blog

Arktisk olympiade brander et moderne Grønland

marts 19, 2016 • Af

Fredag den 11 marts afsluttedes Arctic Winter Games 2016, Grønlands hidtil største event, i Nuuk. Det store afslutningsshow satte punktum for et sportsstævne, der illustrerede flere tankevækkende træk ved det aktuelle Grønland.

For det første anedes en grad af indre styrke og evne til mobilisering, der ikke tidligere har været synlig i samme grad. Her er træk, som er værd at tænke over i den aktuelle diskussion om Grønlands og Danmark indbyrdes forhold.

Mere end 2000 atleter, trænere, VIPs, dommere, musikere, journalister og andre medrejsende fra Grønland og alle de øvrige arktiske samfund dyrkede sport og kulturmødet i en uge i Grønlands hovedstad. Det svarer til, at 75.000 sportsfolk pludselig landede i det indre København for at dyrke sport i ganske lang tid. Alene logistikken overgår alt, hvad der før er klaret i Grønland: Air Greenlands luftbro hentede mere end 1100 mennesker fra Kangerlussuaq til Nuuk. Gæsterne fik tre fine måltider om dagen og til tiden; brusebade, førstehjælp, internet, sporten, kulturmøder, transport, skiltning, pressemøder, beredskab, sengepladser – alt klappede uden nævneværdige problemer. Jeg så en enkelt frustreret træner råbe grove ord efter en første-hjælper ved ski-liften; andre mislyde opfangede jeg ikke ude i felten.

Under overfladen mærkedes et sæt interessante alliancer. Det private erhvervsliv – Brugseni (som Brugsen hedder i Grønland), Grønlandsbanken m.fl. ydede sammen med Selvstyrets virksomheder, Air Greenland, Royal Greenland m.fl. afgørende bidrag til økonomi, logistik og afvikling, og mere end 1500 privatpersoner, eller knap hver 10. borger i Nuuk, stillede gratis arbejdskraft til rådighed. De grønne volunteer-jakker sås overalt i byen. Det var også tydeligt at mange i Grønland nu håber, at denne mobilisering om et fælles mål har skabt varige, nye indre styrker i Grønland; sådanne styrker har med andre ord været savnet. Eller som direktøren for Brugseni, Susanne Christensen udtrykte det: ”Vi er et lillebitte folk, og vi bor spredt for alle vinde, så det er ikke nemt at få et fællesskab op at stå. Grønland har mange udfordringer. Vi skal finde ud af hvilken vej, vi vil i fremtiden, og så er det afgørende, at det offentlige og erhvervslivet står sammen. Det har vi afprøvet her.”

Nyt image, tak

Legene har også afdækket, hvor trætte mange i Grønland er af Grønlands image i udlandet. Arrangørerne af AWG – herunder Nuuks borgmester, Asii Chemnitz, og AWG-direktør Maliina Abelsen –  har under den lange forberedelsestid ofte udtrykt håb om, at legene vil bidrage til et mere positivt og fremadrettet billede af Grønland ude i verden, hvor Grønlands sociale problemer, klima-forandringer og kriseramte isbjørne ellers ofte dominerer overskrifterne.

Grønlands turistråd, Visit Greenland, fik fra begyndelsen til opgave at drive AWG’s presse-center for at sikre, at de mere end 100 tilrejsende mediefolk kunne få det rette indtryk af Grønlands som pioneering nation, sådan som Grønlands eget slogan lyder. De grønlandske beslutningstagere arbejder hårdt på at tiltrække udenlandske investorer, turister, forskere og andre nye partnere, der kan understøtte udviklingen i Grønland, men de slås mod stærke, indgroede forestillinger om det arktiske som koldt, farligt og utilgængeligt og om grønlændere og andre arktiske folk som irrationelle naturmennesker uden dybere kontakt med det moderne.

 

For en iagttager udefra afspejlede det store sportsstævne også, at en del grønlændere stadig mærker et kulturelt fællesskab med de øvrige arktiske folk. De første Arctic Winter Games blev afholdt tilbage i 1970 i Yellowknife i Canadas Northwest Territories, så legene hører til de ældste, fungerende pan-arktiske institutioner. Deltagerne er stort set alle fra de arktiske folkeslag: Indianere fra Alaska og Canada, inuit fra Grønland og Canada, samer fra Sverige, Finland og Norge og folk fra de oprindelige folkeslag i det nordlige Rusland.

De grønlandske politikeres interesse for de etniske og kulturelle sammenhænge, som AWG repræsenterer, er på den anden side skrumpet markant i de seneste år. Det er sket i takt med, at politikerne i Nuuk selv har overtaget mere af magten i Grønland fra Danmark. Rollen som etnisk mindretal i det danske kongerige gav før i tiden adgang til et vist mål af rettigheder og en nyttig identitet, der samlede befolkningen, men i dag forfølger de grønlandske politikere i højere grad en vision om Grønland som stat og grønlænderne som den oplagte majoritet i staten. Derfor er rollen som etnisk mindretal hurtigt ved at blive irrelevant – for politikerne i hvert fald. Selvstyres økonomiske tilskud til den grønlandske afdeling af ICC, Inuit Circumpolar Conference, er skåret drastisk ned, og ICC omtales stadig mindre i medierne og den offentlige debat. Efter AWG er det dog en tanke værd, om den politiske nedprioritering af det pan-arktiske er helt i tråd med befolkningens fornemmelser.

Arctic Winter Games 2016 viste, at den kulturelle forbindelse på tværs af Arktis stadig har en vis appel. De arktiske sportsdiscipliner som ”kneel-jump” og ”two-foot-high-kick” afspejler det gamle fangersamfunds lege og overlevelsesteknikker, og de dyrkes stadig i sportsklubberne i Grønland og af markante sportsfolk som Tonny Fisker, Bent Jakobsen m.fl. Selveste Kim Kielsen blev angiveligt set på strømpefødder helt nede på gulvet i Nuussuaq-hallen, stærkt optaget af de gamle discipliner. Denne folkelige interesse kulminerer hvert andet år ved Arctic Winter Games, hvor de arktiske discipliner udgør kernen. Eller som Tuuparnaq Kreutzmann, leder af Elitesport Grønland og selv tidligere medaljevinder ved AWG forklarede mig: ”Under AWG møder vi en slags landsmænd fra den anden side af havet. De tilhører samme folkefærd som os, og de har været koloniserede ligesom os. Vi har vores egen humor, og så har vi måske været lidt tabt i den moderne verden, hvor det hele handler om job og om at tjene penge. Vores sprog er også blevet klemt og glemt, så vi har rigtigt meget tilfælles. Vores spirit bliver holdt i live.”

Politisk come-back?

I politisk forstand efterlader legene et interessant spørgsmål: Vender legenes direktør, Maliina Abelsen, nu tilbage til politik? Hun var Naalakkersuisoq – medlem af Landsstyret – for finanser frem til 2013 og et markant medlem af partiet IA, der i øjeblikket er i opposition. Efter AWG vil hun sandsynligvis kunne trække endnu flere stemmer. Selv fastholder hun, at hun har forladt politik for altid. Hendes gamle parti må dog forventes at lægge et vist pres på hende – især hvis der sker større ændringer hos Siumut. De har for tiden placeret deres kontroversielle stemmesluger Aleqa Hammond som folketingsmedlem i København, men det er bestemt ikke udelukket, at Hammond søger tilbage til Grønland for at genvinde en plads i centrum af det politiske liv. Får hun held til det, vil Maliina Abelsens telefon givetvis give sig til at ringe for alvor. Spørgsmålet vil så være, om hun stadig i den situation vil være i stand til at tøjle det samfundsengagement, hun fik demonstreret for vælgerne ved Arctic Winter Games.

Denne tekst har i lidt andre forklædninger også været trykt i Sermitsiaq i Grønland og i dagbladet Information.