der først i løbet af efteråret skal forhandles endeligt på plads og godkendes af folketinget. Til gengæld kan Kim Kielsen benytte aftalen til at bevise sit eget værd overfor sine partifæller i Grønland, hvor han i juli står overfor en udfordrer til sin formandspost i Siumut.

Kun da det gjaldt forfatningen sporedes det grundlæggende skisma. Her vil formentlig gælde samme grænser for Grønland, som justitsministeriet i sin tid satte for det færøske forfatningsarbejde. Dengang afviste de danske jurister ikke blot, at en færøsk forfatning kunne gribe ind i statens kerneopgaver – forsvar, sikkerhed, statsborgerskab, kongehus – men også bestemmelser om de forvaltningsområder, som færøerne udmærket kunne overtage, men endnu ikke havde overtaget.

Her vil man i Grønland huske, at der stadig er mere end 30 sagsområder, som Danmark fortsat forvalter, selvom Grønland har ret til at overtage. Hvis færø-reglerne skal følges, vil forfatningskommissionen derfor være udelukket fra at beskæftige sig ikke blot med forsvar og sikkerhedspolitik og kongehus, men også f.eks. indvandring, levnedsmiddelkontrol, arbejdsskader, luftfart, ophavsret, skibsregistrering, advokatvirksomhed, meteorologi, kriminalforsorg m.m. Kommissionen består af syv medlemmer af Inatsisartut.

 

denne tekst blev bragt i forkortet version i Information og Sermitiaq 17. juni. 

 

Grønland klager over Danmark til FN

Grønland har med et hidtil uset træk indklaget den danske regering for tre forskellige FN-organer, der efterforsker krænkelser af menneskerettighederne – men måske vil klagen blive trukket tilbage.

I klagerne, der blev indleveret til FN’s særlige rapportører under FN’s Menneskerettighedsråd i april, anklages Danmark for at svigte sit ansvar for oprydning efter USA militære installationer i Grønland og for at sikre Grønland et rimeligt økonomisk udbytte af Thule Air Base i Nordvestgrønland.

“Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt. Vi har krævet et svar i fire år. Det er essensen,” sagde hovedmanden bag klagerne, Vittus Qujaukitsoq, da jeg talte med ham mandag. Qujaukitsoq var indtil for nylig medlem af Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, og bl.a. ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender. Klagerne drejer sig ifølge Vittus Qujaukitsoq både om oprydningen og spørgsmålet om økonomisk udbytte af Thule Air Base.

Danmarks ambassadør ved FN i Geneve, Carsten Staur, bekræftede mandag, de jeg ringede til ham, at han på Grønlands vegne har overbragt klagerne bl.a. til FN’s særlige rapportør for oprindelige folk. Klager til FN’s rapportører behandles fortroligt, og det har ikke været muligt at få oplysninger om, hvorvidt rapportørerne vil forfølge sagen.

Det er uklart, om Naalakkersuisut vil fastholde klagerne, der i givet fald vil udgøre en markant optrapning af diskussionerne med Danmark. Det er første gang, at uenigheder mellem Grønland og Danmark bringes for FN’s menneskeretsorganer, og eskaleringen falder næppe i alles smag i Nuuk.

Vittus Qujaukitsoq trak sig i slutningen af april fra sine politiske hverv, da han blev fyret som udenrigsansvarlig. Han vil i stedet forsøge at overtage magten fra Grønlands nuværende politiske leder, Kim Kielsen. De to var uenige bl.a. om, hvordan diskussionen med Danmark og USA skulle gribes an. Det kan betyde, at Nuuk ikke vil forfølge klage-sporet i FN yderligere. Endelig må det også forventes, at den danske regering vil lægge et vis pres på Nuuk for at få sagen til at dø.

Naalakkersuisut har sammen med det grønlandske parlament, Inatsisartut, tidligere bakket op om de skarpe krav til Danmark, men der forelå angiveligt ikke nogen fælles politisk beslutning fra det samlede Naalakkersuisut om at klage til FN, før Vittus Qujaukitsoq afsendte klagerne.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naalakkersuisuts nye udenrigsansvarlige, Suka Frederiksen, og udenrigsminister Anders Samuelsen havde tirsdag heller ingen kommentarer.

Klagerne til FN kan vise sig vanskelige at viske ud. FN’s særlige rapportører har en vid grad af autonomi og kan af egen drift vælge at forfølge sagen, uanset om Grønlands Landsstyre måske forsøger at trække klagerne tilbage. Det kan betyde, at en eller flere af rapportørerne vælger at efterforske sagen bl.a. ved besøg i Grønland og i Danmark.

Klagerne blev sendt fra Nuuk efter rådslagning bl.a. med direktøren for Dansk Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, der besøgte Nuuk i november 2016. Han forklarede mig mandag, at FN’s rapportører, der efterforsker hver sin type af menneskeretskrænkelser, kan vælge at samarbejde om behandlingen, hvis de går videre med sagen. Det er sket før, f.eks. ved behandling af klager over det amerikanske fængsel på Guantánamo.

Sagen drejer sig bl.a. om oprydning efter 32 amerikanske militærinstallationer i Øst- og Vestgrønland. De fleste blev nedlagt, da den kolde krig ophørte, mens Thule Air Base stadig er i drift. Blandt de nedlagte anlæg er det mest notoriske Camp Century cirka 250 km øst for Thule Air Base. Her drev det amerikanske forsvar fra 1958 et kompleks af værksteder, boliger og laboratorier i tre kilometer tunneler under indlandsisen. Anlægget fik energi fra en atomreaktor, der også var placeret under isen. Anlægget var tænkt som forløber til det større, men aldrig realiserede projekt “Iceworm”, hvor 600 atombevæbnede missiler vendt mod Sovjetunionen skulle placeres på skinner under isen. Projektet blev skrottet, og Camp Century lukket i 1966. Atomreaktoren blev fjernet, men en ukendt mængde spildevand og andre materialer blev efterladt. Også ved andre nedlagte amerikanske installationer i Grønland forestår et oprydningsarbejde, dog langt fra i samme omfang.

Sagen har fået betydelig offentlig opmærksomhed i Grønland og i udlandet. Opmærksomheden skærpedes i 2016, da en international forskergruppe i Geophysical Research Letters påpegede, at isens afsmeltning kunne afdække radioaktivt affald ved Camp Century inden for en periode på 75 år.

 

Den danske regering indvilgede tidligere i år i at gennemføre undersøgelser af miljø, isafsmeltning og radioaktivitet ved Camp Century, men Nuuk har efterlyst en entydig placering af ansvaret for oprydningen i hele Grønland. I et brev til fhv. udenrigsminister Kristian Jensen den 24. oktober 2016, som Politiken citerede fra, truede Vittus Qujaukitsoq med at bringe sagen for FN sammen med dilemmaet om udbyttet af Thule-basen.

Grønlands landskasse har siden 1971 nydt godt af indtægter fra servicering af Thule-basen, men kontrakten for den kommende årrække er gået til et dansk datterselskab af den amerikansk koncern Exelis. Fornylig mistede også Royal Arctic Line, Grønlands eget fragtselskab, en kontrakt på at sejle fragt til Thule Air Base.

Danmark og Grønland har begge under langstrakte forhandlinger forsøgt at få U.S. Air Force til at finde en anden løsning, men uden held, og i Grønland har opfattelsen været, at det danske diplomati kunne gøre mere. Kristian Jensen besøgte som udenrigsminister Nuuk i november 2016, uden at problemerne blev løst. Et møde i januar mellem Vittus Qujaukitsoq og Kristian Jensens afløser, Anders Samuelsen, bragte heller ikke enighed.

Danmark indgik i 1951 en forsvarsaftale med USA, der siden har ligget til grund for de amerikanske militæranlæg i Grønland. I Nuuk er fortolkningen, at Danmark har et betydeligt politisk ansvar bl.a. for at løse de miljømæssige følger, selvom Grønlands Hjemmestyre i 1989 overtog miljøforvaltningen i Grønland.

Den danske regering mener, at et ansvar for oprydningen først kan placeres præcist efter en nøjere juridisk analyse af aftalen fra 1951 plus en serie tillægsaftaler, og at regeringen i øvrigt gør, hvad der er muligt, for at sikre Grønlands udbytte af Thule Air Base.

I klagerne til FN henvises der angiveligt til bl.a. FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder fra 2007 og ILO’s konvention fra 1989 om oprindelige folk i selvstændige stater.

Indlægger blev i forskellige varianter bragt også i Information og Sermitsiaq 17.5 2017

 

Magtkampen i Nuuk handler om forholdet til Danmark

 

En besk magtkamp brød ud i lys lue i Grønland mandag 24. april, da Grønlands skarpe udenrigs- og erhvervsminister, naalakkersuisoq Vittus Qujaukitsoq, trak sig i protest og varslede et forsøg på at overtage magten i regeringspartiet Siumut. Det overraskende træk blev affødt, da formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen ville beskære Vittus Qujaukitsoqs ministerpost, så han ikke længere havde ansvaret for Grønlands udenrigsanliggender, men bagved ligger en stadig dybere konflikt i toppen af Grønlands politiske liv om forholdet til Danmark og alt, hvad deraf følger. Hvor hårdt skal man presse på for øget indflydelse til Grønland og i sidste ende selvstændighed? Det handler om hvor megen vægt den daglige politiske ledelse skal lægge på det grønlandske sprog, opgøret med arven fra kolonitiden, hjemtagning af nye administrative områder fra Danmark, udvidelse af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer, grønlandisering af centraladministrationen, slagsmålet med USA om Thulebasen, fremme af grønlandsk erhvervsliv m.m. Vittus Qujaukitsoq vil lige så lidt som Kim Kielsen sætte en fast dato på løsrivelsen fra Danmark; han erkender præcis som Kim Kielsen de udfordringer Grønland står overfor, men de tilhører hver sin fløj, når det gælder de daglige prioriteringer.

Formanden for Naalakkersuisut, det grønlandsk landsstyre, Kim Kielsen, har på det seneste argumenteret stadig mere indtrængende for en afdæmpet, langstrakt proces frem mod selvstændiggørelse og løsrivelse, mens andre i Grønland og hans eget parti finder kursen for tilbageholdende. Kim Kielsen har lagt vægt på at det tidligst bliver hans børn eller børnebørn, der får mulighed for at trække Grønland ud af rigsfællesskabet, og at en højnelse af uddannelsesniveauet og stærkt fokus på de mange sociale problemer i Grønland må prioriteres højest, mens Vittus Qujaukitsoq har anlagt en stadig skarpere tone over for Danmark, især når det gjaldt udvidelsen af Grønlands udenrigspolitiske kompetencer. I går pointerede han straks, at han vil deltage på Siumuts sommermøde til august og her forsøge at overtage Kim Kielsen lederskab af partiet. Siumuts stærke politiske veteran, formanden for Inatsisartut, det grønlandske parlamentet, Lars Emil Johansen, forklarede behændigt til de grønlandske journalister, at Vittus Qujaukitsoq i hans øjne er en “kvalificeret” kandidat og at en demokratisk intern kamp om formandsposten ikke skader partiet. Lars Emil Johansen, der ikke selv stiller op til formandsposten, har ikke lagt skjul på, at Kim Kielsen efter hans vurdering er en svag leder.

I den danske offentlighed har Vittus Qujaukitsoqs ildhu i sær været synlig i to sager, der involverer USA. I december 2016 krævede Qujaukitsoq i et interview med Politiken genforhandling af aftalekomplekset bag Thule Air Base; ét krav, der i Danmark har virket særligt umuligt midt i en Trump-tid. Qujaukitsoq krævede med store bogstaver “øget kompetence på udenrigsområdet, på forsvarsområdet, på militære spørgsmål. Det, vi har nu, er ikke tidssvarende.” Qujaukitsoq kaldte Danmark for “arrogant” og talte om “75 års opsparet frustration og afmagt”. Det blev det så grelt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen appellerede til Kim Kielsen for at få gydt olie på vandene.

Allerede da argumenterede stærke kræfter i Siumut for en fyring, fordi Vittus Qujaukitsoqs udfald ikke var koordineret med Kim Kielsen eller resten af Selvstyret. Det er dog ikke tilstrækkelig forklaring på det aktuelle opgør. Kim Kielsen var langt hen ad vejen enig med Qujaukitsoqs kritik af det danske diplomati. De to var begge bekymrede over, at de måtte læse i avisen, hvad den danske regering mente – f.x. da Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 forhindrede et kinesisk firma i at købe Grønnedal, en nedlagt militærforlægning i Sydgrønland. Begge var også begge kritiske overfor Danmarks håndtering af den manglende oprydning efter de amerikanske baser i Grønland, og af tabet af den lukrative kontrakt på servicering af Thule-basen. Grønland har i årtier tjent millioner på levering af vand, strøm, rengøring m.v. til Thulebasen, men kontrakten gik i 2014 til et amerikansk firma. Danmark og Grønland er enige om, at USA her bryder med aftalegrundlaget for Thule-basen fra 1951, men det er ikke lykkedes at få USA’s forsvar til at give sig. Både Vittus Qujaukitsoq og Kim Kielsen har spekuleret over, om Danmark går hårdt nok til makronerne i Washington, eller om Danmark plejer andre interesser end Grønlands i disse sager.

Den interne strid i Nuuk gik ifølge Vittus Qujaukitsoq i hårdknude, da Kim Kielsen ville flytte Qujaukitsoq til et andet ansvarsområde forud for indledningen af det grønlandske parlaments forårssamling mandag. Han opfattede det som en desavouering og meddelte sin afgang på Facebook: ”Min tid som naalakkersuisoq (minister, red.) slutter i dag. Jeg træder tilbage” – plus en glad smiley. Smilet var givetvis falsk. Vittus Qujaukitsoq, der også er tidligere naalakkersuisoq for finanser, trivedes som minister for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender som en fisk i vandet. Det lykkedes ham ikke at blive folkevalgt ved Grønlands seneste valg, men han har siden været en landsstyrets mest effektive og leveringsdygtige medlemmer, evigt på farten fra Beijing til Alaska for at promovere Grønlands interesser og søge investorer til olie, gas, fisk, mineraler og turisme.

Den primære, daglige kontakt mellem Nuuk og København skal nu varetages af Qujaukitsoqs og Kielsens partifælle Suka K. Frederiksen, der ellers i forvejen havde hænderne fulde. Hun blev i november 2016 udnævnt som Grønlands første Selvstændighedsminister med ansvar for den forfatningskommission, der på tre til fem år skal skrive Grønlands egen forfatning. Processen anses i Grønland som et afgørende skridt mod løsrivelsen fra Danmark. Suka K. Frederiksen har ingen tidligere regeringserfaring, og ingen erfaring fra diplomatiet, men overtager altså nu hovedansvaret for Grønlands forbindelser til resten af verden, inklusive den daglige kontakt til Danmark – herunder ønsket om nye forhandlinger om Thule-basen og det stærke grønlandske ønske om øget kontrol over egne udenrigsanliggender i øvrigt.

Anders Samuelsen på arktisk balanceakt i Rusland

Foto: TASS/ArcticForum

Udenrigsminister Anders Samuelsens besøg i det arktiske Rusland blev endnu et eksempel på, hvordan Danmarks arktiske status og sammenhængen med Grønland og Færøerne forærer den danske regering chancen for at føre forhandlinger med klodens vigtigste stater om Arktis, men så sandelig også om andre, globale dilemmaer som Krim, Ukraine og Syrien. Anders Samuelsen deltog onsdag-torsdag 29. – 30. marts på konferencen “Arctic Forum – Territory of Dialogue” i Arkhangelsk ved Hvidehavet i det nordvestlige Rusland.

En tilsvarende arktisk begivenhed blev udnyttet af Danmark i august 2015, hvor daværende udenrigsminister Kristian Jensen benyttede en amerikansk Arktis-konference i Anchorage, Alaska, til at invitere USA’s nu forhenværende præsident, Barack Obama, til Grønland. Året efter lykkedes det at få Obamas udenrigsminister John Kerry, til at besøge Grønland og undervejs bekræfte de fine relationer til kongeriget Danmark.

I Arkhangelsk blev den diplomatiske balancekunst illustreret allerede få minutter før det hele begyndte. Anders Samuelsen stod side om side med sin norske kollega, Børge Brende, og pludselig også over for dagens vært, Ruslands vicepremierminister Dmitrij Rogozin. Anders Samuelsen var den første danske minister i Rusland siden Krim, Norges udenrigsminister var i næsten tilsvarende situation, og de tre stod nu omgivet af en kødrand af andre politikere umiddelbart før startskuddet til den store russisk Arktis-konference: ”Arctic Forum – Territory of Dialogue”.

Her fik de tre sig en velkomst-passiar på cirka halvandet minut, som efter alt at dømme foregik i bedste, venskabelige stil – som det også fremgår af billedet ovenfor.

Pointen i denne lille scene var, at Dmitrij Rogozin ikke blot er vicepremierminister og formand for Ruslands Arktis-kommission, der påser udvikling i Ruslands Arktis. Rogozin er også skarptunget, russisk hard liner og siden 2014 omfattet af både EU’s og USA’s sanktionsliste over russiske officials med indrejseforbud til EU og USA og forbud mod at bruge vestlige banker på grund af sin stærke støtte til Ruslands annektering af Krim.

Rogozin indrammede pointen: Anders Samuelsen ville som de andre nordiske ministre, der var ankommet til Arkhangelsk, ved sin fysiske tilstedeværelse sende et signal til Rusland: Danmark prioriterer samtale og samarbejde med Rusland højt, selvom uenighederne om Krim, Ukraine og andre dilemmaer består. Som han sagde på flyet fra København: ”Vi har en tospors-strategi, hvor vi er hårde og kontante på sager som Krim, hvor Rusland tydeligvis bryder reglerne, mens vi på andre temaer fortsætter dialogen. Rusland vægter det arktiske højt, og vi er meget enige om at Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde og noget, vi kan samarbejde om”.

Her foreligger en vanskelig diplomatisk øvelse. Faren for at den russiske regering bruger signalet til at underspille kritikken af Rusland og nu aner en svaghed i Danmarks og de øvrige nordiske landes position, ligger lige for. Anders Samuelsen brugte da også en del energi på at forklare den medfølgende presse, at han tydeligt understregede for sine russiske samtalepartnere, at Danmarks synspunkter på alle væsentlige områder er uforandrede.

Vigtigst blev middagen med Sergei Lavrov, Ruslands udenrigsminister, onsdag aften. Her havde en sluttet kreds – den danske, norske og islandske udenrigsminister – en helt usædvanlig mulighed for at diskutere med Sergei Lavrov i næsten tre timer. (Sveriges udenrigsminister Margot Walström var forhindret af personlige årsager). Anders Samuelsen forklarede kort efter middagen, at de fire talte om alt fra Trump til det russiske politis omgang med demonstranter, Ukraine, Krim og Danmarks og Norges deployering af tropper i Baltikum. Ingen luftede ifølge Samuelsen nye synspunkter, men middagen foregik i en fin og til tider munter atmosfære og gav mulighed for at komme et ”et spadestik dybere,” sagde han. Norges udenrigsminister Børge Brende bekræftede over for norsk TV2 torsdag udlægningen. Torsdag eftermiddag overværede Anders Samuelsen fra første række i Arkhangelsks store Lomonosov-teater Ruslands præsident Vladimir Putin diskutere Trump, Syrien, kampfly over Østersøen, arktisk klima og miljø med præsidenterne fra Island og Finland. Her sagde Putin f.eks.: ”No. Read my lips: No”, da han blev spurgt, om Rusland påvirkede USA’s valgkamp i 2016 – helt uden for den arktiske udenfor dagsordenen.

Anders Samuelsen fik også lejlighed til at lade sig interviewe af den amerikanske tv-station CNBC, der fungerede som konferencens mediepartner. De tre minutters interview, som nu er tilgængeligt globalt, kom hurtigt til at hande om alt muligt andet end Arktis, men profilerede altså igen Danmark som aktør i den arktiske – og dermed globale – arena. Videoen kan ses her:

http://video.cnbc.com/gallery/?video=3000605922&play=1

Anders Samuelsens besøg var nøje afstemt med de øvrige nordiske lande. Det blev tydeligt, at ingen af dem kan undvære en tættere dialog med Rusland, og hvordan Arktis nu forærer dem en særlig mulighed for at mødes med Rusland om sager, der har Putin og hans nærmeste kollegers stærke interesse. Ikke mindst Norge, der deler en arktisk grænse med Ruslands Kolahalvø – et af klodens mest militariserede områder – har oplevet en forværring af sit forhold til Rusland. Norge har for første gang siden 2. verdenskrig fremmede tropper udstationeret; godt 300 amerikanske marinesoldater. To medlemmer af det norske storting blev tidligere i år nægtet visum til Rusland. Vicepremierminister Dmitrij Rogozin – dagens vært – provokerede Norge i 2015, da han i strid med EU’s rejseforbud landede på den norske øgruppe Svalbard, men udenrigsminister Børge Brende understregede i sin tale her i Arkhangelsk i stedet, hvordan Norge og Rusland i årtier i fællesskab har administreret fiskebestandene i Barentshavet og i øvrigt deler et behov for miljøregulering, oprydning efter Sovjetunionens atomanlæg mv. i Arktis.

Danmark oplever ikke samme pres i forholdet til Rusland som Norge, men Ruslands oprustning i Østersøen, tryk på de baltiske lande og andre konkreter trænger sig på. Den danske eksport af fødevarer til Rusland lå før Krim på cirka 4,2 mia. kr. om året. Som svar på vestens sanktioner har Rusland siden bremset importen fra EU, og dansk eksport af fødevarer til Rusland er bl.a. derfor raslet ned på under 800 mill. om året. Danmark og Rusland gør begge krav på vældige stykker overlappende havbund i Det Arktiske Ocean, og Anders Samuelsen pointerede i sin tale, hvor vigtigt det er, at begge parter følger FN’s regler for fredelig grænsedragning. Skrækscenariet er, at Rusland dropper FN-sporet og blot erklærer Nordpolen og havbunden i området for russisk. Endelig en helt aktuel sag: Ruslands ønske om at føre gasledninger til Tyskland over dansk havbund i Østersøen til den såkaldte North Stream2-forbindelse. Sagen hører netop nu til den danske regerings primære russiske hovedpiner. Danmark har som Sverige mulighed for at forhindre denne ny kanal for russisk gas til Europa, men der er ikke enighed i EU, og Danmark frygter at stå alene i en ubehagelig konflikt med Rusland. Den sag er tilsyneladende stadig for hed: Den blev ifølge Anders Samuelsen ikke diskuteret under middagen med Lavrov.

Grønlands Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq deltog ikke i Arkhangelsk, men Anders Samuelsens tale ved konferencen var afstemt med Nuuk. Vittus Qujaukitsoq var optaget af Inuit Economic Summit i Anchorage i Alaska, hvor han deltog sammen med bl.a. Royal Arctic Lines administrerende direktør Verner Hammeken. På konferencen i Arkhangelsk deltog i stedet specialkonsulent i Udenrigsdirektoratet i Nuuk, Mira Kleist.

Dette indlæg er i redigeret format bragt som nyhedsanalyse i Information 31. marts. 

Hvad er Grønland værd i Trumps USA?

 

Hvor meget er Grønland værd, nu hvor USA igen kræver større, danske bidrag til NATO? Hvordan maximeres udbyttet af Grønlands strategiske placering med Donald Trump ved roret i USA, klimaforandringer og øget fokus på Arktis?

Dette afgørende spørgsmål er vi nu blevet meget klogere på i kraft af en ny analyse fra de to forskere, Jon Rahbeck-Clemmensen og Andersen Henriksen, netop udkommet fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Siden 2. verdenskrig har Grønland haft betydelig værdi for det amerikanske forsvar, og både Grønland og især Danmark har udnyttet dette fortrin i Washington. Danmark har ydet relativt mindre end andre lande til NATO-samarbejdet og i betydeligt omfang spillet ”Grønlandskortet”, når NATO og USA har stillet krav om større danske bidrag. USA’s adgang til baseområder i Grønland er blevet vekslet til delvis accept af Danmarks relativt beskedne bidrag til NATO i øvrigt.

Sådan konstaterer  de to forskere. De skriver altså ikke direkte, at Danmark har høstet kontant, økonomisk gevinst af ‘Grønlandskortet’. Denne kontante gevinst kan de ikke dokumentere, men de konstaterer, at Danmark har spillet kortet aktivt og ofte, og at Danmark i hvert fald har høstet politisk gevinst. Diskussionen om, hvorvidt denne politiske gevinst blev omsat i en kontant besparelse på Danmarks forsvarsbudgetter vil givet fortsætte.

Det egentligt nye i forskernes analyse er undersøgelsen af Grønlands aktuelle diplomatiske værdi i USA. De to har systematisk interviewet 35 centralt placerede (anonyme) danske, grønlandske og amerikanske politikere, diplomater og embedsmænd – herunder fire tidligere, danske udenrigsministre plus kongresmedlemmer og akademikere i USA. Resultatet er tankevækkende, både i kraft kildernes indsigt i Grønlandskortets historiske værdi under den kolde krig, men også for det helt aktuelle: Den strategiske værdi af Grønland er faldet betragteligt, men den er bestemt ikke forsvundet, lyder analysen. USA’s radar på Thule Air Base, der kan varsle missiler fra store dele af den nordlige halvkugle, spiller fortsat en væsentlig rolle i USA’s missilskjold. Basens betydning kan desuden vokse, hvis USA’s forhold til Rusland forværres, og/eller hvis Trump-administrationen i Washington gør alvor af at udvide missilskjoldet som varslet under præsidentens valgkamp. Forværres forholdet til Rusland, kan farvandet mellem Grønland og Island også få ny betydning for transport af krigsmateriel, ubåde m.v. – præcis som under 2. verdenskrig.

Grønland har slet ikke samme værdi for USA, som under den kolde krig, hvor Grønland lå midt på luftvejen fra USA til hovedfjenden i Sovjetunionen. Thule Air Base var fra 1950’erne essentiel for USA’s forsvar, antallet af atombevæbnede fly over Grønland voksede. Danmark høstede fordele af Grønland allerede under 2. verdenskrig, hvor tusinder af amerikanske kampfly mellemlandede i Grønland på vej til i Europa, men i dag er kursen faldet. ”Grønlandskortet” kan stadig spilles, men det kræver nye og bedre kalibrerede anstrengelser.

Danmark og Grønland bør derfor gøre en mere intens og især en mere fælles indsats i Washington, skriver forskerne – og her begynder vanskelighederne. Forfatterne konstaterer, at hverken Danmark eller Grønland forstår at fremme denne dagsorden på systematisk vis i det amerikanske system. De danske diplomater og politikere er angste for at irritere deres grønlandske kolleger, hvis de farer for hårdt frem i USA, og de grønlandske aktører har ikke tillid til, at Danmark altid varetager Grønlands interesser på bedste vis.

De to forfattere fortæller ikke, hvilke andre interesser end Grønlands, Danmark kunne tænkes at varetage, men samme dag som deres rapport udkom, blev netop det spørgsmål belyst i Jyllands-Posten af Hans Jakob Helms, der bl.a. er tidligere grønlandsk medlem af Joint Committee, fællesudvalget mellem USA, Danmark og Grønland. Han mener, at Danmark i forhandlinger med USA foruden Grønlands interesser også vil være optaget af at beskytte Danmarks eksport af våbenteknologi til USA: ”I dag er det amerikanske militær således en milliardforretning for dansk industri. Men ganske som med ”Grønlandskortet” og Nato er det næppe muligt at komme med beviselige tal for, præcis hvor meget af væksten i denne industri der skyldes den velvilje, inddragelsen af Grønland i missilskjoldet udgør. Til gengæld burde det være lige så umuligt at påstå, at de to ting ikke har med hinanden at gøre.”

 

Forfatterne bag ”Grønlandskortet” anbefaler, at det danske diplomati får flere hænder til at håndtere de arktiske dagsordner, præcis som foreslået af regeringens udenrigsgransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen i 2016. De to forfattere citerer en dansk embedsmand, der selv arbejder med Arktis til daglig: ”Her er et window of opportunity …men vi har ikke kræfter til at gøre noget ved det”.

Forfatterne anbefaler også, at Danmark gør langt mere ud af at inddrage Grønland, og at Danmark anerkender, at Grønlands interesser ikke altid er sammenfaldende med Danmarks. Forskerne foreslår, at den danske regering udpeger en Arktisminister for at fremme sagen, og at København og Nuuk lærer at tale åbent sammen om ”Grønlandskortet”. De konstaterer, at Grønlands værdi for USA og indsatsen for at høste fordele af denne stadig er tabubelagt i den dansk-grønlandske samtale. Postkolonial mistillid gennemsyrer forholdet til skade for den fælles indsats i USA. Denne mangel på koordination har endda akut betydning, fordi Grønlands tab af en milliard-kontrakt på servicering af Thule Air Base netop nu diskuteres i delikate forhandlinger med USA om Grønlands fremtidige udbytte af basen.

I mellemtiden løber Norge med opmærksomheden. De to forskere opdagede i USA, hvordan Norge i en årrække på systematisk vis har fået amerikanske kongresmedlemmer, tænketanke og regeringsinstitutioner til at fokusere på Arktis efter norske anvisninger. Store norske forskningsbevillinger har f.eks. fået indflydelsesrige amerikanske tænketanke til at samarbejde med norske Arktis-forskere, mens hold efter hold af amerikanske kongresmedlemmer siden 1990’erne er rejst til Svalbard på Norges regning for at høre om klimaet og Norges syn på Arktis. Norge har gjort Arktis til hovedprioritet i sit diplomati, mens Danmarks forhold til USA har været domineret af Danmarks krigsdeltagelse i Irak, Afghanistan og Mellemøsten, så ”Grønlandskortet” har fået begrænset opmærksomhed.

 ”Grønlandskortet” (39 s.), Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Jon Rahbek-Clemmensen og Anders Henriksen. http://cms.polsci.ku.dk/publikationer/groenlandskortet/

 

Dette indlæg er også bragt som nyhedsanalyse i dagbladet Information 21.3 2017 og i Sermitsiaq uge 11 2017.

Stoppede Løkke kinesisk opkøb i Grønland?

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har angiveligt ved personlig indgriben forhindret en kinesisk virksomhed i at købe en gammel, nedlagt flådestation i Grønland, der ellers var udbudt til salg.

Den danske efterretningstjeneste har længe være bekymret over udsigten til større kinesisk tilstedeværelse i Grønland, men det er første gang, at vi får kendskab til, at den danske regering direkte skal have forhindret et kinesisk opkøb i Grønland.

Sagen har formentlig været holdt hemmelig indtil nu, fordi den har potentiale til at skabe irritation både i Beijing og i Grønland.

Det grønlandske Selvstyre har i en årrække arbejdet på at tiltrække kinesiske investorer bl.a. ved en række ministerbesøg i Kina. Det er en opgave, der næppe bliver nemmere nu, hvis det for alvor dokumenteres at den danske statsminister har vist personlig vilje til at gribe ind, hvis regeringen bliver bekymret.

I Nuuk er man desuden optaget af, at det danske forsvarsministerium tilsyneladende har underinformeret Selvstyret i Nuuk om sagens rette sammenhæng. Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq sagde formanden for det grønlandske Selvstyre, Kim Kielsen, på et pressemøde fredag at, ”den danske regering burde have givet informationer til Naalakkersuisut, før det kom ud i pressen, at Grønnedal skal igen husere på Flådestationen”. Selvstyret er nu i færd med at undersøge forløbet nærmere.

Sagen kom frem, da det danske netmedie defensewatch.dk i sidste uge citerede fem anonyme kilder, der bekræftede, at statsminister Lars Løkke Rasmussen i forsommeren 2016 kontaktede lederne af de fem partier bag det gældende forsvarsforlig. Han bad ifølge defensewatch.dk om partilederens opbakning til, at den gamle flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland nu skulle tages af markedet og igen bruges af forsvaret. Årsag: Den kinesiske virksomhed Generel Nice Group var pludselig dukket op blandt de meget få, interesserede købere. Ved at opfinde et behov i det danske forsvar, kunne man behændigt forhindre et kinesisk opkøb, og Lars Løkke Rasmussen fik angiveligt partiledernes accept af planen.

Statsministeriet har hverken be- eller afkræftet forløbet, men en række detaljer er dukket frem, som synes at understøtte udlægningen i defencewatch.dk.

Det danske forsvar havde i foråret 2016 brugt mere end tre år på en meget omfattende analyse af forsvarets behov netop ved Færøerne og Grønland. I analysen, der blev offentliggjort i juni 2016, stod der intet om et behov for genåbning af Grønnedal. Se analysen med bilag her:

http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/analyse-af-forsvarsministeriets-opgaver-i-arktis-offentliggjort.aspx

Grønnedal blev lukket i 2014, og alle funktioner flyttet til den nye Arktisk Kommando i Nuuk. De lokale indbyggere i Sydgrønland har siden genanvendt en del materialer fra stationen, der i dag ifølge kilder i forsvaret fremstår meget slidt. Forsvaret har i et par år forberedt nedrivning og oprydning, og tidligere forsvarsminister Peter Christensen, sagde på et samråd i Folketinget den 28. januar i år, at “ forsvarsministeriet ikke har noget behov for eller ønske om at videreføre Grønnedal – hverken helt eller delvist.” Alt det ændrede sig pludselig i løbet af foråret – og altså ifølge defensewatch.dk ved statsminister Lars Løkke Rasmussens indgriben. Da de fem partier i forligskredsen i starten af december indgik ny aftale om bevillinger til forsvarets arbejde i Arktis, var der pludselig opstået et behov for at ”genetablere Forsvarets tilstedeværelse i Grønnedal i form af et strategisk, logistisk støttepunkt, som kan anvendes dels til oplægning af brændstof, opbevaring af havmiljøbekæmpelsesmateriel mv., dels til øvelses og uddannelsesformål.”

Tilsvarende besked modtog det grønlandske Selvstyre per mail den 30. juni 2016. Mailen er nu ved pressens mellemkomst offentliggjort i Grønland. Forsvarsministeriet oplyste her, at General Nice Group havde vist interesse for Grønnedal, men den kinesiske interesse blev ikke nævnt som årsag til forsvarets nye planer. Denne sammenhæng blev ifølge Sermitsiaq heller ikke nævnt, da en departementschef fra Selvstyret for mindre end to uger siden holdt møde med departementschefen i det danske forsvarsministerium, Thomas Ahrenkiel.

 

General Nice Group er tidligere blevet budt velkommen i Grønland. Virksomheden købte i slutningen af 2014 rettighederne til en stor forekomst af jernmalm ved Isua nord for Nuuk. Et britisk selskab, London Mining, havde her planer om at etablere den største mine i Grønlands historie. Et par tusinde minearbejdere, herunder kinesiske, skulle udvinde jernmalm til de kinesiske stålværker, men London Mining gik konkurs og solgte til General Nice, som dog siden har meddelt, at de ikke har aktuelle planer om at genoplive Isua-planen. Særligt klart blev det meddelt af vicepræsidenten for General Nice Development, Jenny Yang, på en konference i DI i oktober 2015 – se mere her:

http://acrm.dk/wp-content/uploads/2015/09/Chinese-Perspectives-on-Greenland-and-the-Isua-Project.pdf

Den danske stats indgriben har nu forhindret General Nice i at udvide sit engagement i Grønland ved Grønnedal. Det synes helt i tråd med den danske efterretningstjenestes velkendte bekymring. Her frygter man, at kinesiske selskaber skal vokse sig så store i Grønland, at de med almindelig økonomisk pression kan øve indflydelse på det lille og økonomisk svage grønlandske Selvstyre.

Nuuk har længe afvist denne frygt som ubegrundet. Naalakkersuisoq (minister) for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, bekræftede på en råstofkonference i DI’s Arctic Cluster for Raw Materials så sent som i oktober, at kinesiske investorer er lige så velkomne i Grønland som andre investorer. Qujaukitsoq er selv hyppig gæst i Kina bl.a. ved en årlig messe for mineindustrien i Kina. Tidligere i år besøgte han også virksomheden Shenghe Resources, der har købt 12,5 af et mineprojekt, som sigter mod udvinding af uran og sjældne jordarter i Kvanefjeldet i Sydgrønland. Danske diplomater har ofte assisteret det grønlandske Selvstyres arbejde i Kina.

Forsvarets efterretningstjeneste har samtidig nøje analyseret de kinesiske selskaber, der viser interesse for Grønland. Det er derfor ikke usandsynligt, at Lars Løkke Rasmussen har handlet på råd direkte fra FE. Den gamle sag om Grønnedals skæbne var for længst afklaret fra forsvaret side, og den ville på ingen måde være en sag for statsministeren, hvis ikke der var tungtvejende nye oplysninger. I øvrigt har den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, været departementschef i Forsvarsministeriet siden 2015, og da han også er tidligere departementsråd i Statsministeriet, har kommunikationslinjerne næppe været komplicerede.

Grønnedal består i dag primært af et antal træbarakker og et havneanlæg. Flådebasen blev opført af det amerikanske forsvar under 2. verdenskrig i 1942. Amerikanske tropper forsvarede en mine ved Ivittuut, hvor et dansk selskab udvandt kryolit, der dengang var afgørende for produktion af aluminium, som igen var afgørende for produktionen af de amerikanske kampfly, som skulle indsættes i Europa. Siden blev basen overtaget af Danmark, og den fungerede frem til 2012 som hovedkvarter for det danske forsvars indsats i Grønland.

Dette indlæg blev i redigeret format bragt i HighNorthNews.no 19.12 2016 og i Information 20. 12 2016. 

 

 

Nye bremser på fiskeri ved Nordpolen

Fem arktiske stater med USA i spidsen og Rusland som villig medspiller forsøger i disse dage at inddrage Kina, Japan og flere andre i en aftale om ikke-eksisterende fisk.

Diplomaterne, der har været samlet på Færøerne siden tirsdag, håber på en historisk arktisk aftale, der både beskytter fremtidens fisk ved Nordpolen og beviser at samarbejde med Rusland i Arktis er muligt, selvom kriser i Ukraine, Krim og Syrien har forværret relationerne.

De fem arktiske kyststater USA, Rusland, Canada, Norge og Kongeriget Danmark underskrev allerede i 2015 i Oslo en aftale, der skal forhindre ureguleret fiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean. Nu forsøger de tirsdag til torsdag i Thorshavn, Færøernes hovedstad, at få en række af klodens største fiskerinationer (Kina, Japan, Sydkorea, Island og de 27 lande i EU) til at forpligte sig på samme måde.

Målet er at forhindre rovfiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean, indtil forskerne har overblik over, hvordan fiskebestandene på den nordlige halvkugle flytter sig, når havtemperaturne stiger og polarisen forsvinder. De centrale dele af Det Arktiske Ocean ligger udenfor nationalstaternes økonomiske zoner, og fiskeri ved Nordpolen vil derfor være helt ureguleret, hvis ikke der indgås nye, internationale aftaler.

Endnu er der ingen fisk at fange i det fire kilometer dybe vand i midten af Det Arktiske Ocean. De få rejsende på isbrydere i området ser måske en enkelt fingerlang polartorsk mellem isflagerne, men forskerne er enige om, at kommercielt fiskeri ligger flere år ude i fremtiden.

Og netop fraværet af fisk er ifølge diplomaterne det geniale ved det nye initiativ. Staterne vil kun være villige til at forpligte sig nu, hvor de intet har at miste, mens en aftale vil være meget sværere eller umulig at opnå, når først fiskeriet i oceanet er kommet i gang. Mange af nationerne om forhandlingsbordet tjener allerede milliarder på fisk i Arktis tættere på kysterne, og de vil opfatte en aftale, der beskytter fremtidens fiskeri som forsikring om, at de også fremover kan høste rigdomme i havet.

Af samme grund vil diplomaterne under forhandlingerne undgå at tale om aftalen som en ’miljøaftale’ eller et ’fiske-moratorium’ eller andet, der kan tolkes som knæfald for Greenpeace eller andre aktivister. Forhandlerne, der ledes af USA’s Senior Arctic Official, David Bolton, fastholder, at der netop ikke er tale om et fiskeforbud, men alene et forsøg på at forhindre ureguleret fiskeri. Staterne vil altså stadig have udsigt til fiskeri ved Nordpolen, blot må de afvente, at videnskaben danner grundlag for et fiskeri, der reguleres af kvoter og fakta-baseret kontrol.

Mange af deltagerne vil huske, hvordan vældige torskebestande ud for Newfoundland i Canada blev totalt udryddet i 1980’erne, andre vil vide, hvordan ureguleret rovfiskeri i Okhotskhavet ud for Rusland og nord for Japan nu truer andre bestande. Rusland og Norge vil pege på, hvordan årtiers fælles videnskabeligt baseret fiskerikontrol i Barentshavet har sikret, at begge nationer i dag tjener styrtende netop dér.

Det var forud for forhandlingerne i Thorshavn uafklaret, om staterne vil sigte på en juridisk forpligtende aftale eller en mindre forpligtende fælles erklæring. Kyndige iagttagere som havretseksperten Erik Molenaar noterede dog allerede i december 2015, da de ti forhandlingsparter samledes første gang, at den reelle regulerende effekt ”sandsynligvis vil være ganske ens”. Molenaar skrev også, at Kinas og de øvrige staters aktive deltagelse i sig selv ”afspejler deres støtte til det principielle mål”.

http://site.uit.no/jclos/2016/02/05/the-december-2015-washington-meeting-on-high-seas-fishing-in-the-central-arctic-ocean/

Forhandlerne i Thorshavn skal især bestemme rammen for forvaltning af aftalens fremtid, herunder om de centrale dele af Det Arktiske Ocean skal omfattes af en juridisk bindende RFMO – regional fisheries management organisation – med eget sekretariat, økonomis osv. eller om mindre kan gøre det.

Selv en relativt uforpligtende erklæring ventes at indeholde detaljer om, hvornår staterne skal tage næste skridt – såkaldte ’trigger-points’. Her tegner det til, at staterne vil aftale fælles forskning i fiskens bevægelser, og at regeringerne dernæst vil træde sammen igen, når forskerne giver signal til, at handling er påkrævet. Forskere fra de involverede stater har allerede været samlet flere gange. Det ventes også, at forsøgsfiskeri langs polarisens kant vil blive tilladt i et vist omfang.

Forhandlingerne i Thorshavn foregår bag lukkede døre, men en offentlig erklæring ventes torsdag. Inden da vil ikke mindst de færøske diplomater gøre meget for at sikre en aftale. Færingerne, der ligesom de grønlandske deltagere formelt er omfattet af Kongeriget Danmarks delegation, håber på en bifangst af national prestige ved offentliggørelsen af en ”Thorshavn Accord” eller deslige.

Dette blogindlæg blev også bragt som nyhedsanalyse på highnorthnews.no 29. 11 

Analyse: Nye globale bremser på fiskeri ved Nordpolen