pornjk.com tube600.com xpornplease.com redtube.social porn600.me porn800.me watchfreepornsex.com tube300.me
Browse artikler skrevet af..

Martin Breum

Uncategorized

Selvstyrets første sikkerhedspolitiske strategi cementerer Grønlands position i den vestlige verden

februar 28, 2024 • Af
Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, offentliggjorde onsdag 21. februar nfor første gang nogensinde en samlet udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk strategi, hvor tænkningen om Grønlands relationer til resten af verden nu kan studeres.

Den nye strategi har fået titlen: “Grønland i Verden – Intet om os, uden os”. Grønlands politiske ledere forventer at blive hørt i enhver sammenhæng, hvor Grønlands vilkår forhandles.

Grønland har stadig ifølge den danske regerings tolkning af Grundloven ingen formel adkomst til at føre forsvars- og sikkerhedspolitik, men den nye strategi viser, hvordan denne magtdeling for tiden omsættes til stadig mere fleksibel praksis: Grønland (og Færøerne) får stadig større indflydelse.

SMV-regeringen har på forhånd signaleret sin accept af, at Nuuk nu formulerer sin egen strategi for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og at Nuuk forventer, at den bliver læst.

Strategien er en brik i det nye mellemrigspolitiske spændingsfelt, hvor Grønland og Færøerne i Folketinget og på regeringsniveau løbende inddrages i diskussioner om sikkerheds- og forsvarspolitik, og om de arktiske dele af det ny forsvarsforlig, der ventes at sluge en betydelig del af de 150 milliarder kroner, forliget gælder, og som Folketingets partier netop nu forsøger at udmønte.

Strategien har også en chance for at overleve næste valg i Grønland: Naalakkersuisoq eller landsstyremedlem for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt kunne ved et pressemøde i Nuuk onsdag fortælle, at fire af Grønlands fem politiske partier står bag det 43 sider lange, illustrerede nye dokument.

Nej til oprustning

Man kan vælge at fokusere på de nuanceforskelle mellem Danmarks og Grønlands interesser, der med den nye grønlandske strategi træder lidt tydeligere frem.

Særligt måske Grønlands skarpe ønske om at undgå egentlig militær oprustning i Arktis, der blandt andet udtrykkes med en plan om et Arktisk Fredscenter i Nuuk og med besked til de europæiske Nato-lande om ikke at satse på permanent militær tilstedeværelse i Arktis.

Men strategien indeholder reelt ingen dybere uenighed mellem Grønland og Danmark. Eller som professor emeritus i europæisk historie på CBS, Uffe Østergaard siger til Altinget: “Strategien viser Grønland og Danmark i stort set samme position i forhold til resten af verden”.

Teksten er skrevet i “respekt for Selvstyreloven”, som der står. Den er vokset frem i Nuuk gennem år med Covid, der i perioder afskar Grønland totalt fra omverdenen; med Brexit, der stadig hæmmer Grønlands fiskeeksport, og senest med Ruslands invasion i Ukraine, der har rejst dybe spørgsmål om Ruslands og USA’s intentioner i Arktis og om Grønlands egen sikkerhedspolitiske rolle.

Tre hovedlinjer

I Danmark vil en del formentlig hæfte sig ved tre hovedlinjer:

For det første erklærer Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, her reelt sin basale tilslutning til alle relevante vestlige alliancer og til den indsats for en regelbaseret verdensorden, der også hører til grundstoffet i Danmarks aktuelle politik.

For det andet omfavner Grønland den nye, dybe sikkerhedspolitiske uvished efter Ruslands invasion af Ukraine. Grønland ønsker ikke oprustning i Arktis, men har indstillet sig på, at denne afgørende uforudsigelighed også stiller nye krav til Nuuk. Man vil blandt andet tage hul på en intern diskussion i Grønland om indførelse af værnepligt eller civil værnepligt.

For det tredje signalerer Naalakkersuisut et stærkt ønske om øget handel og samarbejde med Canada, USA og de arktiske folk i Nordamerika.

Asiaterne køber i dag store mængder grønlandske fisk og rejer, mens de langt nærmere markeder i Nordamerika kun i ringe grad er indtaget. Et nyt fokus mod vest skal også sikre Grønlands forsyningssikkerhed i tilfælde af kriser eller krig.

Menneskeret og alliancer

Den nye strategi cementerer Grønlands allerede etablerede plads i den vestlige verden. Her er ingen politisk flirten med Kina eller andre overraskelser.

Strategien indeholder et ønske om mere eksport af fisk og rejer til Asien, men den indhegner nøje denne handel som en kommerciel og ikke en politisk forbindelse.

Nuuk insisterer i sin ny strategi på princippet om, at Grønland frit kan handle med alle, der “accepterer og respekterer vores værdier og lovgivning,” – altså også Kina – men med samme åndedrag formuleres et afgørende Kina-relevant forbehold:

“I en foranderlig verden må vi holde fast ved folkeretten, fred og orden i verdenssamfundet. Der er derfor lande, som vi i lighed med andre ligesindede lande af sikkerheds- og forsvarspolitiske grunde vil have begrænsninger i samarbejdet med,” lyder det.

På samme vis understreges Grønlands uhildede tilslutning til menneskerettighederne både som konventioner, normer og standarder. Nuuk vil åbne et kontor ved FN i New York og udsende en medarbejder til FN i Geneve.

Strategien signalerer også fortsat opbakning til Nato-samarbejdet; en grønlandsk diplomat har siden 2023 været ansat i den danske delegation ved Nato-hovedkvarteret i Bruxelles; lønnen betales af Nuuk.

Grønlands tætte parløb med EU får også plads, ikke som analyse af EU’s dybere interesse i Grønland, men som tydeligt ønske om øget samarbejde. Snart åbner EU et kontor i Nuuk, og kontakten kaster pæne summer af sig til landskassen.

Samarbejdet i Nordisk Råd nævnes, men Nuuk truer med at neddrosle sit engagement, hvis ikke Grønland snart opnår fuldt medlemskab.

Særligt fokus får Arktisk Råd, der for tiden er i krise, fordi samarbejdet med Rusland i Rådet er sat på tidsubestemt pause.

Indtil Ruslands invasion i Ukraine sikrede Rådets særlige struktur, at Grønland og de øvrige arktiske folkeslag havde direkte indflydelse på samarbejdet mellem de otte arktiske stater.

Rådets arbejde med havpattedyr, klima, folkesundhed med videre er vigtigt for Grønland, og Nuuk satser på en rolle helt fremme, når Kongeriget Danmark i 2025 overtager formandskabet fra Norge.

Den aktuelle konflikt om, hvorvidt kongerigets arktiske ambassadør per definition skal være fra Grønland, som Nuuk fastholder, nævnes ikke direkte i strategien, men man aner, at en løsning måske kan findes, hvis fordeling af opgaverne i forbindelse med formandsskabet i Arktis Råd stiller Nuuk tilfreds.

Ukraine skaber ny usikkerhed

Grønland tilsluttede sig hurtigt de vestlige sanktioner mod Rusland efter Putins invasion af Ukraine i 2022, og et gammelt samarbejde med Rusland om udveksling af fiskekvoter er i modsætning til Færøernes suspenderet.

De nye sikkerhedspolitiske forhold “kræver at forholdsregler, samt sikkerheds- og forsvarspolitiske beslutninger må tages – herunder i Grønland og Arktis, om vi vil det eller ej. Vi skal bidrage til disse diskussioner og beslutninger på kvalificeret vis,” lyder det i strategien.

Det opridses, hvordan også Grønland i dag trues af “fordækte aktioner, der rammer civil infrastruktur og kommunikation uden respekt for folkerettens rammer”.

“Grønland oplever også ondsindede cyberangreb og skal derfor beskytte kritisk infrastruktur,” lyder det, givetvis med reference til 2022, da uidentificerede hackere i adskillige dage sårede Grønlands politiske institutioner og det centrale hospital i Nuuk.

Grønland vil gerne bidrage til overvågningen i Arktis, lyder det i strategien, men Nuuk tilbyder ikke yderligere bud på, hvordan forsvaret i Arktis bør udvikles. “De forsvarspolitiske implikationer er stort set ikke omfattet,” siger Uffe Østergaard. Nuuk er stadig tilbageholdende med at blande sig i det rent militære.

Nyt fredscenter i Nuuk

Nuuks anerkendelse af de nye sikkerhedspolitiske vilkår balanceres med et gammelt grønlandsk ønske om at bevare Arktis som lavspændingszone. Selvstyret har den faste overbevisning, at en dybere militarisering af Arktis ikke vil være i de arktiske folkeslags interesse, og en ny institution er måske derfor på vej.

“Vi må ikke være naive. Vi må dog heller ikke give op, når det kommer til fred. Vi skal se på og studere, hvorledes fred opretholdes og opnås andre steder i verden,” lyder det.

“Arktis er ikke en region, som har set talrige krige. Tværtimod. (…) Vi skal huske, hvem vi er, og hvad vores grundlæggende værdier er. Grønland vil derfor, gerne i samarbejde med eksterne bidragsydere, oprette et Fredscenter i Grønland med fokus på freden i Arktis,” hedder det.

Ønsket om lavspænding medfører også en bred opfordring til militær tilbageholdenhed. Det er ikke klart, hvem opfordringen specifikt er rettet mod, men Nuuk har før antydet, at europæiske Nato-lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien ikke bør udvikle for dybe ambitioner i Arktis:

“Alt andet lige er Grønland imod, at ikke-arktiske landes permanente militære kapaciteter udvides i Arktis for ad den vej at bidrage til oprustning af Arktis. Det skal undgås,” lyder det i strategien.

Teksten skelner til gengæld mellem mere offensive våben og militær overvågning, hvor sidstnævnte ikke omfattes af samme skepsis. Det efterlader rigeligt rum for forhandling med både Danmark og USA:

“Grønland vil fortsætte med at samarbejde med Danmarks og USA’s forsvarsmyndigheder og særligt om den mest hensigtsmæssige måde, hvorpå militære værn og installationer er til stede i Grønland,” lyder det.

USA’s interesser

Uffe Østergaard mener, at strategien her fremstår noget vag: “Grønland er glade for den amerikanske interesse, men der er ikke nogen analyse af USA’s særlige interesser i Grønland. De nævner Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base, red.) men de nævner ikke USA’s interesse i mineralerne, de nye muligheder for sejlads i Arktis og andre grønlandske ressourcer,” siger han.

Strategien understreger til gengæld Nuuks ønsker om civile gevinster for Grønland af de forventede forsvarsinvesteringer i Arktis, og den ny strategi minder om, at Grønland stadig er afgørende for USAs eget territorialforsvar:

“USA er verdens førende supermagt og landet har haft en militær tilstedeværelse i Grønland i mere end 80 år. Ved Forsvarsaftalen af 1951 er USA i realiteten den militære forsvarer af Grønland ved eventuel militær konflikt. Pituffik Space Base udgør ligeledes en vigtig del af USA’s egen nationale sikkerhed. Grønland vil fortsætte den gode dialog med USA omkring forsvarssamarbejdet – med den klare bevidsthed om, at Grønland spiller en meget vigtig rolle i USA’s forsvar imod udefrakommende trusler særligt fra den arktiske region”, lyder det.

Nyt politisk forum i Nordamerika

Grønland åbnede repræsentation i Washington i 2014, og drømmen om flere amerikanske investeringer, turister og handel er udtalt.

“I mange år har et grønlandsk ønske om at udvikle forholdet til USA eksisteret,” lyder det. Grønland ønsker sig handelsaftaler med både USA og Canada, især for at booste eksporten af fisk og rejer, men også for at sikre forsyninger i krisetid.

Den nye strategi husker os på, at det var USA, der leverede forsyninger til Grønland, da kontakten til Danmark blev afskåret under 2. verdenskrig:

“Krig og konflikt kan skabe afbrydelser, og verden er blevet et mere usikkert og ustabilt sted. Vi må ikke glemme historien,” hedder det i strategien.

I et yderligere træk mod vest foreslår Nuuk et nyt Arktisk Nordamerikansk Forum, der skal forstærke forbindelserne mellem de arktiske folks politiske ledere i Nuuk og i de relativt autonome arktiske områder og territorier i Canada og i Alaska.

“Alle befinder sig i den arktiske region med langt overvejende samme klima og kyst til det Arktiske Ocean,” lyder det i strategien. Nuuk forestiller sig samarbejder om alt fra sundhed til minedrift.

Fra København kan et sådant projekt synes fjernt, men kontakten til de nært beslægtede arktiske samfund i Nordamerika tillægges stor vægt i Nuuk, og skulle det lykkes at etablere et sådant forum, endda på Nuuks initiativ, kan det øge både Grønlands status, indflydelse og selvforståelse.

De interne forhandlinger i Grønland om den nye strategi har forsinket arbejdet med en fælles Arktisk strategi for Grønland, Færøerne og Danmark i mere end to år. Kongeriget Danmark er derfor i øjeblikket den eneste arktiske stat, der ikke har en aktiv strategi for sin indsats i Arktis.

Den nye grønlandske strategi har været forelagt alle partier i Inatsisartut, det grønlandske parlament. Fire partier står bag stragien, herunder de to regeringsbærende Siumut og IA. Partii Naleraq, der er særligt optaget af Grønlands statsdannelse og løsrivelse fra Danmark, har meldt, at det ikke kan støtte strategien.


Uncategorized

Greenland’s first security strategy looks west as the Arctic heats up

februar 28, 2024 • Af
undefined
The Aurora Borealis dance over the Pituffik Space Base (formerly Thule Air Base), which is located 1,200 km north of the Arctic Circle. As Greenland takes ever more center stage in Arctic geopolitics, installations like this will play an increasingly vital role. (U.S. Air Force photo by Senior Airman Dennis Hoffman)

Facing an unpredictable Russia, Greenland wants stronger relations with the US and Canada and a new high-level Arctic North American Forum for the leaders of all indigenous territories.

The government of Greenland — known as Naalakkersuisut — is proposing the creation of an Arctic North American Forum to strengthen ties with indigenous leadership and elected assemblies in Nunavut, Nunavik, the Northwest Territories and Yukon in Canada and their counterparts in Alaska.

Greenland’s first-ever foreign policy, defense and security strategy was published on February 21. In its foreword, Greenland’s foreign minister Vivian Motzfeldt writes that the government in Nuuk sees room for a forum where government decision-makers and parliamentarians in Alaska, Arctic Canada and Greenland can meet to share their experiences, learn from each other and initiate concrete collaborations.

An areal view of Nuuk, a city that is increasingly taking center stage as tensions flare between the West and Russia. (KaareSorensen, Creative Commons)

The document ‘Cooperation in the Arctic’ outlines a security strategy for Greenland that emphasizes strengthening cooperation with its North American partners.

“Despite our differences, the diverse North American regions face many of the same challenges and opportunities that we do. We are all located in the Arctic region, with largely similar climates and coastlines along the Arctic Ocean,” the text reads.

Naallakkersuisut claims that indigenous leaders across North America would benefit from increased cooperation in such diverse fields as the social and health sectors, education, climate change adaptation, the development of mineral resources, mobility of mine workers, renewable energy, tourism and the arts.

Human rights and Russia sanctions

The 27-page strategy, hints at the country’s concerns about a potential arms race with Russia in the Arctic, brought about by Russia’s invasion of Ukraine and its continued military build up in the Arctic.

Greenland’s new strategy underscores Naalakkersuisut’s commitment to international human rights conventions and Greenland’s long-standing commitment to western and pan-Arctic alliances and institutions such as NATO, the EU, the Arctic Council, the Inuit Circumpolar Council and the Nordic Council.

Greenland seeks to open a representative office with the UN in New York, place an official with the UN in Geneva and expand relations with Canada through the opening of a representative office in Ottawa. A similar office in Washington was opened in 2014.

Greenland also subscribes to current western sanctions against Russia and acknowledges that the Arctic security landscape is changing as a result of Russia’s invasion of Ukraine.

“Decisions on security and defense policy must be made — also in Greenland and in the Arctic whether we like it or not. We must contribute to these discussions and decisions in a qualified way,” the strategy states.

It does not mention Russia directly, but highlights how Greenland is threatened by “covert operations that strike civilian infrastructure and communications with no respect for international law, even in our part of the world”.

“Greenland is also subject to malicious cyber attacks, and we consequently need to do more to protect our critical infrastructure and strengthen our capacity in this area,” the strategy reads.

A Peace Center in Nuuk

Naalakkersuisut stresses Greenland’s commitment to continued security cooperation with the US, which runs Pituffik Space Base, a military base in North Greenland. A sophisticated radar at the base is part of an early warning system designed to protect the US against missile attacks, not least from the Russian Arctic. The document states that the US remains one of Greenland’s closest allies. Denmark’s Arctic Command, headquartered in Nuuk, still protects Greenland’s borders, but Naalakkersuisut is aware that Denmark’s military powers are limited.

The radar installations on the Pituffik Space Base are a vital part of the US’s early warning system for detecting ICBMs. (JoAnne Castagna/U.S. Army)

“Under the Defense Agreement of 1951, the United States is effectively the defender of Greenland in the event of a military conflict. Furthermore, Pituffik Space Base constitutes a key component of US national security. Greenland intends to continue its productive dialogue with the United States on defense issues, bearing in mind that we play a key role in the defense of the United States against external threats, especially from the Arctic region,” the strategy reads.

Uffe Østergaard, professor emeritus of European history at Copenhagen Business School, finds that the strategy broadly aligns Greenland’s position with that of the broader Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs, but he finds the new approach to the US somewhat limited.

Danish servicemen stand on the deck of a Frigate in a fjord in Greenland. The Danish military is responsible for defending the country, but understanding its limited size the Greenlandic government acknowledges how important the US is to national security. (Forsvaret)

“Greenland appears happy about the US interest in Greenland, but the strategy contains very little analysis of this interest. It mentions Pituffik Space Base, but there is nothing about US interests in Greenland’s minerals, the new Arctic shipping routes or other of Greenland’s important resources,” he told Arctic Today.

A region of peace

In the new strategy Naalakkersuisut stresses Greenland’s long-standing position that the Arctic should remain a low-tension region. It has long been the view in Nuuk that an arms race and increased military presence in the Arctic will not benefit indigenous communities.

An abandoned Distant Early Warning (DEW) line site near Raven Camp on Greenland’s ice sheet. (US Air Force photo by Tech. Sgt. Greg C. Biondo).

“We cannot be naïve. But we must never waiver when it comes to peace. We need to observe and study how peace is maintained and achieved elsewhere in the world. Unlike many other regions of the world, the Arctic has not witnessed the destructive power of countless wars,” the strategy says.

To that end, Greenland will establish a Peace Center in Greenland, hopefully in collaboration with external contributors, with a focus on peace in the Arctic.

Greenland’s government also spells out its position that no non-Arctic states should aim for increased permanent military presence in the Arctic, an argument that seems to relate to current debates about NATO’s future plans in the region. At their summit last July, the NATO governments agreed that NATO should design its first regional plan for the North Atlantic and the Arctic.

“We are opposed to non-Arctic countries expanding their permanent military capabilities in the region, thereby contributing to a militarization of the Arctic. This must be avoided. Greenland also encourages all Arctic States to exercise restraint with regard to any military build-up,” the strategy says.

While Naalakkersuisut has signalled that it opposes a stronger military presence in the region, it has acknowledged the need for increased monitoring of military activity in and around Greenland and in the Arctic as a whole.

Special mention is made of the so-called GIUK straits between Greenland, Iceland and the UK, where the defense forces of the US, Norway, Denmark, the UK and others are already on frequent alert for Russian military submarines and other vessels.

“With increased participation, Greenland will also be able to contribute to monitoring the seas between Greenland, Iceland and the United Kingdom, a naval choke point commonly referred to as the GIUK gap. At the same time, we will strive to maintain low tension in the region,” the strategy says.

Krigsskib på slæb
A Danish Navy vessel on patrol off the coast of Greenland. (Forsvaret)

Cooperation with China?

The new strategy also addresses the thorny issue of Greenland’s relations with China.

Denmark and the US harbor serious concerns that China may gain significant  influence in Greenland, which has a population of just 56,000.

China is already one of the biggest markets for fish and shrimps produced in Greenland and in 2023 Greenland opened a representative office in Beijing. Private Chinese firms have shown significant interests in Greenland’s rich mineral resources, including some of the world’s largest deposits of rare earth minerals, and in 2018, one of China’s largest construction companies, China Communications Construction Company Ltd, was invited by Nuuk to enter a bid for the construction of two large airports in Greenland—a prospect that the Danish government put a stop to.

In Greenland’s new foreign policy strategy, Naalakkersuisut reiterates its position that Greenland is free to trade with any partner.

“We intend to attract investments in suitable sectors from like-minded countries that share our values. However, Greenland will not exclude cooperation with countries that accept and respect our values and legislation. Work has begun on drafting an investment screening law,” the strategy goes.

Elsewhere in the document, however, Naalakkersusiut promises to establish by law a new screening process for foreign investments in Greenland. It also says that new security considerations will be taken into the equation when considering foreign investments from debatable origins—read China—should become relevant again.

More trade with the US and Canada

China and other Asian economies remain prime targets for Greenland’s exports of seafood, but in its new strategy Naalakkersuisut places an even stronger emphasis on increased trade with the US and Canada.

“We must work to strengthen supply chain security in an unstable world and explore ways to expand trade with our large North American neighbors. Today, there are trade barriers that severely impede the free ex- change of goods and services, and can only be removed through political solutions,” the strategy goes.

“For many years, Greenland has not engaged in much trade with our close neighbors to the west and southwest. We need to change that, which is why we are focusing on markets in North America, for both imports and export,” the text says.

Deliberations in Greenland about the new strategy have delayed for two years a broader Arctic Strategy for the Kingdom of Denmark, to which Greenland belongs. The Kingdom’s Arctic Strategy expired in 2021, and Denmark is presently the only Arctic country without an active Arctic strategy.

Denmark holds sovereignty over Greenland and the semi-autonomous government in Nuuk has no formal influence on the Kingdom’s defense and security policies. In the last couple of years, however, Greenland’s political leaders have been much more closely involved in negotiations with Denmark about the Kingdom’s defense and security in the Arctic.

You can read more on Greenland’s security strategy on the Arctic Institute’s website.

The text was first published on ArcticToday.com Feb. 27th 2024


Tags


blog

Controversial reforms within Greenland’s shipping agency have hit a rock

januar 4, 2024 • Af

The harbor in Århus, Denmark (Photo: Klaus Holsting)

Eight years of controversial reforms within Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency, have come to a crossroad: The CEO is gone and an official probe into the company’s affairs has been called.

The reforms were designed to loosen Greenland’s ties to Denmark, the old colonial power. The idea was to lessen the linkage and better equip Greenland to trade freely, buy and sell on the world market without everything having to go through Denmark.

The key to change was a deep restructuring of Royal Arctic Line, Greenland’s publicly owned shipping agency and Greenland’s most important lifeline to the outside world.

For years the reforms to RAL’s organization were backed by Greenland’s political leaders, but in September RAL’s Board of Directors abruptly announced the exit “through an accord” of the company’s Chief Executive Officer, Verner Hammeken, the main executor of change. On December 11, a demand for a full probe into the company’s affairs was made in public by Múte B. Egede, Head of Naalakkersuisut, Greenland’s government.

What has happened? How did it all get to this?

To look for answers, we sailed from Denmark to Greenland, seven days in the North Atlantic, on one of Royal Arctic Lines heavily loaded container ships.

Not for the faint of heart

We depart in the dark at three a.m. from the harbor in Århus, Denmark. Throughout the evening the harbor has been sharply lit while massive cranes have swung some 800 steel containers on board. Many bound for Iceland, the rest for Greenland with fruits and furniture, books and building materials, cigarettes, vegetables and vehicles. All that the 59.000 Greenlanders need for their daily lives.

We have cabins on the A-deck, fifth floor on Tukuma Arctica, a 178 meter long container ship built in China and in service in Greenland since 2020.

Royal Arctic Line, also known as RAL, handles by far the majority of Greenland’s supplies as well as exports and we now know that the shipping of containers in the Arctic is not for the fainthearted.

After 35 hours at sea we have put Denmark and Norway behind us. A crew member shows us the heavy steel roof over the windlass in Tukuma Arctica’s stern. Last year, the roof caved in as if made of rubber when a freak wave crashed onto the ship.

On a late afternoon we plow the waters south of the Shetland Islands shadowed by fulmars and northern gannets. Soon, we will dock in Torshavn, the capital of the Faroe Islands.

The harbor in Torshavn, the capital of the Faroe Islands. (Photo: Klaus Holsting)

At the core of the RAL controversy lie political ambitions to strengthen Greenland’s economy and its options for a renewal of relations with Denmark or even independence at some point in the future.

Denmark still holds sovereignty over Greenland, and Naallakersuisut, Greenland’s semi-autonomous government, counts on grants from Denmark to cover some 52 percent of its expenditures – a dependency most Greenlanders would like to do without.

A reformed Royal Arctic Line was to provide access to new, cheaper and better supplies for Greenland and new and more profitable markets for Greenlandic fish and cold water shrimps, which account for some 96 percent of its export revenues.

For long, the reforms enjoyed solid support from Greenland’s political leaders:

“Despite the heavy criticism we have had enormous political backing. It has been of great support,” Verner Hammeken, the now former CEO, told me shortly before my voyage.

The King’s monopoly

For 300 years, trade in Greenland has had Denmark as its point of departure. At first, the Danes brought flour, tobacco and rifles and took furs, skins and oil from melted seal blubber on their journey back.

The King of Denmark enforced a monopoly on trade. In 1739, Danish war ships even fought a brief battle against Dutch traders who bartered with the Greenlanders. Greenland remained closed to trade for other nations until 1950 and part of the monopoly is still alive, only now under Greenlandic control.

Inspired by Iceland

In 1993, Royal Arctic Line, publicly owned, inherited the monopoly on container traffic to Greenland and ideas began to float among Greenland’s politicians on how to remodel the company and diversify Greenland’s commerce to a world beyond Denmark.

Nuuk harbor. Tukuma has brought fuel from Europe that is now pumped to a smaller RAL vessel. (Photo: Klaus Holsting)

 

“It was many years ago, we began to talk about the opening of alternative trading routes. This is not Verner Hammeken’s invention,” a former politician in Nuuk told me.

Inspiration was found in Iceland. In 1914, the establishment of Eimskip, a shipping company with thousands of Icelanders as shareholders, was pivotal to Iceland’s secession from Denmark in 1917.

The Icelandic people believed that their political freedom would be empty unless they were able to trade with other than the Danes.

In Greenland, change took speed in 2015. Aleqa Hammond, head of the Siumut party and known for her cry for enthusiastic support for Greenland’s independence, had just been replaced as head of Greenland’s government by Kim Kielsen, a political associate. There was talk of large oil-finds in Greenland; change was in the air.

A local business man, Kuno Fencker, known for his support of Greenland’s moves toward increased independence, was installed as chairman of RAL’s Board of Directors. Hammeken, 49 at the time, was appointed Chief Executive Officer of RAL — the first Greenlander to occupy the post.

Coming home to Greenland

For decades, Hammeken had not spent much time in Greenland, but he now initiated a rapid reorientation of RAL.

He was born in Greenland but at an early age he moved to Denmark with his mother, grew up, took jobs on fishing vessels, got a business degree and finally joined A. P. Møller Maersk, a Danish shipping agency, one of the biggest in the world with state-of-the-art containerships traversing the world.

Not for the profit

In 2015, as managing director of RAL, Verner Hammeken was to create new opportunities for Greenland’s imports and exports.

“This was part of the job in 2015. At that stage, the predominant view in Greenland was more opportunity-driven,” Hammeken recalls.

He set out to run RAL for the benefit of Greenland, not with a narrow aim at large corporate profits.

“I’m not afraid to call it a vocation or a calling. Not a religion, but a vocation, because I believe in it. At first, there was our group of managers, which was obviously non-Greenlandic. This has changed now,” he said in 2021.

Verner Hammeken, former CEO, Royal Arctic Line. Photo: Klaus Holsting

A number of Danish managers disappeared and new Greenlandic managers came on board. Hammeken canceled RAL’s membership of Greenland’s Business Association and publicly described the upper crust of Greenland’s business community, which still counts many Danes, as “an oil-layer on society”.

He sold off subsidiaries in Denmark, moved RAL’s headquarters from Denmark to Nuuk, and shifted the handling of containers from the city of Aalborg to Århus, another Danish city with a larger port and better integration with global container traffic.

Eimskip alliance

We dock in Torshavn in the Faroe Islands in the dead of the night and see traces of Hamnmeken’s reforms. We have been at sea for some 45 hours. Torshavn is fast asleep, but the harbor rumbles under heavy lights. From the bridge some 35 meters above sea we see men in helmets race to get Tukuma Arctica ready to move on. Speed is everything. In Nuuk, smaller ships from Royal Arctic Line are waiting to bring supplies to Greenland’s dozens of coastal communities. If we are late there will be trouble, complaints and loss of money.

In 2020, Verner Hammeken forged an alliance with Eimskip which sails every week to Portland in the US, to Norway, Sweden, The Faroe Islands, Denmark and Germany and Verner Hammeken saw new opportunities for Greenland’s commercial life.

Today, Tukuma Arctica works in tandem with Eimskip’s ships shifting containers in the North Atlantic. Hammeken believes this allows for more efficient utilization of RAL’s ships.

Deep into the night Tukuma Arctica continues onwards and into a magic daybreak. On our port side a full moon breathes silver on rocky contours. On our starboard side the sun rises from a golden horizon.

Heavy headwinds

For years, Verner Hammeken and his allies enjoyed the support of RAL’s political owners, the government of Greenland, but the criticism from Greenland’s business community was consistent and severe.

Opposition from Polar Seafood, the largest private employer in Greenland and a crucial contributor to Greenland’s economy, was particularly fierce. Like other fishing companies in Greenland, Polar Seafood depends on Royal Arctic Line for the transport of its fish and shrimp to cold-storage warehouses in Denmark. Basically all fish and shrimps caught in Greenland are shipped to Denmark before the catch is moved onward to consumers abroad.

For decades, this system of export has centered on the harbor in Aalborg in the north of Denmark. The fishing companies have built their infrastructure there, but since Verner Hammeken terminated Aalborg as RAL’s main hub in Denmark they must collect their catch several hours away in Århus. The companies also claim that the co-sailing with Eimskip leads to shipping schedules more designed to meet Icelandic needs than Greenlandic.

“I have to admit that my patience is about to reach a limit. I have to conclude that we will get nowhere,” Polar Seafood’s CEO, Henrik Leth wrote to Hammeken already in 2018. Five years later, this summer, the director of Greenland’s Business Association, Christian Kjeldsen, coined his conclusion: “The changes were based on an assumption that everything would be better and cheaper, but unfortunately the opposite is happening.”

Hammeken listened, but did not slow down. Like others in Greenland, he believes the country would be better off if its fish and shrimp were stored in warehouses in Greenland, not in Denmark, but neither moving RAL’s activity from one city to the other in Denmark, nor any of his other reforms have led to the intended changes.

The fishing companies accuse Hammeken of faulty analysis of their industry. Greenland’s retailers show only moderate interest in goods from other countries than Denmark and many of them accuse RAL of far too frequent price hikes. Hammeken, however, has his own ideas.

“I am not saying that the business community in Greenland is all Danish, but a large part of it is based on Danish interests, in particular in construction and the fishing industry. I think it would be beneficial to Greenland with a more diverse business community connected not only to Denmark,” he told me.

He firmly denies that he has ignored the needs of RAL’s customers.

“There is nothing as satisfying as doing what the customer asks for. But in RAL’s case, the customer is the people of Greenland, not the shops and the companies between us and the customer,” he says.

Local praise

Tukuma Arctica crosses the Irminger Strait between the Faroe Islands and Iceland without meeting a single ship.

In Reykjavik we offload containers and take new on board for Nuuk. The cranes wear Eimskip’s logo. Verner Hammeken connected RAL to the larger Icelandic logistics and has never made a secret of his motives.

In 2021, in his spare time in Nuuk, he and a group of like minded locals formed Inuit Nutaat, New People, a private association. On Facebook they listed what they deemed were 30 Danish wrongdoings in Greenland, including what they described as a deliberate Danish process of assimilation through the mixing of Danish and Greenlandic genes in Greenland. This could lead, the group claimed, to “actual ethnic cleansing” of the Inuit people in Greenland.

“We must create a system that is not copied from Denmark and replace the view of people here as subhuman,” Verner Hammeken told me in 2021.

As the CEO of RAL he won favor with the many in Greenland who would like to see more Greenlanders in positions of leadership. As Esekias Therkelsen, a fisheries candidate from North Greenland, told me:

“The re-orientation of RAL is beneficial for Greenland. It is part of the ongoing Greenlandization of our country and the dismantling of old state structures. We have a richer experience now of how to move things from Denmark to Greenland. Many people are glad that one of our own occupies a top position. This is progress we can be proud of.”

The end

At two am Tukuma Arctica leaves Reykjavik and enters the Denmark Strait for the long haul from Iceland to East Greenland.

The photographer spots a powerful column of misty breath from a whale. On the radar we follow Dettifoss, one of Eimskip’s vessels, bound for Denmark through the partnership with RAL.

A few hours before Cap Farewell, Greenland’s southern tip, the weather goes foul. The wind grows to hurricane strength and for many hours Tukuma Arctica rolls and dives through six to seven meter waves. Rain drenches the ship. Loose items not secured rips along the sole of the ship, but the crew hardly notices. Meals are served on time. Tough weather at Cap Farewell is standard for all seasons.

In January this year, Verner Hammekn hiked without warning the price of cold storage containers from Nuuk to Denmark by 32 percent, and once again Greenland’s fishing industry smarted.

RAL’s deficit for 2022 amounted to some 14 million USD before tax, and the company’s dialogue with the business community was impossibly strained. At a somber annual assembly in Nuuk in July, RAL’s political owners, represented by the chairman of Naalakkersuisut, Greenland’s government, Múte B. Egede, and Minister for Infrastructure Erik Jensen, voiced their distinct dissatisfaction.

Múte B. Egede called for a much more stringent focus on profits and for a “constructive and reciprocal dialogue with the business community”.

“In our new ownership strategy we emphasize strongly that our companies have a societal responsibility and that they must cooperate well with the business community and with the public they serve. We find that the shipping agency has to improve in this field,” he told Sermitsiaq, the local paper.

But Verner Hammeken did not waver. In July, he launched his so far most ambitious plan: “I saw it as the culmination of my efforts of the previous eight years,” he told me.

Come 2024, the schedule of Tukuma Arctica was to expand with weekly stops in Great Britain and Bremerhaven, Germany. Soon after, however, it was clear that his RAL journey was up.

In September, RAL’s Board of Directors announced that an agreement had been reached with Hammekan that he would step down as CEO with immediate effect. They acknowledged his involvement in RAL’s fleet renewal, in the move of leadership from Denmark to Nuuk, the co-sailing with Eimskip and “significant renewal of systems and organization”.

But the key message was clear: “There is now a need for renewed leadership competencies.”

Hammeken’s critics maintain that he was allowed for far too long to engage in politics rather than in sound business practices; an accusation that he firmly denies.

“The politicians have been under heavy pressure. I am proud of the changes and the long-term opportunities for Greenland that we have created. I am certain that people will realize what they represent in a few years,” he says.

After seven days at sea Tukuma Arctica docs in Nuuk. We have covered 2399 nautical miles. Royal Arctic Line’s new leadership has announced that in 2024 Tukuma Arctica’s weekly schedule will include a stop in Bremerhaven, Germany, just as Hammeken has proposed.

From the pier we have a view of RAL’s corporate headquarters; no one believes that RAL will move back to Denmark. Some of his reforms have obviously settled, but Hammeken is no longer part of RAL; the operation has been called off and Denmark is still Tukuma Arctica’s main destination.

This arcticle was published first on ArcticToday.com, December 24. 2023


blog

Chinese linked Australian mining company sues Greenland for billions of USD over lost revenue

oktober 15, 2023 • Af
One of the world’s largest deposits of rare earth elements is located in the Kuannersiut mountain in south Greenland. The picture shows exploratory drilling by Greenland Minerals. Photo: Greenland Minerals.

The US, China and the EU are all likely to watch closely as a battle over one of the world’s largest deposits of rare earths is taken to court. Australian owned Greenland Minerals A/S wants a mining license, or compensation of up to 11.5 billion USD for lost revenue.

One of the world’s largest deposits of rare earth minerals is located in the Kuannersiut mountain in South Greenland. The deposit has long been coveted by the US, China and the EU, but instead of being mined and brought to world markets, the valuable minerals are now subject to a bitter court case between the Chinese linked Australian mining company and the Greenlandic government.

In 2021, the government in Nuuk, Greenland’s capital passed legislation to ban uranium mining in Greenland, and this summer Greenland Minerals was refused mining license for its Kvanefjeld project in the Kuannersuit mountain. The rare earths in the area are commingled with uranium and mining would inevitably bring the latter to the surface, a result the Government in Greenland is determined to prevent.

Legal offensive

Greenland Minerals, a subsidiary of Energy Transition Minerals headquartered in Perth, Australia, has now mounted a counter offensive.

The company has been engaged in exploration at the Kuannersuit mountain since 2007. In July it filed a 517-page Statement of Claims with the Arbitral Tribunal in Copenhagen, Denmark. The statement includes a claim for a license to mine or, should that fail, a claim for compensation as well as an estimate of the company’s loss of investments and future earnings that could total 11.5 billion USD, a potentially crippling sum for Greenland.

Strong US interest

Observers in many countries are likely to follow the proceedings. Greenland is still part of the Kingdom of Denmark and the US through its embassy in Denmark has been keenly interested in Greenland’s rare earths for decades.

A former US Ambassador to Denmark, Carla Sands, held talks with Greenland Minerals in South Greenland not long before then US president Donald Trump in 2019 suggested buying the country from Denmark.

The EU has also long expressed interest, however, China may be in pole position for access. Chinese mining corporation, Shenge Resources, owns nine percent of Greenland Minerals and is represented on its board. Greenland Minerals has long been banking on financial and technical support from Shenge for the establishment of the proposed Kuannersuit mine.

Garry Frere, Commercial Manager, Greenland
Minerals.
Photo: Gary Frere / LinkedIn.

On a visit to Copenhagen in late September, Commercial Manager of Greenland Minerals Garry Frere told Arctic Today that Shenge “will support the project without a shadow of a doubt”.

The Chinese connection makes the Kuannersuit project controversial. China controls some 90 percent of the world’s supply of rare earth minerals that are essential for a host of green technologies such as batteries for electrical cars and windmills and for the defense industry that uses them in missiles, fighter jets and other defense materials.

“Not a threat”

The high loss estimates by Greenland Minerals could easily exhaust Greenland’s economy, should compensation be awarded to Greenland Minerals. Even so, the company denies any wish to intimidate the Arctic country of 57 thousand.

“It is not a threat,” said Frere, even if he understands that others may interpret the suit that way.

“I don’t think the government or its advisors expected what they saw in our statement of claim that we lodged in July. I think that document might have come with quite a bit of surprise,” Frere said.

“It might be that when the detail of the argument we are making is properly understood by Kammeradvokaten (the government’s legal council, ed.) and the government, they will form a view that Greenland Minerals has quite a substantial argument. We might not win, but there is certainly no guarantee,” he said.

He speculated that the government in Nuuk will soon begin to weigh the potential cost of paying damages to Greenland Mineral against the possible gains from a mine at Kuannersuit. Greenland Minerals argue that Greenland would likely earn more than 20 billion USD in taxes and royalties on minerals over the 37 year expected life span of the mine if Greenland Minerals was allowed to proceed at Kuannersuit.

Financing the case

The trial will likely be very expensive for both parties, but Frere claims that Greenland Minerals has resources to carry on for as long as it takes. According to him, Burford Capital in the US, specialists in funding legal cases, has made capital available which could make the case less painful for Greenland Minerals.

“We call it non-recourse. If we lose the arbitration, they get none of their money back. If we are successful they get a fee based on how much they have spent and they get a share of the reward. This is not unusual for small businesses like ours,” Frere said. He will not say how large a share of the potential wins Burford Capital is entitled to.

Greenland Minerals has engaged Clifford Chance, one of Great Britain’s largest law firms with offices across the globe, and a reputed Danish law firm to do the legal work and handle court appearances.

Breach of contract

After a stopover in Copenhagen, Frere was set to travel to Nuuk and he seems unusually knowledgable about Greenland’s domestic politics.

Strong forces within Siumut, one of the two parties in Greenland’s governing coalition, want to unravel the ban on uranium mining. Garry Frere believes that there might be a new chance for the Kuannersuit mine after the April 2025 in Greenland.

In a 2011 add-on to Greenland Minerals’ license to explore for minerals at Kuannersuit, the Greenlandic authorities stipulated that any potential requests by the company to exploit the Kuannersuit vein could be rejected by Nuuk for purely political reasons.

The project at Kuannersuit has from the beginning been highly controversial in Greenland. The fear that mining could contaminate the nearby town of Narsaq and its surroundings runs deep in Greenland and the 2011 political clause to Greenland Minerals’ exploration license mirrored a deep split in the Greenland populace regarding the project.

Even so, Frere and Greenland Minerals maintain that the government in Nuuk is in breach of contract. The company argues that the 2011 clause has been rendered invalid since numerous other positive signals and acts by the authorities in Nuuk have made Greenland Minerals predict that in the end — despite the 2011-clause — it would receive a license to mine.

In the company’s July Statement of Claims several messages to Greenland Minerals from the authorities in Nuuk and excerpts from Greenland’s political discourse were presented. From 2014, when a previous partial ban on uranium was lifted, Greenland prepared for uranium exports and Nuuk signed on to several international uranium conventions. Greenland Minerals interpreted the combined words and deeds as binding. Frere argues that matters have not been dealt with properly by Greenlandic authorities in this process.

“We have spent 13-14 years following a certain set of rules with an expectation that if we did the right thing, produced the right pieces of paper and did the right work we would then be issued a license.”

Greenland has less than 60.000 inhabitants and a limited economy, but Garry Frere has no qualms raising claims that might badly hurt its economy,

“While Greenland is a small country, it is part of the Kingdom of Denmark and it chooses to encourage people to come and potentially exploit its mineral resources. By doing that you take away your right to say ‘oh, no, we are a poor country, you are a big international ‘ruly’ boy and you have come to impose. We were invited, we followed the rules, we met all the requirements that were put in front of us, but at the last minute the goalposts were moved,“ he said.

The minister

In Greenland funding for the court case has been allocated by parliament and on the phone from Nuuk, Greenland’s Naalakkersuisoq government minister for raw materials Naaja Nathanielsen, ezpresses no desire for compromise.

Naalakkersuisoq (minister) Naaja Nathanielsen. Photo:
Goverment of Greenland.  

“The company says that because they feel that they have received a signal this must overrule the terms that are spelled out in their license. We argue that all sorts of things might have been said politically, but that this means nothing if the terms are not changed. There can be no tampering with any given government’s right to determine terms and legislation about how the resources of its country are to be utilized. This is an important principle for us and we will follow it through to the end,” Nathanielsen said.

Greenland Minerals also argue that the ban on uranium cannot be applied to the Kuannersuit project as this would deny the company rights to which it is entitled to by Greenland’s own laws. Naaja Nathanielsen, a claim she also rejects.

“The company does not read the uranium law correctly. The law applies to future licenses. If Greenland Minerals had been issued with a license to extract minerals before the law on uranium came into effect, they might perhaps have been right, but they had not,” she said.

Will the offensive work?

The question remains whether fear of an expensive court case and potentially debilitating payment of damages will stir public opinion in Greenland and influence the Greenlandic government.

Mariane Paviasen, Chair of the Committee on Foreign Affairs and Security of Inatsisartut, Greenland’s parliament says she doesn’t fear that scenario.

“They do not scare me. This only shows once again that the company does not care at all about our society,” she said.

Paviasen is a former central figure of Urani Naamik (No to Uranium), a non-governmental organization which has spearheaded opposition to the mining project at Kuanersuit. She and other opponents maintain that Greenland Minerals conducted its business in the country in less than savory ways. Its lobbying has included hiring leading Greenlandic politicians and former high ranking public officials to further its case.

Nathanielsen said that she is convinced that Greenland has the better legal case. She recognizes though that Greenland Minerals campaign is having an effect.

“I regard it as a maneuver to create uncertainty and to target politicians, and it has worked extremely well as clickbait. A lot of journalists have reacted. I just think it is more interesting what the company is basing its case on,” she said.

Greenland’s government has until early January 2024 to react to Greenland Minerals’ Statement of Claim.

The government argues that the Arbitral Tribunal in Denmark does not have powers to handle complaints against political decisions made by the government of Greenland. Instead, the government argues, Greenland Minerals may bring their case before the courts in Greenland.

Should Greenland Minerals be awarded compensation for the losses it claims, the sums involved might exceed Greenland’s ability to pay. Greenland Minerals argues, however, that the Danish government could also be made responsible. Until 2009, the two countries shared the responsibility for Greenland’s mineral deposits.

This article was first published by ArcticToday.com 11. October 2023


blog

Russisk oprustning i Arktis øger USAs krav til Danmark i Arktis

september 14, 2023 • Af

Krigens gang har igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i Arktis. Af samme grund vil USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået før sommeren, fører til en styrket dansk indsats i Arktis, lyder analysen fra Martin BrDet militære billede i Arktis er under markant forandring, netop som forhandlingerne om udmøntningen af forsommerens historiske forsvarsforlig skal til at begynde.

Den russiske forsvarsminister Shoigu besøgte for kort tiden siden Novaya Zelma, arnestedet for den russiske atommagt. Truslen om atomkrig accentueres i takt med at Ruslans konventionelle styrker udmarves i Ukraine.

I slutningen af august flyttede det russiske luftvåben syv af bombefly af typen TU-2M3 fra en luftbase relativt tæt på Ukraine til en tilsvarende luftbase ved Olenya på Kola-halvøen kun 150 kilometer fra storbyen Murmansk i det russiske Arktis. Flyene bruges til missilangreb i Ukraine, og overflytningen blev ifølge Barents Observer opsnappet af en russisk radioamatør og vidererapporteret på X – tidligere Twitter.

Fra Olenya vil flyene fortsætte deres missil-spyende missioner mod Kiev, boligblokke, kraftværker og andre mål i Ukraine, men de vil fremover, når de står parkeret på Kola-halvøen, ikke længere være sårbare over for droneangreb fra Ukraine, der tættere på Ukraine har gjort flere russiske fly af samme type ukampdygtige.

Sådan har krigens gang i den seneste tid igen og igen understreget, hvordan Ruslands krigsførelse i Ukraine er dybt afhængig af de omfattende militære installationer i det russiske Arktis – flybaser, flådehavne, kaserner, tropper, nukleare testcentre, missillagre, antiluftskyts, depoter, træningsområder og så videre.For Rusland er Arktis ikke periferi eller sekundær udkant, som det er for langt de fleste Nato-lande. Det russiske Arktis og især den del, der ligger klods op ad Norge og Finland, er helt central for krigsførelsen.

Af samme grund vil Danmarks allierede og især USA sandsynligvis forvente, at milliarderne fra det forsvarsforlig, der blev indgået på Christiansborg før sommeren, fører til en mere målrettet, intensiv og styrket dansk indsats i Arktis.

Sverige og Finland inkorporeres i øjeblikket hastigt i Nato-forsvaret af Østersøområdet, og mens den danske indsats i Østersøen derfor vil blive mindre efterspurgt, vil forventningerne til Danmark svinge mod nord til områderne ved Færøerne og Grønland, der anses for naturligt dansk ansvarsområde.

Nye forventninger til Danmark 

Den nye forsvarsminister Troels Lund Poulsen forklarede allerede i foråret, da han lancerede regeringens udspil til forsvarsforliget, hvordan denne drejning i omverdenens forventninger er i gang, og udviklingen i det militære billede bakker ham op.

Amerikanske overvågningsfly har for længst udnyttet Finlands entre i Nato til at patruljere langs den finsk-russiske grænse, hvorfra de angiveligt kan skue ind over for eksempel den luftbase ved Olenya, som de syv TU-22M3 blev overført til i slutningen af august.

Britiske tropper er nu semi-permanent udstationeret i det nordlige Finland, ligesom der er fælles øvelser med kampfly i finsk og svensk luftrum tæt på Østersøen og Baltikum, men også de russiske atombaser på Kolahalvøen.

NATO-tropper fra flere flere lande træner nu Finland, britiske tropper er på semi-permanent ophold

Pointen for USA i Arktis er uforandret: De russiske nukleare kapaciteter i Arktis udgør ikke kun en trussel mod mål i Europa, men i mindst lige så høj grad mod de amerikanske storbyer. Det amerikanske forsvars opmærksomhed er derfor ekstra fokuseret i Arktis, og ikke blot på de russiske baser, ubåde og fly, men også på USA’s allierede, og hvad de bidrager med.

Truslen om atomkrig

Ruslands arktiske kapaciteter har direkte betydning for krigsførelsen i Ukraine på mindst to måder.

For den igangværende konventionelle krigsførelse gælder det for eksempel, at talrige af de kæmpende soldater i Ukraine har hjemsted på baserne i det russiske Arktis. Hundredvis, hvis ikke tusinder med hjemsted på baserne på Kola-halvøen i det nordvestligste Rusland, er allerede dræbt på slagmarken. Andre skarer af soldater fra samme baser er stadig i kamp.

Talrige militære fragtskibe har siden invasionen i Ukraine bragt kampvogne og andet tungt materiel fra baserne i Arktis ned langs Norges og Europas kyster til Krim og de ukrainske kyster mod syd.

Slagskibe med hjemsted i det russiske Arktis indgår med betydelig ildkraft i den russiske flådestyrke i Sortehavet og i Azov-havet syd for de russisk besatte områder i det østlige Ukraine, præcis som russiske slagskibe fra Arktis med bastant ildkraft har støttet præsident Assad i krigen i Syrien.

For det andet sikrer styrkerne i det russiske Arktis Ruslands evne til at opretholde en troværdig trussel om et nukleart angreb på USA eller Europa. En meget stor og voksende del af de fremføringsmidler, der er relevante, såfremt Putin eller andre i det russiske system for alvor skulle ønske at bringe et nukleart sprænghoved til udløsning over New York, London eller andre mål i Vesten, befinder sig i det russiske Arktis, og det er ventet, at yderligere kapaciteter flyttes herop i Nordflådens domæne ved Kola-halvøen i takt med, at Ruslands manøvrerum i Østersøen indskrænkes.

Det er som bekendt denne fortsatte evne til at true Vesten med det ultimative nukleare ragnarok, der nu i over et år har muliggjort Putins invasion i Ukraine og skabt udbredt usikkerhed om den vestlige støtte til Ukraine – herunder den lange beslutningstid forud for den danske og hollandske donation af F16-fly.

Det væsentligste i den aktuelle situation er dog nok, at Putins og den russiske forsvarsstabs behov for atomtruslen forventes at vokse i takt med, at Ruslands konventionelle styrker udmarves i Ukraine – og igen spiller kapaciteterne i Arktis en hovedrolle.

Eksempelvis var det efter alt at dømme netop for at udbasunere atomtruslens fortsatte aktualitet, at den russiske forsvarsminister Sergey Shoigu tidligere i august sammen med Aleksei Likahsev, chefen for Rosatom, det russiske atomagentur, der medvirker til udvikling og vedligeholdelse af det russiske atomarsenal, med fire helikoptere fløj til de Ruslands primære atomare testcentre på øgruppen Novaja Zelma i Det Arktiske Ocean.

Her ligger test- og udviklingsfaciliteter gravet ind i de tunneler i fjeldene, der udgør selve arnestedet for den russiske atommagt – og Shoigu lod straks videooptagelser af besøget offentliggøre.

Det var netop på Novaya Zemlya, at Rusland med mere end 130 testsprængninger fra 1954 til 1990 lagde grunden til det atomare våbenkapløb efter Anden Verdenskrig. Der er ikke foretaget prøvesprængninger på øerne siden 1990’erne, men ifølge det russiske forsvar fortsætter en sofistikeret udvikling af kernevåben netop på Novaya Zemlya.

Shoigu holdt kort før afgang en tale for spidsen af det russiske forsvarsministerium i Moskva om den øgede trussel mod Ruslands nukleare kapaciteter i nord, som Finlands og Sveriges optagelse i Nato i hans øjne har ført med sig; også denne tale blev offentliggjort.

Vi kender ikke forsvarsministerens bevæggrunde, men måske den russiske forsvarsstab netop nu har ekstra behov for den styrke, de mener, at en genopfrisket atomtrussel kan give.

Pres på Danmark og Grønland

Hvordan denne russiske aktivitet i Arktis hurtigt kan føre til øgede amerikanske krav til det danske forsvar og til Danmarks politiske håndtering af Grønland og Færøerne, som i forvejen er under amerikansk lup, fik vi en påmindelse om forleden i Foreign Policy.

Her kritiserede den tidligere stabschef i præsident Trumps National Security Council, Alexander B. Gray, både den danske, norske og canadiske håndtering af den russiske trussel i Arktis under overskriften “Natos nordlige flanke har for mange svage punkter.

Gray skriver om “substantielle svigt fra flere centrale medlemmer af alliancen, der undlader at løfte deres forpligtelser på trods af Moskvas kontinuerlige interesse i det høje nord”. Han kritiserer den danske regering især for ikke at agere bestemt nok over for Færøerne og Grønland, så disse dele af riget i stedet – i hans optik – ligger åbne for alt for megen russisk (og kinesisk) aktivitet.

Greys opråb lægger sig i tråd med de seneste års gentagne amerikanske kritik af den danske indsats i Arktis, som ingen af de hidtidige forøgelser af forsvarets kapacitet har fået til at forstumme.

USA forstærker i Arktis

Det amerikanske forsvar har øget sin egen indsats i Arktis betragteligt over kort tid. Efter en del års beskeden amerikansk interesse for Arktis, er amerikanske krigsskibe, ubåde, spionfly og kampfly nu hyppige i regionen. Den amerikanske second-fleet med særligt ansvar for Nordatlanten er genetableret.

Mere end 50 F-35 jagerfly er udstationeret alene i Alaska, og fra Island flyver USA jævnlige patruljer efter russiske ubåde med avancerede overvågnings- og kampfly. En ny ubådshavn ved Tromsø bruges flittigt, og USA’s atomubåde og flådeskibe ses nu også jævnligt på Færøerne.

Pentagon har etableret fire militære støttepunker i Norge, to i Nordnorge. Fra en ny luftbase ved Evenes syd for Tromsø skal amerikanske Poseidon-fly, der kan opdage og nedkæmpe ubåde, jage russiske ubåde i tandem med norske fly af samme type.

I vinter deltog marinesoldater fra USA i landøvelsen Freezing Winds i Finland, og i maj duvede et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald F. Ford langt op langs Norges vestkyst, righoldigt pakket med kampfly og soldater.

Hvor Nato-landenes primære forsvarslinje mod den russiske Nordflåde og de russiske missilbærende ubåde for få år siden lå cirka i farvandene ved Island, er forsvaret nu rykket langt længere mod nord. Eller som norske Tormod Heier, forskningschef på Forsvarets Høgskole i Oslo, forklarede mig tidligere på sommeren:

“Under Den Kolde Krig gik den amerikanske forsvarslinje i GIUK-stræderne mellem Grønland, Island og UK. I dag, 30 år senere, er linjen flyttet mod øst helt op til BEAR-gabet i Barentshavet mellem Hammerfest, Bjørnø og Svalbard. Altså langt tættere på den russiske nordflådes baser.”

Især Norge, USA og Storbritannien har i de seneste år stået bag dette markant skærpede militære pres på Ruslands arktiske atombaser. Presset for øget dansk deltagelse, herunder især øget overvågning i farvandene og luftrummet øst for Grønland og ved Færøerne, er velkendt, og krigen i Ukraine skaber givetvis, som Alexander Grey demonstrerer i Foreign Policy, ønske om mere.

Atomtruslen fra det russiske Arktis er ikke uden indhold, og både forsvarsminister Shoigu og andre ventes som nævnt at gøre yderligere brug af den i takt med, at Rusland presses i Ukraine. Som seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel Hansen, siger:

“Udgangspunktet for os her i kongeriget må være, at der kommer mere spænding i Arktis. Atomtruslen vil være vedholdende. Jo tættere Rusland kommer på et eventuelt nederlag i Ukraine, noget der gør virkeligt ondt som for eksempel at miste de nye annekterede områder eller Krim, kan det føre til, at atomtruslen bliver talt op og bliver mere akut. Man vil måske begynde at aktivere atomtruslen, så amerikanerne kan se, at der foregår noget.”

Han nævner som et muligt næste, men i givet fald meget voldsomt skridt, at Rusland vil bringe et atomvåben til sprængning eventuelt på Novaya Zemlya – et scenarie den internationale presse også spekulerer i efter Shoigus besøg – eller over et ubeboet område, eksempelvis over et havområde, for at true USA og resten af Nato til at slække presset på Rusland; en mulighed, der er beskrevet i de russiske doktriner.

“Hvis Rusland er presset konventionelt og ikke mener, at de har det, der skal til, kan de bruge atomvåbnene for at stoppe Vesten, altså for at kompensere for en underlegenhed på det konventionelle område,” siger Splidsboel.

Forsvarsforliget på Christiansborg, der er Danmarkshistoriens største, blev indgået 28. juni og gælder for 2024 til 2033. Forliget betyder, at der skal investeres cirka 143 milliarder i forsvaret. Der er bred, men uspecificeret enighed om at lade udgifterne til forsvaret i Nordatlanten og Arktis stige. Forhandlinger om den præcise udmøntning af forliget ventes inden for de kommende uger.

Teksten er blev offentliggjort på Altinget i anden opsætning 11.09 2023


Uncategorized

Folketingets svar på tolkeproblemet kan få afgørende betydning for relationen til Grønland

september 4, 2023 • Af

 

Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.

 

Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.

22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.

Markus E. Olsen ønsker at tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Foto: Siumut

“Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok,” siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.

“Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk,” siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: “Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol,” siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.

Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni i år. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.

I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, “hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål.” Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.

Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: “Måske kan jeg få hjælp af en tolk,” funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er “for at drille”; han ønsker primært at udtrykke sig klart.

Forbud kommer næppe på tale

Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen. At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme). Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.

Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget. Jeg spurgte lingvisten Per Langgård, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at “det er der ikke et levende Guds øje, der ved.”

Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:

“Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen,” siger han.

“Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene,” siger han.

Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.

“Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag,” siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.

Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.

Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.

Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt. I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.

Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.

Tolkning til 200 millioner

Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.

Høegh-Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Høegh-Dam til Ritzau.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?

Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.

“Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner,” lød det dengang.

De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:

“Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året,” lød det i pressemeddelelsen.

Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: “Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk”. Og videre: “Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk.”

Dansk tale i Inatsisartut

I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut. Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.

Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.

Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.

Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.

Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.

Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.


blog

Magtopbud i Nuuk afspejler Ukraine-krigens effekt i Arktis

juni 10, 2023 • Af

Ind mellem de politiske topmøder fik Mute B. Egede lokket Mette Frederiksen og Færøernes lagmand Aksel Johannesen (v. siden af statsministeren) til håndboldlandskamp i Nuuk. (selfie)

Det er ikke set tidligere. I denne uge rejser Danmarks statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister, justitsminister, formanden for Udenrigspolitisk Nævn plus en skare af nævnets medlemmer til Nuuk for at parlamentere med ministre og parlamentsmedlemmer fra Grønland og Færøerne om de mest topaktuelle, dybt prekære sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer.

Nuuk bliver scene for hele tre topmøder:

Et rigsmøde mellem de tre politiske ledere fra Færøerne, Grønland og Danmark. En samling i det såkaldte Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg, hvor det danske ministerhold mødes med ministre fra Færøerne og Grønland. Plus et træf af parlamentarikere med udenrigs- og sikkerhedspolitisk mandat fra hele riget, det første af sin art nogensinde.

Suge opmærksomhed

I mediebilledet vil en lille stribe dårlige enkeltsager muligvis suge opmærksomhed. Vi vil givetvis gense den grønlandske vrede over Lars Løkke Rasmussens (M) udnævnelse af en dansk diplomat og ikke en grønlandsk som arktisk ambassadør for kongeriget.

Lars Løkke har i den grønlandske optik også trådt i kvanbedet ved at udtale sig lovligt friskfyragtigt om de grønlandske visioner om selvstændighed.

Det er velkendt i Nuuk, at Lars Løkke anser visionerne som blottet for økonomisk klarsyn; bloktilskuddet dækker stadig over halvdelen af den grønlandske regerings udgifter – men trætheden over Løkkes gentagelser af dette faktum er voksende.

Udenrigsministeren har også ifølge folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra landsstyreformand Muté B. Egedes parti Inuit Ataqatigiit forbrudt sig mod god tone ved at ansætte TV2s tidligere redaktionschef Ulla Østergaard som spindoktor for Moderaterne.

I 2021 blev Ulla Østergaard gået fra TV2 efter en skandale, hvor hun på uholdbart grundlag nidkært forfulgte anklager om konkursrytteri med videre mod Muté B. Egede, der stod midt i en valgkamp. Miséren kostede Østergaard jobbet og dyb vrede i Nuuk.

Endelig er en kulegravning af Danmarks ugerninger i Grønland, som statsminister Mette Frederiksen (S) og Muté B. Egede har aftalt, endnu ikke kommet i gang – et år efter, at aftalen blev underskrevet.

Færingerne vil holde vågent øje med, om de danske udsendinge siger noget grimt om Færøernes omstridte fiskerisamarbejde med Rusland, og de vil huske, at Mette Frederiksen og hendes team i Thorshavn sidste sommer styrede det første reelle møde i Kontaktudvalget så skarpt, at der hos enkelte opstod tvivl om Mette Frederiksen vilje til reel dialog.

Krigen i Europa

Bag de svært bevogtede, lukkede døre til Kontaktudvalgets møde vil den tunge, sikkerhedspolitiske alvor dog formentlig dominere.

Krigen i Ukraine, alliancen med USA og oprustningen i Arktis er uomgængelige temaer, og der er behov for afklaring forud for NATO-topmødet i Vilnius i juli: Hvad mener i denne alvorstid Nuuk og Thorshavn om kongerigets rette vej frem? Er holdningerne i de tre hovedstæder sammenfaldende og langtidsholdbare?

Forud for mødet står det klart, at en udvidelse af forsvarets indsats i Nordatlanten og ved Grønland nu virker som en nærmest akut nødvendighed for regeringen.

USA har stadig mere utålmodigt efterlyst stærkere dansk indsats, især til overvågning og situational awareness mod nord, og presset vokser med krigen i Ukraine. Det danske forsvar skal bidrage mere og skarpere til overvågning af russiske skibe, fly og ubåde nær Færøerne og Grønland, og regeringen er opsat på at levere.

Allerede i Trumps dage fandt Mette Frederiksen 1,5 milliarder i forsvarsbudgettet til formålet, men udmøntningen går trægt, og tirsdag i sidste uge gjorde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) det ved lanceringen af regeringens udspil til det kommende forsvarsforlig ekstra klart, at indsatsen i Arktis skal opskaleres markant.

Finland og snart Sverige ventes som nye NATO-medlemmer at tage et større  ansvar for forsvaret af Østersøregionen og Baltikum. Det giver rum til, at Danmark kan bruge flere kræfter i eget domæne ved Færøerne og Grønland:

“Man bliver nødt til at lægge til grund, at Østersøen kommer til at have en anden status end i dag,” sagde Troels Lund Poulsen.

“Vi har set Finland blive medlem af NATO, og vi håber, at Sverige snart bliver medlem. Det giver os nogle andre muligheder, end vi har haft før. Det betyder ikke, at Østersøen ikke er et prioriteret område, men det giver os mulighed for at samarbejde på en anden måde,” sagde han.

“Der er ingen tvivl om, at i den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, kommer vi til at koncentrere nogle flere investeringer i forhold til rigsfællesskabet. Jeg oplever også i samtaler med kolleger i NATO-kredsen, at det er der stigende opmærksomhed på,” lød det.

I det omdelte baggrundsmateriale blev hensynet til USAs også fremhævet. Indsatsen i Arktis og Nordatlanten skal boostes, hedder det, for at “bidrage endnu mere til at opfylde allieredes og NATO’s interesser i regionen” – altså et særligt hensyn til USA’s behov foruden NATO’s.

Oprustning

Oprustningen lige over horisonten fra Nuuk er til at få øje på. Et af klodens mægtigste krigsskibe, hangarskibet USS Gerald R. Ford fra den amerikanske flåde er i disse dage – pakket med jagerfly og tusinder af tropper – i Oslo og derfra på vej op langs Norges vestkyst mod det russiske Arktis og de russiske atombaser på Kolahalvøen.

Herfra kan russiske atommissiler med kort varsel bringes til angreb mod mål i Europa eller mod USAs borgere. En russisk flådeøvelse ud for atombaserne blokerede for få dage siden store dele af Barentshavet, mens mere end 130 militære fly fra Sverige, Finland, Norge med flere fløj himlen tynd i den største luftøvelse af slagsen i mange år.

Mette Frederiksen vil lande i Grønland direkte fra statsbesøg hos Joe Biden opfyldt af seneste nyt om rædslerne i Ukraine og USAs bekymringer, og Grønland og Færøerne er vigtige i den kontekst.

Amerikanske atomubåde har i stigende omfang brug for de færøske havne – flere har været på besøg i år. Thule-basen beskytter USA mod missilangreb fra nord, og farvandene mellem Grønland og Færøerne er afgørende for de russiske ubådes adgang til Atlanterhavet, europæisk farvand og USAs østkyst.

Støvsuget for aflytningsudstyr

Det danske kongerige udfylder en central plads i den sikkerhedspolitiske konstellation, og i Nuuk vil Politiets Efterretningstjeneste have forberedt et sikret rum, sweepet og støvsuget for eventuelt aflytningsudstyr – kinesisk, amerikansk eller hvem, der nu måtte være på lur.

Det planlagte daglange møde mellem de danske ministre og kollegerne fra Grønland og Færøerne vil indebære udveksling af data, som kun en begrænset sikkerhedsclearet skare har adkomst til, og de overvejelser, ministrene vil udveksle, egner sig heller ikke til udvortes brug.

Alle fastholder officielt ønsket om lavspænding i Arktis, men mørke skyer trækker op. Under afslutningsdebatten i Folketingssalen torsdag fik Mette Frederiksen tydeligt signaleret, at hun har ekstra behov for enighed lige nu:

“Ligegyldigt hvor rigsfællesskabet bevæger sig hen, og hvad det udvikler sig til, så er vi en del af en mere urolig verden. Det gælder også Nordatlanten og Arktis. Derfor har vi behov for at stramme bardunerne og have et meget tæt samarbejde,” sagde hun ifølge Sermitsiaq.ag.

Omfavnelse

Formelt set er intet ændret i rigsfællesskabet. Det er fortsat den danske regering, der formelt træffer alle beslutninger af betydning for kongerigets sikkerheds- og forsvarspolitik.

Men magtforskydningen mod nord, der har stået på i nogen tid, vil i Nuuk i denne uge få et klarere ansigt, end vi før har set – og den bombastiske retorik, der har præget de seneste ugers medie-udvekslinger, understreger blot, hvor hurtigt forventningerne til den ny orden vokser i Nuuk og Torshavn.

Møderækken i Nuuk vil illustrere, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i dette nye lys arbejder på at holde rigsfællesskabet skarpt og dueligt.

Grønlands og Færøernes politiske ledere og parlamentarikere inddrages i det sikkerhedspolitiske værksted i et omfang, der ikke er set før. Det vil på ingen måde slukke Nuuks og Thorshavns tørst efter mere kontrol over egen skæbne, men det smører treenighedens hjul, selvom danskerne kan have svært ved at vaske gamle vaner af sig.

Mødet i kontaktudvalget afholdes tirsdag; Muté B. Egede vil formentlig sidde for bordenden denne gang; Grønland har formandskabet i år.

Onsdag er der Rigsmøde, hvor Mette Frederiksen, den færøske lagmand Aksel V. Johannesen og Muté B. Egede på traditionel rigsmødevis vil have nogle timer under seks øjne.

Ingen embedsmænd, kun de tre og intet skriftligt referat. Hvis vejret tillader, begynder de i fjeldet, hvor en telestation skal beses.

Herefter frokost på restaurant Qooqqut Nuan i Nuukfjorden, der netop er åbnet for sommeren. Her kan man normalt få tilberedt sin selvfangede fisk, men det er der næppe tid til. Embedsmændene vil myldre i periferien, mens de tre politikere får tid for sig selv.

Nævnet i Grønland

Dertil kan som nævnt tilføjes en reel gallapremiere. For første gang nogensinde er det lykkedes at få et reelt fysisk møde i stand mellem medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn plus medlemmer af det Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg i Inatsisartut, parlamentet i Nuuk, plus medlemmer af Udenrigsudvalget i det færøske lagting.

Stærke kræfter i Thorshavn har efter sigende været indædt træge overfor dette dansk-initierede projekt. Skeptikerne frygter indfedtning i en proces, der blot styrker danskernes dominans, men nu finder mødet altså sted.

Dagsordenen var sent i sidste uge endnu ikke på plads, men billetterne på plads, og formanden for nævnet, Michael Aastrup Jensen (V), lød i radioen som om, han glædede sig.

Med fra Nævnet er også de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer, SF’s Karsten Hønge, Enhedslistens Søren Søndergaard og Annette Lind (S).

Sammenstimlingen afspejler, hvordan vi for alvor er landet i mellemrigspolitikkens tid. Det synes ikke længere muligt at forestille sig eksempelvis større udvidelser af det danske forsvars operationer, materiel eller tilstedeværelse i Grønland eller på Færøerne, uden at det på forhånd er omhyggeligt klappet af med Nuuk og Thorshavn.

Inddragelse, dialog og informationsdeling er Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens svar på udfordringerne fra Færøerne og Grønland, og instrumenterne rækker ud over dem, vi vil se i Nuuk.

Lars Løkkes udenrigstjeneste har eksempelvis som yderligere signal om udstrakt samarbejdsvilje for første gang nogensinde for nylig ansat en grønlandsk medarbejder i NATO-repræsentationen i Bruxelles.

Formelt er der blot tale om endnu en medarbejder fra København på den danske NATO-repræsentation, men lønnen betales af Nuuk, og selvstyret i Nuuk lægger ikke skjul på, at der forventes et synligt udbytte.

Rigsfællesskabet er udfordret på mange fronter, men endnu består det, og tunge opgaver trænger sig på. De kommende dage vil vise, hvordan den stadigt bevægelige magtbalance i riget påvirker anstrengelserne for at håndtere virkeligheden uden for grænserne.

Trykt i lidt andet format første gang på Altinget 5. juni som optakt til møderække i Nuuk

 


blog

Et politisk alternativ til rigsfællesskabet vinder frem i Grønland

maj 30, 2023 • Af

De færreste danskere har formentlig nogensinde hørt om “free association,” men i Grønland får denne sjældent anvendte politiske konstruktion i disse dage ny vægt som en mulig afløser for rigsfællesskabet.

Fri association med Danmark er skrevet ind som en nærliggende mulighed i et første udkast til forfatning for et uafhængigt Grønland, der blev offentliggjort i april. Og onsdag i sidste uge samledes så en perlerad af aktører fra centralmagten i Nuuk på Grønlands Universitet for at diskutere mere præcist, hvordan fri association bør anvendes af et uafhængigt Grønland.

Forud havde en af arrangørerne, Dansk Institut for Internationale Studier, offentliggjort en serie analyser om fri association, hvor en af overskrifterne lød “Greenland one step closer to independence”.

Efterfølgende – 18. maj – tweetede de konservatives grønlandsordfører Rasmus Jarlov, der også er formand for Folketingets forsvarsudvalg, sin kritik: “Det lyder godt, men reelt er det forskning og kommunikation om, hvordan kongeriget kan opløses. Det burde stoppes. Ikke støttes,” skrev han.

Hvad kan vi få?

I Grønland bydes forskningen om fri association til gengæld velkommen. Spørgsmålene til de praktiske muligheder står i kø: Hvilke opgaver bør Grønland få Danmark til fortsat at løse, hvis en aftale om fri association handles på plads mellem det uafhængige Grønland og København?

Kan indbyggerne i det uafhængige Grønland regne med stadig også at være statsborgere i Danmark, hvis rigsfællesskabet erstattes af fri association?

Skal Danmark fortsat forsvare Grønlands grænser? Hvor længe vil Danmark betale bloktilskud efter opløsning af rigsfællesskabet, hvis en aftale om fri association underskrives?

Temaerne på onsdagens konference skiftede hastigt: Kan Grønland blive medlem af FN og Nato og optræde ved De Olympiske Lege, selvom Grønland er i fri association med Danmark? Og kan man overhovedet tale åbent om sagen i Grønland uden at skade sin position i de forhandlinger, der i givet fald skal føres med Danmark?

På talerstolen optrådte blandt andre chefen for Grønlands repræsentation i Washington, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og politikere fra Inatsisartut, Grønlands parlament. Til stede var også den islandske konsul i Nuuk og den tidligere chef for centraladministrationen i Nuuk. Hertil Grønlands førende ekspert i international ret og tre eksperter i andre nationers brug af fri association.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale delte ud af de bitre erfaringer fra et mislykket færøsk forsøg på løsrivelse, og ekstra vejledning lød fra den islandske jurist Guðmundur Alfreðsson, der i årtier har rådgivet de grønlandske politikere om Grønlands ret til selvstændighed. Udenrigsministeriets mand i Nuuk lyttede med, men ingen danske politikere deltog.

Hovedtaler var Mininnguaq Kleist, chef for Selvstyrets Departement for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel i Nuuk. Kleist var i fem år frem til 2021 chef for Grønlands repræsentation i Bruxelles og er i dag en uomgængelig midtbanespiller, når det gælder Grønlands forhold til omverdenen, herunder Danmark.

Onsdag optrådte han som privatperson, men det stod hurtigt klart, at det ikke mindst skyldes hans hånd, at fri association optræder centralt i det nye udkast til forfatning for et fremtidigt Grønland.

I Stillehavet

Allerede i 2006 blev Mininnguaq Kleist, der er uddannet i filosofi på Aarhus Universitet, som grønlandsk embedsmand sendt til den palmeklædte nation Cook Island i Stillehavet.

Cook Islands cirka 18.000 borgere har siden 1975 været forbundet med New Zealand i fri association, og Mininnguaq Kleist samlede indtryk og viden, der skulle overbevise de danske modparter i København.

Her forhandlede grønlandske politikere med Danmark om det selvstyre, der blev en realitet i 2009. Fri association, hvor Grønland bliver en uafhængig, suveræn nation, men samtidig kan trække på assistance fra Danmark på udvalgte områder, var allerede dengang en populær model.

Konstruktionen er anerkendt af FN og omfavnes i dag af fem mikronationer i Stillehavet, der lever i hver sin version af fri association med enten USA eller New Zealand.

Virkningen af Mininguaq Kleists jordomrejse blev i første omgang pauver, men fri association blev trods alt nævnt i bemærkningerne til Selvstyreloven, og visionen har fastholdt sit tag i Nuuks politiske lag.

“Fri association er ikke løsningen på alting og heller ikke nødvendigvis en super positiv ting, men vi kan få mere, end vi har i dag,” sagde Kleist. Han nævnede udsigten til medlemskab af FN og Arktisk Råd og mulighed for at optræde under grønlandsk flag ved OL.

Andre talte om, at grønlændere måske kan bevare dansk statsborgerskab, adgang til danske hospitaler med videre. Flere påpegede, at muligheden for fri association med andre stater, herunder USA, også foreligger, men ingen pegede mere vedholdende i den retning.

Snydt i 1952

Qivioq Løvstrøm, forsker og underviser fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, angreb forestillingen om, at grønlænderne ønskede at blive danske, da Grønlands Landsråd i 1952 sagde ja til at lade Grønland indlemme som et amt i Danmark og dermed få afsluttet Grønlands kolonistatus.

Ønsket var ikke at blive som danskere, men “at blive behandlet som mennesker med samme rettigheder som danskerne,” sagde Qivioq Løvstrøm.

Som Mininnguaq Kleist og flere andre på talerstolen fastholdt hun, at afkoloniseringsprocessen i Grønland i 1952 og i det videre forløb i FN, hvor indlemmelsen af Grønland i kongeriget blev anerkendt som afvikling af Grønlands kolonistatus, var præget af dansk manipulation og disrespekt for grønlændernes rettigheder.

Hun og flere andre, herunder juristen Guðmundur Alfreðsson, mener især, at Grønland blev snydt for muligheden for at vælge fri association; en mulighed, som alle kolonier ifølge FN’s purunge regelsæt havde ret til som en af tre muligheder for at få afsluttet de koloniale trængsler.

Danmarks tilbud til Grønland i 1950’erne lød kun på ja til fuld integration i kongeriget eller den fuldstændige løsrivelse fra Danmark, og det har længe været et varmt tema i grønlandsk politik, at muligheden for fri association ikke blev præsenteret for Landsrådet, selvom den danske regering til fulde kendte FN’s regelsæt. En kritisk konference om forløbet, arrangeret af partiet Naleraq, finder sted i Nuuk 5. juni – på Grundlovsdag.

Islandsk advarsel og færøske erfaringer

På onsdagens konference advarede Guðmundur Alfreðsson, den islandske jurist, om, at Danmark måske vil forsøge at bruge en aftale om fri association til at fastholde et uafhængigt Grønland, længere end Nuuk vil ønske. Dilemmaet kan opstå, forklarede han, hvis en aftale om fri association indgås for så lang en årrække, at det hindrer Grønland i at kappe den sidste forbindelse til Danmark, når Grønland ønsker det.

“Fri betyder både frihed til at indgå og frihed til at forlade en aftale,” huskede han på. Alfreðsson anbefalede også, at Grønland forud for forhandlinger med Danmark gør sig klart, præcis hvilke ønsker, Grønland har, og at Grønland fra start “beder om mere end I forventer at få”.

Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale advarede de grønlandske deltagere mod at tro for meget på Danmarks gode vilje – hvis overhovedet.

I 2000 sad Skaale som færøske embedsmand med, da Færøerne forhandlede med Poul Nyrup Rasmussens regering om selvstændighed for Færøerne i en model, som færingerne ifølge Skaale selv betegnede som fri association.

I Skaales udlægning undlod Poul Nyrup Rasmussen med fuldt overlæg at svare direkte nej på Færøernes tre hovedønsker, mens han til gengæld bevidst svarede så undvigende og billigt ja, at det samlede tilbud blev for ringe til, at det gav mening at bringe tilbuddet til folkeafstemning på Færøerne.

Eksempelvis bad færingerne om at få nedtrappet bloktilskuddet fra Danmark over 15 år efter løsrivelsen; Poul Nyrup tilbød kun nedtrapning over fire år.

Forhandlingerne endte i dramatisk sammenbrud. De færøske politikere slikker stadig sår, og onsdag gav Sjurdur Skaale et råd videre til Grønland: “Danmark sagde aldrig nej til noget 100 procent, men færingerne var splittede, og så gik det ikke at samle et flertal,” sagde han. Lidt for mange færinger var ganske enkelt bange for, at de personligt ville blive dårligere stillet økonomisk.

“Færingerne følte sig ikke alvorligt undertrykt, og mange var ikke villige til at betale en personlig pris, så det hele endte med ingenting,“ sagde Skaale og pegede på Grønlands dilemma: Bloktilskuddet fra Danmark dækker fortsat mere end halvdelen af Naalakkersuisuts, den grønlandske regerings, løbende udgifter.

Penge og krig

Advarsler lød også fra to veteraner, den tidligere toppolitiker Aqqaluk Lynge og den tidligere chef for Grønlands centraladministration Kaj Kleist.

Lynge, der ikke længere argumenterer for Grønlands uafhængighed, pegede på krigen i Ukraine, stormagternes rivalisering i Arktis og især USA’s voksende fokus på Grønland – inklusive Donald Trumps købstanker fra 2019.

Han anbefalede et sagte tempo frem for hurtig drift mod selvstændigheden, og Kaj Kleist mindede ligesom Sjurdur Skaale om det danske bloktilskuds betydning for Grønlands økonomi; en advarsel, som de to medlemmer af Inatsisartut, Kuno Fencker fra Siumut, og Pele Broberg, formand for partiet Naleraq, dog ikke lod sig anfægte af.

Begge fastholdt, at Grønlands statsdannelse bør forfølges hurtigere, end der indtil videre er lagt an til. Kuno Fencker forklarede, at han ikke ville præsentere sine mere specifikke ønsker til en aftale med Danmark om fri association, fordi han frygter, at det vil svække Grønlands position i de forhandlinger, han og andre grønlandske politikere mener snart bør indledes.

Kontroversiel forskning

Konferencen var arrangeret af DIIS og den sikkerhedspolitiske tænketank Nasiffik på Grønlands Universitet. Forkortede udgaver af DIIS-analyserne om fri association er oversat til grønlandsk og kan nu læses på Grønlands Universitets hjemmeside.

Primus motor bag projektet, seniorforsker på DIIS Ulrik Pram Gad, delte forud for konferencen sin egen analyse med offentligheden: “Mit bud er, at før en grønlandsk forfatning bliver sendt til folkeafstemning, vil de grønlandske politikere have forhandlet en aftale klar om fri association. Formentlig med Danmark – hvis Danmark er velvilligt indstillet,” skrev han i Politiken.

På Christiansborg har interessen for fri association som antydet i Rasmus Jarlovs tweet dog hidtil været ringe. Kun Alternativet har eksplicit udtryk tiltro til modellen.

Først optrykt på Altinget/Arktis 30.5 2023


blog

Aki-Matilda Høegh-Dams tale-grønlandsk-aktion i Folketinget afdækker nye udfordringer for rigsfællesskabet

maj 23, 2023 • Af
Aki-Matilda Høegh-Dam er siden hendes første dag i Folketinget efter valget i 2019 blevet kendt som udfordreren fra Grønland, der uforfærdet insisterer på at forfægte, det hun anser for sin og andre grønlænderes retmæssige plads i kongeriget. Hun gør det gerne på utraditionel vis, som da hun fredag 12.5 valgte at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol.
Den parlamentariske dialog i folketingssalen brød for en stund sammen midt under debatten om statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets tilstand, men Aki-Matilda Høegh-Dam anser det ikke for at være hendes ansvar.

Aki-Matilda Høegh-Dam holder sine følgere opdateret på de sociale medier. (Selfie)

Tværtimod havde hun ifølge egen forklaring på forhånd anmeldt til Folketingets præsidium, at hun ville tale grønlandsk netop ved denne lejlighed. Præsidiet havde altså, som sagen indtil nu er præsenteret, haft tid til at engagere en tolk, men havde ikke ageret på muligheden.

“Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i,” sagde Aki-Matilda Høegh-Dam til Ritzau.

Både Enhedslisten og Liberal Alliance støtter hendes grundsynspunkt, at det bør være muligt at tale grønlandsk og færøsk i Folketinget med simultantolkning. Folketingets præsidium skal diskutere sagen 14. juni.

En del anså tydeligvis Høegh-Dams aktion for barnlig og unødigt antagonistisk, et billigt mediestunt. Andre vil givetvis opfatte den som en påmindelse om behovet for fornyelse af det rigsfællesskab, statsministeren redegjorde for.

Aki-Matilde Høegh-Dam og en del i Grønland mener eksempelvis ikke, at “rigsfælleskab” er et dækkende begreb, men alene et retorisk dække over historisk grundfæstede og aldrig aflivede magt-ubalancer og manglende ligeværdighed mellem de to dele af riget.

Det identitære

I bagklogskabens lys kan man mene, at sprog-aktionen i hvert fald ikke burde være kommet bag på nogen. Aki-Matilda Høegh-Dam har ikke lagt skjul på, at hun agter at bruge sin indflydelse i Folketinget til at opnå også den form for indflydelse, man vinder ved at udfordre status quo uden frygt for at støde nogen fra sig.

Et par eksempler: Da hun ene kvinde – og i øvrigt tingets yngste medlem på det tidspunkt – rykkede ind i 2019, afviste hun det kontor, der blev anvist hende.

Aki-Matilda Høegh-Dam påpegede, at hun ikke bare repræsenterer sig selv, men sit parti, Siumut, så hun formelt set udgør en hel folketingsgruppe.

Hun har derfor efter bogen ret til mere end blot et almindeligt medlemskontor på gangen nær Folketingssalen, hvor de øvrige tre medlemmer fra Nordatlanten har fundet sig til rette.

Efter seje tovtrækkerier fik hun derfor tildelt mere rummelige lokaler andet steds i huset, hvor hun i dag præsiderer over sit sekretariat.

Senere fik Aki-Matilda Høeg-Dam, der har adgang til Socialdemokratiets gruppemøder, ved mindst én lejlighed i Mette Frederiksens første regeringsperiode den socialdemokratiske folketingsgruppe inklusive flere ministre til at synge grønlandske sange – på grønlandsk; en forsmag på sidste uges aktion.

Hendes første tale

Da det ved Folketingets åbning blev tid til hendes første tale fra talerstolen, kasserede hun et mere pragmatisk udkast, hendes medarbejdere havde forberedt.

I stedet redegjorde hun i Folketingssalen uden omsvøb for alle de dybe skader, hun mener, at Danmark påførte Grønland under kolonitiden, herunder de såkaldte intergenerationelle traumer, der længe efter kolonitiden, som formelt endte i 1953, stadig rammer unge mennesker som hende selv:

“Jeg blev født i 1996, altså da Hjemmestyret var 17 år, og jeg var 12 år gammel, da vi fik Selvstyret. Men alligevel oplever jeg som ung grønlænder og nu som folketingsmedlem stadig kolonitidens efterslæb. (…)”

“For selv om det ikke var mig, der var statsborgerskabsløs som min brors far, da han blev født, og selv om det var mig, der var den første årgang, som ikke gik i segregerede skoler som mine forældre, mine søskende, ja, som hele min familie gjorde, er jeg alligevel vokset op med eftervirkningerne af kolonitiden. (…)”

“Det er gået ud over familierelationer, har ført til forøget vold, alkohol- og stofmisbrug, der desværre er ført videre til de næste generationer, til os,” sagde hun.

Mens Mette Frederiksen lyttede med hævede øjenbryn, krævede Aki-Matilde Høegh-Dam på Grønlands vegne en undskyldning for samtlige 300 års koloniherredømme, og gerne straks:

“Det starter med en anerkendelse af vores fælles forhistorie på godt og ondt, det starter med en undskyldning,” lød det. Hun forklarede, at Folketinget efter hendes opfattelsen har et stort ansvar for, om Grønland vil ønske at samarbejde med Danmark i fremtiden:

“Grønland er jo på vej mod selvstændighed, hvilket enten kan styrke eller svække samarbejdet med Danmark, alt efter hvordan vi også opfatter denne rejse. Det er nu op til os sammen at vælge, om den svækkede tillid, der var og er mellem Danmark og Grønland, skal forbedres, eller om vi yderligere skal skabe afgrund,” sagde hun.

To veje til mål

For at komme nærmere en forståelse af Aki-Matilde Høegh-Dams praksis og tale-grønlandsk-aktionen kan det være nyttigt at sammenligne med Folketingets andet medlem fra Grønland.

Aaja Chemnitz (tv) og Aki-Matilda Høegh-Dam har på lange stræk samme politiske mål men forføger arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter. Foto: Leif Joseffsen.

Aaja Chemnitz, der har været medlem for partiet Inuit Ataqatigiit siden 2015, er blevet kendt på Christiansborg som overordentlig kapabel og resultatsøgende i den klassiske, nærmest ideale forstand, hvor en myreflittig pragmatisk og imødekommende politiker opnår solide resultater efter lange, seje træk i Folketingssalen, i udvalgsarbejder, samtaler med ministre, afholdelse af konferencer og så videre.

Aaja Chemnitz, der få år tilbage arbejdede i FN i New York, er tidligere børnetalsmand i Grønland og tidligere socialchef i Grønlands største kommune, skolet i det lange seje træk for konkrete forbedringer for Grønland, for de svageste og nationen som helhed.

Hun fremviser gerne den betragtelige liste af økonomiske og politiske sejre for Grønland, der er vundet på Christiansborg i hendes tid. Det er politik i genkendelige rammer, hvor økonomi, social lighed, job, vækst, fred, sikkerhed og materielle fremskridt prioriteres højt.

Ikke underligt, at Aaja Chemnitz i dag også er formand for Arctic Parliamentarians, et netværk af politikere fra alle de otte arktiske lande – de fem nordiske, USA, Canada og Rusland.

Aki-Matilda Høegh-Dam forfølger i bredeste forstand sin politik ad et andet og identitært spor, hvor hun insisterer på et Grønland forstået som en samlet sum af kultur og stolte traditioner, historie, sprog og anden egenart, herunder og arven fra kolonitidens tre århundreder.

Ideologisk tankegods

Listen over de mest kendte danske overgreb er snart velkendte; tvangsflytninger, juridisk faderløse, fødestedskriteriet, eksperimentbørnene, spiralkampagnen med videre.

Bag den bevægelse i Grønland, som Aki-Matilde Høegh-Dam er en del af, ligger dog også en opfattelse af mere systemisk undertrykkelse og udnyttelse.

X

Der har i en årrække været anseelig grøde i det grønlandske politiske miljø, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam og andre af beslægtet indstilling – af og til under sloganet “decolonize” – bygger videre på tidligere årtiers politiske fokus på genrejsning af grønlandsk kultur, national egenart og sprog.

Her er opmærksomheden ikke mindst på diskriminationen af den halvdel af befolkningen, der kun taler grønlandsk, og på det der opfattes som en fortsat kolonial økonomisk strukturer mellem Danmark og Grønland, der i kritikernes øjne fastholder kolonitidens mønstre, så væsentlige værdier i Grønland ikke i rimeligt omfang kommer den menige grønlænder til gode – herunder indtjeningen på rejer og fisk.

Bevægelsens følgere taler om historisk betinget forfordeling af dem i Grønland, der har aktier i det danske, hvad enten det danske forstås som sproget, økonomien, de uskrevne privilegier, kulturel kapital eller andre måder, hvorpå “det danske” kan veksles til magt.

Bevægelsen har ingen egentlige institutioner eller nedskrevet manifest, men spreder sig over flere partier og grupperinger.

På den facon trækker Aki-Matilda Høegh-Dams praksis, herunder hendes tale-grønlandsk-aktion, på ideologiske gods fra identitære bevægelser i resten af verden; herunder Black-Lives-Matter som den globalt set mest indflydelserige. (Se for eksempel Kenan Malik: Not so Black & White, a History of Racism from White Supremacy to Identity Politics,” 2023).

Som i resten af verden er billedet i Grønland ikke simpelt, ikke sort/hvidt. Der er på lange stræk sammenfald mellem Aaja Chemnitz’ og Aki-Matilda Høegh-Dams politik; deres to partier regerer i øjeblikket Grønland i en fælles koalition. Aaja Chemnitz er også enig i, at det bør være muligt at tale grønlandsk i Folketinget.

Begge politikere slås for konkrete fremskridt, der kan forbedre hverdagen for de svageste i Grønland, for grønlændere i Danmark og styrke Grønlands sammenhængskraft.

Begge partier ønsker, at Grønlands bliver en selvstændig stat engang i fremtiden, men de to politikere angriber arbejdet i Folketinget fra vidt forskellige udgangspunkter og ofte med markant forskellige midler.

Gnister

Forskellighederne slår ind imellem gnister. Vi så med Aki-Mathilda Høegh-Dams aktion, hvordan det især kan virke som stærk kost på mange i Danmark (og i Grønland), når prioriteringen af egenart, etnicitet, sprog, og historiske rødder bliver ekstra tydelig.

Samme ses i kølvandet på forslaget fra det grønlandske parti Naleraq om et inuit-register, hvor mennesker med inuit-baggrund skal kunne lade sig registrere i Grønland.

En del af formålet er ifølge de foreløbige udlægninger af projektet blandt andet at gøre det muligt til sin tid at udelukke grupper af ikke-inuitter fra en eventuel folkeafstemning om løsrivelse fra Danmark.

Dansk Folkepartis Grønlands-ordfører Axel Ahrendtsen kaldte under debatten om Mette Frederiksens redegørelse for rigsfællesskabet Naleraqs formand Pelle Broberg for racist; en betegnelse, Broberg formentlig vil anfægte.

Andre vil mene, at en hvid, midaldrende dansker, der end ikke forstår grønlandsk, bør afholde sig fra at skrive om politiske strømpile i grønlandsk farvand på Altinget, selv når dønningerne skvulper helt ind i folketingssalen.

“Pass-the-mike” er en gængs frase i identitære bevægelser – også i Grønland. I Danmark vil der omvendt være dem, der mener, at teksten her er alt for venlig overfor Aki-Matilda Høegh-Dams bevidst provokerende aktion, og vi kan med sikkerhed se frem til flere udvekslinger.

Intensiteten i rigsfællesskabets indre liv er accelererende, og der er allerede dygtige folk både i Danmark og Grønland, der før har boltret sig utvunget i offentligheden, som nu tøver eller tier af frygt for at få ørerne i maskinen.

Folketingets præsidium kan foreløbigt nøjes med at tage stilling til, hvordan grønlandsk og færøsk tale i Folketingssalen fremover skal håndteres. I Inatsisartut, Grønlands parlament, tales der rutinemæssigt både dansk og grønlandsk med tilhørende simultantolkning.

Let redigeret. Teksten blev først bragt på Altinget 21. maj 2023.

 


blog

Kan Arktis bane vej tilbage til samarbejde med Rusland?

maj 9, 2023 • Af

Gao Feng stod på talerstolen på Arctic Circle Assembly, en tilbagevendende international Arktis-konference i Reykjavik i oktober 2022. Den mangeårige kinesiske diplomat, som i disse år er Kinas særlige repræsentant i Arktis, er stilfærdig og anonym af udseende. Til gengæld var hans tale klar og slående.

Gao Feng kritiserede åbent de syv vestlige nationer i Arktis – USA, Canada og de fem nordiske lande – fordi de efter den russiske invasion i Ukraine har valgt at sætte alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på pause.

“Geopolitisk kappestrid og konfrontation bør ikke hindre eller afbryde international samarbejde i Arktis. Arktis har ikke — vi har ikke — råd til de langvarige omkostninger ved en afbrydelse eller lammelse,” sagde Gao Feng og forklarede, at Kina vil fortsætte sit samarbejde med Rusland i Arktis uanset, hvordan de syv vestlige arktiske stater griber sagen an.

Gao Feng, Kinas arktiske ambassadør, Reykjavik 2022

Gao Feng var således blandt de første til at markere, hvordan Ruslands krig i Ukraine muligvis indvarsler en ny verdensorden, også længst mod nord.

De arktiske otte
Arktisk Råd, der længe har udgjort kernen i samarbejdet mellem stater i Arktis, hører til de internationale organisationer, der er hårdest ramt af Ruslands forandrede rolle i verdenssamfundet.

Arktisk Råd blev skabt som opfølgning på en serie miljøsamarbejder, der igen var opstået, efter at Mikhail Gorbatjov i 1987 formulerede en vision om Arktis som en fredens og samarbejdets region. Canada og Finland gik forrest, og i dag hører Arktisk Råd til hjørnestenene i den skrøbelige politiske samarbejdsstruktur, der er bygget op i Arktis.

Arktisk Råd har basalt set primært en normsættende, rådgivende funktion, selvom det også er blevet til tre juridisk bindende aftaler undervejs. Rådet medvirker til at sikre en bæredygtig og vidensbaseret udvikling af de arktiske samfund samt miljøbeskyttelse og forvaltning af regionens naturressourcer. Samtidig er rådet et vigtigt redskab til forsvar for de arktiske staters forrang i normsætningen, styringen og reguleringen i Arktis.

De otte medlemsstater har alle territorium i Arktis og har derfor folkeretlig adkomst til at foretage en hvis regulering og styring — også i deres egne vidtstrakte havområder i Arktis.

Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov overtager formandsstaven i Arktisk Råd maj 2021 fra sin islandske kollega Gudlaugur Thor Thordarson – det var dengang…

Arktisk Råd synliggør på den måde ’de arktiske ottes’ forrang, men de arktiske nationer er ikke alene i Arktis. Klimaforandringerne betyder, at der er voksende adgang til naturressourcerne i Arktis — olie, gas, mineraler og fisk — og til fremtidens fragtruter og kommunikationslinjer mellem Asien, Europa og USA. Mange ikke-arktiske nationer har derfor længe søgt at øge deres indflydelse i regionen, og lykkes det ikke at genetablere samarbejdet med Rusland i Arktisk Råd, vil det nuværende arktiske mønster, der har tjent de otte medlemmer af Arktisk Råd rigtigt godt, blive yderligere udfordret.

Fire millioner mennesker bor i Arktis – men Arktis er for tiden splittet i to uforenelige halvdele, hvor Rusland alene udgør den ene halvdel

Arktis Råd i krise
Rådets krise indfandt sig straks efter invasionen af Ukraine. De syv vestlige rådsmedlemmer meddelte, at de stillede al aktivitet i Arktisk Råd på pause i lyset af det russiske brud på folkeretten. I juni genoptog de en række projekter i rådets regi, men kun projekter, der udføres uden russisk medvirken.

Alt samarbejde med Rusland i Arktisk Råd på politisk niveau såvel som i rådets mange forskningsnetværk og arbejdsgrupper er i skrivende stund stadig på is, og der er ikke etableret kriterier for, hvornår en optøning kan komme på tale.

De vestlige diplomater fastholder, at Arktisk Råd stadig lever og blot venter på at invitere Rusland tilbage, og dele af den russiske administration synes at dele ønsket om at genfinde normalen. Arktisk Råds fundats, den såkaldte Ottawa Deklaration fra 1996, indeholder dog ingen mulighed for en pause-sætning, og Rusland, der i 2021 overtog rådets roterende formandskab, har højlydt opfordret til genoptagelse af samarbejdet.

Arktis som samarbejdsmulighed
Det er derfor absolut muligt, at Arktis kan blive det første sted, hvor et samarbejde med et ’nyt Rusland’ kan begynde, når krigen i Ukraine afsluttes.

Men det er ikke sikkert, at det vil gå den vej. Bag de indlysende fælles interesser i Arktis, ligger stadig de større og tungere uenigheder — først og fremmest om Ukraine og folkerettens ukrænkelighed.

Samarbejdsmønstret i Arktis er også på andre måder forandret. Sverige og Finlands indtræden i NATO vil betyde, at alle medlemmer af Arktisk Råd på nær Rusland fremover er NATO-medlemmer, der sandsynligvis også efter krigens afslutning vil tilstræbe en mere robust militær indkapsling af Rusland i Arktis.

En diger rapport om det arktiske samarbejdes krise fra den finske regering konkluderede i oktober 2022, at der ingen vej findes tilbage til normalen: Det er selve det arktiske samarbejdes fremtid, der er til debat.

Skrækscenariet
De færreste ønsker dog et Arktisk Råd uden Rusland. Et simpelt blik på verdenskortet røber, at Ruslands arktiske og fjernøstlige provinser udgør halvdelen af den arktiske region.

Spørgsmålet er derfor snarere, om Arktisk Råd kan holdes funktionsdueligt uden Rusland, mens vi venter på et nyt og mere tåleligt regime i Moskva.

Kan det arktiske samarbejde overhovedet finde en ny tilstand, der minder om den gamle, når tilliden til Rusland er så ringe? Eller er Arktisk Råd og dermed hele det internationale mønster af samarbejde i Arktis, som er opbygget gennem de seneste tre årtier, ved at blive afløst – og i givet fald af hvad? Vil Rusland, Kina, Indien og andre lande søge sammen og etablere en ny orden i Arktis, sådan som det forudses andre steder på kloden?

Udfaldet af krisen for det arktiske samarbejde vil også få væsentlig betydning for det danske kongerige, især naturligvis hvis samarbejdet med Rusland ikke genetableres. Halvdelen af Arktis er som nævnt russisk.

Nye militære spændinger i Arktis vil påvirke både Grønland og Færøerne og kræve væsentlige omprioriteringer i det danske forsvar. Interessekonflikten om havbunden i Det Arktiske Ocean mellem Danmark, Canada og Rusland vil få ny karakter, og miljø- og klimaindsatser i regionen vil miste sin kraft.

Det mest omtalte skrækscenarie i Vesten er, at Rusland og Kina med Indien og en række andre asiatiske nationer som medvirkende nu vil finde så stærke fælles interesser Arktis, at de forsøger at etablere en ny orden udenom Arktisk Råd.

Går udviklingen den vej, vil det medføre en ny risiko for sikkerhedspolitisk spænding i Arktis, øget stormagtsrivalisering, oprustning og en neddrosling af de pan-arktiske indsatser til gavn for bæredygtighed, de arktiske folk og klimaet.

Antallet af vestlige såvel som russiske militærøvelser, flådemanøvrer, missiltest med videre i Arktis steg allerede før Ukraine, og intensiteten er skruet mærkbart i vejret efter invasionen. En væsentlig del af præsident Putins atomare afskrækkelsesapparat — flådeskibe, fly og ubåde — er baseret på flådebaser på Kolahalvøen, og USA og resten af NATO har øget deres patruljering i Arktis og Nordatlanten både i luften og til vands.

En samlende og eftertragtet institution
Vi kommer med andre ord til at mærke det, hvis Arktisk Råds rolle også på længere sigt undermineres, uanset at dets betydning for fred, klima og folk i Arktis ikke hidtil har fået megen reklame.

Arktisk Råd er således to gange blevet indstillet til Nobels Fredspris for sin evne til at skabe konsensus og engagere både Rusland, de syv vestlige medlemslande og de arktiske folkeslag i fredeligt samarbejde.

Rådet udviklede sig fra årtusindskiftet til en stærkere institution. En række nationer, herunder Kina, Japan, Indien, Korea og Singapore, fik blik for den arktiske regions boomende betydning og fik tildelt pladser som observatører på linje med lande som England, Frankrig, Tyskland, Spanien og Polen.

Alle måtte de acceptere, at de som observatører ikke ville få stemmeret i Arktisk Råd, men det var som om, at enhver form for indflydelse i Arktis blev så eftertragtet, at de skarpe betingelser ingen hindring udgjorde.

Ved Ruslands invasion af Ukraine sidste år var Arktisk Råd efter bare 26 års eksistens blevet det uomgængelige samlingspunkt og forhandlingsforum for de otte arktiske regeringer, observatørerne og også for de oprindelige folkeslag i Arktis. De arktiske folk fik fra Rådets fødsel i 1996 status som “permanent participants”, og i realiteten træffes der ikke beslutninger uden dem. Også på det punkt er Arktisk Råd bemærkelsesværdigt.

Kinas øgede rolle
Den kinesiske udsending Gao Fengs bemærkninger i Reykjavik sidste år illustrerede, hvordan den arktiske region nu afspejler både den globale usikkerhed om Ruslands fremtidige plads i verdenssamfundet og den igangværende stormagtsrivalisering eller multipolaritet.

Kina har længe fulgt en aktivistisk kurs i Arktis. Beijing har vedholdende arbejdet på at sikre sig en mere markant position i regionen, og Xi Jinpings styre har involveret sig i både råstoffer og infrastruktur i det russiske Arktis, mens russiske ledere i Putins cirkel tydeligt har annonceret et nyt arktisk fokus mod øst.

Arktisk Råds logo afspejler det stærke fokus på klima, natur og bæredygtighed – men det blev opfundet i en anden tid, hvor stormagtsrivaliseringen ikke fik lov at bremse samarbejdet

Putins minister for Udvikling af Arktis og Ruslands fjernøstlige provinser, Aleksej Tjekunkov, beskrev eksempelvis i august sidste år på det russiske mediehus RBC’s hjemmeside en verden, hvor Rusland ikke længere samarbejder med Vesten i Arktis.

Tjekunkov anbefalede en udskiftning af Ruslands vestlige partnere i Arktis med kinesiske, indiske og andre asiatiske partnere og et altfavnende paradigmeskifte mod øst, baseret på den kinesiske krigsfilosof Sun Tzu’s tænkning (som vi beskrev i sidste udgave af Udenrigs).

Tjekunkov anbefalede tålmodighed, lange tidshorisonter, en fast kurs og fokus på egne styrker. Han pegede på Ruslands omfattende arktiske reserver af olie, gas, guld, zink, sjældne jordartsmetaller, diamanter, fisk og andre råstoffer. Han vil forfølge de asiatiske tigerøkonomiers model “over generationer” – og det er på høje tid, mener han:

“Ti af Ruslands 15 største handelspartnere har indført sanktioner, der rammer 40 procent af vores handel. Halvdelen af vores guld og valutareserver – 300 milliarder dollars – er fastfrosne. Russiske banker er blevet afkoblet det internationale betalingssystem. Russisk industri er afskåret fra den teknologi, der skal bruges til at producere tusinder af ton varer fra papir til satellitter. Himlen er lukket for vores flyvemaskiner, grænserne er lukket for fragt og for russerne selv,” lød det på RBC.

Kina er i forvejen den største udenlandske investor i de store projekter til udvikling og eksport af flydende naturgas i det russiske Arktis, særligt det såkaldte Arctic LNG1 og Arctic LNG2 på Jamal-halvøen op mod Det Arktiske Ocean. Det er de største industrielle projekter i den arktiske historie.

Kina har ligesom Indien systematisk øget sine opkøb af russisk olie og gas i takt med, at Europa har skruet ned for samme i 2022. Kina er dertil engageret i udviklingen af den maritime infrastruktur langs Nordøstpassagen, der løber nord om Rusland. Den opfattes i Beijing som et strategisk alternativ til de sårbare fragtruter i Sydøstasien.

Rusland og Kina har også gennemført fælles militære øvelser i Beringstrædet og andre steder.

Stridigheder mellem Kina og Rusland
Flere dybere modsætninger mellem Kina og Rusland kan dog forhindre, at det udvikler sig til et egentligt transformerende samarbejde i Arktis.

To danske forskere, lektor og ph.d. Camilla Sørensen og lektor og ph.d. Jørgen Staun fra Forsvarsakademiet, skriver i en endnu ikke udgivet artikel, at de to nationer har “uforenelige strategiske kulturer”.

De to forskere når frem til, at Rusland og Kina sandsynligvis i nogen tid vil fortsætte med at udbygge deres samarbejde i Arktis. Men de skriver også, at de to stater begge har så markante behov for at demonstrere deres status som stormagter, at disse stormagtsmanifestationer i stigende grad vil kollidere og underminere eventuelle tilløb til et mere strategiske samarbejde.

USA’s ageren vil også spille ind. Men åbne forsøg på at drive kiler ind mellem Rusland og Kina vil formentlig mere styrke end skade samarbejdet mellem de to nationer, skriver forskerne.

Ikke en fælles kurs
Kina og Rusland har forskellige syn på Arktis. Rusland mener som de syv vestlige nationer i Arktis at have særlige, geografisk og historisk betingede og delvist folkeretligt befæstede rettigheder i Arktis.

Kina har derimod i de seneste otte-ti år argumenteret for sin ret til at deltage i den fremtidige regulering, forskningen og de fredsbevarende indsatser i Arktis.

Kina anser sig selv for at være en nær-arktisk stat, svært påvirket af klimaforandringerne i Arktis og som medlem af FN’s Sikkerhedsråd medansvarlig for freden i Arktis. Også Kinas medlemskab af IMO og andre internationale organisationer med mandat i Arktis fremhæves som argument for Kinas og andre ikke-arktiske staters retmæssige plads ved forhandlingsbordene.

På den teknologiske og forskningsmæssige front opfatter Kina Arktis som en af klodens “nye strategiske fronter” på linje med rummet og havbunden. Opfattelsen er ikke populær i Moskva og vil næppe fremme et dybere russisk-kinesisk partnerskab i Arktis.

På lang sigt vil Kina og Rusland altså næppe optræde som egentlige tætte strategiske partnere i Arktis, men det løser ikke Arktisk Råds aktuelle dilemma og krisen i det arktiske samarbejde.

Når disse linjer læses er rådets udfordringer næppe forsvundet, Vestens samarbejde med Rusland i Arktis er formentlig stadig på pause på ubestemt tid, og ingen øjner vejen tilbage til det gamle.

Teksten her blev først trykt i tidskriftet Udenrigs fra Udenrigspolitisk Selskab i maj 2023.