Browse artikler skrevet af..

Mogens Lindved

blog

Naboerne til Grønlands uran er urolige – men mange siger ja tak

marts 9, 2015 • Af

Hvad ville man selv synes om at bo syv kilometer fra en af verdens største forekomster af uran, som måske / måske ikke bliver til en stor uranmine? Hvad tænker de 1700 borgere i Narsaq i Sydgrønland, som faktisk står midt i sådan en virkelighed?
Hidtil har vi kun vidst ganske lidt om, hvad Narsaq-borgerne mener, men nu ved vi mere. Hele to danske universitetsstudier er nu gennemført efter feltstudier i Narsaq. Konklusionen er, at befolkningen i Narsaq er splittet. De lokale er splittet mellem dem, der siger ja til minen, og dem, der siger nej; og så er mange splittet indvendig: Det er nemt at blive angst og vred over udsigten til de miljømæssige risici, men det er samtidig svært at sige nej til den udvikling, uranminen måske kan føre med sig til det lille, fattige bysamfund. Eksempelvis lyder det om en ældre (anonymiseret) kvindelig Narsaq-borger: ’Karen har egentlig to holdninger til mineprojektet. På den ene side er hun imod på grund af de eventuelle risici, men på den anden side vil hun ikke stå i vejen for at andre kan få et arbejde, og vil derfor stemme ja, hvis der var en afstemning. ”

Radioaktiv nabo

Kirken, børnehaven, Brugsen og husene i Narsaq ligger netop syv kilometer fra Kvanefjeldet i Sydgrønland, der huser en af verdens største forekomster af uran og sjældne jordarter. Op ad skråningen ligger Sofus Frederiksens berømte fåre- og kvæghold; vigen for foden af fjeldet er kendt for sine ørred, sortebærrene på skråningerne har altid været en skattet del af kosten i Narsaq. Det er her, det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy (GME) gerne vil etablere en mine til udvinding af sjældne jordarter og uran. Et flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, ophævede i 2013 forbuddet mod uranudvinding i Grønland; formanden for det grønlandske parlament, Lars-Emil Johansen er tidligere bestyrelsesformand for GME’s grønlandske selskab, og GME er nu i færd med en række undersøgelser, der skal overbevise Naalakkersuisut, den grønlandske regering, til at sige ja til minen. Projektet skal ifølge grønlandsk lov kunne gennemføres uden uacceptable skader på miljøet og det lokale samfund, og de kontante gevinster – nye jobs, ordrer til lokale underleverandører, skatter og afgifter – skal selvsagt være de medfølgende risici værd. GME arbejder hårdt med PR for at overbevise Narsaq-borgerne om minens værdi, både fordi de lokales holdninger vil spille en afgørende rolle for Nuuk-politikernes ja eller nej, og fordi GME i sidste ende ikke kan operere i stiv, lokal modvind.

Adjunkt, ph.d. Lill Rastad Bjørst fra Aalborg Universitet og antropolog Helene Ahrens Johansen fra Københavns Universitet opholdt sig hver for sig i Narsaq i længere tid i 2013 for at undersøge de lokales holdninger til mineprojektet. De havde forskelligt fokus, men man forstår af begge studier, at borgerne i Narsaq tænker langt længere end til de miljømæssige risici. Som Lill Bjørst skriver: ”Spørgsmålet om udvinding af uran I Grønland bevæger sig hurtigt fra at være et spørgsmål om miljøpåvirkning og sikkerhed til at handle om repræsentation, respekt og Grønlands ret til udvikling”. Helene Johansen støder i Narsaq på de lokales frustration over, at GME nu er ved at få en slags ejerskab til Kvanefjeldet. I Grønland har der altid været kollektivt ejerskab til jorden. Tanken om at grønlandske politikere nu selv uddeler en slags ejerskab til jorden til udenlandske mineselskaber anfægter mange – også i Narsaq. Helene Johansen beskriver, hvordan en arbejdsløs minearbejder, der ellers drømmer om et job i den nye mine og på ingen måde frygter for miljøet, bliver voldsomt irriteret, da han under indsamling af pæne sten til turistsmukker på fjeldet bliver gennet væk af GME’s folk. Han forstår udmærket, at minefolkene blot vil beskytte ham mod de store maskiner, men han bliver alligevel vred: ”De burde vel egentlig bare stoppe med at arbejde, når jeg og andre kommer derop, hvis det er så farligt. Vi har alle ret til at være der”. En anden informant frygter, at det bliver ”ligesom med den danske kolonisering af landet, at vi kommer til at stå på sidelinjen, mens nogle andre bestemmer, hvordan vi skal leve i vores eget land. Den gang kom der firmaer og ville have ressourcer, så kom den danske stat og så skulle vi pludselig leve på en hel anden måde. Så fik vi hjemmestyre og selvstyre og til sidst fik vi rettighederne til undergrunden tilbage, men nu sælger vi så ud af disse rettigheder igen. Historien kommer til at gentage sig selv, og det grønlandske folk bliver endnu engang tilskuere i deres eget land”.

Stærke tænder

De to studier viser, at udsigten til uranudvinding ikke i sig selv får borgerne i Narsaq til at skrige i protest. Helene Johansen siger det lige ud: ”Når jeg spurgte borgerne om deres mening om selve udvinding af uran, forklarede de fleste mig, at de ikke var særlig bekymrede for uran”. Lill Bjørst er helt på linje: ”På trods af de grønlandske mediers stærke retorik om ‘for eller imod uran’ var det ret svært at finde nogen i Narsaq som var totalt imod etableringen af minen. ” Mange i Narsaq var i 2013 til gengæld stærkt urolige over store ophobninger af giftige radon-dampe i den lokale skole og deres egne hjem, og udsigten til en uranmine skubbede derfor til en ophobning af eksisterende uro. De lokale var også angst for, at det høje indhold af fluor i det lokale drikkevand, der siges at give Narsaq-borgene ekstra stærke tænder, nu med minen vil vokse til langt over faregrænsen. Men den samlede uro overskyggede altså endnu i 2013 ikke helt drømmene om job, udvikling og nye indtægter til Narsaq. Mange i byen husker Narsaqs storhedstid i 1960’erne, hvor et pulserende fiskeri, en fiskefabrik og flere andre krafcentre skabte liv og glade dage, og GME’s planer har bragt nyt håb – som så igen modereres, når udenbys NGO’er truer med, at hele byen må flyttes.
Ingen af de to studier har karakter af egentlige meningsmålinger. Tværtimod giver de begge det klare indtryk, at et firkantet spørgsmål om ‘ja eller nej’ ikke ville give meget mening. Som Lill Bjørst skriver: “Jeg fik det generelle indtryk, at de lokale borgere i Narsaq, som ikke var tilknyttet NGO’er eller politiske partier, stadig i juni 2013 var i gang med den delikate proces at finde ud af, hvad de egentlig selv mente. ” Ingen nyere undersøgelser har sandsynliggjort, at situationen i Narsaq i dag skulle væsentlig forandret.

Antropolog Helene Ahrens Johansens kandidatspeciale: ”For foden af et radioaktivt fjeld’. http://www.martinbreum.dk/specialer-m-v
Ph.d., adjunkt Lill Rastad Bjørst: ‘Arctic Resource Dilemmas: Tolerance Talk and the Mining of Greenland’s Uranium’. Publiceres i 2015 via McGill-Queen’s University Press.

Dette blogindlæg er også trykt som nyhedsanalyse i Information 9. marts.


blog

Greenpeace banker LEGO – men har det nogen effekt i Arktis?

oktober 10, 2014 • Af

LEGO annoncerede torsdag overraskende, at koncernen ikke vil forlænge sit samarbejde med SHELL, når det nuværende partnerskab udløber. Nyheden sprang efter tre måneders pres fra Greenpeace.

Over én million mennesker havde forinden med et klik på en skærm tilsluttet sig Greenpeaces internationale kampagne mod LEGO’s samarbejde med Shell. Striden har fået branding-eksperter og andre til at advare LEGO om, at sagen nu truedeselskabets image – og den globale forretning.

Greenpeace er ekstatisk: ’Vi gjorde det’, lyder det nu kloden over, men sagen illustrerer også væsentlige huller i Greenpeaces ’Save-the-Arctic’-kampagne – ligesom den afslører LEGO’s fejl. Bag det hele ligger to fundamentalt forskellige syn på udviklingen i Arktis: På den ene side forestillingen om Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion, på den anden Arktis som kilde til rigdomme, der skal udvindes hurtigst muligt.

​Greenpeace anklager LEGO for at medvirke til ødelæggelsen af den arktiske natur. LEGO har givet Shell lov til at sætte sit logo på LEGO-produkter – især racerbiler, som Shells kunder får på tankstationer i 28 lande fra Shanghai til Budapest. Shell er det absolutte centrum i Greenpeaces skydeskive, fordi Shell leder efter olie i de arktiske farvande – og LEGO’s logo-samarbejde med Shell er derfor ifølge Greenpeace forkasteligt.Greenpeace har krævet, at LEGO afbryder samarbejdet med Shell – og kan altså nu høste en sejr.

Greenpeace skar som vanligt sagerne ud i pap. Satte man sit navn på blanketten på Greenpeaces hjemmeside, sendte Greenpeace straks en e-mail i ens navn til LEGO’s administrerende direktør, Jørgen Knudstorp: ”Dear Jørgen…..” – hvor direktøren fik at vide, at han var medansvarlig for ‘Arctic destruction’. Aktivister har gennemført aktioner i LEGOLAND i Danmark og England: Fingerede olie-ulykker er iscenesat. Bannere blev sat på LEGO-bygninger og annoncer mod LEGO’s tango med Shell indrykket i store aviser. En spektakulær falsk LEGO-video, hvor LEGO-mennesker drukner i olie, blev offentliggjort på YouTube og VIMEO; i skrivende stund er den set af op mod seks millioner mennesker.

Men det er forblevet uklart, hvorfor samarbejdet med LEGO skulle øge Shells evne eller vilje til at bore efter olie i Arktis. Greenpreace har ikke kunne dokumentere nogen forbindelse fra LEGO’-samarbejdet til Shells arktiske projekter eller planer. Afkortningen af LEGO’s samarbejde med Shell vil ikke have nogen effekt i Arktis, med mindre Shell efterfølgende ændrer sine planer for boringer i Arktis. Det primære mål med angrebet på LEGO har med andre ord ikke været at sætte en stopper for LEGO’s gerninger, men atøge presset på Shell, og Shell viser indtil videre ingen tegn på opgivelse i Arktis. Tværtom har selskabet fornylig – på trods af massivt pres fra mange andre end Greenpeace – formuleret nye milliardplaner om boringer ud for Alaska og investeret heftigt i olieefterforskning nord for Sibirien. LEGO blev valgt for sin synlighed og adgang til børneværelserne – ikke for sin betydning for Shells arktiske aktiviteter.

Sådan afkoder LEGO-aktionen en række strategiske valg. Millioner af børn fragtes dagligt ind og ud af Shells tankstationer af benzinforbrugende forældre, men Greenpeace opfordrer ikke den brede offentlighed til boykot af Shell.

Greenpeace fortæller i stedet om de skader på det arktiske miljø, der vil opstå, hvis en olieulykke rammer i Arktis. Skrækscenariet er en ulykke i Arktis som den i Den Mexicanske Golf i 2010. En sådan ulykke vil medføre større skader i Arktis, fordi naturens nedbrydning af olien sker langsommere i koldt vand end i varmt, fordi den arktiske natur er særligt sårbar, og fordi de nødvendige skibe, fly, kemikalier osv. vil være vanskelige at mobilisere og arbejde med i de arktiske farvande – herunder de grønlandske.

​ Farerne er indlysende. Men Greenpeaces aktion mod LEGO aktualiserer alligevel spørgsmålet om, hvorfor Greenpeace fokuserer så entydigt på olien. Skaderne efter en oliekatastrofe i Arktis vil trods de voldsomme perspektiver for dyr og miljø være geografisk begrænsede, og de vil sandsynligvis få en ende. Der findes andre aktuelle menneskeskabte processer, der allerede påvirker det arktiske miljø alvorligt, og som ikke har en synlig ende – men som er næsten usynlige i Greenpeace’s kampagne – f.eks. at sodpartikler fra Europa, Asien og Nordamerika bæres med vinden til i de arktiske egne, hvor de farver sne og is sort. Den sorte is og sne fanger solens stråler, så varmen får fat; isen og sneen smelter og klimaforandringerne accelereres.

Kampagnekyndige vil forstå, hvorfor Greenpeace ikke forsøger at drive folkelige kampagner om så komplekse, globale processer, men fravalgene hører med til billedet af ‘Save-The-Arctic’-kampagnen.

Greenpeaces repræsentanter optræder ofte som saglige og fakta-baserede talsmænd for miljøet. De fremlægger nyttig ny viden i rapporter og undersøgelser om olienved Grønland og oliespild i Rusland, og de vil gerne inddrages i nøgterne diskussioner med politikere og regeringer om fremtiden. Men samtidig brager ‘Save-the-Arctic’-kampagnen afsted med et mix af mål og midler, der tilsyneladende primært sigter på medieeffekt og folkelig mobilisering.

Helt overordnet argumenterer Greenpeace for at den arktiske olie bør blive under havets bund, fordi den ellers vil øge presset på klimaet, når den bliver brændt af i biler, kraftværker og andre steder. Men arktisk olie bidrager ikke mere til klimaforandringerne end al anden olie. De mere polemisk anlagte grønlandske politikere spørger gerne, hvorfor Greenpeace ikke samtidig indleder en kampagne mod nye olieboringer i Texas, Saudi eller Vietnam?

LEGOs blinde øje

LEGO’s fejl ligger et andet sted. LEGO har ofte haft en god fornemmelse for tidsånden, men har i dette tilfælde tilsyneladende overset, at millioner af mennesker opfatter Arktis som naturens sidste ubesmittede bastion. For disse mennesker udgør Arktis et vigtigt sidste helle; et sagnomspundet og næsten beåndet fristed. Forestillingen om dette jomfruelige Arktis er i mange henseender falsk, men den er ikke desto mindre spillevende i den globale offentlighed, og den bliver fermt holdt i live bl.a. af Greenpeace’s ’Save-the-Arctic’-kampagne; en af de største i organisationens historie.

​LEGO’s manglende lydhørhed over for denne fornemmelse for sne afspejles ikke blot i samarbejdet med Shell, men også i LEGO’s egne produkter. Med en ny serie LEGO-klodser med arktisk tema gav LEGO for ikke længe siden legebørn i alle aldre mulighed for at konstruere en avanceret arktisk station med bæltekøretøjer, helikoptere, slædehunde og en isbjørn. De smilende, multietniske LEGO-mænd er klædt i tykke pelskantede polardragter. En salgsvideo til legetøjsbutikkerne viser LEGO-folket i hæsblæsende fart ud over isen på drønende bæltekøretøjer hen over farlige gletsjerspalter på flugt fra en snerrende isbjørn. En LEGO-helikoter sikrer en frostklar happy-end, efter at LEGO-folket har fundet et stykke tindrende krystal af tydelig værdi, hentet op af is-ødet under drabelige strabadser.

Alt er sødt og sjovt – tilsyneladende. Men Arktis-serien stiller sig med hele sit udtryk ukritisk skulder til skulder med dem, der idag taler for hastig udnyttelse af olien, gassen og mineralerne i Arktis, sejlruterne og alt, hvad der ellers byder sig til, nu når isen forsvinder.

​   Arktis er i denne version ikke et sted mennesker bor, men et herligt stykke ødemark, der skal forceres med henblik på gevinst. De arktiske folkeslag – grønlænderne og de tre-fire andre millioner, der bor i Arktis – optræder ikke rigtigt i denne udgave af Arktis. Holdet på LEGO’s arktiske station har et spand slædehunde, men det er kun hyggedyr. Det moderne Arktis kræver bæltekørertøjer, helikoptere, industrielle værktøjer; resten er folklore.

Diplomater, politikere, forretningsfolk, Grønlands ledere og mange andre abonnerer på denne tilgang til det moderne Arktis. LEGO’s problem opstår, fordi koncernen ukritisk reproducerer og sætter lighedstegn mellem denne forretningsmæssige tilgang til Arktis og den globale forbrugers forestillingsverden.​

(Dette blogindlæg optræder også som nyhedsanalyse i dagbladet Information 10.10 2014)

 


blog

Grønland – og bananrepublikken

oktober 3, 2014 • Af

Der er udskrevet valg i Grønland, og klicheerne og de hånlige bemærkninger står i kø. Børsen nåede at rive ’bananrepublik’ ud af ærmet, allerede inden valget blev udskrevet.

Måske er det tid til en kop isvand. Måske vil en lidt kølig gennemgang af realiteterne anskueliggøre, at Grønlands politiske system måske er mere robust, end den aktuelle mediestorm antyder.

En regeringsleder er faldet i en stribe bilag. Aleqa Hammond, Grønlands nu forhenværende politiske chef, lod statskassen lægge ud for en håndfuld flybilletter m.v. til sine familiemedlemmer og udskød tilbagebetalingen alt for længe. Ingen har endnu dokumenteret, at hun forsøgte at berige sig. Tværtimod står det klart, at også hendes forgænger, den tidligere formand for den grønlandske regering, Kuupik Kleist, betjente sig af samme mulighed for udlæg fra landskassen – om end i mindre omfang. Han har nu af samme grund trukket sig fra Inatsisartut, det grønlandske parlament, selvom ingen mistænker ham for at have stjålet pengene. Også han fastholder, at han havde alle planer om at betale pengene retur.

I denne politiske tumult har det lille parti, der udgjorde Aleqa Hammonds koalitionspartner i Grønlands regering, kastet håndklædet i ringen og opgivet regeringsprojektet. To af ministrene fra hendes eget parti har på samme måde fulgt deres samvittighed og erklæret hende for uværdig til at fortsætte som regeringsleder. De mener ikke, at de længere har vælgernes opbakning, og de har følgelig nedlagt deres hverv. Aleqa Hammond har trukket sig som regeringsleder og partiformand. Hvorefter den fungerende regeringsleder har udskrevet valg. Valget vil finde sted i slutningen af november – efter det foreskrevne antal ugers valgkamp. Aleqa Hammonds parti, Siumut, vil finde en ny formand.

Er De forvirret – ja naturligvis. Det foregår 4000 km væk – og vi har alle hørt om fortidens rod, nepotisme og ballade i Grønland.

Men tegner den aktuelle krise forretningsgangen i en banarepublik? Eller illustrerer stormen måske, at Grønland i dag kan glæde sig over et levende, borgernært demokrati, der reagerer prompte på de fejl og mangler, der heldigvis kommer for en dag? Et par folkevalgte ministre følger deres samvittighed, præcis som danske folkevalgte ifølge grundloven skal følge deres; er det måske, når vi skræller fordommene bort, udtryk for en håndfast, konsekvent demokratisk praksis, som en del andre nationer på kloden ville være ganske godt tjent med?

Aleqa Hammonds politiske projekt gjorde hende voldsomt udskældt i både Grønland og Danmark. Kritikerne fandt hende skrigende populistisk. Hendes gentagne ønske om uafhængighed, om forsoning med kolonitiden og fremme af det grønlandske sprog og kultur hidsede sindene voldsomt op, og mange vil glæde sig over, at hun nu – i hvert fald for en stund – kan dømmes ude af grønlandsk politik.

Men betyder det, at systemet fungerer?

Danmarks forrige og mest sandsynlige næste statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blev for nylig trukket igennem et grueligt bilagsrod – de færreste husker længere, hvem der lagde ud for hvad. En storm rasede langt ind i hans eget partis inderste rækker, og Lars Løkkes tidligere fadæser blev rykket ham i næsen, præcis som Aleqa Hammond nu hører for sine tidligere fejltrin.

Den grønlandske centraladministration har ikke flere århundreder på bagen som den danske; det offentliges revisionen foretages af et privat firma; kontrolfunktionerne er færre og tyndere end i Danmark. Men fejlene kom for en dag. En heftig debat udspiller sig i medierne. Journalisterne i Grønland spørger alle om alt i ét væk – og får svar på en del. Skandalen følges minut for minut på nettet. Et revisionsudvalg i parlamentet arbejder på en rapport om den nu afgåede regeringsleders bilagsrod og andre ministres mulige træk på landskassen til private udlæg. En oprydningsproces er i gang – og politikerne følger deres samvittighed.

Måske er det ikke så ringe endda.

 


blog

Løsriver Grønland sig?

september 11, 2014 • Af

Det er et helt relevant spørgsmål. Da Aleqa Hammond vandt valget i Grønland i 2013, gjorde hun det meget klart, at hun arbejder på, at Grønland kan blive en uafhængig nation inden for hendes egen livetid. Hun var 47 på det tidspunkt. Der findes ikke længere partier i det grønlandske parlament, Inatsisartut, der går ind for permanent bevarelse af rigsfællesskabet med Danmark og mentalt er mange grønlændere helt indstillet på at Grønland – på et tidspunkt – skal være selvstændigt. En grønlandsk grundlovskommission er langsomt ved at blive nedsat, så jo, spørgsmålet er helt relevant.
For nogle i Danmark skaber denne tilstand skrækscenarier. De ser for sig, hvordan det danske rige bliver reduceret med 98 procent af sin landmasse (et tab i geografisk forstand, der vil være langt større end tabet i 1864) og hvordan tusinder af familier, der omfatter både danskere og grønlændere, får kompliceret deres liv. De forstiller sig, hvordan stormagter som USA, Kina og Rusland – og masser af mindre magter – vil miste en væsentlig del af deres interesse for Danmark. Vores egen udenrigsminister, Martin Lidegaard, forklarer i min nye bog ”Balladen om Grønland”, hvordan det faktum, at Grønland er en del af Danmark, i hans øjne fortsat har umanerligt stor betydning for Danmarks mulighed for at gøre sine synspunkter gældende internationalt. Han mener også, at regeringen derfor fremover bør arbejde hårdt på at forklare det faktum over for den danske befolkning.
Men er Grønland virkelig ved at løsrive sig?
Ja og nej.
Ja – i den forstand at rigtigt mange grønlandske politikere og menige mennesker på gaden i dag løbende funderer på, hvordan Grønland skal indrette sig, sådan at en ændring af rigsfællesskabet, som vi kender det i dag, bliver mulig og Grønland kan fungere som en fuldgyldig, selvstændig stat med sæde i FN, eget flag ved OL, egen udenrigspolitisk og alt hvad der ellers følger med. Selvstyreloven fra 2009 siger, at grønlænderne kan trække sig ud af rigsfællesskabet den dag, de selv ønsker det; muligheden er på bordet.
Og nej – i den forstand, at praktisk taget ingen i Grønland, hverken politikere eller andre, forestiller sig, at et fremtidigt, selvstændigt Grønland skulle fungere uden endog meget tætte, fortsatte bånd til Danmark. (Det gælder i øvrigt også Aleqa Hammond, hvilket også fremgår min nye bog.) Tanken om en løsreven, fritsvævende grønlandsk republik langt ude i Nordatlanten uden tætte forbindelser til det danske kongehus, forsvar, kirke, universitetsvæsen, uddannelsesvæsen m.v. ligger, så vidt jeg kan skønne, de fleste grønlændere ganske fjernt.
Det afgørende for den fortsatte diskussion mellem Danmark og Grønland bliver derfor, at mange flere får indblik i, hvad der reelt ligger i begreberne, når vi taler om ’uafhængighed’, ’selvstændighed’ eller ’løsrivelse’. Det gik eksempelvis op for mig under arbejdet med min bog, at udsendte fra Grønland hele to gange har været helt ude i Stillehavet på Cook Islands for at studere, hvordan øboerne dér har indrettet sig statsretligt med New Zealand; én af de udsendte er i dag kontorchef i Aleqa Hammonds departement. Grønlænderne har i årtier diskuteret, hvordan en nyordning af rigsfællesskabet med Danmark monstro kan indrettes i fremtiden – og diskussion bølger endnu. Mange færinger tænker på samme vis: Måske en art ny traktat, hvor Færøerne og Grønland som selvstændige enheder fortsat er svejset sammen med Danmark – blot i et forhold, der er mere jævnbyrdigt end i dag?
Grønlænderne har i øvrigt hidtil grebet det meget pragmatisk an. Striber af folk under varmere himmelstrøg kappede båndende til de gamle kolonimagter for at opnå deres fulde frihed uden at skele til økonomien; i Grønland hersker der udbredt konsensus om, at en ændring af det statsretlige forhold til Danmark ikke er relevant før Grønland engang i fremtiden er i stand til at varetage alle sine egne interne affærer og selve betale omkostningerne.
Sådan kræver en stribe forhold i Arktis, at vi både indretter os på en ny fremtid – og skynder os at gøre os klogere, før vi gør noget dumt.
Russerne opruster i Arktis – hvad betyder det for os, nu hvor forholdet mellem NATO og Rusland efter Ukraine bare bliver ringere og ringere?
Nye sejlruter til Kina – og Kinas øgede interesser i Arktis – hvad betyder de for os? Hvad skal vi mene om udsigten til olieboringer i de grønlandske farvande? Er det helt afsindigt, fordi de truer det arktiske miljø – og bare vil skubbe yderligere til klimaforandringerne? Eller er det ganske naturligt og fair, at grønlænderne forsøger at tjene på undergrunden? Og hvad gør vi i øvrigt her i Danmark, hvis den grønlandske økonomi fortsætter sin nedtur – og levestandarden i Grønland falder drastisk? Er det vores ansvar – nu hvor Grønland langt om længe har fået selvstyre?

Denne hjemmeside er en del af en opgave, jeg har sat mig selv: Jeg vil forsøge at kaste lys over hele den hastige udvikling, der finder sted i Arktis.
Det kan siges kort: Politikere, erhvervsledere, diplomater og andre træffer i disse år rigtigt mange beslutninger i den arktiske kontekst, som får meget stor betydning for vores fremtid – hvad enten vi bor i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Men der er alt for få mennesker, der ved nok om, hvad der foregår i Arktis, til at de kan give beslutningstagerne ordentligt modspil.
Det hedder på moderne dansk et demokratisk underskud. Og her kommer min journalistik så ind – som et middel til bekæmpelse af det demokratiske underskud.
Min hjemmeside præsenterer de to bøger og en række af de artikler, jeg har skrevet om Danmark og Arktis og Grønland i de seneste fire-fem år, og der er reklamer for de foredrag, jeg elsker at holde.
Derudover kan man løbende finde et opdateret udvalg af de artikler, som andre skriver om udviklingen i Arktis.
Og så er der altså denne blog, hvor jeg fremover vil nedfælde mine egne observationer om løst og fast i den arktiske verden. I tæt parløb med Facebook-sitet ArktiskUpdate, som jeg og en lille gruppe studerende også fylder med nyheder fra den arktiske verden.
I andet regi producerer jeg sammen med tv-producenten Jakob Gottschau, som jeg har kendt i mere end 20 år, for tiden en serie tv-dokumentarer om det danske rigsfællesskabs historie. Udsendelserne skal vises på DR, KNR i Grønland og KVF på Færøerne – og bliver også forsynet med lærevejledninger m.v. så de forhåbentlig får et langt og rigt liv i undervisningslokalerne i alle rigets dele. Det hele skal gerne være færdigt i slutningen af 2015.
Endelig indeholder denne hjemmeside en hel lille samling af interessante akademiske nyskabelser om Arktis. Mange studerende skriver kloge bacheloropgaver, specialer og andet om Arktis – dem præsenterer vi også her på hjemmesiden, når vi har lejlighed til det.

Venlig hilsen

Martin Breum