blog

Arktisk topmøde i Grønland til maj – hvad ligger bag?

februar 12, 2018 • Af

 

Både Rusland og USA plus Norge, Canada og resten af Arktis er inviteret til topmøde i Grønland til maj for at fejre ti-året for Ilulissat-erklæringen fra 2008. Samtidig viser en analyse fra Center for Militære Studier på Københavns Universitet, at det ikke kun handler om fredsbevaring


Formatet er i sig selv unikt: Regeringen har sammen med Grønland inviteret de fire arktiske kyststater, USA, Rusland, Norge, Canada plus Sverige, Finland, Island og de arktiske folks repræsentanter til topmøde i Ilulissat ved Disko-bugten til maj. Her er ikke tale om et formelt møde i Arktisk Råd, men et unikt møde i dansk-grønlandsk regi: Der er altså tale om en dansk diplomatisk offensiv – med Grønland. På skal mødet skal  deltagerne markere ti-året for den såkaldte Ilulissat-erklæring, der blev vedtaget på dansk initiativ i 2008.

Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller (yderst tv.) med de øvrige deltagere på topmødet i 2008. Foto: Bent Petersen

Det tegner til en af de største, dansk-grønlandske diplomatiske markeringer i Arktis i mange år. Invitationerne bærer udenrigsminister Anders Samuelsens og den grønlandske udenrigsansvarlige Suka K. Frederiksens navne, men det er endnu uklart om de andre lande deltager på ministerniveau. I givet fald kommer både USA’s udenrigsminister Rex Tillerson og Ruslands Sergey Lavrov til Grønland.

Hensigten er ikke at nye erklæringer skal vedtages, men at ånden og løfterne i Ilulissat-erklæringen skal genopfriskes og genbekræftes —  nu i lyset af de aktuelle udfordringer i Arktis.  Og selvfølgelig undervejs diskret understrege kongerigets vilje og evne til at bidrage positivt til udviklingen i Arktis – Grønlands og Danmarks uenigheder ufortalt. 

Erklæringen i 2008 blev til på initiativ af Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller. To russiske mini-ubåde havde i 2007 plantet det russiske flag på bunden af Det Arktiske Ocean netop ved Nordpolen — på 4300 meter vand. Per Stig Møller “vågnede badet i sved”, som han sagde; han ønskede at forhindre yderligere magtdemonstrationer i Arktis, der kunne ende med ufred.

“Det kunne jo ende med, at landene siger, ‘her tager vi os selv til rette’. Det var min største frygt, “ sagde han, da jeg interviewede ham til bogen Når isen forsvinder. “Vi er jo den svage nation i den sammenhæng. Hvis nogen skulle tage sig selv til rette ud for Grønland og sige, ‘det tager vi’, og f.eks. bore efter olie uden at spørge, hvad kunne vi så gøre? Derfor får jeg som dansk udenrigsminister tanken om et fælles initiativ. Amerikanerne har ikke det samme behov, Rusland heller ikke. Det er ikke den stærke, der har brug for loven. Det er altid den svageste.“

Blot otte måneder efter det russiske dyk mødtes ministre fra de fem kystnationer, inklusive Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov og USA’s daværende viceudenrigsminister John Negroponte, til topmøde i Grønland, hvor de underskrev den historiske erklæring. Den fremhæves fortsat som afgørende for freden, samarbejdet og den nye, internationale orden i Arktis. Selv russiske diplomater kan man høre sige, at erklæringen er som fransk vin – den bliver bedre og bedre med årene — men nu kaster to danske forskere så nyt lys over sagen.

Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen har i anledning af tiåret analyseret Ilulissat-erklæringens tilblivelse og virkning i en 61-sider rapport Learning from the Ilulissat Initiative, der bl.a. bygger på 24 interview med (anonymiserede) politikere, diplomater m.v.

Her kan man læse, hvordan de fem arktiske kystnationer i Ilulissat 2008 forpligtede sig til at løse uenigheder, herunder grænsestridigheder i Det Arktiske Ocean, med fredelige midler og efter FN’s regelsæt – særligt FN’s havretskonvention. (Det har direkte betydning for rigsfællesskabet: dansk/grønlandske krav til havbunden ved Nordpolen overlapper med Ruslands krav med cirka 600.000 kvadratkilometer og en sindrig diplomatisk proces er i gang for at sikre, at konflikten løses uden ufred).

I erklæringen fra 2008 lovede kyststaterne desuden i fællesskab at påtage sig ansvaret for søredning og miljøbeskyttelse i Arktis, og endelig — som et særligt fremhævet element — erklærer de sig enige om, at der ikke er behov for nogen global Arktis-traktat eller eksempelvis bredere FN-indsats til regulering og miljøbeskyttelse i Arktis.


På den måde blev Ilulissat-erklæringen mere politisk og kirurgisk, end Per Stig Møllers første forslag. Ilulissat-erklæringen blev på de danske juristers, herunder bl.a. den daværende leder af Udenrigsminiseriets juridiske tjeneste Peter Taksøe-Jensens initiativ også til den forhammer, der skulle knuse alle tanker om en global Arktis-traktat i stil med den, der gælder ved Antarktis. På det antarktiske kontinent er er al minedrift, militær aktivitet m.v. forbudt — kun forskning og lidt turisme er tilladt. En diplomatisk verdenssucces gennem mere end 50 år. Miljøbevægelser, forskere, EU-parlamentarikere drømte om en tilsvarende Arktis-traktat, og i kulissen ventede Kina, Japan og andre, der kunne true de arktiske staters forrang i Arktis.

De danske jurister mente, at de arktiske nationer havde retten på deres side. Antarktis er ubeboet land, mens Arktis er beboet af millioner af mennesker i nøje afgrænsede stater omkring et hav. De folkeretlige rammer for de to ender af kloden er derfor ganske forskellige. (Argumentationen er præsenteret i flere detaljer i de to forskeres rapport).

Ilulissat-erklæringen slukkede al tale om en international Arktis Traktat og cementerede i stedet de arktiske staters førsteret til at regulere i Arktis og til at udnytte olie, gas, mineraler, fisk osv. Aktionen lykkedes. Som de to forskere skriver: “Ilulissat-erklæringen var med til at lægge en dæmper på internationale bekymringer for et ureguleret Arktis og demonstrerede, at en Arktisk Traktat, baseret på Antarktis-traktaten, var både unødvendig og urealistisk.”

Ilulissat-erklæringen var heller ikke fra start et samlende initiativ. Sverige, Finland og især Island var rasende over at blive udelukket. De er alle medlemmer af Arktisk Råd, regeringernes faste forum i Arktis — men de var ikke inviteret med. Norge blev stiktosset, fordi Oslo havde et andet initiativ i støbeskeen. De arktiske folk var heller ikke inviteret med — bortset fra Grønland, der var vært sammen med Per Stig Møller.

I mistillid til Arktisk Råds hurtighed opfandt den danske regering i realiteten en ny international institution, i dag kendt som A5 eller Arctic Five. Den sikrede Ilulissat-erklæringen, men medvirker stadig til uklarhed. Som forskerne skriver: “Den arktiske orden er i stadig forandring, og stater og andre aktører er fortsat uenige om den grundlæggende institutionelle struktur i regionen”.

Erklæringen løste heller ikke problemet med Kina, Japan og andre udefra, der fortsat presser på. (Det var i øvrigt også A5 der i 2010 kostede fhv. udenrigsminister Lene Espersen dyrt. Hun måtte opgive sin post som udenrigsminister, fordi hun valgte at udeblive fra et møde i A5, hvor bl.a. Hillary Clinton deltog).

Enigheden på topmødet til maj, hvor de arktiske folkeslag også er inviteret, er dog givet på forhånd. Som de to forskere skriver, anerkender alle i Arktis i dag Ilulissat-erklæringens nytteværdi, selvom ikke alle problemer blev løst. Forskerne anbefaler endda varmt, at Danmark fortsat støtter A5-konstruktionen, fordi den også siden har vist sig gavnlig og til dansk/grønlandsk fordel. Da et historisk forbud mod rovfiskeri i Det Arktiske Ocean blev vedtaget kort før nytår — også med Kinas, Japans og Sydkoreas underskrifter — begyndte det netop med en aftale i A5. Forbuddet, der foreløbig gælder i 16 år og som sikrer potentielle, fremtidige fiskebestande, er i Grønlands og kongerigets klare interesse.

Per Stig Møller har fremhævet Ilulisat-initiativet som en af sine største politiske bedrifter, og erklæringens egentlige forfattere, de danske diplomater Peter Taksøe-Jensen og Thomas Winkler, indtager fortsat centrale poster. Winkler som ambassadør i Moskva – snart Ottawa. Peter Taksøe-Jensen, der var Per Stigs Møllers nærmeste medarbejder, strøg kort efter successen i Ilulissat til tops som assistent secretary general i FN, dernæst som ambassadør i Washington i fem år, nu Delhi. I 2016 skrev han på statsminister Lars Løkke Rasmussens opfordring sit personlige bud på hele rigets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han slog bl.a. fast, at kongeriget udgør en arktisk stormagt, og han anbefalede langt stærkere indsats i Arktis — herunder markering af Ilulissat-erklæringens 10 års jubilæum. Arktis figurerer i dag som en af de fem hovedprioriteter i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik side om side med terrorisme, flygtningestrømme, Rusland og EU’s krise. Og regeringen har altså nu inviteret til fejring af Ilulissat-erklæringen til i maj.

 

Lektor, ph.d. Jon Rahbek-Clemmensen, Forsvarsakademiet, og konsulent, ph.d. Gry Thomasen: Learning from the Ilulissat Initiative – State Power, Institutional Legitimacy, and Governance in the Arctic. Udkommer 19.2 på Center for Militære Studier  http://cms.polsci.ku.dk/  

 

Læs Ilulissat erklæringen her:

http://www.oceanlaw.org/downloads/arctic/Ilulissat_Declaration.pdf

Dette indlæg i er forskellige varianter også trykt på Arktisknyt.dk og Information 12. 2 2018


blog

Alle byder Kina(s penge) velkommen i Arktis

februar 2, 2018 • Af

Kinas Arktis-strategi vil ingen modstand møde: De arktiske regeringer konkurrerer om Kinas gunst

 

Så er det endelig officielt: Kina er en “nær-arktisk Stat” — ifølge Kina selv. En nation med vældige arktiske planer, ambitioner og penge til at realisere dem. Det vidste vi godt, men nu er bekræftelsen stilfærdigt ristet i runer i Kinas første officielle arktiske strategi, der kom fredag, meget praktisk både på mandarin og engelsk. Mest tankevækkende er et

af de indledende afsnit: The Arctic situation now goes beyond its original inter-Arctic States or regional nature, having a vital bearing on the interests of States outside the region and the interests of the international community as a whole, as well as on the survival, the development, and the shared future for mankind. It is an issue with global implications and international impacts.”

 http://www.xinhuanet.com/english/2018-01/26/c_136926498.htm

Livsvigtig betydning for menneskehedens overlevelse og fremtid! Det kan ikke misforstås: Arktis betyder meget for Kina, og regeringen i Beijing ønsker naturligvis at have hænderne på rattet i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. I den afdæmpede, fem sider lange strategi, understreger Kina sin respekt for de eksisterende magtstrukturer i Arktis, de arktiske staters suverænitet, Arktisk Råd osv. Strategien byder ikke på sammenligninger mellem Arktis og månen, og Arktis fremstilles heller ikke på andre måder som et globalt fælleseje, sådan som kinesiske kommentarer tidligere gjorde. (Da jeg første gang stødte på måne-sammenligningen, fandt jeg den besynderlig, men der var en pointe. Verdenssamfundet vedtog allerede i 1979 “the Moon Treaty,” der stadfæster menneskehedens kollektive ejerskab til himmellegemerne).

Norges statsminister Erna Solberg med Kinas præsident Xi Jingping – efter flere år med diplomatisk knas søger Norge nu for fuld speed samarbejde med Kina i Arktis. Foto: statsministerens kontor, Oslo

Kina har intet ønske om at torpedere den eksisterende orden i Arktis, men —  som vi har set gennem nogen tid — vil Kina ubønhørligt forfølge sine interesser i Arktis ad enhver tænkelig kanal. Det er tankevækkende, at den ny strategi endog udstandser en rolle for Kina som medansvarlig for bevarelse af freden i Arktis; et ansvar, der i strategiens optik følger naturligt af Kinas status som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Kina interesser i Arktis er i realiteten ubegrænsede: Klimaforandringerne vil påvirke Kinas evne til at brødføde sin voksende befolkning. Havvandsstigninger vil true Kinas mange millionbyer ved kysterne. Og så har Kina hårdt brug for sin andel af rigdommene i Arktis: Olie, gas, mineraler, fisk, transportvejene, turismen, videnskabelige data og fremtidens undersøiske mineindustri, arktiske enzymer osv. Strategien bekræfter, hvordan Kina allerede har inkorporeret Arktis i sit vældige Belt and Road Initiative (på dansk Silkevejs-projektet),  der skal knytte Kinas økonomi endnu tættere til Sydøstasien, Centralasien, Afrika og Europa ved hjælp af massive investeringer i ny infrastruktur: havne, veje, jernbaner og terminaler.

Det fundamentalt spændende i den kommende tid bliver dog ikke, hvordan Kinas ikke synderligt overraskende jagt på indflydelse og ressourcer vil folde sig ud. Den egentlige spænding gælder reaktionen fra de arktiske regeringer, folkeslag og erhvervsmiljøer.

Finland vil gerne forbindes til Kinas Silkevejsprojekt og etablere en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean til Centraleuropa. Credit: Arctic Corridor / Region of Northern Finland

Når alt kommer til alt, abonnerer Kina stadig på en styreform, et syn på individets rettigheder og på demokrati, der adskiller sig fundamentalt fra det, der gælder i de arktiske lande — bortset fra Rusland. Det er selvfølgelig denne forskel, der forårsager bekymring og uro i mange hjørne af de arktiske lande. Ytringsfrihed findes ikke i Kina. Utilfredse advokater, journalister, forfattere og andre bliver rutinemæssigt arresteret. Kinas lederes er kun underlagt et fåtal af de checks and balances, magthaverne i de arktiske stater er underlagt (stadig med undtagelse af Rusland). Selvfølgelig er mange i de arktiske nationer bekymrede for, at Kinas voksende indflydelse vil underminere demokratiet, den åbne debat, respekten for menneskeretten og gennemsigtigheden.

Vi kender alle til tendensen. Uden for den nordiske sfære kan man pege på Alaskas guvernør, Bill Walker, som i april sidste år ivrigt hilste på Kinas præsident, Xi Jinping, da præsidentens fly stoppede i Alaska for at tanke på vej hjem fra et besøg i USA. Nogle måneder senere underskrev Bill Walker i Beijing en serie aftaler, der involverede Kinas store olieselskab Sinopec, China Investment Corp. og Bank of China i et milliard-projekt, der skal bringe flydende naturgas fra Alaska til Aisen; et projekt som amerikanske investorer ifølge presse forlydender havde afvist. Der er næppe tvivl om, at Bill Walker med venstre hånd på tolv minutter kunne skrive en fin tale om manglen på respekt for menneskerettighederne i Kina. Og der er heller ikke megen tvivl om, at han kunne holde den med stor overbevisning på enhver highschool i Alaska. Men det er næsten lige så sikkert, at han ikke vil gøre det. Af simpel frygt for, at det ville være bad for business.

Sådan Kina-tilpasning er selvfølgelig ikke længere en nyhed og fænomenet kendes bestemt ikke kun i Alaska. Det overvældende er det tempo, hvormed denne form for forbundethed med Kina er ved at udvikle sig til et hovedtema Arktis. Kinas vilje til at finansiere store industriprojekter og infrastruktur i Arktis er så fristende, at ingen af de arktiske regeringer ønsker at stå udenfor.

Selv det superrige Norge har indrettet sig. Efter 50 år med med olie og gas sidder Norge i dag på verdens største offentlige investeringsfond med mere end 1000 milliarder USD — og fonden vokser time for time. I 2010 tildelte Norge så Nobel fredspris til Liu Xiaobo, en kinesisk menneskerettighedsforkæmper. I 2016, efter fem år, hvor Kina lagde Norge alvorligt på is, og hvor talrige forretningsmuligheder gik tabt, skrev Norge under på en aftale med Kina, hvor Norge — omend indirekte — lovede aldrig at gøre det igen. https://www.regjeringen.no/globalassets/departementene/ud/vedlegg/statement_kina.pdf

Norge søger nu for fuld kraft samarbejde med Kina i Arktis. Finland har budt store kinesiske investeringer velkommen i Lapland gennem længere tid. Kinesiske investeringer på mindst to milliarder euro har pustet liv i et biodiesel-anlæg og et såkaldt biopulp-anlæg, hvor de nordfinske skove omdannes til papirmasse på moderne, økologisk vis. Andre kinesiske investeringer fyrer op under det kraftige turisme-boom i Nordfinland. Og på den helt store klinge arbejder Finlands regering og erhvervsliv hårdt på at få Finland fæstnet til Kinas Belt and Road Initiative med en jernbane, the Arctic Corridor, hele vejen fra havnen i Kirkenes i Nordnorge, der ligger tættere på Asien end nogen anden havn i Skandinavien, ned gennem Finland og videre til Estland gennem en tunnel på 80 kilometer. På den måde vil Finland bygge en transportkorridor fra Det Arktiske Ocean, hvor kinesiske skibe kan anløbe, og hele vejen til Centraleuropa.


Det vil ikke overraske, hvis Finland bliver den første arktiske stat, der officielt tilslutter sig Kinas Belt and Road Initiative, eller hvis Island kort efter hopper om bord. Island indgik som det første land i Europa allerede i 2013 en frihandelsaftale med Kina. Den kinesiske regering hjalp Island ud af krakket i Island i 2008, og da den kinesiske premierminister Wen Jiabao skulle på besøg i Europe in 2012, stoppede han som det første tre hele dage i Island. Mange beslutningstagere i Reykjavik ser Island for sig som et fremtidigt Singapore, der tjener store penge i Arktis på at servicere, levere brændstof og andre nødvendigheder til kinesiske og andre fragtskibe på de nye arktiske fragtruter.

På samme måde knytter Grønland en del håb til Kina. Som vi fortalte her på arktisknyt.dk besøgte formanden for Naalakkersuisut, Grønlands landsstyre, Kim Kielsen, Kina i 2017 med et større entourage på jagt efter investorer ikke mindst til Grønlands mine-sektor. Kinesiske minekonglomerater har allerede del i store, mineplaner i Kina, hvor man håber på at udvinde zinc, uran, jernmalm og sjældne jordarter.

Rusland er allerede afhængig af kinesiske investeringer, ikke mindst de kinesiske milliard-investeringer, der sikrer tempoet i naturgasprojektet i Ruslands arktiske Yamal-provins, det største igangværende industriprojekt i Arktis. De to præsidenter, Vladimir Putin og Xi Jingping, underskrev i 2014 en 30-årig aftale, hvor Kina veksler sine penge og teknologisk input til løfter om faste leverancer af liquified natural gas enten med skib eller gennem den rørledning, der nu er under konstruktion fra Yamal til Kina.

Som Mead Treadwell, tidligere chef for U.S. Arctic Research Commission, forklarede mig i Reykjavik sidste år: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje. Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

De fundamentale politiske forskelligheder får kun sjældent lov at trænge sig på, men det sker dog. Som da Forsvarets Efterretningstjeneste i 2017 advarede om, at store kinesiske investeringer i Grønlands strategiske råstoffer kunne give Kina mulighed for at øve  “politisk indblanding og pres”. Eller som i 2016, da statsminister Lars Løkke Rasmussen personligt greb ind og forhindrede et kinesisk mineselskab i at købe den nedlagte, udslidte flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen er nu, som vi også tidligere har fortalt, ikke længere til salg. Grønland er som bekendt stadig hjemsted for Thule Air Base, der udgør et væsentligt led i USA’s missilforsvar, og den danske regering afvejer nøje sine interesser i Grønland. Næste udfordring bliver Kinas ønske om at opføre en forskningsstation i Grønland. De stadig uofficielle og ufærdige planer tyder på, at Kina ønsker at bygge en forskningsstation større end nogen anden i Grønland — med antenner, droner osv — ganske tæt på Thule-basen.

Dette indlæg er først bragt på Arktisknyt.dk

 

 

 


blog

Fortjener Arktisk Råd Nobels fredspris?

januar 29, 2018 • Af

 

60 forskere har den 19. januar indstillet Arktisk Råd til Nobels fredspris, men priskomiteen vil finde en del hår i suppen – dem kommer vi tilbage til.

De 60 forskere er organiseret i et netværk med fokus på sikkerhedspolitik i Arktis, Thematic Network of Geopolitics and Security, som tæller et antal af de mest anerkendte forskere på feltet. Arktisk Råd har derfor allerede i kraft af nomineringen høstet betragtelig extra clout og gennemslagskraft. Nobelkomiteen har sammen med nomineringen modtaget stærke argumenter fra forskerne: Dialogen mellem Rusland og de øvrige syv nationers regeringer i Arktisk Råd fungerer langt bedre, end Ruslands dialog med omverdenen de fleste andre steder på kloden.

læs indstillingen her: https://www.scribd.com/document/369274017/Arctic-Council-Nomination-Letter-for-the-Nobel-Peace-Prize

Det er også veldokumenteret, at Arktisk Råd længe længe har været de arktiske regeringers — inklusive Ruslands — foretrukne arena for denne dialog. I Barack Obamas tid talte man ligefrem om, at samarbejdet med Rusland i Arktis kunne blive udgangspunkt for et reboot — en ny start på forholdet til Rusland på hele kloden. Arktisk Råd har desuden bidraget betragteligt til at få klimaforandringerne i Arktis på den globale dagsorden, og Rådets videnskabelige arbejdsgrupper leverer til stadighed nye input til denne debat.

De 60 forskeres argumenter er alle velkendte og veldokumenterede. Men Nobelkomiteen vil fra andre kilder få påpeget en række hår i suppen. Nuancer, som vi andre også kan huske på, når diplomater og politikere fremover henviser til den flotte nominering, hvis nogen formaster sig til at sige noget mindre flatterende om Arktisk Råd.

Her kommer et par nuancer, som de 60 forskere i sagens natur har udeladt af deres indstilling til priskomiteen:   

Arktisk Råd repræsenterer en orden, hvor de arktiske stater har tildelt sig selv uantasteligt lederskab i den arktiske region. Det har de gjort, selvom Arktis i disse år skifter karakter på en facon, der har stor betydning også for resten af verden. I takt med polarisens forsvinden åbner et helt verdenshav — Det Arktiske Ocean — sig for menneskelig trafik. Det første gang i menneskets historie, at det sker. Kina, Japan, Sydkorea og en række europæiske nationer har fået adgang til Rådet, men kun som observatører uden taleret. Arktis Råd er stadig, på trods af villighed til samarbejde, en lukket klub. Observatørerne har set sig nødsaget til at mødes i Polen hver andet år bl.a. for at diskutere denne i deres øjne uheldige rangorden. EU har endnu ikke opnået blot status som fuld observatør, og Kina omtaler først Arktisk Råd langt nede i sin nye arktis-strategi.

Freden i Arktis skyldes først og fremmest, at de otte arktiske nationer og Rusland især, alle ønsker økonomisk udvikling i deres respektive dele af Arktis. Rusland er dybt afhængig af olie, gas, mineraler og de nye fragtruter i det russiske Arktis. Ufred vil forhindre Rusland i at udnytte de kolossale muligheder, klimaforandringerne skaber i Arktis. Som forskerne påpeger, fungerer Arktisk Råd som et velfungerende instrument til at fastholde dialog og samarbejde, men Rådet er ikke grundlaget for freden.

Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere sikkerhedspolitik. Det forhindrede USA ved Rådets oprettelse i 1996. USA havde ingen lyst til at lade sine militære dispositioner underlægge denne nye, primært miljøorienterede organisation. I dag vil mange hævde, at det netop er fraværet af sikkerhedspolitisk kævl i Arktis Råd, der gør Rådet i stand til at udvide dialogen mellem Rusland og de øvrige medlemmer, herunder USA og Canada. Andre vil mene, at de arktiske lande i sørgelig grad mangler et forum, hvor regeringerne i velkendte rammer kan diskutere netop sikkerhedspolitik, såfremt kriser opstår i Arktis.

Arktisk Råd har ikke mandat til at diskutere territoriale spørgsmål og derfor heller ikke de udestående spørgsmål om hvem, der har retten til havbunden i Det Arktiske Ocean og de olie-, gas- og mineralforekomster, der måtte findes dér. Ruslands og det danske kongeriges krav til havbunden overlapper med cirka 600.000 kvadratkilometer ved Nordpolen, og der er også overlap andre steder i Arktis. Alle Rådets medlemmer inklusive Rusland følger slavisk de faste FN-procedurer for løsning af disse interessekonflikter, men Forsvarets Efterretningstjeneste advarer om, at Rusland måske ikke vil fastholde denne disciplin på den lange bane. Går der ufred i grænsedragningerne, har Arktisk Råd ikke mandat til at træde til.  

Her i Danmark hævder regeringen at være stor fan af Arktisk Råd, men i så fald er fornøjelsen af nyere dato. Da udenrigsminister Per Stig Møller i 2007 tog initiativ til den store Ilulissat-erklæring om fred og samarbejde i Arktis, sprang han helt bevidst Arktisk Råd over. Han inviterede i stedet Rusland, USA, Canada og Norge til Ilulissat for at skrive under uden om Rådet. Danmark anså altså for blot ti år siden Arktisk Råd for utåleligt langsomt og bureaukratisk.

De arktiske folkeslag har fra begyndelsen været fint repræsenteret i Rådet som “permanent participants”. I praksis bliver intet vigtigt besluttet uden dem. Men i de seneste år er bekymringen vokset: Vil de arktiske regeringer, Rusland, USA osv., give de små arktiske folkeslag samme plads, når Kina, Japan og andre store økonomier presser sig længere ind i Rådets maskinrum? Grønland boykottede et topmøde i Arktisk Råd i 2013, fordi man følte sig urimelig klemt.

Arktisk Råd er ikke testet i krisetid. Ingen ved, om Rådet vil fungere i tilfælde af øget spænding i Arktis, eller om det mister sin relevans, fordi Rusland og/eller USA  finder det unyttigt i situationen. Tingene går hurtigt skævt: Siden Krim-krisen er flere møder i Arktisk Råds regi, der skulle have være holdt i Rusland, flyttet til andre lande. Canada og andres vrede over Krim betød, at diplomaterne fik forbud mod at rejse til Rusland, selvom der stod Arktisk Råd på invitationerne.   

De otte medlemslande har i Rådets 22 årige eksistens underskrevet kun tre bindende aftaler. Én om oliespilds-beredskab, én om koordination mellem søredningstjenesterne og én, der skal nedbryde barrierer for den arktiske forskning. Aftalerne har på enkelte punkter vist sig uhyre nyttige, men de er generelt ikke særligt dybtgående, og implementering går langsomt.    

Rådets daglige og helt grundlæggende fortjeneste består i at drive seks forskernetværk (PAME, AMAP, CAFF m.fl.), der har produceret banebrydende forskning om klima, biodiversitet, miljøbeskyttelse, sundhed, bæredygtighed m.v. Men meget af forskningssamarbejdet fungerede også før Rådets oprettelse, og det kunne muligvis fungere fint uden. Enkelte af forskerne klager af og til — helst udenfor referat — over politisk betinget censur fra Rådets politiske overbygning.       

             Arktisk Råd fungerer fint som et regionalt dialogforum; bedre end de fleste andre af slagsen. Men de sikkerhedspolitiske relationer, der i sidste ende afgør, om freden holder, er ikke arktiske. Balancen mellem Rusland og NATO-landene (og Kina) afgøres på andre skuepladser: Baltikum, Østersøen, Syrien, Ukraine, Mellemøsten, Nordkorea osv. Det er ikke udviklingen i Arktis, som afgør om freden i Arktis holder. Arktisk Råd spiller en vigtig rolle for tilliden i Arktis, men det bliver andre faktorer, der afgør om freden holder.

Endelig er Rådet håbløst dårligt til at kommunikere med offentligheden. Rådet er praktisk taget ukendt blandt borgerne i alle otte medlemslande. Diplomaterne anser det for en petitesse, men fraværet af folkelig legitimitet kan svække Rådets gennemslagskraft netop i krisetider.  

Rådet blev oprettet i 1996 som afløser for de arktiske landes miljøsamarbejde under Arctic Environmental Protection Strategy fra 1991, som igen var inspireret af den russiske præsident Mikhail Gorbatjovs berømte tale i Murmansk i 1987, hvor han opfordrede til nedrustning i Nordatlanten og Arktis, nye tillidsskabende aktiviteter og oprettelsen af et arktisk forskningsråd. De 60 forskere opridser nu de mange grunde, man kan have til at glæde sig over Rådets succes og til måske at tildele det Nobels Fredspris. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen — især ikke i Arktis. Dværgbirken i Nordgrønland bliver f.eks. ofte blot nogle få centimeter høj.

https://www.scribd.com/document/369274017/Arctic-Council-Nomination-Letter-for-the-Nobel-Peace-Prize

Teksten er i forskellige varianter også trykt på arktisknyt.dk og i Sermitsiaq


blog

Danmark opgiver at få USA til at betale for oprydning i Grønland

januar 12, 2018 • Af

Regeringen har efter alt at dømme opgivet at få USA til at rydde op på en række af det amerikanske forsvars nedlagte militære anlæg i Grønland. På mere end 33 steder i Grønland ligger affald efter de amerikanske tropper, men på et pressemøde med Grønlands Landsstyreformand, Kim Kielsen, torsdag forklarede Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, at det bliver Danmark, der betaler for oprensningen:

“I første omgang det her er en aftale, der involverer danske og grønlandske myndigheder. Vi er ikke i den her aftale gået videre end det“, sagde han. Også Kim Kielsen bekræftede, at forhandlingerne mellem Grønland og Danmark er foregået uden inddragelse af USA.

 To nedlagte lufthavne i hhv Øst og Vestgrønland bliver første mål for oprydning. Foto: Ken Bower

 

Den ny aftale, der løber over seks år, gælder oprydning bl.a. på en gammel amerikansk luftbase i Østgrønland og en i Vestgrønland plus andre anlæg, der nu skal identificeres . Regeringen har afsat 180 millioner, og det antydes i aftalen, at der kan blive behov for flere penge. Sagen viser også, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen har brugt forløbet til diskret at blande sig i den politiske magtkamp i Nuuk.   

Torsdag eftermiddag fik jeg lov at tale om den ny aftale i Orientering på P1. Hør her, hvordan det

lød:

https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2018-01-11#!01:36:26

Statsminister Lars Løkke Rasmussen annoncerede allerede i juni 2017 uventet, at Danmark ville afsætte 150 millioner til oprydningen i Grønland (beløbet er senere justeret til 180 mill.). Også da gjorde han klart, at USA næppe kommer til at bidrage: “Vi kunne have forfulgt det juridiske spor, men det ville næppe have givet spændende resultater,” sagde han.

Konklusionen var ikke overraskende. USA opfatter gerne sine mere end 600 militære anlæg i andre lande som bidrag til en fælles forsvarsindsats. USA forventer til gengæld som oftest, at værtslandet klarer oprydningen —  noget for noget. Hvis USA påtog sig oprydning i Grønland, kunne det inspirere til krav fra mange andre lande, så USA’s fravær i den dansk-grønlandske aftale er ikke overraskende: Selvom de gamle juridiske aftaler mellem USA og Kongeriget Danmark på dette punkt er svært mudrede, kommer USA næppe nogensinde til at betale for oprydning i Grønland.

Til gengæld kan regeringen nu måske få en mislyd i Danmarks forhold til USA til at forstumme. Den manglende oprydning i Grønland —  og Grønlands tiltagende irritation —  har længe figureret som en flue i suppen, når danske udsendinge har mødtes med amerikanske. Med beslutningen om selv at betale, håber regeringen givetvis, at fluen vil dø.

Kim Kielsen virkede torsdag meget tilfreds med aftalen, og man skal lægge mærke til timingen. Lars Løkke valgte at offentliggøre sin betalingsvilje i juni 2017, netop mens tv-kameraerne rullede på et såkaldt rigsmøde mellem ham selv, Kim Kielsen og Færøernes lagmand på Christiansø ud for Bornholm. Kim Kielsen strålede af fornøjelse. Statsministerens erklæring var hastet igennem. Kim Kielsens udkæmpede netop i de dage en heftig magtkamp med Vittus Qujaukitsoq, tidligere udenrigsansvarlig for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, der forsøgte at overtage Kim Kielsens formandspost. I København ønskede regeringen at svække Vittus Qujaukitsoqs chancer: Han er kendt som arg kritiker af rigsfællesskabet og ivrig fortaler for Grønlands løsrivelse. Hans langvarige indsats for at få placeret et ansvar for oprydningen efter USA er velkendt i Grønland, men Lars Løkke Rasmussen fik det til at se ud som om, at det var Kim Kielsen, der fik løst problemet. Med et løfte om mange millioner fra statsministeren plus de nye job og praktikpladser, som oprydningen vil medføre i Grønland, kunne Kim Kielsen tone frem på tv i Grønland som redningsmanden, der fik snøret sækken. Få uger senere slog Kim Kielsen Vittus Qujaukitsoq i et kampvalg om formandsposten i deres fælles parti, Siumut, med en bred margin. Hans sejr var overbevisende, og han havde givetvis også vundet uden hjælp, men forløbet viste, at regeringen altså ikke er totalt håndsky over for indblanding i Grønland, når chancen byder sig.  

 

Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen til rigsmøde på Christiansø, juni 2017. Foto: Martin Breum

 

Den danske beslutning om at få gang i oprydningen afværgede også hård kritik fra FN. I april 2017, mens Vittus Qujaukitsoq var udenrigsansvarlig, klagede han på Grønlands vegne direkte til FN’s menneskeretsrapportører i Geneve. Han hævdede, at Danmark svigtede sit ansvar for at sikre oprydning efter USA i Grønland.

Ophobede rustne amerikanske olietønder, efterladte køretøjer og andet amerikansk affald har længe irriteret grønlænderne. USA har haft militære aktiviteter i Grønland siden 1940’erne og driver stadig den kolossale Thule Air Base, hvor nye mængder af affald produceres dagligt. Forankret i indlandsisen irka 250 km øst for Thule Air Base ligger radioaktivt spildevand og bygningsrester efter et særlig berygtet anlæg kendt som Camp Century, der er bl.a. omfattede et atomkraftværk, og som i dag er omfattet af en særlig – også dansk finansieret – oprydningsindsats.   

FN’s særlige rapportør for farligt affald, Baskut Tuncak, kom i oktober 2017 til Grønland for at følge op på Vittus Qujaukitsoqs klage. Men da havde Lars Løkke Rasmussen allerede de 150 millioner, og Tuncaks kritik af Danmark var, som Information berettede, ganske mild. Tuncak kritiserede primært den lukkethed, der hersker i det amerikanske forsvar om affaldet.

I Grønland rasede Vittus Qujaukitsoq i ugeavisen Sermitsiaq:  “Det er for mig fuldstændigt skandaløst og desværre en gentagelse af tidligere miljøaftaler med Danmark om amerikanske militære efterladenskaber som afsætter beløb, som på ingen måde står mål med opgaven.” Vittus Qujaukitsoq mente, at Kim Kielsens underskrift på aftalen ville gøre det umuligt at få et juridisk ansvar for hele oprydningen i Grønland placeret i Danmark. Han påpegede, at oprydningen i Grønland muligvis vil kræve langt større summer end 180 millioner. Aftalen torsdag omfatter kun nedlagte anlæg, der ikke er omfattet af andre aftaler, så Thule Air Base i Nordgrønland er f.eks. ikke omfattet. Her produceres og deponeres dagligt store mængder nyt affald.

 

 

Dette indlæg blev også bragt i Information 12. januar 2018 i redigeret format

 


blog

Naomi Klein: Arktis udstiller vanviddet i vores økonomiske system

december 15, 2017 • Af

New York: Superaktivisten Naomi Klein har et relativt enkelt budskab: Kampen for at redde klimaet kan føre til en ny og bedre verden. Når stadig flere millioner af mennesker forstår, at der findes et alternativ til overforbrug, rovdrift på naturens ressourcer og klimaets sammenbrud, vil folkelige bevægelser sætte en stopper for vanviddet og insistere på bedre løsninger. Folkeeje bag vedvarende energikilder, opgør med ulighed, sult, diskrimination og elendighed, effektive bremser på korruption, magtmisbrug og olieindustriens herredømme.

Den 4. december 2017 i New York havde jeg lejlighed til at interviewe Naomi Klein – en superstjerne på venstrefløjen – om Arktis og Grønland: “Arktis har hidtil indtaget en unik plads i vores vestlige koloniale forestillingsverden som det ultimative yderste punkt, vores absolutte “other”, siger hun.

“I takt med at isen forsvinder bliver Arktis nu hastigt mere genkendeligt, som et grænseland, hvor det er nemmere at bore efter olie og drive miner – alt sammen som konsekvens af den økonomiske model, vi har eksporteret til alle hjørner af verden, og som nu får isen til at forsvinde. Udviklingen i Arktis er en illustration af vanviddet i vores økonomiske system, der bare ikke kan stoppe.”

Vi sad på en scene på New York Public Library, en af byens mest kendte kulturinstitutioner, som led i den fine serie af arrangementer kaldet Arctic Imgination, arrangeret af Det Kongelige Bibliotek i København og en række biblioteker i andre landeJeg spurgte Naomi Klein, hvad hun mener om, at den politiske ledelse i Grønland længe har drømt om at olieselskaberne skal finde olie i Grønlands farvande, så Grønland kan blive uafhængigt af Danmark – stik imod alle klima-anbefalinger, der siger, at klodens sidste olie skal blive i jorden eller under havet, hvor den er?
“Det er derfor jeg hævder, at vi ikke kan tale om klimaet, uden at vi også taler om omfordeling af klodens rigdom. Og der findes et enkelt ord her: reparation – erstatning”, siger hun.
“Vi skylder Grønland langt mere end blot deres uafhængighed. Vi står i gæld til dem, fordi de var en koloni. Sålænge den gæld ikke er indfriet, vil de selvfølgelig bore efter olie, som deres eneste vej til en indkomst.”

Hun anbefaler en model fra Ecuador, hvor regeringen gav verdenssamfundet et tilbud: Vi lader være med at bore efter olie i den fantastiske Yasuni National Park, hvis I giver os halvdelen af de penge, vi kunne tjene på den olie, der ligger under parken. Naomi Klein er glad for modellen, som hun finder helt relevant også i de arktiske egne: “Det er en model, vi alle må støtte. Vi er nødt til at tale om, hvad vi skylder hinanden, hvis ikke hele klima-byrden skal løftes af dem, der i forvejen er fattige. Det ville være til gavn for hele menneskeheden, hvis olien i Yasuni blev under jorden. Hvorfor skulle fattige Ecuador, der er blevet udplyndret i lang tid, så bære hele byrden for at lade olien ligge? ”

Et døgn forinden havde Donald Trumps republikanere i Washington fundet et flertal for en skattereform af historiske dimensioner. “Det er hårdt at bevare optimismen lige nu”, siger Naomi Klein. Reformen passer som hånd i handske til hendes analyse af det økonomiske system, hun giver skylden for klimaforandringerne. Reformen betyder massive skattelettelser til de velhavende og hårde angreb det offentlige skolevæsen, boligstøtte og kollektiv transport. Og bizart nok åbner reformen også for nye olieboringer i the Arctic National Wildlife Refuge; et ikonisk reservat i Alaska.

Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL by The New York Public Library

Watch The New York Public Library’s Naomi Klein: Arctic Imagination | LIVE From The NYPL on Livestream.com. The Arctic Imagination project is a brainstorm across the Atlantic Ocean about melting arctic ice and the increasing temperatures, in which artists exchange ideas and visions of the future of the globe.

Naomi Klein en tydelig sammenhæng mellem skattereformen, klimaforandringerne og jagten på olie og mineraler langt mod nord. Hun minder new-yorkerne om orkanen Sandy, den tredjedyreste i USA historie, i 2012 hamrede ind over byen: “Klimaforandringerne minder os om hvor forbundne, vi alle er. Klimaforandringerne accepterer inden grænser. De nedbryder alle fortællinger om adskillelse, isolation og dominans. De viser os alle de relationer og al vores indbyrdes afhængighed, som vi ellers har fornægtet.”

Naomi Klein har i et par årtier hørt til venstrefløjens skarpeste skribenter og globale aktivister. I de seneste år har hun også været spydspids for The Leap Manifesto; et opråb og en bevægelse, der samler store dele af det civile samfund i Canada bag ønsket om radikale forandringer. Her har de oprindelige folk i det canadiske Arktis har været inddraget fra begyndelsen. I sin store bog om klimaforandringerne This changes everything fra 2014 fortalte hun, hvordan de arktiske folkeslag i Canada ofte har været afgørende i lokale slagsmål mod olieselskaber og politikere på jagt efter nye rigdomme i undergrunden til havs langs kysterne – og hun gentog pointen i New York. Ved at insistere på deres historiske ret til naturen udgør de oprindelige folk i Naomi Kleins analyse sammen med domstolene mange steder på kloden et af de vigtigste værn mod yderligere rovdrift: “I de fleste lande er de oprindelige folks rettigheder anerkendt i traktater, der er juridisk bindende – eller også har regeringen ratificeret den internationale konvention om oprindelige folks rettigheder, der siger, at indgreb i naturen ikke kan se uden deres fri, forudgående og informerede accept,” sagde hun. Hun anbefalede derfor, at klimakampen gribes an også som en indsats for de oprindelige folks rettigheder, fordi de rettigheder allerede er forhandlet på plads og vedtagne – de skal blot efterleves.

Først og fremmest insisterer Naomi Klein på at bevare optimismen. Klimaet i Arktis forandrer sig dobbelt så hurtigt som på resten af kloden. For første gang i historien åbner et helt nyt verdenshav sig for menneskelig aktivitet. Stormagterne iler for at positionere sig. Der er olie, fisk, mineraler, nye fragtruter; udsigt til øget forbrug, produktion og udledning af drivhusgasser netop hvor klimaforandringerne galopperer hurtigst.
Men isens forsvinden i Arktis og klimaforhandlingernes langsomme tempo får hende ikke til at droppe sin hovedtese: Klimakampen ikke en ny verdensbevægelse. Den ifølge hende kræver blot at de folkelige bevægelser – arbejder- , kvinde- , borgerrettighedsbevægelser kloden over – indser, at kampen for at redde planeten er deres hidtil bedste chance for at endelig at afslutte en serie uafsluttede historiske, politiske og økonomiske opgør.

Hele interviewet med Naomi Klein kan ses på Teksten blev i redigeret form bragt i Information 15. december 2017


blog

Game of Thrones – Et klimahit

november 30, 2017 • Af

Her ses Martin Breum, Minik Rosing og Nikolaj Coster-Waldua til Arctic Imagination på Det kongelige Bibliotek, Dronningesalen

Da HBO’s tv-serie Game of Thrones sendte det første afsnit af den igangværende sæson, klikkede 10,1 millioner seere ind for at se med. Helt så mange var der ikke plads til i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek i København i lørdags, hvor professor i geologi Minik Rosing og skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau talte om udviklingen i Arktis og i Grønland, men salen var herlig, arrangement totalt udsolgt. Det blev det hidtil mest omtalte, retweetede og eftersøgte arrangement i den i øvrigt fantastiske serie af arrangementer kaldet Arctic Imaginations på Det Kongelige Bibliotek, der laver dem i samarbejde med New York Public Library og biblioteker i Nuuk, Stockholm og Oslo.

Og årsagen til denne succes: Nikolaj Coster-Waldau spiller en hovedrolle i Game of Thrones og er derfor verdensberømt. Striber af glade gæster flokkedes om ham for at få en selfie med berømtheden efter forløbet på scenen. Minik Rosing trækker selvsagt sit eget publikum, han har vundet fortjente priser for sin enestående formidling, men som trækplaster og publikumsmagnet er der stadig intet, der slår stråleglansen fra Hollywood og omegn. For alle, der mener, at udviklingen i Arktis og i Grønland fortjener langt større opmærksomhed, er det derfor nu blot at glæde sig over, at Coster-Waldau har valgt blive goodwill-ambassadør for FN’s 17 Verdensmål, og at han fokuserer særligt på målet om at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder og på målet om at forhindre katastrofal global opvarmning – et valg, han straks fulgte op ved at rejse til Grønland og indspille et video-opråb til hele verden. Arrangementet på den roste diamant er nu tilgængeligt som podcast.

For de 10 millioner fans af Game of Thrones vil det formentlig være særligt interessant, at vi også på scenen fik diskuteret, hvordan Game of Thrones ofte er blevet udlagt som én lang historie om menneskets kamp netop mod klima-forandringerne. Nikolaj Coster-Waldau afviste på ingen måde tanken, men han advarede mod alt for snævre fortolkninger!


blog

Nuuk i Beijing: Grønland bejler intenst til Kina

november 2, 2017 • Af
Her ses Kim Kielsen med 24 topfolk fra Nuuk foran den kinesiske udenrigsministerium

Kim Kielsen med følge på China People’s Institute of Foreign Affairs

Det hidtil største grønlandske fremstød i Kina udfolder sig, netop mens disse linjer skrives. Grønlands politiske leder, Kim Kielsen og 24 andre topfolk fra Nuuk besøger Riget i Midten og dets 1,4 milliarder indbyggere. Besøget er historisk af mindst tre årsager.

For det første illustrerer det, at Grønland fører en aktiv og ekspansiv udenrigspolitik, selvom det danske kongeriges grundlov siger, at udenrigspolitik føres af Danmark. Skiftende ledelser i Nuuk har i mange år søgt nye partnere ude i verden for at mindske afhængigheden af Danmark. Det store besøg i Kina er det mest lysende – og kontroversielle – udtryk for denne indsats i adskillige år.

Det er første gang i det grønlandske Selvstyres historie og første gang i 12 år, at Grønlands politiske leder besøger Kina, og Kim Kielsen han har som en ægte statsleder taget sin kone med.

Besøget markerer en udstrakt grønlandsk velvilje overfor Kina. Da de grønlandske gæster ydermere repræsenterer en Selvstyre-regering, hvis erklærede mål er Grønlands løsrivelse fra Danmark, vil besøget naturligvis blive tolket i Kina som et politisk signal, og sådan er det givetvis også ment.

Det vil ikke overraske, hvis næste skridt bliver åbning af en grønlandsk repræsentation i Kina; en sådan blev foreslået i Nuuk allerede for år tilbage. At det aktuelle besøg formelt set “kun” er et handelsfremstød og ikke et politisk besøg, spiller derfor primært en rolle for jurister.

Kim Kielsen skal ikke mødes med Kinas politiske ledelse. Men besøget gennemføres på invitation af den kinesiske ambassade i København. En del af transporten i Kina håndteres af de kinesiske værter. Tænketanken Chinese People’s Institute of Foreign Affairs, der er oprettet af Kinas regering, inviterer på frokost.

Grønland rækker en meget synlig hånd ud til Kina, som griber den med kyshånd. Netop nu, hvor Kina energisk øger sin indflydelse også i Arktis, er den slags politisk. I hele den arktiske kreds vil politikere og andre iagttagere notere, at Grønland og Kina er rykket et solidt skridt nærmere hinanden og at Kinas arktiske engagement igen er vokset.

For det andet aktualiserer besøget det dansk-grønlandske rigsfællesskabs indre mekanik og et af Danmarks arktiske dilemmaer: Hvordan skal København på een gang pleje sit forhold til Grønland, Kina og USA?

De tre nationer har alle fundamental betydning for Danmark. Regeringen i København er dybt optaget af at bevare rigsfællesskabet med Grønland, og den kæmper for at finde svar på det udtalte ønske i Grønland om fuld uafhængighed.

Imens hjælper det danske diplomati, så Grønlands fremstød i Kina bliver så vellykket som muligt. Danmark går principielt ind for alt, der kan styrke økonomien i Grønland – og rigsfællesskabet. Danske diplomater har før bistået grønlandske besøgende i Kina. I 2005 var den daværende formand for det grønlandske Hjemmestyre, Hans Enoksen i Kina, andre ledende politikere har været der siden – og alle gange har de danske diplomater ydet afgørende assistance.

Danmark ønsker heller ikke at lægge for tydelige sten i vejen for Kinas interesser i Grønland. Danmark har ikke råd til at lægge sig ud med Kina; tværtimod jagter Danmark lige så ivrigt som Grønland kinesiske investorer og kinesiske købere til varer produceret hjemme. Både dronning Margrethe og Den lille Havfrue har været på officielt besøg i Kina for at understøtte den gode stemning. Men der vanskeligheder forbundet med Kinas interesse i Grønland.

Her kommer USA, Danmarks vigtigste sikkerhedspolitiske partner, ind i billedet. Danmark tåler ikke uenighed med USA om andet end småting – og Kina er ikke småting. Kina udvikler nye atombevæbnede ubåde, der vil kunne operere under isen i Det Arktiske Ocean tæt på Nordamerika. USA’s forsvar anser også derfor stadig sin base i Thule i Nordvestgrønland for helt central. Hele Grønland opfattes traditionelt som en del af USA’s sikkerhedssfære. Thule-basen forsvarer USA mod missiler fra Rusland, Nordkorea og andre, og den anses også for potentielt udgangspunkt for fly og skibe, der kan indsættes i Arktis. USA vogter med givetvis nøje over Kinas indtog i Arktis, og det samme gør Danmark.

Den danske regering forhindrede sidste år, at en kinesisk virksomhed opkøbte en nedlagt flådestation i Grønland, og Kinas interesse for Grønlands mineraler er genstand for hede diskussioner i København. Endelig frygter skeptikerne, at Kina vil forsøge at opnå politisk indflydelse i Grønland gennem store økonomisk investeringer. Kinas interesse for Grønland er en svær nød at knække: Med på det aktuelle besøg i Kina er to topchefer for Kalaallit Airports A/S, der leder efter penge til at bygge nye lufthavne og landingsbaner i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i Grønland. Finder de en stor kinesisk investor, kommer det dansk-grønlandske rigsfællesskab igen på prøve.

For det tredje illustrerer Kina-besøget, hvor langt der er fra den ene ende til den anden af meningerne om Grønlands evne til at klare sig selv. I Danmark opfordrede historikeren Thorkild Kjærgaard i sidste uge til suspendering af Selvstyret. Han fik hurtigt støtte af Søren Espersen, grønlandsordfører for Dansk Folkeparti. De to mener, at især de sociale forhold i Grønland nu er så elendige, at Danmark bør overveje at sætte Selvstyret på stand-by.

I den anden ende af spektret står Kim Kielsen & Co. så i Kina, hvor de udstiller hele batteriet af Grønlands potentialer. Anført af Kim Kielsen markedsfører den store delegation fisk og rejer, turisme, mineraler og vandkraft. De bygger på en succes: Grønlands eksport af fisk og rejer til Kina er i hastig vækst. Kinesiske penge understøtter planerne om udvinding af sjældne jordarter og uran i Sydgrønland og zink i Nordgrønland. Kinesiske turister myldrer i Grønland og flere er på vej. Kina vil gerne bygge en større forskningsstation i Grønland. 

Kinas ledelse erklærede i juni i år, at den nye sørute fra Asien til Europa nord om Rusland nu betragtes som en del af Kinas kolossale Belt&Road-initiativ. Nordøstpassagen kaldes nu Isens Silkevej” – the Ice Silk Road. Kina er allerede dybt involveret i olie- og gas i Ruslands arktiske Yamalprovins og Norge, Island, Finland bejler alle til de kinesiske investorer. Kina er på vej til for alvor at blive en arktisk aktør, og også Grønland åbner gerne døren.

Dette blogindlæg optrådte i let revideret format i Sermitsiaq 3.11 2017


blog

Kina vil bygge i Grønland; Arktis inddrages i Kinas Silkevejsprojekt

oktober 18, 2017 • Af

Vicedirektør Yong Yu fra Polar Research Institute of China taler ikke meget engelsk, men pointen var klar nok. Med tre tusch-pletter på et kort forklarede han, hvor Kina overvejer at placere en forskningsstation i Grønland.

Stationen skal være på 2000 kvadratmeter, fordelt på indkvartering og laboratorier. Den skal huse 15-20 forskere og holdes åbent året rundt, gerne højt oppe i det ubeboede Nordøstgrønland eller i nærheden af Nuuk. Her vil Kina drive klimaforskning til lands, til vands og i luften. 

Kina driver i forvejen forskningsstationen Yellow River på Svalbard nord for Norge. En station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis – men USA vil næppe byde kinesiske droner som denne vil velkomne i Nordgrønland

Fredag aften i sidste uge hørte offentligheden for første gang om de kinesiske planer i Grønland. Yong Yu talte på et lille side-seminar ved Arctic Circle, en årlig Arktis-konference i Islands hovedstad. “Vi vil gerne opføre den så snart som muligt”, fortalte han mig bag efter. Han tilføjede dog straks, at der ikke er nogen fast tidsplan, og alt afhænger af udvekslinger med Grønland og Danmark.

Interessant, at han nævnte Danmark. Grønlands Selvstyre, der også var repræsenteret på seminaret, har for længst hjemtaget administrationen af al uddannelse og forskning i Grønland. Danmark har formelt intet at skulle have sagt, men Yong Yu har  forstået, at sagen er kontroversiel. Statsministeriet, udenrigsministeriet og forsvarets efterretningstjeneste har længe været bekymrede ved udsigten til øget kinesisk tilstedeværelse i Grønland. I 2016 forhindrede regeringen efter konsultationer med forsvaret, at et kinesisk firma købte en nedlagt dansk flådestation ved Grønnedal i Sydgrønland. Stationen, der består af et antal medtagne barakker og en havn, havde været til salg i nogle år, men da et kinesisk firma viste interesse, opstod der pludselig nye behov i forsvaret. Grønnedal blev trukket af markedet, og det kom frem, at statsminister Lars Løkke Rasmussen angiveligt selv havde fået manøvren på plads.  

Kinas og Grønlands myndigheder har skrevet under på en fælles hensigtserklæring om forskning, men Kina har ikke præsenteret nogen færdig plan for Yong Yu’s forskningsstation, der i givet fald vil blive en af de største i Grønland. Villum Research Station i Nordøstgrønland, der blev opført i 2015 og drives af Århus Universitet, er til sammenligning på cirka 650 kvadratmeter.

Den danske Kina-bekymring har flere aspekter: Hvis store kinesiske virksomheder får fodfæste i Grønland kan det i Danmarks optik medføre, at Kina også vinder politisk indflydelse i Grønland. Desuden ventes Kina at udvikle sig til en sikkerhedspolitisk faktor i Arktis. Kina er ved at bygge atombevæbnede ubåde. Strategerne tænker, at disse krigsmaskiner om få år vil blande sig med de amerikanske og russiske under den arktiske havis tæt på Nordamerika. Her kan en kinesisk forskningsstation med høje antenner, droner og andet isenkram få en uheldig betydning. USA betragter Grønland som en del af sin sikkerhedssfære og Thule Air Base i Nordvestgrønland spiller stadig en central rolle i USA’s missilforsvar. En kinesisk station lige om hjørnet vil næppe være velkommen.  

Endelig er forskning ikke bare forskning i Arktis. Flere penge og stationer til forskerne booster forskningen, men også de sponsorerende regeringers politiske vægt i Arktis. Arctic Circle-konferencen viste, hvordan mange nationer, inklusive Danmark, ivrigt øger deres investeringer i polarforskningen af samme grund. Danmark optrådte for første gang ved disse Arctic Circle-konferencer med en minister  – Karen Ellemann, minister for fisk og nordisk samarbejde – netop for at fremhæve kongerigets bidrag til polarforskningen og viljen til at spille en konstruktiv rolle i Arktis i det hele taget. Kina driver i forvejen en forskningsstation på Svalbard nord for Norge, men en stor supplerende station i Grønland vil markant øge Kinas tilstedeværelse i Arktis og dermed også Kinas politiske vægt i regionen.  

Forskningens politiske funktion blev mest tydeligt illustreret af Lin Shanqing, vicedirektør for Kinas State Ocean Administration. Fra hovedscenen foran 2000 beslutningstagere fra hele kloden forklarede han, at Kina nu betragter Arktis som en del af sit mægtige Belt&Road-initiativ, også kendt som Silkevejs-projektet. Projektet skal booste Kinas kommercielle integration i Sydøst- og Centralasien, Rusland, Mellemøsten og Europa. Kina investerer milliardbeløb i havne, veje, jernbaner og anden infrastruktur overalt fra Beijing til Piræus og nu også i Arktis.

Lin Shanqing kaldte den nye sejlrute fra Asien til Europa nord om Rusland for the Ice Silk Road. Og så oplistede han tre hovedprioriteter: Samarbejde om forskning Arktis, forskning i de arktiske farvande, og arktisk klimaforskning. Yong Yu fra PRIC forklarede, at Kina frygter øget nedbør som følge af klimaforandringerne i Arktis, og at mange af Kinas største byer vil blive oversvømmet, hvis havene stiger. Forskningen er vigtig, og så baner den vej for den økonomiske integration. Kina ønsker adgang til olie, gas, mineraler og de nye handelsruter i Arktis, og en række af de arktiske regeringer byder i modsætning til den danske Kina hjerteligt velkommen.

En af de mest velinformerede iagttagere i Reykjavik, Mead Treadwell, tidligere formand for USA’s Arctic Research Commission, mindede om, at både Finland, Norge, Island og Rusland aktivt efterlyser kinesiske investeringer i ny jernbaner, havne og anden infrastruktur i Arktis. Kina er dybt involveret i ny gasproduktion i Yamal i Rusland, et af de største industri-projekter i hele Arktis. Norge vil sælge mere gas til Asien nord om Rusland, Finland vil have en jernbane fra Rovaniemi til havnen i Kirkenes på kanten af Det Arktiske Ocean. Treadwell så Kinas interesse i historisk perspektiv: “Asien har været bagud, mens vi udviklede vores del af de globale handelsveje,” forklarede han mig. “Nu vil Kina – og i øvrigt også Japan og Sydkorea – indhente det forsømte, og mange af de arktiske regeringer har ambitioner, der passer fint ind i Kinas langsigtede planer.”

Dette indlæg blev i forkortet udgave bragt som nyhedsanalyse i Information 18.10 2017    

 


blog

FN kritiserer USA’s lukkethed om militæraffald i Grønland

oktober 16, 2017 • Af

Grønlands landsstyre prøvede egentlig at trække en klage til FN over den danske regering tilbage. Men nu har FN taget sagen op på egen hånd og undersøgt arbejdet med at rydde op efter USA’s gamle militærbaser i Grønland. Det største problem er mangel på informationer om, hvad der kan gemme sig af farligt affald, lyder konklusionen.

Det vakte opsigt, da FN’s særlige menneskerettighedsrapportør for farligt affald, Baskut Tuncak, i begyndelsen af året modtog et brev fra Grønlands daværende udenrigsansvarlige, Vittus Qujaukitsoq, med anklager om, at den danske regering ikke gjorde nok for at rydde op efter den amerikanske koldkrigsbase under den grønlandske indlandsis, Camp Century, og de øvrige militærbaser i landet.

Det fortæller Baskut Tuncak, der netop har færdiggjort et ti-dages besøg i Danmark og Grønland.

»Selv før dette brev var der nyheder ude om Camp Century og restaffaldet, så det var noget, vi allerede havde kig på. Men omstændighederne omkring brevet og det unikke i at have en udenrigsansvarlig til at sende et brev med beskyldninger mod sin egen regering var noget, der fangede vores opmærksomhed,« siger Baskut Tuncak.

Lignende breve sendte Vittus Qujaukitsoq til to andre menneskerettighedsrapportører under FN’s Menneskerettighedsråd.

Klagen var den første fra Grønland over Danmark til FN nogensinde, og den markerede en alvorlig optrapning af en serie uoverensstemmelser mellem Grønland og Danmark. I klagen fra Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, blev Danmark beskyldt for at krænke det grønlandske folks menneskerettigheder.

»Det handler om at få den danske regering til at behandle Grønland ordentligt. Vi har krævet et svar i fire år. Det er essensen,« sagde Vittus Qujaukitsoq dengang til Information.

Meget mørklagt

Kort tid efter indleveringen af klagen blev Vittus Qujaukitsoq fyret som udenrigsansvarlig og klagen trukket tilbage. I Nuuk opstod der diskussion om, hvorvidt Qujaukitsoq havde haft resten af Landsstyret bag sig, da han klagede til FN.

I Geneve besluttede Baskut Tuncak dog alligevel at forfølge klagen. FN’s special rapporteurs opererer autonomt og beslutter selv, hvordan de behandler de information, de modtager – også selv om de bliver trukket tilbage igen.

FN’s særlige rapportør for farligt affald havde i forvejen planer om et besøg til Danmark og Grønland, men brevet betød, at den grønlandske del af besøget steg i prioritering, siger Baskut Tuncak.

Sagen drejer sig om oprydning efter 32 amerikanske militærinstallationer i Øst- og Vestgrønland. De fleste blev nedlagt, da Den Kolde rig ophørte, mens Thule Air Base stadig er i drift.

Mest kendt er Camp Century cirka 250 kilometer øst for Thule Air Base, hvor det amerikanske forsvar fra 1958 til 1966 byggede et kompleks af værksteder, boliger og laboratorier i tre kilometer tunneler under indlandsisen. Anlægget fik energi fra en atomreaktor, der også var placeret under isen. Da projektet blev lukket, blev atomreaktoren fjernet, men en ukendt mængde spildevand og andre materialer blev efterlads under isen.

Mangel på informationer og manglende gennemsigtighed fra de amerikanske styrker om, hvilke former for farligt affald – herunder kemisk og radioaktivt affald – som det amerikanske forsvar har efterladt i Grønland, lyder vurderingen fra FN’s særlige menneskerettighedsrapportør.

Det gør det sværere at rydde op og finde ud af, hvad der kan være af langsigtede konsekvenser for omgivelserne.

»Hvornår, hvor, hvad. Alle de informationer er noget mørklagt. Og i nogle tilfælde meget mørklagt,« siger Baskut Tuncak.

»Der hersker stadig usikkerhed, og det virker som om usikkerheden er dybt forankret. Det er meget svært for alle parter at komme til en løsning på problemet og sikre, at oprydningen bliver tilstrækkelig,« siger han.

Han nævner som en positiv udvikling, at regeringen i juni i år indgik en aftale med Selvstyret i Grønland. Danmark vil over seks år afsætte 180 millioner til oprydningen i Grønland.

Penge nok?

Aftalen kom først i stand efter, at regeringen blev orienteret om, at Baskut Tuncak var på vej til Grønland. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stillede det relativt store beløb i udsigt, før han havde sikret sig Folketingets tilslutning. Pengene skal nemlig findes i Forsvaret, hvor der først nu forhandles om et nyt forsvarsforlig for de kommende seks år.

Havde Lars Løkke Rasmussen ventet på de forhandlinger, der nu er i gang med folketingets partier om næste forsvarsforlig, ville aftalen ikke have været på plads, før Tuncak tog til Grønland.

»Det er noget skuffende, at det tog så lang tid, før den aftale kom i stand. Når det er sagt, virker aftalen og begge parter oprigtige i deres villighed til at adressere spørgsmålet og sikre, at de tidligere militærbaser og deres omgivelser er sikre,« siger Baskut Tuncak.

En dansk undersøgelsesmission har siden været ved Camp Century for at indlede målinger og potentiel oprydning af radioaktivt og andet amerikansk affald.

Der er dog en bekymring for, om 180 millioner er tilstrækkeligt til at rydde op efter mere end 30 militærbaser, bemærker den særlige rapportør. Til sammenligning kostede det 250 mio. kr. at rydde op efter den danske militærbase Grønnedal i Sydgrønland.

Under opholdet i Grønland har det ikke været muligt for den særlige rapportør at besøge nogen af de nedlagte amerikanske anlæg, og han har heller ikke havde været i stand til at få kontakt med Vittus Qujaukitsoq.

Det samlede besøg i Danmark og Grønland skal munde ud i en rapport med anbefalinger, der bliver præsenteret til FN’s Menneskerettighedsråd til september næste år.


blog

“Vi kommer ikke til at sulte ihjel”: Kampvalg i Grønland kan fremrykke løsrivelse

juli 24, 2017 • Af

Kampvalget om formandsposten i Siumut, Grønlands største parti, vil få afgørende betydning for hele rigsfællesskabet. Valget, der afgøres torsdag 27. juli, står mellem den moderate, nuværende partiformand Kim Kielsen, og den mere radikale Vittus Qujaukitsoq, der ønsker langt hurtigere afvikling af rigsfællesskabet med Danmark. Vittus Qujaukitsoq blev i april fyret som udenrigsansvarlig, og har siden forsøgt at samle støtte til et opgør med Kim Kielsen. Opgøret kulminerer sidst på ugen på Siumuts landsmøde i byen Sisimiut, Grønlands næststørste.

Som optakt til kampvalget har Vittus Qujaukitsoq opfordret til løsrivelse, selvom det kan koste bloktilskuddet fra Danmark. Det er stærkt usædvanligt, at en så højt placeret politiker i Grønland på den måde vægter uafhængighed frem for levestandard:

”Vi må og skal stå på egne ben. Derfor må vi også forholde os til, at vi kan leve uden bloktilskuddet fra Danmark. Der vil ske forringelser af levevilkårene, hvilket vi ikke skal være blege for at erkende. Men vi kommer ikke til at sulte ihjel”, sagde han til netmediet Sermitsiaq.ag. Bloktilskuddet fra Danmark udgør cirka 3,6 mia. kr. om året eller mere end 50 procent af Naalakkersuisuts, det grønlandske landsstyres, indtægter. Dertil kommer den milliard, som Danmark årligt bruger på blandt andet politi og forsvar i Grønland.

Vittus Qujaukitsoq, der tidligere også har fungeret som slagkraftigt landsstyremedlem for Grønlands handel og erhverv og som ansvarlig for Grønlands finanser, mener, at Grønlands potentialer er undervurderede. I interviewet med Sermitsiaq.ag løftede han lidt af sløret for, hvorfor bloktilskuddet efter hans mening godt kan undværes. Han anbefaler slankning af den offentlige administration, stærkere krav til udenlandske investorer om lokalt engagement og mere forædling af grønlandske fisk og rejser i Grønland.

Alle valgte politikere i Grønland støtter i dag visionen om Grønland som uafhængig stat, men der er afgørende forskel på, hvordan og hvor hurtigt de vil forfølge tanken. Kim Kielsen, der udover at lede Siumut også er formand for Naalakkersuisut, pointerer gerne, at hans hjerte banker for uafhængigheden. Men han fastholder også, at løsrivelse efter hans mening først bliver aktuel for hans børn eller børnebørn. Selv sigter han især på at få løst de store sociale problemer i Grønland, forbedre Grønlands indtjening på fisk, mineraler og turister og på at få flere til at tage en uddannelse – alt sammen for at selvstændiggøre Grønland. Ligesom et flertal i Grønland fastholder han, at Grønlands økonomi skal forbedres markant, før løsrivelse og et farvel til bloktilskuddet kan komme på tale.

Vittus Qujaukitsoq sætter ikke fast dato på, hvornår han mener, at løsrivelsen bør ske, men siger blot, at det bør ske hurtigere. En forfatningskommission, der blev nedsat i april i år, er i færd med at skrive Grønlands første forfatning. Kommissionen skal være færdig i 2020 – med mulig forlængelse. Vedtages forfatningen dernæst ved en folkeafstemning, kan det alt efter forfatningens indhold markere begyndelsen på løsrivelsen fra Danmark. Forfatningskommissionen skal også beskrive, hvordan et uafhængigt Grønland kan indgå i et nyt frivilligt samarbejde med Danmark eller en anden stat om f.eks. forsvar og kongehus; en ordning, der i Grønland kendes som free association.

Formandsposten i Siumut betragtes som næsten skudsikker adgang til magten i Grønland. Siumut har med undtagelse af fire år ledet de interne regeringer i Grønland siden Hjemmestyrets indførelse i 1979, og Kim Kielsen markedsfører sig i disse dage i Grønland som en stærk samlende politisk chef for en bred koalition, han selv har skabt. Han pointerer også, at det var ham, der i 2016 udpegede Grønlands første landsstyremedlem – eller minister – for Selvstændighed og dernæst fik en forfatning på skinner.

Vittus Qujaukitsoq fremstår som opvigleren, der trives med modvind og radikale reformer, og han udstiller selv Kim Kielsen som svag og tøvende. Sammen med Siumuts politiske veteran, Lars Emil-Johansen, der er formand for Inatsisartut, det grønlandske parlament, kritiserer Vittus Qujaukitsoq igen og igen Kim Kielsen for ikke at forfølge uafhængigheden helhjertet nok.

Kim Kielsen har til gengæld i al diskretion fået en hjælpende hånd fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ellers formelt blander sig langt uden om sådanne opgør i Grønland. Kim Kielsen fik hjælp, da Lars Løkke Rasmussen på et såkaldt rigsmøde på Christiansø i juni sammen med Kim Kielsen under tæt pressedækning ganske uventet offentliggjorde og underskrev en hensigtserklæring, der betyder, at den danske regering over de næste fem år vil bruge 150 mill. kroner på oprydning efter nedlagte, amerikanske militæranlæg i Grønland.

Hensigtserklæringen var bemærkelsesværdig fattig på detaljer og pengene først forhandles på plads med Folketinget i efteråret, hvorefter der forestår en række tekniske forhandlinger mellem Grønland og Danmark, men erklæringen lignede en løsning på et problem, der har været højt profileret i Grønland, og den indeholdt endda løfter om lærlingepladser og jobs. Erklæringen var timet, så Kielsen straks kunne bruge den i sin valgkamp.

Kim Kielsen er formentlig også – selvsagt uden at ville det – blevet styrket politisk af den ødelæggende tsunami, der ramte bygden Nuugaatsiaq i Nordvestgrønland den 17. juni. Fire mennesker omkom og en hel bygd – måske to – skal finde andre steder at leve, fordi der er fare for nye katastrofer. Kim Kielsen er i det igangværende rednings- og nødhjælpsarbejde trådt i karakter som den ansvarlige landsfader, der afmålt men empatisk favner både de, der har mistet, og de tusinder i resten af Grønland, der er dybt berørt.

Vittus Qujaukitsoq fik ved et valg i Grønland i 2014 kun 87 stemmer; ikke nok til at komme i parlamentet, og ingen af hans tidligere regeringskolleger har hidtil støttet ham. Han har dog tilsyneladende mobiliseret en vis opbakning: I slutningen af maj blev han overraskende valgt som formand for Siumuts lokalafdeling i Nuuk, partiets største. Han har i de seneste år markeret sig som stærkt kritisk overfor Danmark, senest i marts, hvor han som ansvarlig for Naalakkersuisuts udenrigsanliggender indklagede Danmark for FN’s menneskerettighedsrapportører i Geneve. Qujaukitsoq hævder, at Danmark har forsømt sit ansvar for at sikre oprydning efter de nedlagte amerikanske militæranlæg i Grønland. Klagen markerede en betydelig optrapning af konfliktniveauet: Ingen grønlandsk politiker havde tidligere draget FN ind i dansk-grønlandske stridigheder. Kort bad Naalakkersuisut FN om at se bort fra klagen, Kim Kielsen fyrede Vittus Qujaukitsoq som udenrigsansvarlig, og så var opgøret i gang.

Kampen kulminerer som nævnt på torsdag, hvor 69 delegerede fra Siumuts lokalafdelinger får lejlighed til at vælge – eller genvælge – partiets formand. Vinder Vittus Qujaukitsoq, udfordreren, vil der ifølge ham selv blive afholdt valg i hele Grønland kort efter.

 

Den tekst optrådte i redigeret form som nyhedsanalyse i dagbladet Information 24. juli 2017