blog

Brexit, Huawei og Trump skærper Grønlands og Færøernes pres på Mette Frederiksen

december 18, 2019 • Af

Efter Brexit skal Færøerne forhandle ny fiskeriaftale og sikre sig sin øvrige handel med Storbritannien. Imens vil skotterne arbejde hårdt på at oprette en uafhængig stat i Nordatlanten — langt tættere på Færøerne end Danmark.  

Begge processer vil øge Færøernes og også Grønlands krav om større magt over deres egne udenrigsanliggender. Krav, som i forvejen har fået ny styrke efter Donald Trumps tanker om at købe Grønland og Kinas Huawei-pres på Færøerne, men som Mette Frederiksen hidtil har fundet det næsten umuligt at opfylde.

Færøernes lagmand, Bardur Nielsen, og Boris Johnson i London 5. november – og færøerne må ikke føre udenrigspolitik.

Færøerne er ikke medlem af EU, og som folketingsmedlem Sjurdur Skaale fra Javnaðarflokkurin siger:

“Danmark vil få en fiskeriaftale med Storbritannien gennem EU, men vi skal selv forhandle en helt ny fiskeriaftale og en helt afgørende handelsaftale med Storbritannien efter Brexit. Det er en ny stor partner, som vi skal samarbejde med uden om Danmark.” 

Den færøernes lagmand Bardur Nielsen har netop inviteret Boris Johnson til Færøerne, som opfølgning på et møde de to havde i London 5. november. Den britiske fiskeriminister var på Færøerne allerede i 2018, og som for at understrege forbindelsen købte Færøernes største virksomhed Bakkafrost i september lakseproducenten The Scottish Salmon Company for mere end 3 mia. kr. – den største færøske investering i udlandet nogensinde. 

Samtidig har Kinas ambassadør i Danmark som bekendt angiveligt lagt betydeligt pres på Færøernes landsstyre for at sikre, at firmaet Huawei bliver leverandør af 5G-mobiltelefoni på Færøerne. Det illustrerer igen, siger Sjurdur Skaale, hvorfor Grønland og Færøerne bør have langt mere kontrol over deres egne udenrigsaffærer: 

“Sagen viser den store forskydning i det danske riges betydning, hvor Grønland og Færøerne efterhånden får større betydning end Danmark. Internationalt, geopolitisk og strategisk har Grønland og Færøerne i dag fået større betydning end Danmark, så det er helt uholdbart, at beslutningerne skal træffes i Danmark, når det handler om Færøerne og Grønland.” 

I Grønland er selvfølelsen og frustrationerne på samme niveau. 

Sara Olsvig, der er tidligere folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit og tidligere viceformand for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, anser det for helt nødvendigt, at de nordatlantiske ø-samfund får større udenrigspolitisk råderum:

“Jeg kan ikke se nogen vej udenom. Vi tager allerede beslutninger i dag, som har konsekvenser for udenrigs- og sikkerhedsområdet, så hvis ikke det skal fortsætte med at være noget værre rod, kan man lige så godt sætte sig ned nu og finde en løsning,” siger hun.

“Som det er nu, savner vi transparens og lige adgang til informationer. Samtidighedsprincippet, som tilsiger, at parlamenterne i København og Nuuk har samme adgang til information samtidig, efterleves ikke, og meget af det materiale, der er relevant for beslutningnerne i Grønland, foreligger ikke i Grønland,” siger hun. 

Hun fandt den dansk-grønlandske arbejdsdeling på udenrigsområdet dysfunktionel allerede fra sin entre i Folketinget i 2011: 

“Det er som om, man fra dansk side stadig ikke er opmærksomme på, at man har en ny udfordring, og at man er nødt til at finde ud af, hvad man gør ved den. I al den tid, jeg var politiker, har det været sådan, at beslutninger, der umiddelbart ser ud til at være indenrigspolitiske beslutninger i Grønland og på Færøerne, også har haft udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Systemet er bare stadigvæk ikke gearet til, hvad man så skal gøre ved det,” siger hun. 

Sara Olsvig var under sin tid i Folketinget formand for foreningen af arktiske parlamentarikere, der samler parlamentsmedlemmer fra alle de arktiske nationer. Hun trak sig fra det politiske liv i 2018 og er i dag chef for UNICEF i Grønland, men hun deltager stadig i den politiske debat. 

I den seneste udgave af tidsskriftet Udenrigs skriver hun (sammen med lektor ved universitetet i Nuuk, cand.scient.pol, ph.d. Rasmus Leander Nielsen) under overskriften Da Trump ville købe Grønland

“Sat på spidsen er det ikke længere muligt blot at fastslå, at forsvars- og udenrigspolitikken er et dansk anliggende, jfr. Grundlovens § 19, for de facto spiller Grønland qua den geostrategiske placering en stigende rolle, når beslutninger tages, diplomater mødes og arktiske sikkerhedsdynamikker ændres,” lyder det.   

Eller som Sjurdur Skaale siger om Huawei-sagen, som også den amerikanske ambassadør Carla Sands har involveret sig i:

Når der er så kraftigt pres fra USA og Kina, viser det, at sagen handler om mere end bare Kinas handel med et mikroskopisk teleselskab på Færøerne. Vores 60.000 indbyggere kan jo være i en enkelt bygning i Beijing. Det handler om geopolitik. Der er stadig større økonomisk og militær aktivitet i Arktis, og Færøerne ligger på tærsklen mellem Europa og Arktis. Derfor er det godt at have foden indenfor.” 

Færøernes og Grønlands krav om større udenrigspolitisk råderum er penibel, fordi Mette Frederiksen på den ene side har stærkt brug for et smidigt og operationelt samarbejde med både Torshavn og Nuuk, og på den anden side opfatter sig selv som låst, fordi grundloven ifølge hendes egne jurister ikke tillader overførsel af flere udenrigspolitiske beføjelser til hverken Nuuk eller Torshavn. 

Problemet er akut. Stormagternes interesse kræver klare, umisforståelige svar, og det kan blive fatalt, hvis de tre dele af riget sender uens signaler.

 

Man behøver blot at forestille sig furoren, hvis det grønlandske landsstyre modsatte sig øget amerikansk tilstedeværelse i Grønland. Eller hvis Færøerne i fremtiden vil føre en anden kurs over for Kina, end den, der er vedtaget i København – sådan som Færøerne i forvejen gør, når det gælder sanktionerne mod Rusland efter Krim.

Samtidig bestrider man både i Grønland og på Færøerne de danske juristers fortolkning af grundloven. Som Sjurdur Skaale siger: “Grundloven beskriver en enhedsstat, som forlængst er sprængt, og som bliver det stadig mere. Det må man forholde sig til, og ikke fastholde den meget legalistiske tilgang, man har fulgt hidtil. Danmark har jo f.eks. også tilladt, at vi har et parlament på Færøerne, at vi opkræver skatter og alt muligt andet, som vi mener ligger klart uden for grundlovens rammer. Beslutningerne har fra gammel tid ligget i Danmark, hvor befolkningen og økonomien har været stærkest, men nu kommer geografien ind som et nyt, afgørende element, og der spiller først og fremmest Grønland, men også Færøerne i kraft af sit store havområde en stadig vigtigere rolle.” 

Regeringen mener, at den har strukket juraen så langt, det kan lade sig gøre. I stedet forsøger man sig med tillidsskabende foranstaltninger. Sikre kommunikationskanaler anlægges over Atlanten, flere folk i Torshavn og Nuuk sikkerhedscleares, en årlig samarbejdsdag mellem de tre udenrigstjenester er indført, Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester betjener i stigende grad Torshavn og Nuuk, Forsvarsakademiets analytikere har for nylig holdt både lukkede og åbne møder i Nuuk, og Mette Frederiksen og andre ministre siger, at de inddrager grønlandske og færøske beslutningstagere mere i e udenrigs- og sikkerhedspolitiske overvejelser, end tidligere. 

Der er ganske store ting på spil. Tænk blot på, hvordan Mette Frederiksen valgte at øremærke 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til Arktisk Kommando i Nuuk mindre end to døgn, før hun skulle mødes med Donald Trump i London. 

Eller tænkt på, hvordan forsvarsminister Trine Bramsen har måtte forpligtet det danske forsvar til udgifter på omkring en halv milliard til vedligehold af den store lufthavn i Kangerlussuaq i Grønland, bl.a. fordi den er vigtig for det amerikanske forsvar – uden at det i øvrigt har tilfredsstillet behovet for afklaring i Nuuk.

Og tænk på, hvordan Lars Løkke Rasmussen i 2018 måtte finde 1,6 mia. kroner til to grønlandske lufthavne – ikke mindst fordi der i København og Washington var frygt for, at Kina skulle få en rolle i lufthavnsprojekterne.

Og tænk på, hvordan Mette Frederiksen i Folketinget 10. december måtte fastholde, at det er en ren færøsk beslutning, om det offentligt ejede Føroya Tele vælger Huawei som 5G-leverandør eller ej.

Statsministeren undlod at gøre sagen til et spørgsmål om rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik, selvom sagen har næsten selvlysende sikkerheds- og udenrigspolitisk indhold, og selvom den stadig hæver som et gærbrød midt i den uregulerede, besværlige gråzone mellem handelspolitikken, som er et færøsk anliggende, og udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der sorterer under den danske regering. 

Lars Løkke Rasmussen, der selv måtte navigere i gråzonen i sin tid som statsminister, valgte efter et møde om Huawei-sagen i Udenrigspolitisk Nævn 12. december at skære Mette Frederiksens dilemma ud i pap: 

“Hvis den danske regering mente, det var et problem, at den færøske regering valgte én leverandør frem for en anden, så ville den danske regering kunne gribe ind allerede nu. Derfor nytter det ikke noget, at den danske regering står og tørrer ansvaret af sig,« sagde han til de forsamlede journalister.

 Udenrigsminister Jeppe Kofod fastholdt som Mette Frederiksen, at regeringen ikke agter at blande sig: 

“Det her er en kommerciel beslutning, som ligger på Færøerne. Det er et hjemtaget område, som Færøerne har, hele teleområdet. Vi har Center for Cybersikkerhed, som kan være med til at rådgive Færøerne og det konkrete selskab i forhold til sikkerhed, IT-sikkerhed, cybersikkerhed, telesikkerhed, og det er det, vi også stiller til rådighed,” sagde han. 

Regeringen undgår på den måde at sige ligeud, at Huawei er så tæt forbundet med den kinesiske statsmagt, at Danmark af sikkerhedsmæssige årsager ikke ønsker, at Huawei får kontrol med 5G-netværket, der bliver en afgørende del af samfundets fremtidige digitale infrastruktur.    

Samtidig slipper regeringen for et ubehageligt skænderi med det færøske landsstyre netop om magtens deling i rigsfællesskabet, der straks ville få følger også for forholdet til Grønland. 

Landsstyret i Torshavn siger, at man ikke vil blande sig i, hvilken leverandør Føroya Tele vælger til sit 5G-netværk. Et dansk indgreb ville følgelig blive betragtet som et alvorligt, politisk overgreb i Torshavn fordi Færøerne vil fastholde, at der er tale om handelspolitik, og fordi et dansk indgreb straks ville underminere Landsstyrets autoritet på Færøerne. 

Brexit vil som nævnt forstærke problemet, især fordi Færøerne får hårdt brug for meget tætte forbindelser til London og det britiske marked, men også på grund af løsrivelsestrangen i Skotland. 

Det EU-venlige parti SNP fik 45 pct. af stemmerne i Skotland ved valget i sidste uge, og partiet slås nu for en ny folkeafstemning om Skotlands løsrivelse. En del færingerne fulgte tæt med i den forrige i 2014, og færingerne har fra gammel tid et tæt forhold til Skotland, der er øernes nærmeste nabo mod syd. 

Af de 8000 tropper, der opholdt sig på Færøerne under 2. verdenskrig for at holde tyskerne væk, kom store dele af dem fra Skotland. Den britiske ledelse havde med omhu valgt tropper, som man mente ville gå godt i spænd med færingerne. Det kom der en del ægteskaber og børn ud af, samtidig med at færøske fiskere sejlede i lukrativ men livsfarlig pendulfart mellem Færøerne og Skotland med fisk til de sultne englændere. 

Lederen af SNP, Nicola Sturgeon,  har i de seneste år bejlet til både Færøerne og Island, der kan blive nyttige naboer til et frit Skotland. I to år i træk har hun eksempelvis holdt keynote speeches på Arctic Circle, en årligt tilbagevendende Arktis-konference i Reykjavik, hvor hun har talt varmt om “vores arktiske naboer”. 

Også i denne forbindelse vil kravet om udvidede udenrigspolitiske beføjelser trænge sig på. 

Ligesom det gør i Kina, hvor færingerne åbnede repræsentation i oktober.

Og som det gør i Grønland, hvor politikerne snart vil møde diplomater fra USAs nye konsulat i Nuuk igen og igen — i Brugsen, på fisketure, til receptioner og andet året rundt.

Og som det gør, når det gælder færøernes milliard-eksport af laks til Rusland, der er i lodret strid med ånden i de europæiske sanktioner mod Rusland efter Krim.

Og som det gør, fordi landsstyret i Torshavn arbejder hårdt på at få en handelsaftale med Rusland og de øvrige fire medlemmer af Den Eurasiske Union.

Og som det gør, fordi Færøernes udenrigsansvarlige forslår, at Færøerne de facto skal anderkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Og som det gør i forhandlingerne i Grønland om det amerikanske forsvars brug af den lokale infrastruktur.

Og som det gør, fordi Mette Frederiksen valgte at tale om Grønland og Arktis med Donald Trump i London, uden at invitere en repræsentant for Grønland med.

Og som det gør, når Grønlands forhandler med udlandet om sjældne jordarter, uran og andre strategiske mineraler. 

Og som det gør, når de nordatlantiske politikere rejser og taler med folk fra CIA, USA’s  kongres, NATO-ledere og andre beslutningstagere. 

Og som det gør, når de færøske og grønlandske forhandlere i de internationale fiskeriforhandlinger skal tale med én stemme, selvom de har forskellige mål. 

Og som det gør, når Færøernes vil være medlemmer af Nordisk Ministerråd, men Danmark sætter sig imod. 

Og som det gjorde i 2017, da Grønland, Færøerne og Island indgik en samarbejdsaftale, som den danske regering straks annulerede.

Og når det gælder flere andre, aktuelle sager.

 Til daglig fungerer samarbejdet angiveligt fint. Tonen på embedsmandsniveau er ifølge flere involverede bedre end tidligere, og det aktuelle pres fra USA og Kina har illustreret alvoren for de involverede. Mette Frederiksen og Jeppe Kofod har i deres korte tid i regering flittigt besøgt både Torshavn og Nuuk, og det hjælper, at Mette Frederiksen har et tæt forhold til Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut. 

 Problemet er, at disse og de førnævnte tillidsskabende foranstaltninger ikke løser det grundlæggende dilemma, at Grønland og Færøerne ønsker noget nær fuld kontrol over deres egne udenrigsanliggender. Og at ønsket vokser næsten lige så hurtigt som  omverdenens interesse for de to nationer. 

Denne tekst blev i let redigeret tilstand først optrykt på Altinget.dk 18. 12  2019